I takt med at spekulationerne om endnu en Trump-mæglet fredsplan for Ukraine stiger, føles meget af dagens debat som déjà vu. Der er de samme fordømmelser af “særinteresser” i konflikten, fordømmelser af krigshøge og råb om “hasteforhandlinger”. I Ukraine har vi ikke kun hørt disse argumenter. Vi fremsatte dem selv.

I sommeren 2014, efter at Rusland annekterede Krim, og krigen i Donbass allerede var godt i gang, udsendte aktivister fra Ukraine, Rusland og Hviderusland en “Ny Zimmerwald”-erklæring, hvor de kritiserede den stigende chauvinisme og fremmedhad i deres lande. De opfordrede til en bred antikrigsbevægelse, en øjeblikkelig våbenhvile og gensidig nedrustning. Ukraines nydannede Sotsialnyi Rukh (Sociale Bevægelse) gentog denne ide i 2015 og talte for direkte forhandlinger med involverede fagforeningsfolk og forkæmpere for rettigheder fra begge sider, samt opløsning af sikkerhedstjenester. Det var et oprigtigt forsøg på internationalistisk fred – og det mislykkedes.

Intet af dette stoppede Ruslands aggression i 2022. Alligevel trak russiske venstreorienterede, bortset fra et modigt mindretal, sig igen tilbage til pacifistiske erklæringer, gav begge sider skylden for krigen og pegede fingre ad NATO, Boris Johnson og det “nynazistiske oligarkiske regime i Kiev”. Ukrainerne under beskydning, havde ikke denne luksus. De kæmpede imod besættelsestropperne, og alt for mange har allerede mistet livet.

Når den internationale venstrefløj ikke nøjes med korte statements, svinger man i høj grad mellem instinktiv afsky for uretfærdighed og en desperat bøn om fred. Men kan begge dele være en vejledning til handling?

Retfærdighedens pris

Der er ingen mangel på folk, der fordømmer ethvert kompromis med Kreml som direkte forræderi, der ville sætte præcedens og belønne aggression. I absolutte tal har de ret. Alligevel kommer retfærdighed altid med en pris – hvis ikke for den aktivist, der kræver retfærdighed, så for andre.

Ukraines ressourcer er strakt til bristepunktet. Forsvarsudgifterne i 2025 har nået 70 milliarder dollars, hvilket overstiger de indenlandske skatteindtægter. Budgetunderskuddet ligger tæt på 40 milliarder dollars, og fortsat udenlandsk bistand er ikke en given ting. Omkostningerne ved genopbygningen er allerede steget over en halv billion dollars. Den offentlige gæld ligger på 186 milliarder dollars og fortsætter med at stige.

Næsten to tredjedele af ukrainerne forventer, at krigen vil fortsætte i mere end et år, og eksperter er enige. Præsident Volodymyr Zelenskyj understreger, at hans land vil have brug for al tilgængelig støtte til at bekæmpe den russiske hær i yderligere to til tre år. Samtidig er Ukraines væbnede styrker ikke kun belastet af mangel på våben og ammunition, men også af svindende rekruttering.

Over 310.000 tilfælde af deserteringer og fravær uden orlov er blevet registreret siden 2022, hvoraf mere end halvdelen fandt sted i 2025. Mange soldater, der har forladt landet, nævner udmattelse, manglende psykologisk forberedelse til ekstrem kampintensitet, endeløse udsendelser og korrupte kommandører, der behandler dem som éngangsprodukter. Nogle er klar til at vende tilbage, når forholdene forbedres, men kun en brøkdel gjorde det under amnestien [som gav mulighed for at undgå straf, hvis man vendte tilbage til militærtjeneste, som man havde forladt uden tilladelse, o.a.].

Mere end halvdelen af ​​ukrainske mænd siger, at de er klar til at kæmpe, men halvanden million har stadig ikke opdateret deres militære registre. Efter rekrutteringen blev introduceret i 2024, var det kun 8.500, der meldte sig frivilligt på et år. Selv tilbuddet om en bonus på 24.000 dollars for en etårig kontrakt til de unge formåede ikke at tiltrække mange. Da rejserestriktionerne for 18-22-årige blev lempet, krydsede næsten hundrede tusinde mænd grænsen i de første to måneder, hvoraf mange har forladt landet for altid.

Den dystre virkelighed er, at den ukrainske modstand er afhængig af tvangsrekruttering fra gader eller arbejdspladser og presse dem til militærtjeneste. Ombudsmanden har erkendt, at disse overgreb nu er systemiske. Alligevel har Ukraines højesteret fastslået, at mobilisering ikke juridisk kan omstødes, selv når den udføres ulovligt. I mellemtiden viser sociale medier stadig oftere voldelige sammenstød med indkaldte.

Den offentlige stemning afspejler denne træthed, og de seneste korruptionsskandaler, der involverer præsidentens nærmeste medarbejdere, hjælper næppe. Meningsmålinger viser, at 69 procent nu går ind for en forhandlet afslutning på krigen, og næsten tre fjerdedele er klar til at acceptere at fastfryse frontlinjen, på vilkår, som ikke er identiske med Ruslands betingelser. Ukrainerne fortsætter med at insistere på sikkerhedsgarantier, som for dem inkluderer våbenleverancer og medlemskab af EU.

Drømmen om at “kæmpe til sejr”, uanset hvad, ser bort fra alle disse begrænsninger. Med mindre den “urokkelige støtte” fra Vesten inkluderer en parathed til at åbne en anden front, hvad skal vi så forvente? Desperationens logik peger i retning af at sænkealdersgrænsen for indkaldelse, udvide militærtjenesten til kvinder, deportere ukrainske flygtninge i indkaldelsesalderen fra udlandet for at fylde skyttegrave og derefter indsætte tropper til barrikader og gennemføre henrettelser i felten for at forhindre desertering.

Den pacifistiske illusion

Denne dystre situation er ikke blot en indenrigspolitisk fiasko. Den afspejler udmattelsen af ​​at bære den tungeste byrde alene – og af at kæmpe med næb og kløer for materiel støtte fra dem, der tror, ​​at stærke fordømmelser og humanitær hjælp er nok til at stoppe Ruslands invasion. Jo sværere det bliver, jo mere fristende bliver det for nogle i udlandet at forestille sig, at selve kampen må være problemet.

Derfor ideen om, at vestlige våben kun “forlænger lidelsen”, og at det vil presse Ukraine til at acceptere “nødvendige indrømmelser”, hvis man afskærer denne livlinje. Det er en trøstende illusion bygget på fejlagtig begrundelse. Hvis ord alene kunne afslutte undertrykkelse, ville strejker og revolutioner være blevet erstattet af konkurrencer i veltalenhed.

Våbenleverancerne blokerer ikke diplomati, men er det, der giver Ukraine mulighed for overhovedet at deltage i forhandlinger. Præsident Zelenskyj har signaleret sin åbenhed over for samtaler og endda over for svære beslutninger. Men kun en side, der kan stå fast, kan forhandle på lige vilkår. At afvæbne Ukraine ville være at tvinge landet til at give efter. Moskva ved dette og udnytter modsætninger til at så forvirring og splittelse.

Kreml har gentagne gange afvist en våbenhvile og gjort det klart, at man kun er interesseret i Ukraines effektive kapitulation. Selv hvis Ruslands maksimalisme delvist er bluff, ville en “frossen” konflikt eller endda Ukraines afgivelse af Donbass ikke rigtigt “adressere de grundlæggende årsager” til krigen, som Vladimir Putin påstår. Moskva har sikret sin landbro til Krim, men mangler ressourcerne til at erobre resten af ​​Kherson- og Zaporizjzja-oblasterne, som det også gør krav på. Ukraine vil aldrig anerkende et tab, selv hvis landet formelt bliver tvunget til det. Vrede vil cementere Rusland som en evig fjende og skabe potentiale for en ny konflikt.

Putins egen maksime – “Hvis kampen er uundgåelig, så slå til først” – gør det næste skridt forudsigeligt, når man ser på kortet. Et fremstød mod den russiske forpost i Transnistrien ville fange Moldova, sikre Sortehavskorridoren og kvæle det, der er tilbage af Ukraines maritime handel, samtidig med at Odesa, engang en russisk kejserlig juvel, central for mytologien om det “russiske forår”, ville blive indtaget.

Hvis de europæiske stater opgav Ukraine, ville det ikke medføre afspænding. De nye NATO-medlemmer Finland og Sverige opgav deres neutralitet netop på grund af Ruslands nye måde at “løse tvister” på. Fem lande trak sig ud af Ottawa-traktatens forbud mod landminer i 2025 af samme grund. Polens militærudgifter er på vej til at blive tredoblet i forhold til 2022, og de baltiske lande er på vej til at bruge 5 procent af BNP på forsvar. At se en nabo blive parteret af en tidligere overherre ville ikke berolige, men drive dem til at bevæbne sig yderligere.

Blindt punkt

Moskvas ultimatum fra december 2021 gjorde deres ambitioner klare: NATO skal trække sig tilbage til grænserne fra 1997 og anerkende en russisk indflydelsessfære i Central- og Østeuropa. Kravet lød absurd, indtil skuddene blev affyret i februar 2022. Men Putins blitzkrig mod Ukraine mislykkedes, og han giver de “europæiske herskende eliter” skylden.

Ingen forventer, at russiske kampvogne når Berlin. Men de baltiske stater, klemt inde mellem Rusland og den militariserede enklave i Kaliningrad, passer ind i mønsteret. Tidligere kejserlige provinser, som adskiller Moskva fra kysten, er et fristende mål. Retorikken om “ikke-historiske nationer”, der er plaget af russofobi, er allerede på plads.

Hvis Kreml beslutter at tage kontrol over Suwałki-korridoren – den smalle strimmel af polsk og litauisk territorium mellem Kaliningrad og det russisk allierede Hviderusland – midt i endnu en runde af vestlig intern strid om sanktioner, energipolitik eller fælles forsvarsstrategi, hvem ville så risikere Tredje Verdenskrig?

Et sted undervejs mistede dele af venstrefløjen evnen til at skelne mellem modstand og militarisme. Ved at opfatte NATO’s udvidelse som årsagen til krigen – og derved finde en medicin til at få den afsluttet – indrømmer antimilitarister stille og roligt, at store regioner uden for Rusland tilhører dets “naturlige” domæne.

Det centrale spørgsmål er: Hvis Rusland får lov til at ordne historiske klager og adressere “legitime sikkerhedsproblemer” med magt, hvorfor kan andre så ikke? Den egentlige sejr for det militærindustrielle kompleks ville ikke være leverancer til Ukraine eller endda programmer for genoprustning, men et Europa i permanent krise, hvor enhver grænse bliver omstridt, og hvor forsvarsudgifterne stiger uendeligt.

Vred revisionisme

Den virkelige trussel er ikke ukrainsk nationalisme. Den er hverken unikt uhyggelig eller mere chauvinistisk end hos enhver lille stat under belejring. Selv de, der er mest berørt af krigen, er oftere optaget af at overleve angrebene fra missiler og droner. Dette indebærer ikke en godkendelse af nationalistisk mytedannelse. Men at fokusere på overdrivelserne i Ukraines kulturpolitik er en bekvem distraktion, en undskyldning for at relativisere aggression og distancere sig fra det, der virkelig er på spil.

Det, vi står overfor nu, er et militaristisk, ekspansionistisk petroimperium, der skjuler vrede i snak om “historisk retfærdighed”, som smykker sin neotraditionelle genoplivning mod det “dekadente Vesten” og er villig til at bruge alle midler for at gøre krav på sin “retmæssige plads i verden”. Denne politik præget af vred revisionisme er ikke unik for Moskva, men giver genlyd fra Washington til Beijing og skal konfronteres, før enhver snak om nedrustning bliver meningsfuld.

Li Andersson, tidligere formand for Finlands Venstrealliance, har allerede opfordret til en antifascistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hun afviser illusionen om, at man kan snakke fascismen væk, hun accepterer opbygning af EU-staternes forsvarskapaciteter og strategiske autonomi som en forudsætning for fred, og hun fremhæver international lov som en mekanisme til at forebygge autoritære kræfters undergravelse af demokrati.

Det er, som Andersson argumenterer, på høje tid at tilbyde et troværdigt alternativ i diskussionerne om sikkerhed, der hverken overgiver sig til militariseret neoliberalisme eller blindt pacifisme. Den yderste højrefløj vokser kraftigt i meningsmålingerne, og forsvarsbudgetterne svulmer op, mens sociale udgifter, klimatilpasning og udviklingsbistand skæres ned. Men problemet ligger hos eliterne, der udnytter krisen til at fremme denne dagsorden, ikke hos ukrainerne, som nægter at bøje sig i underdanighed for Putin.

At stå fast på denne kurs betyder at insistere på to ting. For det første, at modstandsdygtige sociale institutioner og robust offentlig infrastruktur er lige så afgørende som våben for at stå imod angreb og dem, der gennemfører dem. For det andet gør økonomisk demokrati, politisk inklusion og offentlig kontrol under alle omstændigheder enhver sag værd at kæmpe for. Som erfaringerne fra Ukraine viser, er enhver snak om at stå sammen uden disse forudsætninger en skandale.

Ingen færdig løsning

Alle ønsker, at krigen skal slutte, men ingen har en færdiglavet løsning – måske er der ingen. Vi skylder hinanden den ærlighed, som dette øjeblik kræver. Alt andet end Ruslands fulde tilbagetrækning fra Ukraine er dybt uretfærdigt og direkte farligt, men en kompromisløs stræben efter retfærdighed kan også bringe os til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.

Alene det at overleve – at bestå som en uafhængig nation trods Putins historieforelæsninger – er allerede en sejr for Ukraine. Men historien slutter ikke der. Grådige stater angriber ikke, fordi de bliver provokeret, men fordi de er i stand til det. At stoppe dem vil kræve mere end moralsk magt.

21. november 2025

Oleksandr Kyselov kommer fra Donetsk. Han er medlem af den ukrainske, socialistiske organisation Sotsialnyi Rukh og arbejder for tiden som forskningsassistent på Uppsala Universitet.

Oversat fra Jacobin af Åge Skovrind