Han har i mange år organiseret og støttet arbejdere især inden for mine- og stålindustrien. Som fagforeningsrepræsentant har han medvirket ved retssager, deltaget i strejker og demonstrationer, og stået i spidsen for uddannelsesforløb for arbejdere. Yurii har deltaget aktivt i demonstrationer for bedre arbejdsvilkår i minerne og i kampagner for højere løn, især ved den multinationale stålproducent ArcelorMittals miner og fabriksanlæg i Krivyi Rih [som ligger ca. 100 km vest for Zaporizjzja, som er ved frontlinjen og hjemby for et atomkraftværk, o.a.]

.

Du er for nylig vendt hjem fra en turné til en række europæiske lande. Vil du fortælle os om hvem, der organiserede den, og hvad der var formålet?

Turneen var arrangeret af europæiske fagforeninger, hvis repræsentanter jeg mødte. Formålet var, at jeg personligt kunne møde de aktivister, som vi har kommunikeret med i et års tid online. Vi besluttede, at jeg på den måde kunne få kontakt til flere fagforeninger, der repræsenterer forskellige grupper af arbejdere i forskellige lande. Det drejer sig om små fagforeninger, men meget aktive fagforeninger.

Portugal er det land, der lå længst væk på min turne. De virksomheder, som jeg besøgte i Lissabon, står over for de samme problemer med hensyn til både løn og arbejdsforhold, som vi gør i Kryvyi Rih. Der er for eksempel ingen tillæg, og der er kun den forskel, at deres løn er højere. Og samtalerne med dem overbeviste mig endnu en gang om, at de problemer, som arbejderklassen står overfor, er de samme over hele verden (se note).

Kan du fortælle, hvad aktivisterne, som du talte med i de forskellige lande, især var interesseret i?

De stillede en del spørgsmål om Ukraine. De ville gerne høre en mening fra en person, der boede i og havde sine kamperfaringer fra Ukraine, så de ikke skulle nøjes med, hvad der blev bragt i medierne. De spurgte om, hvad ukrainerne mener om krigen med Rusland, og hvordan de ser på fremtiden. Man kunne mærke, at der var stor interesse, og der var ingen af landene, hvor jeg oplevede nogen form for fjendtlighed.

Det lyder opmuntrende. Et spørgsmål om visse fordomme. Fra en ukrainsk side ser det ud til, at mange venstreorienterede i Europa er pro-russiske. Oplevede du det hos de fagforeningsfolk, som du talte med?

I de vestlige lande er det især højreorienterede grupperinger, der indtager et pro-russisk standpunkt. Jeg bed mærke i, at jo mere højreorienteret en vesteuropæer er, desto mere sandsynligt er det, at han eller hun støtter Rusland. Og det gælder ikke bare i Vesteuropa. Selv i Polen overværede jeg et møde, organiseret af kræfter på den yderste højrefløj, hvor der mødte 10-12 personer op. Der var taler om, hvor trætte polakker er af ukrainere. Der er utilfredse eller vrede russere, der lever i landflygtighed i forskellige europæiske lande, og der er enorme forskelle på deres synspunkter og indstilling over for krigen.

Og med hensyn til venstrefløjen. Det er en fejlagtig opfattelse, at pro-russiske følelser kun er til stede i venstrefløjsmiljøet. Tværtimod, venstrefløjen i Europa er altid gået imod deres egne landes imperialisme. Næsten alle de lande, jeg besøgte, har været imperiale magter: Frankrig, Spanien, og også Portugal og Italien. Det er åbenlyst, at venstrefløjen altid har bekæmpet det imperialistiske verdensbillede, som deres regeringer byggede deres koloniherredømme på. Det er derfor, deres position står klart for mig: De opfatter det sådan, at Ukraine bestræber sig på ikke at blive en russisk koloni. Men der er grupperinger, der kalder sig venstreorienterede, men som i virkeligheden ikke er det, fordi de sikkert ikke engang har læst Karl Marx. Men den slags findes overalt, også i Ukraine.

Så de fagforeninger, du mødte, har ingen illusioner om Ruslands invasion af Ukraine, og støtter os?

Ja, der er en klar klassetilgang til krigen, at krigen skyldes russisk imperialisme, og at 99,9 procent af dem, der er ved fronten, er ganske almindelige ukrainere, der kæmper imod den.

Der har tidligere været meget store 1. maj-demonstrationer i Kyiv, Kryvyi Rih, Kharkiv og andre ukrainske byer. Hvornår tror du, at vi vil se dem igen?

Der var, så vidt jeg ved, delvist lukkede 1. maj-arrangementer i Kyiv og Kryvyi Rih. Jeg tror, at det med at fejre dødsdagen for dem, der kæmpede for en 8 timers uge skal tages op til revision. Det skal ikke kaldes en festdag, fordi mange arbejdere blev henrettet. Og så tror jeg heller ikke, at det store flertal af ukrainere overhovedet ved, hvad 1. maj er. Men jeg kan også godt se, at det ikke er deres fejl, men mediernes, når de kommer med helt andre udlægninger. Så det er derfor, vi må gentænke 1. maj, og hvordan vi vil fejre den.

Så det skal ikke være en grillfest?

Lige præcis. De neoliberale fortællinger vender tit vores egne argumenter imod os. De bebrejder os, når vi siger, at vi skal arbejde mindre, og have mere i løn, fordi vi på den måde bremser udviklingen i verden og kæmper imod fremskridt. Vores egne argumenter er indlejret i denne fortælling. Og når vi så siger til dem ’nej, det er ikke det, vi ønsker’, så viser det jo, at de har ret, og vi retfærdiggør bare os selv.

Og det, vi skal sige, er: Et menneske er slet ikke født for at arbejde, og jeg giver ikke en skid for dit arbejde! Bier arbejder for at producere honning, og vi skal nyde livet, ikke arbejde for en eller anden idiot og indsamle honning til ham. For at sige det kort, så mener jeg, at det er den fortælling, vi skal kæmpe for. Har du hørt et ukrainsk medie, der bragte noget om 1. maj? Det har jeg ikke.

Hvad er det mest presserende i den klassekamp, som ukrainske arbejdere i dag står overfor? Og hvordan har det ændret sig med en krig, der er så altomfattende?

Den ukrainske arbejderklasses interesser er blevet mere påtrængende og alvorlige, fordi klassen er ved fronten. Der er blevet udgydt mere blod. Når jeg taler med dem, der er i kampzonen, fremgår det klart, at folk tænker i sort og hvidt. Og relationer i militære enheder bliver også udnyttet, ligesom alting i samfundet i Ukraine. Og lige meget, hvad de siger, så er de væbnede styrker også inddelt i lag. Og det rammer et meget ømt punkt. I min lille fagforening har vi 200 medlemmer, som er i kamp, og yderligere 300 er pårørende til medlemmer af fagforeningen. Så på den måde kommer alle samtaler i arbejderfamilierne til at dreje sig om krigen, om fronten, om dem, der er dér, og hvordan det påvirker livet for alle.

I Kryvyi Rih har der allerede været mange demonstrationer mod forhold i de militære enheder, og det er klart, at de minder om demonstrationer mod forhold i minerne. Der skete noget lignende i Kryvyi Rih om aftenen den 1. maj. Ca. 1000 kvinder samledes for at finde ud af, hvad der skete med deres mænd. Vi taler om de samme stålminearbejdere, som nu er i krig. De talte også om korruption, inkompetencen hos visse officerer og om tyverier. Der blev rejst spørgsmål om den uretfærdige behandling af menige soldater (arbejdere, der blev soldater) fra officerernes side (topchefer). På den måde bliver problemer i det ukrainske civilsamfund overført til hæren.

Vi har nu været i krig i over et år. I begyndelsen af den altomfattende invasion, var vi i chok, men nu er vi i stand til at analysere, hvad der foregår i hæren, og vi er nødt til at gøre det. Lad mig give jer et eksempel. Jeg blev som aktivist ringet op om følgende problem: Familien havde fået at vide, at manden var dræbt, hans lig befandt i ingenmandsland. Men eftersom det var umuligt at bjærge liget, så stoppede betalingerne til familien. Ingen lig, ingen betaling. Sådan er kapitalismen. Et andet tilfælde, som jeg hørte om i går: Den ledende officer og hele enheden var blevet dræbt. Der var ingen til at bekræfte, at dødsfaldene var en kendsgerning. Kan I forestille jer den situation, som disse familier så befandt sig i? Kampene i samfundet er, uanset hvor ihærdigt de prøver at skjule det, blevet overført til Ukraines væbnede styrker. Det er de samme modsætninger, bortset fra, at der nu er blevet blandet blod ind i dem.

Er forbuddet mod venstreorienterede symboler og sprogbrug efter din opfattelse et stort problem for den venstreorienterede bevægelse i Ukraine? Udgør det en hindring for arbejderklassen og den venstreorienterede bevægelse?

Saakashvili (præsident i Georgien 2004-13) bekæmpede engang fagforeningerne i landet. Som følge af det var det kun de stærkeste, der overlevede. Nu er fagforeningerne blevet genetableret, og Georgien er blevet et af fagbevægelsens kraftcentre. Det er derfor, jeg tror, at et forbud mod symbolerne vil give bagslag for højrefløjen.

Jeg talte med nogen fra højrefløjen - man kan roligt kalde dem fascister - og de sagde til mig: ’Symonenko, Moraz [historiske leder af det nu forbudte kommunistiske hhv. socialistiske parti, o.a.] og ligesindede er ikke kommunister. Det er jer og Sotsialnyi Rukh,, der er de virkelige kommunister’. Så de ved det hele, og lige meget, hvad vi gør, så vil vi blive med at være kommunister for dem.

Forbuddet mod symboler viser bare, at myndighederne er bange for os. Det ændrer ingenting. Om det er det ene eller det andet symbol - hvad er forskellen? Der verserer en historie om nogle ansatte i toldvæsenet, der spurgte, om stjernerne på Converse-sko og ølflasker fra Carlsberg var kommunistiske. Dem, der forbyder venstreorienterede symboler, tror, at Rosa Luxemburg og Karl Marx er russiske fascister. Så er der overhovedet nogen grund til at snakke om dem?

30. maj 2023

Note:

Artiklen er forkortet fra Commons og oversat af Niels Overgaard Hansen. Yurii Samoilovs møde med fagforeninger i Polen (Inicjatywa Pracownicza), Frankrig, (Solidaire (SUD) og CGT), Italien (COBAS) og Spanien (CGT) er udeladt.