Millioner af ukrainere har i 15 måneder levet under truslen fra missiler, der kan ramme hvor som helst og når som helst i hele landet.

 

Rusland har valgt en gennemtænkt og systematisk terrorstrategi imod civile. De, der er kommet under den russiske besættelse, er ofre for tvangsfordrivelse, mord, voldtægt og tortur. Titusinder af børn menes deporteret fra de besatte områder til Rusland, hvor deres nationale identitet bliver slettet uden deres samtykke. Hver gang en landsby eller en større by bliver befriet, kommer nye forbrydelser for dagen og gør det tydeligt for hele verden, hvad der er i vente for ethvert område, der bliver erobret af Rusland.

 

Det er derfor, uden hensyn til politiske uenigheder, at alle i det ukrainske samfund står sammen om den holdning, at Ukraine kun kan overleve, hvis det lykkes at trænge den russiske hær tilbage fra hele det besatte territorium. Alle civile og politiske kræfter i Ukraine er urokkelige i deres modstand – mod den åbenlyse hensigt fra russisk side om at begå folkemord.

 

Krigen har drevet Ukraines økonomi ud i en dyb recession. Landets BNP er i løbet af et enkelt år af krigen faldet med ca. 30 procent. Den høje inflation har også betydet lavere realløn. Det er kun 60 procent af ukrainerne, der har kunnet beholde deres arbejde, og heraf kun 35 procent fuldtids. Det er ikke bare det, at mange har mistet deres arbejde - de har også mistet deres hjem og deres pårørende. Der har været titusinder af dræbte og sårede civile, og de militære tab har helt sikkert været endnu større.

 

På trods af de meget vanskelige omstændigheder har det ukrainske folk nægtet at indtage rollen som passive ofre. Det ukrainske folks forståelse for selvorganisering har været, og bliver ved med at være, en af nøglerne til landets modstand imod den russiske imperialistiske invasion.

 

Men i stedet for at fokusere på at tilpasse økonomien til krigens behov, har de ukrainske myndigheder sat et altomfattende privatiseringsprogram i gang. Ved at drage fordel af den militære undtagelsestilstand og begrænsninger af retten til at demonstrere har regeringen ophævet vigtige love vedrørende lønmodtageres rettigheder og presset en lang række upopulære lovforslag igennem.

 

Det underminerer sammenhængskraften i samfundet på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for den. Ukrainske arbejdere bliver udsat for angreb fra deres egen regering, mens de forsvarer landet imod en ydre fjende. Og samtidig med det er staten ikke i stand til at imødekomme befolkningens behov for sikkerhed og fødevarer.

 

Efter krigen står Ukraine over for en opgave af enorme dimensioner. Landet må forholde sig til den omfattende ødelæggelse af infrastruktur, genetablere industrien og søge løsninger på en uoverskuelig demografisk krise: 8 millioner, de fleste af dem kvinder, har forladt landet. Et meget stort antal flygtninge vender måske ikke hjem, nogle af dem, fordi sociale rettigheder og arbejdsvilkår er blevet udhulet.

 

Men i stedet for initiativer, der kan tilskynde ukrainere til at vende hjem efter krigen, så er myndighederne gået ind for en markedsgørelse af sundhedssektoren, en total privatisering af statslige foretagender og nedskæringer af offentlige ydelser for at tiltrække udenlandske investeringer. I de neoliberale dogmers navn underminerer regeringen den økonomiske og politiske suverænitet, som almindelige ukrainere har ofret deres liv for.

 

Selv under disse barske omstændigheder mobiliserer ukrainske arbejdere imod tiltag, der angriber deres sociale rettigheder, samtidig med at venstrefløjen og faglige aktivister støtter deres forsøg på at organisere. Men disse mennesker, der kæmper heroisk for deres suverænitet på alle fronter, har brug for allierede. Den internationale venstrefløj og arbejderbevægelsen kan hjælpe ukrainere med at genvinde deres uafhængighed fra den russiske aggressor, men også at forsvare sig selv imod neoliberal afhængighed.

 

Militær, økonomisk og diplomatisk støtte til Ukraine er afgørende for, at landet opnår ikke bare en våbenstilstand og en fred, der snart igen bliver brudt, men en øjeblikkelig tilbagetrækning af de russiske besættelsesstyrker fra hele området.

 

Men vi må også sikre os, at genopbygningen efter krigen ikke bliver brugt til at retfærdiggøre, at den ukrainske økonomi bliver omformet radikalt til fordel for oligarker og store koncerner frem for befolkningen. Den eneste måde, hvorpå man kan garantere den nationale sikkerhed både under og efter krigen, er at indføre anstændige arbejdsforhold i overensstemmelse med europæiske og internationale standarder. Ukraine har også brug for at indføre lovgivning, der sikrer en reel beskyttelse af arbejderes rettigheder.

 

Tre initiativer gør en stor indsats for at viderebringe de progressive stemmer fra Ukraine til den øvrige verden. The European Network of Solidarity with Ukraine, The US Solidarity Network og Elected Left for Ukraine handler om at yde konkret støtte til den brede ukrainske modstand. Ved at bruge deres forbindelser til organisationer i civilsamfundet, fagforeninger og feminister i Ukraine, samt belarussiske og russiske anti-krigsorganisationer, støtter de tre initiativer den ukrainske modstand i form af international solidaritet, penge og hjælpekonvojer.

 

Det er arbejderne, der holder Ukraines fabrikker, hospitaler, skoler, tog og kontorer i gang, mange gange med livet som indsats. Og det er arbejderne, der kæmper ved fronten, og sikrer statens overlevelse. Det er kun de ukrainske arbejdere, der kan bestemme over deres lands fremtid. Vi må sikre os, at deres stemmer bliver hørt.

 

30. april 2023

 

Oversat fra OpenDemocracy af Niels Overgaard Hansen