Gunnarsson har været stærk modstander af Sveriges NATO-medlemskab, men er også gået ind for øgede svenske forsvarsudgifter (betingelsen for NATO-medlemskab). Partiets nuværende linje i militærspørgsmålet er modelleret efter den tidligere socialdemokratiske linje. Hvis Sverige skal stå uden for militære alliancer, skal det nationale forsvar være særlig stærkt og troværdigt, har man sagt. Faktisk var der i flere årtier efter Anden Verdenskrig tale om en militærmagt, der forholdsmæssigt set var blandt de stærkeste i verden.

Det svenske socialdemokrati og dets udenrigspolitik kunne i kraft af dette således fremme international nedrustning (i stedet for ensidig svensk nedrustning) og begrænsning af atomvåben. I partiets rækker var der både forsvars- og fredsvenner, både pacifister og militarister, der periodisk trak tov om forsvarsbudgetterne, men kun lejlighedsvis kom i åben konfrontation, som under kampen om svenske atomvåben i 1950’erne. Med S-ledelsens kuplignende og topstyrede kovending i forhold til NATO er tovtrækkeriet (i S) i hvert fald midlertidigt ophørt – måske med undtagelse af SSU’s (Sveriges svar på DSU) kritik af NATO (S-kvindernes modstand mod NATO-tilslutning synes at være blevet tavs). NATO, øgede forsvarsbevillinger og militariseringen af flere samfundsfunktioner – herunder en strammere lovgivning om terrorisme og spionage – er så at sige blevet en del af samme pakke.

Alt sammen er det en del af den globale militarisering omkring Ruslands store krig mod Ukraine, som påvirker hele verdenspolitikken. Europa forbereder sig på en langvarig krig, senest med milliarder fra EU-budgettet direkte til våbenindustrien, hvilket følger i Ruslands og USA’s fodspor.

Det spørgsmål, som Gunnarsson rejste med sin Twitter-hilsen til Aurora-deltagerne, er, i hvor høj grad – og hvor længe – den iboende spænding mellem fredsaktivisme og NATO-modstand kan forenes med fokus på øget svensk forsvarsfinansiering. Når Zelenskij i Ukraines forsvar mod den russiske imperialisme ikke blot håber på ukrainsk NATO-medlemskab, men også på svensk medlemskab, er V’s offentlige holdning kompliceret. Måske er det derfor, at Nooshi Dadgostar, der klart har taget stilling til fordel for Ukraine, nu synes at holde lav profil i NATO-spørgsmålet og partiets krav om en folkeafstemning om dette. Og mange har frygtet en glidning i retning af NATO-tilpasning i Gunnarssons tweet. “Men Aurora er en svensk forsvarsøvelse, og V går ind for et stærkt svensk forsvar,” sagde hun til sit forsvar. “Nej, øvelsen er en del af værtslandets aftale med NATO, som V er imod”, svarede kritikerne indigneret.

Tonen i online V-diskussionen afspejler den voksende spænding mellem fredsaktivister, der er modstandere af NATO, og tilhængere af militært forsvar, som har stadig sværere ved at modstå den igangværende tilpasningsproces til NATO. At det endelige mål for tilpasningen naturligvis er medlemskab, blev illustreret af den deltagende NATO-general Landrums positive vurdering af Aurora, som rammende blev beskrevet som “Sveriges billet til NATO” (Dagens Nyheter, 8. maj).

Er det nødvendigt at gøre op med denne modsætning? Det vil vise sig. Hvis partiledelsen siger ja til NATO-tilslutning, når det kommer til afstemning i Rigsdagen, vil det ikke blot være ganske utænkeligt, men også ødelæggende, i hvert fald for kernen af de aktive medlemmer. Man behøver blot at se på 1. maj-demonstrationerne og de årlige konferencer, hvor modstanden mod NATO er udtalt og massiv. Ja, selv den solidaritet med Ukraine mod den russiske aggression, som partiet officielt fordømmer så kraftigt, glimrer mange steder ved sit fravær på plakater og bannere i en slags politisk krampe. Vanskeligheden ved at forene modstand mod al imperialisme, både russisk og amerikansk, når Ukraines forsvar har brug for militær støtte, afspejler realpolitikkens begrænsninger.

Men hvis venstrefløjen skal overvinde denne modsætning, er det nødvendigt at løfte det strategiske blik op fra tvangssituationen, at fastholde de langsigtede anti-imperialistiske fredsperspektiver sammen med den civile solidaritetsstøtte til det ukrainske folk og at sikre, at partiets repræsentanter, trods knæfald, ikke lader sig trække ind i realpolitisk NATO-kapitulation.

Inden for en overskuelig fremtid er et tovtrækkeri mellem polerne under det fælles venstreorienterede tag uundgåeligt. Efterhånden som presset fra den offentlige opinion til at tilpasse sig øges, må fredspolen og NATO-modstanden holdes levende og stærk for at kunne yde modstand, men må samtidig udvikle en praktisk uafhængig solidaritet med det ukrainske folk ved siden af NATO-operationerne. Venstrefløjens politiske modstandere vil angribe denne, som de ser det, “inkonsekvens”. Men den eksisterer kun for dem, der hvidvasker NATO og den vestlige imperialisme, som alene gennem de seneste årtier har kostet så ufatteligt mange liv i Irak og andre steder.

I stedet for at være vejrhane for NATO-vinden er der brug for et konsekvent fredsvenstre mod al imperialisme.

11. maj 2023

Kommentaren blev bragt som leder i ugeavisen Internationalen, der er udgivet af Socialistisk Politik, den svenske sektion af Fjerde Internationale.