Ganske vist er det indtil videre lykkedes den Europæiske Union at inddæmme bankkrisen og opretholde en årlig vækstrate på 2 procent, men det er sket på bekostning af en høj gæld på sammenlagt 86 procent, der fungerer som udgangspunkt for strukturelle tilpasningsplaner i flere lande. Denne politik, som angriber sociale landvindinger og etablerede regler på arbejdsmarkedet, har på tværs af EU øget uligheden og forringet arbejderklassens løn- og levevilkår. Mange lande i EU’s sydlige og østlige dele har oplevet en regulær udvandring af unge gennem de seneste ti år.

 

Samtidig med at EU blokerer for emigranter fra Afrika og Mellemøsten, hvilket har kostet over 17.000 omkomne i Middelhavet de sidste fem år, fortsætter EU med at udøve sin nykoloniale politik over for den afrikanske befolkning, i særdeleshed via den Europæiske Centralbanks kontrol med den afrikanske franc (CFA-franc) og ACP-aftalerne (med Afrika, Caraibien og Stillehavsområdet). Som reaktion på den harme, der er skabt af denne situation, har regeringerne bundet deres ultraliberale reformpolitik op på en stærk stat gennem indskrænkning af demokratiske rettigheder og skærpede sikkerhedslove, med truslen om terror eller kontrollen med migranter som undskyldning.

 

I denne ramme afspejler resultaterne fra det seneste EU-valg en række aspekter af den politiske situation i den Europæiske Union. Generelt viser de en proces med politisk fragmentering, hvor den yderste højrefløj ser ud til at have størst fremgang.

 

De traditionelle, dominerende partier, som er tilsluttet Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater)  og Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet, har lidt et alvorligt nederlag, hvilket viser vælgernes voksende mistillid til disse traditionelle partier. Tilbagegangen biver kun delvist opvejet af fremgangen for de EU-positive centrum-liberale partier i ALDE-Gruppen (Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, blandt andet Ciudadanos i Spanien, de britiske Liberaldemokrater og i Frankrig Macrons En Marche-bevægelse).

 

De grønne partier oplevede en vigtig fremgang og fik det højeste antal mandater nogensinde. Det afspejler delvist en voksende miljøbevidsthed over hele Europa, som det også kommer til udtryk i taler fra visse mainstream-partier. De seneste sociale bevægelser i Europa, særligt ungdommens aktioner mod klimaforandringer og mobiliseringer for Fridays4Future, viser, at klimaet mere og mere bliver et centralt politisk spørgsmål. Men svaret fra de fleste grønne partier på denne ændrede bevidsthed peger desværre på initiativer inden for rammen af nyliberal politik og etablerede institutioner – hvor de tyske Grønne er det mest tydelige eksempel.

 

Partierne til venstre, samlet i GUE/NGL (Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre), har lidt et alvorligt tilbageslag og gik fra 52 til 38 mandater og bliver den mindste gruppe i Parlamentet.

 

Den generelle tendens er en styrkelse af de mest reaktionære partier, hvor den yderste højrefløj får 78 pladser. Først og fremmest polariserer det alle højrefløjsgrupper, både konservative og nationalistiske.

 

Den yderste højrefløj, anført af Salvini og le Pen, er nu i fremgang i Europa. Uden at udfordre magten hos de store kapitalistiske grupper, som bærer ansvaret for social uretfærdighed, usikre ansættelsesforhold og nedbrydning af sociale sikringssystemer, har de været i stand til at tilpasse deres program til europæiske emner. Fra tidligere at have stået for en politik om udmeldelse af EU og et nej til euroen har de nu sat sig for at etablere sig inden for systemet, ved at opbygge alliancer på tværs af kontinentet og provokere de europæiske institutioner for at fremstå som dem, der udfordrer den herskende orden i EU. De begrænser deres program først og fremmest til to punkter, som de anser for prioriteter: migrationsstrømme og sikkerhedsspørgsmål. På disse spørgsmål forsøger man at give arbejderklassens harme over nedskæringspolitikken et racistisk, nationalistisk og islamofobisk udtryk – og således fuldender man den logik, som allerede er iværksat af lederne i EU og de fleste nationale regeringer.

 

I flere lande har de i de senere siddet med i regering (særligt i Italien, Østrig, Slovakiet og Bulgarien), og trods deres demagogiske udtalelser har de her åbenlyst tilsluttet sig en ultra-liberal politik. Desuden har den traditionelle højrefløj det fint sammen med lov-og-orden-partier, i tilfældet med de britiske konservative, med Victor Orban i tilfældet med EPP og med Vox i tilfældet med PP og C’s. I dag foregår der i den grad en ”orbanisering” af den europæiske højrefløj. Det gælder også ”liberale” partier som En Marche, som – idet de præsenterer sig som et bolværk mod den yderste højrefløj, selv gennemfører en ultraliberal politik, som er koblet sammen med en frontal udfordring af de demokratiske rettigheder og en øget politivold. Deres allierede i den spanske stat, Ciuadadanos, har valgt at blive et åbenlyst højreorienteret parti og er parat til at indgå aftaler med det højreekstreme Vox for at danne et højreorienteret flertal.

 

Krisen for partierne til venstre for Socialdemokratiet peger på en række forhold. I 2014, i forbindelse med det sidste EU-valg, stod Syriza for en politik, der afviste nedskæringer – efter flere år med massive mobiliseringer af det græske folk mod EU’s diktater. Tilsvarende var Podemos netop blevet dannet i kølvandet på 15M [”indignados”-bevægelsen, som protesterede mod nedskæringer og det etablerede system, startede den 15. maj 2011, o.a.] og mobiliseringsbølgerne [”mareas” = sp. tidevand – forskellige grupper, som mobiliserede for en sag med en bestemt farve, o.a.], og de gjorde det klart, at de stod for en venstreorienteret politik, der brød med det socialdemokratiske regime. Omkring disse to erfaringer opstod der et håb blandt titusinder af aktivister i Europa. Et håb om, at deres kampe, deres mobiliseringer for at slå alarm over sociale, demokratiske og miljømæssige nødsituationer, deres afvisning af diskrimination, kønsbaseret og homofobisk vold, deres velkomst til migranter i stedet for racistisk politik – at alle disse erfaringer kunne tage form af et politisk svar.

 

Med Syrizas kapitulation blev dette håb rystet i sin grundvold. Erfaringen med Podemos er blevet svækket af interne uenigheder, hvor partiet ikke har formået at skabe en demokratisk intern funktionsmåde, som kunne bevare enheden, og lederskabet omkring Iglesias har mere og mere valgt en linje, hvor man bliver en underordnet allieret med det Socialistiske Parti. France Insoumise har også valgt en model med en karismatisk leder i front og har ikke været i stand til at opfange den udbredte utilfredshed, som kommer til udtryk i de gule vestes bevægelse. Alt i alt har den radikale venstrefløjs troværdighed og nytte ikke holdt trit med de stærke sociale bevægelser i de senere år. På den anden side må man dog også notere vælgermæssige succeser, især for Bloco (Portugal) og PTB (Belgien), som formåede at gå frem i valget til Europa-Parlamentet.

 

Brexit-fiaskoen har understreget nødvendigheden af at fremme et projekt, som kan udfordre EU, og som går hånd i hånd med arbejderklassens interesser.

 

Afstemningen i 2016, som blev udskrevet i et forsøg på hele den langvarige strid mellem pro-Europa og pro-USA-fraktioner i det regerende Tory-parti, har ført til tre år med kaos og krise, i og med at det ikke er lykkedes regeringen at forhandle en aftale. Perioden siden kampagnen op til afstemningen i 2016 har været kendetegnet af et orgie af reaktion med forstærkede angreb, fra medier og rent fysisk, på folk, der opfattes som migranter, det vil sige fra sorte, muslimske, mellemøstlige eller østeuropæiske miljøer. Labours opbakning faldt, både i remain- og leave-områder, og i stedet gik det godt for de Liberale Demokrater, som entydigt står for remain. Efter en udsættelse skal Storbritannien nu forlade EU den 31. oktober – næsten med sikkerhed uden en aftale –sandsynligvis vil kun et valg eller en ny forlkeafstemning kunne stoppe dette.

 

Udfordringen for den radikale venstrefløj er at være troværdig og nyttig i forhold til mobiliseringer og at stille op i kampagner og til valg for politiske krav, som giver et svar på den sociale, demokratiske og økologiske krise. Opgaven er ikke nem: Mens den yderste højrefløj tilpasser sig det kapitalistiske system for at udvikle sine fremmedfjendske og reaktionære temaer, så støder den radikale venstrefløj, ligesom de sociale bevægelser , direkte imod systemet, når man fremsætter sine politiske krav. Den anden store opgave, som nu trænger sig på, er at være i stand til at opbygge masseorganisationer, som kombinerer en demokratisk og aktivistisk struktur med evnen til at komme i dialog med de brede masser. Her må vi lære både af succeser og fiaskoer fra de seneste år.

 

Men vi må lade os inspirere af dynamikken i de international mobiliseringer mod vold mod kvinder og diskrimination, af aktionerne på tværs af Europa for klimaet, af omfanget af mobiliseringer som hos de gule veste i Frankrig. Den dynamik må stimulere os til at gå i gang snarest med at opbygge politiske mobiliseringer i Europa, som kan rejse disse sociale krav, skabe politiske bevægelser og forbinde dem med et socialt frigørelsesprojekt, som direkte går op imod den kapitalistiske udbytning og undertrykkelse.

 

 

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 9. juni 2019

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

Opslået i EU, Facebook, Fjerde Internationale

single.php