Russisk kampvogn af typen T-90. Foto: Dmitry Terekhov/Wikimedia. CC BY-SA.2.0

 

Kreml har rykket den russiske hær til Ukraines grænser og truer med at intervenere, hvis USA, NATO og Ukraine ikke opfylder deres krav. Vi, ukrainske socialister, opfordrer den internationale venstrefløj til at fordømme den russiske regerings imperialistiske politik og vise solidaritet med et folk, som har lidt under en krig, der har varet næsten otte år, og som måske skal lide under en ny.

 

Russisk imperialismes genkomst

Efter Sovjetunionens kollaps var der kun én supermagt tilbage i verden – USA. Men intet varer evigt, og nu er USA ved at miste sit hegemoni. USA’s interventioner i Afghanistan og Irak førte til katastrofale krige mod disse landes folk og endte i vanære. Desværre har amerikansk imperialismes tilbagegang ikke ført til en mere demokratisk verdensorden, men til fremkomsten af andre imperialistiske rovdyr og fundamentalistiske og nationalistiske bevægelser. Under alle omstændigheder bliver den internationale venstrefløj, som er vant til kun at bekæmpe Vestens imperialisme, nødt til at genoverveje sin strategi.

 

I de seneste tiår er der sket en genoplivning af russisk imperialisme, som nu forsøger at få USA med på at omfordele indflydelsessfærerne i verden. Kendsgerningerne viser, at det ikke fører noget godt med sig for folket, hvis man ender i den russiske indflydelsessfære.

 

Lige nu er der russiske tropper i Kazakhstan for at undertrykke en folkelig opstand med magt. Disse handlinger bekræfter CSTO’s reaktionære natur. (CSTO er den engelske forkortelse for Collective Security Treaty Organization, som er en militæralliance mellem Rusland og landene i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien, o.a.). Den blev ikke oprettet for at beskytte lande mod ekstern aggression, men for at styrke Kreml og beskytte upopulære regimer mod revolution. I praksis beskytter de russiske tropper i Kazakhstan også amerikanske og britiske kapitalister, der ejer en betydelig del af olieindustrien i Kazakhstan.

 

Rusland har spillet en tilsvarende rolle i forhold til protesterne i Hviderusland. Kreml sendte propagandister til at erstatte strejkende mediearbejdere, og de annoncerede, at de ville holde en gruppe sikkerhedsfolk i reserve med henblik på at sende dem til Hviderusland. Nøjagtig som i det 19. århundrede, da det russiske imperium var Europas politi, er Putin-regimet på vej til at blive en blokering for sociale og politiske forandringer i den tidligere sovjetiske indflydelsessfære. Enhver social bevægelse er tvunget til at overveje, om den er blevet et irritationsmoment for Kreml.

 

Vi udtrykker vores taknemmelighed til og solidaritet med de russiske venstrefløjsaktivister, som gør modstand mod Kremls imperialistiske politik, og som kæmper for demokratiske og sociale ændringer i deres land. Kun en revolution i Rusland og omstyrtelsen af Putin-regimet kan skabe stabilitet, fred og sikkerhed i det tidligere sovjetiske lande.

 

Situationen i Donbas

Kreml anklager Ukraines myndigheder for at planlægge en militær offensiv i Donbas, men det er en åbenlys løgn. Zelenskiys (Ukraines præsident, o.a.)  politik viser, at han efter utallige mislykkede forsøg på at opnå fred, efter at han kom til magten, har opgivet alle planer om at ændre noget i Donbas. Vi fordømmer de ukrainske myndigheders nyliberale og nationalistiske politik, men de kan ikke retfærdiggøre Ruslands imperialistiske aggression.

 

Rusland bliver ved med at anklage Ukraine for ikke at leve op til den politiske del af Minsk-aftalerne (våbenhvile-aftaler mellem Rusland og Ukraine, o.a.), men de overtræder selv konstant sikkerhedsdelen af dem. Det seneste eksempel var, da Rusland ikke forlængede OSCE-udsendingenes mandat til at overvåge den ukrainsk-russiske grænse, selv om det indgår i Minskaftalens paragraf 4.

 

I de selvudråbte republikker, som Kreml kontrollerer, har der altid været langt flere begrænsninger i OSCE-udsendinges bevægelsesfrihed, men trods forhindringer har OSCE i de seneste år registreret mange flere overtrædelser fra DPR og LPR (Donetsk People's Republic og ‎Luhansk People's Republic – selverklærede russiskvenlige republikker i Ukraine, o.a.) af aftalerne om tilbagetrækning af tunge våben fra fronten.

 

Men det vigtigste er, at afsnit 10 i Minsk-2-aftalen aldrig er ført ud i livet: ”Tilbagetrækning af alle udenlandske væbnede enheder, militært udstyr og lejesoldater fra ukrainsk territorium under overvågning af OSCE. Afvæbning af alle illegale grupper.” Der var, og der er, russiske tropper i Donbas, men Kreml benægter det hyklerisk.

 

I modsætning til myter, der er populære i nogle vestlige venstrefløjskredse, er regimerne i DPR og LPR ikke udtryk for folkeviljen. Lederne af DPR og LPR er integrerede dele af den Russiske Føderations herskende elite og er blevet talerør for Kremls mest aggressive og røveriske tilbøjeligheder. I ”republikkerne” bliver en oppositionel politisk aktivitet, selv den mest loyale over for Rusland, undertrykt.

 

Samtidig bliver “republikkernes” territorier hastigt afindustrialiserede. Infrastrukturen er brudt sammen, og den offentlige trafik er afskaffet i byerne. Selv i virksomheder, hvis produkter eksporteres til den Russiske Føderation, er det blevet almindeligt, at de ansatte er mange måneder bagud med lønnen. Arbejderprotester kulminerede med kidnapningen af aktivister og militært indgreb.

 

Derudover er Donbas-området allerede udsat for et miljømæssigt kollaps. Mange miner er blevet lukkede uden de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, og det har ført til forurening af drikkevandet. FN vurderer, at Donbas på én gang er et af de mest befolkede områder i Ukraine og samtidig det område, der har flest landminer i hele verden.

 

Hvad må der gøres?

Lige nu afviser Kreml Ukraines ret til at bestemme over eget territorium, og de afviser direkte forhandlinger mellem Rusland og Ukraine. Den russiske regering ønsker at lave aftaler med USA og ser fuldkommen bort fra Ukraine. Men beslutninger, der kan løse konflikten, skal tage hensyn til de synspunkter, som folk, hvis liv direkte afhænger af konflikten og dens afslutning, har. Ukraine skal ikke være genstand for forhandlinger mellem to imperialistiske stater.

 

Vi ønsker et fredeligt og neutralt Ukraine, men det forudsætter, at Kreml standser sin aggressive imperialistiske politik, og Ukraine skal have sikkerhedsgarantier, der er mere seriøse end Budapest Memorandummet, som den Russiske Føderation åbenlyst ignorerede i 2014.

 

I og med at vi ikke har nogen illusioner om de vestlige landes regeringer, der tjener storkapitalen og egne interesser, tror vi, at de kun vil lytte til Ukraines arbejdende folks interesser, hvis de bliver sat under pres af progressive bevægelser og offentligheden i deres egne lande.

 

Først og fremmest er det nødvendigt en gang for alle at afslutte kampene i Donbas og at forhindre provokationer, som vil kunne bruges som påskud for nye interventioner. Derfor må første skridt være fredsbevarende FN-tropper i Donbas. Vi er bevidste om de problemer, der er omkring de eksisterende fredsbevarende indsatser, og vi husker, at der har været tilfælde, hvor de blå hjelme ikke har forhindret massiv vold. Men i den aktuelle ukrainske situation er det et nødvendigt skridt.

 

En langsigtet politisk aftale om konflikten kan ikke blive skabt, før sikkerhedsproblemerne er løst. Afslutning af fjendtlighederne skal begrænse konfliktens alvorlighed, og derefter vil et kompromis være nemmere at diskutere. Betingelserne for en fremtidig genintegrering (af de selvudråbte republikkers områder, o.a.) må også forberedes.

 

De næste skridt må være

·        Total tilbagetrækning af russiske tropper fra Donbas. En af de bedste måder at lægge pres på den Russiske Føderations ledelse vil være at beslaglægge russiske oligarkers og embedsmænd værdier og ejendom i London og andre steder.

·        Etableringen af et internationalt program, der støtter genopbygningen af de krigsramte områder og deres indbyggere (inklusiv i form af konfiskation af det, som russiske og ukrainske oligarker har stjålet).

·        Revidering af den socio-økonomiske kurs, som Vesten foreslår Ukraine. I stedet for destruktive nyliberale reformer under pres fra IMF skal Ukraines udlandsgæld slettes.

·        En mere inkluderende og progressiv humanitær politik i Ukraine, som afskaffer Ukraines højreekstremisters straffrihed, og som afskaffer de såkaldte “de-communization”-love (en lovpakke fra 2015, der bl.a. forbyder kommunistiske og nazistiske symboler)

·        Garanti for overholdelsen af menneskerettighederne for de mennesker, der lever i DPR og LPR, en amnestilov for dem, som ikke har udført krigsforbrydelser

 

Krigen i Donbas har kostet tusinder af mennesker livet, og den har tvunget millioner til at forlade deres hjem. Truslen om optrapning hænger over Ukraine som et Damokles-sværd, og det indskrænker mulighederne for progressiv politik. Fremtiden for den socialistiske bevægelse i Ukraine afhænger af international solidaritet.

 

13. januar 2022

 

Oversat fra europe-solidaire.org af Michael Voss.

Link: Ukrainske Socialisters hjemmeside med flere artikler på engelsk.