Pressekonference under NATOs besøg i Ukraine 10, juli 2017. Foto: Wikimedia – President.gov.ua. CC BY 4.0
NATO-topmødet i Bukarest i 2007 vedtog, at de tidligere Sovjetrepublikker Georgien og Ukraine kunne optages i NATO. Drivkraften bag beslutningen var daværende NATO-generalsekretær, Anders Fogh, og USA’s præsident Bush.
Georgien indledte optagelsesforhandlingerne kort efter topmødet. Russerne reagerede med at invadere georgiske grænseområder, men trak sig ud efter to måneder, bortset fra et par mindre byer. Nok til at skabe usikkerhed om landets grænser – vel vidende om, at et land kun kan blive medlem af NATO, når grænserne ligger fast.
I december 2008 erklærede Anders Fogh frejdigt, at “vi må gøre alt for at overbevise russiske ledere om, at der ingen trussel er imod Rusland, men at NATO er en fredsorganisation.”
En væsentlig årsag til spændingerne mellem Rusland og Ukraine/NATO stammer fra tiden efter Murens fald, hvor Sovjets daværende leder, Mikhail Gorbatjov, fik lovning på, at NATO ikke ville udvide øst for den tysk-polske grænse. Dokumenter fra National Security Archive, beskrevet i Foreign Affairs 11.08.2014 viser, at russerne har ret, selvom USA afviser.
Uheldigvis blev aftalen ikke nedskrevet, men holdt som en hensigtserklæring. Gorbatjov fik siden støtte af daværende USA-ambassadør i Moskva, James Matlock, der hævder, at det var en klar forpligtigelse om ikke at udvide østpå.
Under et besøg i Moskva februar 1990 garanterede USA’s daværende udenrigsminister James Baker, at NATO’s tropper og “myndighedsområde ikke ville rykke én tomme mod øst”, jf udskrift af samtalen mellem Baker og Gorbatjov.
NATO/USA løb fra løfterne
Da Sovjet brød sammen i 1991 og Warszawa-pagten gik i opløsning, kom NATO ud i en eksistenskrise: Hvem skulle vi nu beskytte os imod? Befolkningerne i øst og vest krævede nedrustning og udbetaling af en “fredsdividende”, og det utrolige skete: Nogle NATO-lande skar ned på militæret.
Døve og blinde vedtog NATO i 1994 et udvidelsesprogram mod øst, ignorerede nødvendigheden af en al-europæisk sikkerhedsordning, fx Gorbatjovs europæiske hus fra Ural til Atlanten. Rusland måtte ydmyget se til, og der opstod en bitterhed i befolkningen mod Vesten, og det er den bitterhed, der i dag manifesterer sig ved Ukraines grænser.
Forsvarsminister Trine Bramsen, der intet ved om udenrigs- og sikkerhedspolitik, skrev i Politiken 18.12.21, at “Rusland udbreder en falsk fortælling om, at NATO er den aggressive part, som ekspanderer og omringer Rusland. Virkeligheden er, at kun 6 pct. af Ruslands landegrænse støder op mod NATO-landene.” (sic)
Bramsen og kollegaer forstår ikke, at når NATO rykker tættere på de russiske grænser, så opstår der frygt blandt russerne, og så øges opbakningen til Putin. Han reagerer militært, hvorefter Vesten har et påskud til yderligere oprustning. I denne uge forlangte Venstre, at militæret tilføres milliard-store beløb, og forhandlingerne om det næste forsvarsforlig, der udløber næste år, fremrykkes.
Ukraines tilnærmelse til NATO
Vestens støtte til Ukraine begyndte i 1991, da landet kom med i NATO’s Koordinationsudvalg, og i 1994 i Partnerskab for Fred-programmet. Det blev lagt på is mens den pro-russiske Viktor Yanukovych var premierminister 2002-04 og præsident fra 2010-2014.
Efter Euromaidan i 2014 og indsættelsen af den pro-vestlige Poroshenko, og Zelensky i 2019, er våbnene kommet i én lind strøm: anti-tankvåben, Stingermissiler, radar- og kommunikations-udstyr, droner, pansrede mandskabsvogne osv. Kort efter at Biden tiltrådte, blev der afsendt våben for 4 mia kr., samt flere hundrede militærrådgivere, ifølge Al-Arabiya 20.01.22
Hvert halve år har NATO’s generalsekretærer været i Ukraine, dels for at opmuntre de lokale politikere, og dels for at holde peptalk for soldater og officerer.
Den “civile” del af NATO-samarbejdet omfatter blandt andet en Krim-platform, nedsat efter NATO-parlamantarikernes topmøde i april 2021. Den skal arbejde for, at Krim kommer tilbage til Ukraine, samt styrke NATOs tilstedeværelse i Sortehavet, herunder inddrage marinefartøjer fra Georgien. To måneder efter topmødet afholdt 7 missilbærende NATO-skibe “navigationsøvelser,” nær det Azovske Hav (øst for Krim og tæt på russisk territorialfarvand,)
Som foreløbig kulmination på NATO’s provokationer mødes NATO-parlamentarikere i Kiev 27.-30. maj. Forståeligt, at præsident Zelensky er højt oppe og forventer, at Ukraine nu kan få en præcis dato for, hvornår landet kan tilslutte sig NATO.
På NATO-topmødet i 2014 gav NATO-landene hinanden håndslag på at hæve militærudgifterne til 2 procent af BNP. Siden er satsen her i landet steget fra 1,3 til 1,5. En stigning til 2 procent. betyder en vækst fra de nuværende 21 mia kr. til 46 mia kr. Kun få lande ligger over 2 procent: USA: 3,7, England og Frankrig: 2,2, og Tyskland, Italien og Canada på 1,4.
De 2 procent er vilkårligt fastsat – af hvem? Hvad sker der, hvis alle NATO-lande når 2 procent? Vil våbenlobbyisterne og de medløbende politikere så forlange 3 eller 4 procent?
Ukraines demokratiske værdier
Trine Bramsen skrev videre i Politiken, at Danmark har demokratiske værdier fælles med Ukraine. Mon dog? Vel er Ukraine en ung stat. 30 års selvstændighed er ikke nok til at udvikle et fungerende demokrati. Se blot, hvor meget vi her i landet halter bagefter, selv om vi formelt set har haft demokrati siden 1849.
Når Ukraine ikke er demokratisk, skyldes det dels massiv korruption og nepotisme. Landet står som nr. 117 ud af 180 lande på Transparancys globale korruptionsliste. Forfatningsdomstolen fjernede i 2020 anti-korruptionsmyndighedernes mulighed for at bekæmpe politisk og privat korruption. Et initiativ, der kom fra Zelensky, fordi anti-korruptionsorganet var ved at komme for tæt på præsidenten og hans nærmeste. (neweurope.eu 15.04.21).
Freedom House skriver i sin 2021-rapport, at kritiske internetbrugere får bøder eller fængsel for aktiviteter, der falder ind under almindelig ytringsfrihed.
I sin rapport for 2022 nævner Human Rights Watch, at journalister chikaneres og trues, at romaer, feminister og LBGT-aktivister overfaldes af nynazister, mens politiet lukker øjnene, at pro-russiske borgere fra Østukraine og fra Donbas diskrimineres. Kiev-regeringen har forbudt de russisktalende minoriteter at undervise på russisk i skolerne og udgive russisksprogede aviser. Zelensky sylter, ifølge Ræson 14.01.2022, af indenrigspolitiske grunde gennemførelsen af Minsk-aftalerne – med stiltiende accept fra Paris og Berlin.
En afgørende forskel på danskernes værdier og ukrainernes, er, at sidstnævnte er delt, hvad angår NATO-medlemskab, og at en stor andel af befolkningen anser landets regering for at være styret fra Washington. En opinionsundersøgelse fra december 2021 viste, at 58 procent vil ind i EU og 54 procent i NATO. Der er store regionale forskelle. Jo længere østpå, desto mere falder interessen for NATO. Her vil de fleste være neutrale. Kun et mindretal ønsker en militæralliance med Rusland.
NATO’s aggressioner – og russernes
I Altinget 20.01.22 skriver Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, at USA har opsagt flere af de traktater, der blev indgået under den kolde krig, og som betød nedrustning: ABM-aftalen fra 1972, der forbød opstilling af langtrækkende missiler – opsagt af Bush i 2002. INF-traktaten (1987) om reduktion af mellemdistancemissiler i Europa blev opsagt af USA i 2019, og året efter annullerede Trump Open Skies-traktaten – forbud mod ubevæbnet overvågning fra luften.
NATO’s kernevåben står i England, Frankrig, Holland, Tyskland, Italien og Tyrkiet. Hertil kommer flåden af ubåde og B-52-fly, der konstant patruljerer på den nordlige halvkugle. Rusland holder sine kernevåben hjemme. Så vidt ambassadøren.
Trine Bramsen taler i ét væk om russiske aggressioner, og jo, de forekommer. Fx når russiske fly simulerer angreb på marinefartøjer nær Bornholm og Gotland. Der er tale om relativt få episoder, ikke permanente aktiviteter som NATO’s “snubletråde” i Baltikum, hvor danske F-16 og 200 danske soldater er stationeret nær den russiske grænse. Bramsen tier også om NATO-skibes “navigationsøvelser” tæt på Kaliningrad eller i Sortehavet.
Den manglende europæiske sikkerhedsordning
Historikeren Poul Villaume skriver i Ræson 14.01.22: “Når Rusland opstiller store styrker langs grænsen til Ukraine, og er med til at skabe en situation, der kan blive særdeles farlig, hvis der sker misforståelser, eller Ukraine provokerer ud fra en tiltro til, at NATO kommer til undsætning – så er det for at gøre opmærksom på, at der er uløste problemer med den europæiske sikkerhedspolitik – og det har der været, siden Sovjetunionens sammenbrud.”
Rusland forlanger i kraft af sin størrelse medbestemmelse over udformningen af en europæisk sikkerhedsordning. Når NATO gejler sig op til krigsretorikken sker det mod bedre vidende, for man er godt klar over, at Rusland er svag i forhold til Vesten. Afhængigheden af gas- og olieeksporten rækker ikke til at opfylde borgernes krav til en moderne velfærdsstat. Hertil kommer et enormt spild pga. et ineffektivt bureaukrati, korruption, mafia-virksomhed og nepotisme.
Russernes væsentligste krav, er, at de tidligere Sovjetrepublikker ikke kommer med i NATO, samt at styrkeopbygningen i NATO-lande nær Rusland begrænses. Rimelige krav, som en tysk admiral i denne weekend kunne tilslutte sig – og så blev han fyret – men som NATO kalder “truende ultimative krav”. Glemt er det, at forhandlinger altid indledes med vidtgående krav, for at have noget at slække på undervejs.
Henry Kissinger anbefalede efter Krim-krisen, at Ukraine skulle have en neutral status, garanteret af NATO og Rusland.
Savnet af en slagkraftig fredsbevægelse
Når situationen til dels er værre i dag, skyldes det blandt andet, at parterne siden 2014 ikke mere mødes i de vante fora: OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa), Østersø-samarbejdet, NATO-Rusland-samarbejdet m.v., Intet tyder på, at parterne vil genoplive dem.
Forskningsinstitutioner, der beskæftiger sig med krige, konflikter og militære analyser, har høj prioritet på universiteterne (KU, DTU, SDU, samt Forsvarsakademiet), og medierne følger trop. Frem til 2002 stod Københavns Fredsforskningsinstitut på finansloven; også det lukkede Fogh.
Under den kolde krig var Norden et afspændingsområde: Ingen udstationerede USA-soldater (det er der i dag), ingen kernevåben, ingen adgang for atombevæbnede krigsskibe, blandt andet takket være den fodnotepolitik, som stadig får adrenalinen i kog hos de borgerlige. For nylig besøgte US-destroyeren Donald Cook, der muligvis har atommissiler om bord, Thorshavn – ingen reaktion.
En vigtig erfaring fra den kolde krig, var, at uanset hvor stejlt parterne stod overfor hinanden, så var det nødvendigt med forhandlinger og personlige kontakter, og at man havde respekt og forståelse for modparten.
Militærudgifterne belaster statskasserne, og med den iver, der er i regeringerne for at opfylde NATO’s krav om 2 procent af BNP, da ser det ikke for godt ud. I Folketinget har kun Enhedslisten og Alternativet forståelse for dette. De tidligere anti-militaristiske partier, SF og Radikale, svigter atter.
Militærudgifterne skal reduceres, og pengene overføres til freds- og konfliktforskning, samt til de fredsbevarende indsatser, som tidligere var en del af landenes udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den aktivistiske udenrigspolitik er død.
Der er brug for stærke fredsbevægelser, der kan rejse debatter, lægge pres på politikere, offentlighed og medier, og stille krav om øget diplomati og fredelige løsninger. Pege på alternativer til afrustning, og komme med forslag til konfliktløsning.
Kunne vi få opdateret vores hukommelse med,hvad det var Victoria Nuland lavede i Ukraine for nogle år siden, hvor man opsnappede en telefonsamtale med hende? Hendes mand var jo med i PNAC.
Jeg savner grundlæggende en klasse analyse af de stridende parter i denne konflikt! Og løsningsforslagene om diplomati, fredelige løsninger og afrustning lyder nærmest som en afskrift fra KP.
Vores bidrag burde i meget højere grad beskrive begge parter som rivaliserende kapitalistiske stater. Med USA, EU, og Nato som førende imperialistiske aggressore, over for junior imperialisterne i Rusland overfor deres “nær områder”.
Selvfølgelig skal ingen kapitalistiske små og stormagte bestemme andre landes militære, økonomiske, kulturelle eller andre relatione til andre lande. Det skal landet egen befolkning.
Og jeg savner meget en klassekamps tilgang til løsningen på de to kapitalistiske staters/blokes rivaliseringer. Beskrivelsen af Ruslands situation omringet af imperialistisk militære baser mm., som er korrekt, fremstår nærmest som et ekko fra tiden da Rusland var en del af sovjetunionen. Dog med den kæmpe store forskel, at Rusland nu, er en svækket supermagts ganster kapitalistisk junior spiller, med samme interesser som alle andre kapitalistiske lande, hvorfor de og alle andre bør styrtes. Hvilket overhovedet ikke frem i denne artikkel, som er langt under Saps’ normel politiske standard.
Ruslands tåbelige stormagts retorik med opstilling af 100.000 militære tropper giver, især efter besættelsen af Krim, Nato og alle nationalistiske og reaktionære kræfter i Ukraine alle nødvendige argumenter til at mobilisere befolkningen til krig. Det er rendyrket kapitalistisk reaktionær aggressiv stormagtspolitik politik, som burde afsløres og kritisere, hvilket overhovedet ikke sker i denne artikel !!
Ikke engang mens det feudal kapitalistiske svage Rusland var besat og smadret af en af datidens stærkeste kapitalistiske kræfter (Tyskland) under 1. verdenskrig, kom Lening og Trotsky med den slags reformistisk sludder og forsvar for egen kapitalistisk statsmagts interesser.
Tværtimod, søgte de nederlaget for deres egen kapitalisme, kritik af egen ekspansionisme og kampen for socialisme og nedbrydning af deres egen kapitalistiske stat, såvel som opfordring til oprør mod modpartens kapitalisme, som svar.
Fred og diplomati mellem rivaliserende kapitalistisk/imperialistiske interesser og overholdelse af tildligere løfter om at undlade ekspansion mod øst, fremstår som et reformistisk/stalinistisk fatamogana.
Intet fra de grundlæggende revolutionær marxistiske grundholdninger til kapitalistiske militær aggressioner er kommet med i denne artikel. Hvad sker der for Sap ?
Mvh
Jørgen
“Der er brug for stærke fredsbevægelser”
Enig!
Hvordan?
Hej Jørgen – Beklager min sene reaktion. Jeg er ikke særlig uenig med dig. Men nu var mit sigte med artiklen ikke at levere en marxistisk klassekamp-analyse, gå i detaljer med Ruslands særlige udgave af kapitalismen osv.
Jeg indsnævrede emnet til at omhandle den militære-politiske side af konflikten bl.a. fordi jeg har begrænset plads til rådighed. Men også fordi jeg ikke beskæftiger mig med klasseanalyser, og andre – nødvendige – teoretiske betragtninger. Det overlader jeg til andre, der ved bedre besked.
Efter at have skrevet i disse spalter siden 2017, er det mit indtryk, at også dét emne dækkes godt.
venligst Arne