Foto: Fjmustak - Wikimedia, CC BY-SA 4.

 

Det er udfordrende at bevare sit moralske kompas, når det samfund, man tilhører - både ledere og medier - tager det moralske overtag og forventer, at man sammen med dem deler det samme retfærdige raseri, som de reagerede med på begivenhederne sidste lørdag den 7. oktober.

 

Der er kun én måde at modstå fristelsen til at være med på: Hvis du på et tidspunkt i dit liv - selv som jødisk borger i Israel - forstod zionismens koloniale karakter og var forfærdet over dens politik over for det oprindelige folk i Palæstina.

 

Hvis du har indset det, så vil du ikke vakle, selv om de giftige budskaber skildrer palæstinenserne som dyr eller "menneskelige dyr". De samme mennesker insisterer på at beskrive det, der fandt sted sidste lørdag, som et "Holocaust" og misbruger dermed mindet om en stor tragedie. Disse følelser bliver formidlet dag og nat af både israelske medier og politikere.

 

Det er dette moralske kompas, der fik mig og andre i vores samfund til at støtte det palæstinensiske folk på alle mulige måder; og som samtidig gør os i stand til at beundre modet hos de palæstinensiske krigere, der indtog et dusin militærbaser og overvandt den stærkeste hær i Mellemøsten.

 

Folk som mig kan heller ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved den moralske eller strategiske værdi af nogle af de handlinger, der ledsagede denne operation.

 

Fordi vi altid har støttet afkoloniseringen af Palæstina, vidste vi, at jo længere den israelske undertrykkelse fortsatte, jo mindre sandsynligt var det, at befrielseskampen ville blive "steril" - ligesom det har været tilfældet i enhver retfærdig befrielseskamp i fortiden, hvor som helst i verden.

 

Det betyder ikke, at vi ikke skal holde øje med det store billede, ikke engang et øjeblik. Billedet er af et koloniseret folk, der kæmper for overlevelse på et tidspunkt, hvor dets undertrykkere har valgt en regering, som er fast besluttet på at fremskynde ødelæggelsen, ja, faktisk elimineringen af det palæstinensiske folk - eller endda deres krav på at være et folk.

 

Hamas var nødt til at handle, og det hurtigt.

 

Det er svært at fremføre disse modargumenter, fordi vestlige medier og politikere gik med på den israelske diskurs og fortælling, uanset hvor problematisk den var.

 

Jeg spekulerer på, hvor mange af dem, der besluttede at iklæde parlamentsbygningen i London og Eiffeltårnet i Paris det israelske flags farver, der virkelig forstår, hvordan denne tilsyneladende symbolske gestus bliver modtaget i Israel.

 

Selv liberale zionister med et minimum af anstændighed læser denne handling som en total frikendelse af alle de forbrydelser, israelerne har begået mod det palæstinensiske folk siden 1948; og derfor som et carte blanche til at fortsætte det folkemord, Israel nu begår mod befolkningen i Gaza.

 

Heldigvis var der også forskellige reaktioner på de begivenheder, der udspillede sig i de sidste par dage.

 

Som tidligere lader store dele af civilsamfundet i Vesten sig ikke så let narre af dette hykleri, som allerede er kommet til fuld udfoldelse i sagen om Ukraine.

 

Mange mennesker ved, at siden juni 1967 har en million palæstinensere været fængslet mindst én gang i deres liv. Og med fængsling følger mishandling, tortur og permanent tilbageholdelse uden rettergang.

 

Netop disse mennesker kender også til den forfærdelige virkelighed, som Israel skabte i Gazastriben, da de afspærrede området og indførte en hermetisk belejring fra 2007, ledsaget af de ubarmhjertige drab på børn på den besatte Vestbred. Denne vold er ikke et nyt fænomen, da den har været zionismens permanente ansigt siden oprettelsen af Israel i 1948.

 

Netop på grund af civilsamfundet, mine kære israelske venner, vil jeres regering og medier i sidste ende tage fejl, da de ikke vil kunne påberåbe sig rollen som ofre, modtage ubetinget støtte og slippe af sted med deres forbrydelser.

 

Til sidst vil det store billede dukke op, på trods af de vestlige mediers iboende forudindtagethed.

 

Det store spørgsmål er imidlertid: Vil I, mine israelske venner, også være i stand til klart at se det samme store billede? På trods af mange års indoktrinering og social manipulation?

 

Og ikke mindre vigtigt, vil du være i stand til at lære den anden vigtige lektie - en lektie, der kan uddrages af de seneste begivenheder - at ren magt alene ikke kan finde balancen mellem et retfærdigt regime på den ene side og et umoralsk politisk projekt på den anden?

 

Men der er et alternativ. Faktisk har der altid været et:

 

Et af-zioniseret, befriet og demokratisk Palæstina fra floden til havet; et Palæstina, der vil byde flygtningene velkommen tilbage og opbygge et samfund, der ikke diskriminerer på baggrund af kultur, religion eller etnicitet.

 

Denne nye stat vil så vidt muligt arbejde på at rette op på fortidens dårligdomme i form af økonomisk ulighed, tyveri af ejendom og fornægtelse af rettigheder. Det kunne indvarsle et nyt daggry for hele Mellemøsten.

 

Det er ikke altid let at holde sig til sit moralske kompas, men hvis det peger mod nord - mod afkolonisering og frigørelse - så vil det højst sandsynligt lede dig gennem tågen af giftig propaganda, hykleriske politikker og den umenneskelighed, der ofte begås i navnet på "vores fælles vestlige værdier".

 

 

Ilan Pappé er professor ved University of Exeter. Han var tidligere lektor i statskundskab ved University of Haifa. Han er forfatter til The Ethnic Cleansing of Palestine, The Modern Middle East, A History of Modern Palestine: One Land, Two Peoples og Ten Myths about Israel. Pappé beskrives som en af Israels "nye historikere", der siden frigivelsen af relevante britiske og israelske regeringsdokumenter i begyndelsen af 1980'erne har omskrevet historien om Israels oprettelse i 1948. Han har bidraget med denne artikel til The Palestine Chronicle. Den er oversat herfra af Poul Bjørn Berg.