Foto: Labour-lede Keir Starmer

 

Med en vælgerandel på 16 procent i Skotland og 11 procent i Wales var valget den 7. maj et af de værste valgresultater nogensinde for Labour. Her ser vi nærmere på resultaterne fra det samtidige lokalvalg i England.

 

Kun 100 mandater manglede ved lokalvalgene i England, for at Labour mistede de 1500 pladser, som man havde frygtet som en katastrofe. De Grønne snuppede to borgmesterposter fra Labour og satte sig på byråd i Øst-London både nord og syd for floden.

 

BBC vurderede, at hvis man omsætter de lokale resultater til et landsdækkende parlamentsvalg ville det give Labour 17 procent, de Konservative 17, Liberale 16, De Grønne 18 og Reform 26. En anden prognose på Sky News gav Reform 27, Konservative 20, Labour 15, de Grønne 14, Liberale 14 og øvrige 10 procent. Omsat til mandater ville det betyde 284 til Reform, Labour 110, Konservative 96, Liberale 80 og de Grønne 13.

 

Tallene [fra Sky News, o.a.] udtrykker en reel, nærværende fare for en højreekstremistisk koalition med [Reform-leder] Farage som premierminister. For at Reform kunne danne en regering, ville det kun kræve, at 42 undlod at stemme. Det er en stor trussel mod arbejderklassens levevilkår og interesser. Socialister er nødt til at opbygge de bredest mulige fælles kampagner for at forhindre det i at ske.

 

Valgresultaterne udtrykker en udbredt vrede over de to traditionelle mainstream-partiers manglende evne til at skabe meningsfuld forandring i lyset af de stigende leveomkostninger og en generel følelse af, at tingene bliver værre. Vores børn får ikke engang de beskedne goder som et hus eller et sikkert job, som mange af os havde som forældre. Valgdeltagelsen var generelt oppe på omkring 43 procent, hvilket er højt ved lokalvalg. For eksempel oplevede Colchester [nordøst for London, o.a.] en valgdeltagelse 11 procentpoint højere end sidst. Så vreden får et vist politisk udtryk. Desværre er det partiet Reform på den yderste højrefløj, der for det meste kanaliserer denne følelse.

 

Reform

Reform klarede sig godt næsten overalt, undtagen i det indre London og andre storbycentre. Det kom på andenpladsen i Wales og fik en delt andenplads i Skotland. Det fik næsten 1400 pladser, en fremgang fra nul, da de næsten ikke opstillede kandidater ved tidligere valg i de berørte valgkredse. Partiet har nu over 2300 byrådsmedlemmer og fik denne gang kontrollen i 13 byråd, som de kan føje til de 10, de havde i forvejen.

 

Denne form for basis i lokale byråd vil hjælpe Reform med at konsolidere og forankre sig i lokalsamfundene. Den manglede de for bare et års tid siden. Det er ikke små byråd – i Essex overtager Reform nu ledelsen fra De Konservative. Andre steder har Reformbølgen helt elimineret Labours lederskab, såsom i Birmingham. Brexit-bølgen betaler sig stadig for Reform, da partiet vinder flest stemmer i områder, hvor der var flertal for at forlade EU. De socialister, der troede, at Brexit ville være en "mulighed for venstrefløjen", tog fuldstændig fejl.

 

Trods denne valgmæssige succes kæmper Reform for at komme over tærsklen på 30 procent. Den seneste stagnation på omkring 27-28 procent i meningsmålingerne afspejles i disse resultater. De repræsenterer en flertalsholdning, og der er en massiv, højlydt modstand mod deres politik, som vi for nylig så i den store Together-demonstration på en halv million. Men som vi så med Labours ”falske” jordskredssejr i 2024, kan man blive det største parti og eller endda vinde et flertal med omkring 30 procent på grund af det udemokratiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse og et større antal partier, der konkurrerer mod hinanden.

 

Allerede nu støtter nogle erhvervsvirksomheder Reform, men de dominerende sektorer af kapitalistklassen gør det ikke ... endnu. Som vi har set i Italien med den Meloni-ledede koalition, er det absolut muligt for erhvervsledere og den herskende klasse at skifte fra mainstream-partierne til den yderste højrefløj. Det bliver interessant at se, om dette begynder at ændre sig - ligesom store virksomheder stillede sig op for at blive "partnere" med Labour før det sidste parlamentsvalg. Store virksomheder kan ikke lide for meget omskiftelighed og slet ikke en regering, der kan fremprovokere massekampe.

 

Hvis Labour bekræfter, at det er slået ud i den kommende periode, kan vi se dette skift blive stærkere, selvom det etablerede vil foretrække en koalition med et mere stabilt Tory-parti [De Konservative, o.a.]. En eventuel Reform-Konservativ regering ville være et alvorligt nederlag for arbejderklassen og skal modstås for enhver pris.

 

De Grønne

Selvom disse valg var udtryk for en fortsat radikalisering mod højre, så vi også en yderligere stigning i støtten til De Grønne, der stod for en politik klart til venstre for Labour. Folk bliver også radikaliseret til venstre. De Grønne var den næststørste vinder med 399 lokale pladser og 4 borgmesterposter. De vandt mandater i de fleste dele af landet og har nu langt over tusind byrådsmedlemmer. Deres medlemstal nærmer sig 250.000, og de er sandsynligvis større end Labour, som ikke har offentliggjort officielle tal i et stykke tid nu.

 

Der er nu ved at blive etableret et 'grønt bælte' i det østlige London både nord og syd for floden, efter at De Grønne har fået flertal i Hackney efter 28 års Labour-styre og også har et snævert flertal i Waltham Forest. Det er det største parti i Haringey, de vandt 10 pladser i Camden og er den primære opposition, og 13 pladser i Newham. Her har Labour-partiet ikke et flertal, da 'uafhængige Gaza-kandidater og De Grønne tilsammen har 40 [af 66] pladser. Tower Hamlets er også uden for Labour-kontrol, hvor Luther Rahman fra partiet Aspire har borgmesterposten og De Grønne fik 20 procent til borgmestervalget. Hackney og Lewisham vandt De Grønne borgmestervalget.i

 

Den nye 'grønne republik' Hackney kommer ikke som en overraskelse, eftersom den stærkt splittede højrefløjsledelse i Labour gik sammen om at ekskludere Diane Abbott, blokere enhver støtte til Palæstina, fravælge alle venstreorienterede kandidater og sabotere alle medlemsmøder. Møderne i valgkreds- og generalledelse var ekstremt korte og tillod næsten ingen politisk diskussion. Valgarbejde blev hovedsageligt udført af byrådsmedlemmer og et par andre. De fleste aktivister blev passive, og mange af dem stemte på De Grønne. Højrefløjens knusning af Corbyns venstrefløj, som var den dominerende kraft i Hackney North, har resulteret i et historisk nederlag for Labour i Hackney. De har nu kun 9 byrådsmedlemmer. Da jeg mødte en ung sort kvinde på valgstedet, der stolt sagde, at hun og hendes venner stemte på Grønne, forstod jeg, at der skete noget stort.

 

Samarbejde mellem Grønne og Uafhængige Socialister

De Grønne, og især Zoe Garbutt, vores nye borgmester i Hackney, har været fremtrædende i støtten til Palæstina. Kampagnen for at trække investeringer ud – som blev brutalt blokeret af Labour, der nægtede enhver diskussion om emnet - vil nu fortsætte, og samarbejdet med Haifa som venskabsby vil ophøre.

 

De Grønnes tilstedeværelse her handler ikke kun om valg. De støtter besættelsen af ​​Ridley Road Markedet [som trues af lukning, o.a.] og dannede et valgforbund med Uafhængige Socialister i Hackney. Desværre tabte alle de socialistiske kandidater, selvom de scorede pænt på lige under eller over tusind stemmer hver. Problemet var tydeligvis, at almindelige vælgere ikke forstod forbindelse mellem De Grønne og disse kandidater – det kunne ikke ses på stemmesedlen. Fiaskoen med ’Your Party’ (note 1) har betydet, at socialister på venstrefløjen i Labour er blevet presset af De Grønnes fremgang. Denne situation har nationale konsekvenser for partiløse venstreorienterede over hele landet i landet.

 

At få ansvaret i byråd vil give De Grønne nye udfordringer, når det kommer til nedskæringer, eftersom regeringen ikke formår at finansiere de lokale byråds udgifter i tilstrækkeligt omfang. Erfaringerne fra de grønne byråd i Brighton og Bristol har ikke været positive i denne henseende. Der er diskussioner om en national kampagne, igangsat af De Grønne, som involverer fagforeninger og byrådsmøder, og som retter sig mod nedskæringer på grund af  manglende statslige midler. Det er vigtigt, at socialister engagerer sig med nyligt radikaliserede grønne medlemmer om dette.

 

Labour stopper ikke Reform

Labours valgstrategi gik ud på at forsøge fuldstændigt at adskille den nationale regerings politik, herunder Starmer, fra den lokale kampagne, og den mislykkedes fuldstændigt. Det var svært at finde et billede af Starmer i nogen valgmaterialer. Endnu mere skamfuldt mislykkedes de skammelige smædeord mod De Grønne for antisemitisme og den vildledende fremstilling af De Grønnes rusmiddelpolitik fuldstændigt. Påstande om, at De Grønne ville være mindre omhyggelige med at reagere på daglige udfordringer med at håndtere lokalbefolkningens bekymringer om ulovlig dumpning af affald, huller i vejene osv., gav også bagslag. Alle ved, at grønne aktivister har været involveret i mange grundlæggende kampagner i lokalsamfundene.

 

Som forudsagt er Starmers position under direkte angreb efter disse forfærdelige resultater. En række menige parlamentsmedlemer, der ikke er fra Socialist Campaign-gruppen, har bedt premierministeren lægge en køreplanplan for sin tilbagetræden. Det kan tyde på, at de satser på [Manchester-borgmester Andy] Burnham, da en udfordring af lederskabet lige nu ville udelukke ham. Han har brug for tid til at finde en valgkreds, hvor han kan vinde. John McDonnell siger, at vi ikke ønsker et kup, hvilket indebærer den samme tilgang. Diane Abbott har også korrekt antydet, at det ikke giver mening at skifte chauffør, hvis bilen kører samme vej.

 

Politikken skal ændres radikalt. Selvom socialister ikke bør have illusioner om Burnham, ville han sandsynligvis gøre det lettere for de socialister, der stadig er inden for Labour. Hans forslag – hvis han holder fast i det – om et valgsystem med proportional repræsentation ville være et demokratisk skridt fremad, der ville gavne De Grønne og den socialistiske venstrefløj. Han ville blokere den værste ændring, som ville være Wes Streeting som leder. [Han trådte tilbage som social- og sundhedsminister efter valget i maj 2026 på grund af manglende tillid til Starmer, o.a.]

 

Disse valg har også endnu engang fuldstændig undermineret argumentet om, at støtte til Labour er den bedste måde at stoppe Reform på. Tallene lyver ikke. Lige siden juli 2024 har denne regerings handlinger gødet fremkomsten af ​​Reform. At spejle den racistiske politik mod migranter og flygtninge har netop givet Reforms politik mere troværdighed. Som alle valganalytikere har forklaret, mister Labour flere stemmer til venstre end til Reform. Faktisk betyder Labours blødning af stemmer til De Grønne, at Reform får mulighed for at vinde frem nogle steder.

 

En ny start med Starmer?

Det er svært at se, hvordan endnu en start fra nul med Starmer skulle kunne løse cirklens kvadratur.  Labour kan ikke skræddersy sin politik til at behage både den migrantfjendtlige Reform-vælger og den progressive grønne vælger. Starmer og [finansminister Rachel] Reeves er heller ikke villige til at opgive det junior-partnerskab med virksomhederne, som forhindrer en radikal omfordelingspolitik, som vil underminere deres kontrol over økonomien. At præsentere Starmer som et magtfuld statsmænd, der holder os alle sikre i usikre internationale kriser, slår heller ikke igennem. Hans diplomati gør ikke meget for at stoppe den forventede forværring af leveomkostningerne på grund af krigen mod Iran. Under alle omstændigheder kan hans afgang komme hans nulstilling i forkøbet. Et flertal af Labour-parlamentsmedlemmer ved, at deres pladser er i fare, hvis de holder fast i Keir Starmer ved det næste parlamentsvalg.

 

At inddrage [tidligere premierminister] Gordon Brown og [tidligere Labour-leder] Harriet Harman som en slags Labour-'sværvægtere', der vil give premierministeren mulighed for at slå sig selv ud af det hul, han befinder i, lugter af ren desperation og vil sandsynligvis ikke redde ham.

 

Labour-ledelsens seneste udsagn om, at de ikke ønsker at 'doomscrolle' gennem successive premierministre, holder ikke engang historisk nøjagtighed. At dumpe Teresa May til fordel for Johnson hjalp faktisk De Konservative med at vinde et parlamentsvalg og forlængede deres valgperiode.

 

For socialister er valgresultaterne en advarsel om den fortsatte risiko for en Farage-ledet regering. Til en vis grad giver de også et vist håb om, at radikaliseringen på venstrefløjen fortsætter, i hvert fald nogle steder. Vi er nødt til at fortsætte med at opbygge modstand mod både Farage og alle de andre angreb på vores levestandard og demokratiske rettigheder.

 

Mere end nogensinde har vi brug for en stærk økosocialistisk strømning, der kan arbejde sammen med folk i De Grønne, fagforeningerne og selv dem, der er tilbage i Labour. En af vores svagheder er ringe tilstedeværelse i de geografiske områder, hvor Reform står stærkt. Vi er nødt til at diskutere, hvordan vi kan overvinde dette.

 

Denne artikel foregiver ikke at give en detaljeret analyse af, hvad der sker i eller de forskellige kommuner eller i Wales eller Skotland.

 

Torsdag den 9. april 2026

 

SI-Note:

Your Party er nyt parti på venstrefløjen, som tidligere Labour-leder Jeremy Corbyn tog initiativ til sidste år sammen med medlem af det britiske parlament Zarah Sultana, som meldte sig ud af Labour i 2025. Siden dannelsen sidste år har partiet ikke formået at vinde afgørende frem. Ved lokalvalget i maj 2026 opstillede Your Party 20 kandidater i 17 valgkredse. Se artikel i SI her.

 

Torsdag den 9. april 2026

 

Oversat fra Anticapitalist Resistance af Anne Haarløv