Einav Zangauker ved sabbat-demonstrationen I Tel Aviv den 24. Januar 2025. Foto: Oren Ziv

Om eftermiddagen fredag ​​den 24. januar 2025, på Ayalon Highway i Tel Aviv – fyldt med israelere, der skyndte sig hjem til sabbat – stillede en gruppe familiemedlemmer til gidsler et bord op midt på vejen. Komplet med en hvid dug, challah, vin og stearinlys blev sabbatsbordet derefter sat i brand af aktivisterne.

De er medlemmer af protestgruppen “Sha’ar Begin”, opkaldt efter det sted uden for det israelske militærhovedkvarter i Tel Aviv, hvor de fast har demonstreret for en gidselaftale. Familiemedlemmerne blokerede trafikken sammen med et par dusin tilhængere, mens de holdt billeder af deres kære, der har været i Gaza i næsten 500 dage.

Protesten var bevidst timet til en dag før den planlagte løsladelse af fire kvindelige israelske militærobservatører, en del af den første fase af våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas. Den blev ledet af familier til gidsler, der forventes befriet i senere faser af aftalen. De frygter, at Netanyahu vil torpedere aftalen for at sikre sin politiske overlevelse.

Blandt demonstranterne fredag ​​var Yifat Kalderon. Hans fætter Ofer Kalderon blev sammen med sine to børn bortført fra Nir Oz den 7. oktober 2023. Mens Ofers børn blev befriet som en del af den tidligere aftale i november 2023, er han stadig i fangenskab. “Bekymringen gælder ikke kun, hvem der vil blive løsladt i anden fase, men også om den første fase overhovedet vil blive afsluttet,” fortalte Kalderon.

Kalderons frygt går igen hos mange andre familier, næret af medierapporter om, at aftalen sandsynligvis ikke vil blive fuldt implementeret. Våbenhvilen i november 2023 kollapsede, efter at Israel afviste Hamas’ forslag om at løslade syv gidsler – fire kvinder og børn, sammen med ligene af tre andre – i stedet for de ti levende gidsler, der oprindeligt blev aftalt. I frygt for et lignende forløb intensiverer familierne nu deres bestræbelser på at presse den israelske regering ved at gå på gaden og endda ved at appellere til internationale institutioner.

“Der er konstant en frygtelig spænding og frygt. Jeg kan først rigtig trække vejret, når jeg ser ham – forudsat at han er i live, og det ved jeg reelt ikke,” tilføjede Kalderon. »Indtil jeg ser ham kramme sine fire børn, kan jeg ikke sove. Og selv da vil jeg blive ved med at kæmpe, indtil alle kommer tilbage.”

”Dette er vores sejrsbillede”’
I slutningen af ​​2024 brød Sha’ar Begin-familierne med “Forum for Gidsler og Forsvundne Familier” – den primære organisation, der repræsenterer gidslernes familier. Den er kendt for sine afdæmpede ugentlige vagter på Gidslernes Plads i Tel Aviv. Frustreret over hvad de anså som Netanyahu og hans højreorienterede allieredes bevidste obstruktion af forhandlinger, har den nye gruppe anvendt en mere konfronterende taktik. Deres protester byder ofte på skarp kritik af krigen, urokkelige krav om en øjeblikkelig aftale for enhver pris, og til tider diskussioner om israelske krigsforbrydelser i Gaza – et usædvanligt sjældent og omstridt perspektiv i den israelske offentlige debat.

Dagen efter sabbatsprotesten samledes medlemmer af gruppen uden for militærhovedkvarteret i Tel Aviv, hvor en storskærm udsendte nyheder om de fire kvindelige soldater, der ankom til israelske hospitaler inden den følelsesladede genforening med deres familier.

En fremtrædende stemme blandt aktivistfamilierne er Einav Zangauker, hvis søn Matan blev bortført fra Kfar Aza. Hun henvendte sig til en forsamling på flere tusinde og erklærede: “Som mor til et gidsel, at se forældre omfavne deres døtre, der vender tilbage fra fangenskab – dette er vores sejrsbillede.”

“Regeringen lod dem i stikken, og premierministeren har endnu ikke offentligt forpligtet sig til at opfylde aftalen,” bemærkede hun. »Vi vil ikke lade nogen sabotere denne aftale. Vi vil ikke lade nogen stå mellem os og vores kære. Matan, mor er på vej til dig.”

En anden fast mand i gruppens ugentlige protester er Itzik Horn, hvis to sønner stadig er tilbageholdt i Gaza. “Yair og Eitan har været holdt fanget i 15 måneder nu. [Yair] er på listen over dem, der skal frigives i den første fase af aftalen, og [Eitan] er ikke inkluderet,” sagde han. “Min krig er mod Hamas, men desværre er den også mod den israelske regering: Der er fraktioner i regeringen – ikke kun [Bezalel Smotrichs] religiøse zionistparti, men også [national sikkerhedsminister Itamar] Ben Gvir og ekstremister i Likud – som er utroligt farlige og kan sabotere aftalen indefra.”

“Vi har nået et punkt, hvor vi er afhængige af USA’s præsident,” tilføjede han. “Jeg håber virkelig, at han fortsætter med at presse Netanyahu til at løslade alle gidslerne.”

Horn anerkender den israelske offentligheds modstand mod at løslade palæstinensiske fanger, der begik voldelige angreb. Men alligevel sender Horn en skarp besked til lovgiverne. “Jeg har et meget simpelt forslag til medlemmerne af Knesset og regeringens ministre [der er imod aftalen]: Send jeres børn til Gaza [for at] få vores børn ud, og lad os så se, om I er imod aftalen.”

“Vi vil fastholde presset på Netanyahu overalt”
Yehuda Cohen, hvis søn Nimrod blev taget til fange af palæstinensiske militsfolk fra en brændende kampvogn nær Gaza-grænsen, har været en af ​​de mest højlydte kritikere af regeringen og krigen blandt familiemedlemmer til gidslerne. Den komplekse, flerfasede struktur i den nuværende våbenhvileaftale, hævder han, er tilsigtet snarere end en fejl. “Grunden til, at den er indviklet og inkluderer smuthuller, er, at hvis den var ligetil, ville regeringen ikke være i stand til at trække processen ud, mens den saboterer den undervejs,” sagde han. “Tilbage i november gik det for glat.”

Men i sidste weekend deltog Cohen ikke i protesterne i Tel Aviv med sine medaktivister. I stedet iagttog han dem fra Haag, hvor han mødtes med Karim Khan, chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol (ICC) – en person, der er udskældt af israelske medier og politikere for sine vellykkede fremstød for at udstede arrestordre mod premierminister Benjamin Netanyahu og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant for krigsforbrydelser i Gaza.

“Netanyahu begår ikke kun krigsforbrydelser mod palæstinensere i Gaza – han begår forbrydelser mod israelske soldater,” sagde Cohen til Knessets udvalg for grundlov, lov- og retfærdighed, inden han tog af sted til mødet med Khan. Som svar råbte Likud-medlemmet Eliyahu Revivo ad Cohen og anklagede ham for handlinger, der ville resultere i, at “hans søn rådner i mange år endnu i Hamas’ fangehuller.”

“Vigtigheden af ​​at mødes [med Khan] ligger i at skabe opmærksomhed,” forklarede Cohen. “Jeg fortalte ham, at jeg støtter efterforskningen, ikke kun af krigsforbrydelser begået af palæstinenserne, men også af israelske [embedsmænd]. At forlænge krigen unødigt, forårsage hundredvis af soldaters død, tusindvis af kvæstelser og mord og lidelser på gidsler – dette retfærdiggør en undersøgelse.”

Cohens synspunkter høres sjældent i den almindelige israelske debat, slet ikke fra en far til en fanget soldat. For ham beviste den 7. oktober, at der er behov for en “aftale for enhver pris” for at frigive gidslerne. “Regeringen og dens systemer fejlede [før den 7. oktober og på selve dagen], og de må betale prisen. Hvis det betyder at løslade [palæstinensiske] fanger, må de håndtere det problem. Hvad mig angår, burde Netanyahu kravle til Gaza for at sikre aftalen.”

“Folk [i gidselfamilierne] siger: ‘Der er allerede en aftale. Hvorfor gå til ICC? Lad Netanyahu arbejde i fred og ro; vi bør opmuntre ham,” sagde Cohen. “Men Netanyahu handler ikke af positive grunde – for ham handler det om overlevelse. Hvorvidt han vil fortsætte aftalen eller ej, afhænger helt af, hvad der på det givne tidspunkt vil forlænge hans embedsperiode.”

Erfaringen viser, forklarede Cohen, at Netanyahu ikke er til at stole på, når det gælder at gennemføre våbenhvileaftaler. “Ben Gvir har selv indrømme, at Netanyahu forpurrede en tidligere aftale. Det har vi vidst hele tiden. Vi skal sikre, at han ikke kan svinge i retning af Ben Gvir eller Smotrich. Vi vil holde presset på Netanyahu overalt, det være sig gennem Trump eller ICC.”

Cohen, der naturligvis har sin søn Nimrods tilbagevenden som hovedmål, understregede, at “i den snævreste forstand vil jeg have alle gidslernes tilbage. Men i den bredere forstand handler det om at afslutte krigen. Og i endnu bredere forstand [handler det om] at nå frem til en mere stabil og permanent løsning [med palæstinenserne]. Vi skal kunne se på den anden side. Det kan ikke nytte, at den ene side trives, mens den anden lider.”

’Aftalens sammenbrud blev en dødsdom’
Ikke kun pårørende til levende israelske gidsler er dybt bekymrede over, hvad der sker med aftalen med Hamas. Shachar Mor, nevøe til Avraham Munder – hvis lig blev hentet ud fra en tunnel i det sydlige Gaza i august sammen med fem andre gidsler – og en slægtning til Roy Munder, der blev myrdet den 7. oktober, er også aktivt involveret i de ugentlige protester.

“Den eneste person i Mellemøsten – måske i hele verden – der har en interesse i at trække aftalen ud, er Netanyahu,” sagde Mor med en hæs stemme efter flere dages råb af slagord ved protestmøderne. “Selv Hamas har signaleret, at de kunne fremskynde processen.”

“Netanyahus trick er altid at udskyde, købe endnu en uge eller to og håbe, at tingene ændrer sig. I mellemtiden udnytter hans ekstremistiske allierede [i regeringen] situationen på Vestbredden,” sagde han. »Det er ikke tilfældigt, at [udenrigsminister Israel] Katz løslod jødiske administrativt internerede, så de kunne vende tilbage til at udføre pogromer. De flytter opmærksomheden til den arena. Det hele sker for at sabotere aftalen.”

Ifølge Mor kostede forpurringen af ​​tidligere aftaler Avraham Munder og andre gidsler livet. “Da min tante [Ruti Munder] vendte tilbage ifølge den første aftale [i november], først da fik hun at vide, at [Avraham, hendes mand] stadig var i live. Hun havde været sikker på, at han var død. Hvordan nåede han overhovedet til Gaza? Han kunne næsten ikke komme på toilettet uden hjælp.

“Han overlevede 132 dage i fangenskab – en 79-årig mand, der næsten ikke kunne bevæge sig og gik med en stok – indtil en israelsk pilot, der fløj et amerikansk fly, kastede en amerikansk bombe. Han døde enten af ​​selve bomben, eller ved at vagterne gik i panik og skød ham. Det er sandsynligvis den første mulighed, men det får vi aldrig at vide,« sagde Mor.

»Aftalens sammenbrud sidste år blev en dødsdom for min onkel og andre. Det kan vi se i bakspejlet. De sprængte aftalen i luften – om det var Hamas eller Israel er ligegyldigt. Det kostede min onkel livet.”

30. januar 2025

Oversat fra +972Magazine af Anne Haarløv