Test og behandling for malaria, Sierra Leone. Foto: Rawpixel

Det er ikke godt nyt for verdens fattige. Og det er desværre ikke en nyhed, at udviklingsbistand ikke løser verdens problemer med ulighed og fattigdom, men i høj grad også bidrager til imperialistisk kontrol.

De øjeblikkelige konsekvenser af de rige landes brutale beskæringer af bistanden er katastrofale: sygdomsudbrud, sammenbrud i sundhedssystemer, sult og ustabilitet. På længere sigt truer nye epidemier, fødevarekriser, konflikter og klimadrevet migration som konsekvens af den pludseligt forsvundne bistand.

Men ulandsbistanden er ikke et ubetinget gode, designet for at hjælpe fattige befolkningsgrupper. Den bygger på Vestens ideologi om at ’udvikling’ er noget, der kan eksporteres fra nord til syd gennem bistandsprogrammer, teknologioverførsel og økonomisk støtte. En ideologi, der tjener til at skønmale et udviklingsprojekt, der i sin kerne er en fortsættelse af kolonial kontrol – blot iklædt en moderne, “humanitær” facade.

Bistand som redskab til kontrol
Udviklingsbistand bliver nemlig systematisk brugt som et redskab til at opretholde globale magtforhold mellem centrum og periferi. Den dominerende imperialismes kerne – de vestlige, kapitalistiske stormagter – bruger bistanden til at udbrede neoliberale reformer, gennemtvinge politiske betingelser og skabe strukturel gældsafhængighed i det globale syd. I stedet for at indrette samfund efter menneskers og naturens behov og interesser, sikrer udviklingsregimet Vestens adgang til billige råvarer, markeder, arbejdskraft og geopolitisk indflydelse.

Af samme grund har socialistiske og anti-imperialistiske ledere i det globale syd historisk nægtet at tage imod udviklingsbistand – fra Thomas Sankara i Burkina Faso til Julius Nyerere i Tanzania og Evo Morales i Bolivia. De indså, at bistanden sjældent handler om solidaritet, men om kontrol. Sankaras berømte ord opsummerer det præcist: “Den, der fodrer dig, kontrollerer dig.”

Ud over at skabe afhængighed, når udviklingsbistanden sjældent dem, som har mest brug for den. Tretten lande – heriblandt Afghanistan, DRC (Den demokratiske republik Congo), Somalia, Sudan og Yemen – rummer tilsammen over 29 % af verdens ekstremt fattige, men modtager kun 9 % af den officielle udviklingsbistand. Ti af disse lande ligger i Afrika, og næsten alle er præget af konflikt. Op mod en fjerdedel af befolkningen i disse lande lever med ekstrem fødevareusikkerhed. De er blandt de dårligst placerede i verden hvad angår kvinders sikkerhed og rettigheder. I 2024 alene blev fire millioner mennesker i Chad og DRC direkte ramt af klimakatastrofer – uden tilstrækkelig støtte.

Endnu mindre bistand, endnu mere erhvervsstøtte
Den aftale om ny udviklingspolitisk strategi, der blev præsenteret i sidste uge, trækker åbenlyst i retning af at fastholde og udbygge netop disse problemer .   ”Fremover skal udviklingsbistanden i langt højere grad reflektere danske interesser,” som det skamløst hedder. Og der lægges ikke skjul på, at de danske interesser både omfatter fremme af politiske mål, såkaldt ”økonomisk diplomati”, bl.a. ved at prioritere bistand til østeuropæiske lande, og danske virksomheders erhvervsinteresser, bl.a. ved at ”åbne nye markeder og investeringsmuligheder for danske virksomheder”.

Aftalen indeholder ikke de beskæringer af bistanden, som vi ser i andre lande, dvs. at den fastholder rammen på 0,7% af BNP. I denne ramme indregnes dog – som hidtil – både klimastøtte og flygtningeudgifter, som indlysende burde finansieres separat.

Den samlede aftale om ”ny strategi” indeholder således ingen synlige forbedringer, men tvært imod en øget vægt på det, man passende kan betegne som Danmarks imperialistiske interesser.

Den forventelige konsekvens er mindre hjælp til ”progressive formål” og direkte hjælp til nødlidende i de fattigste lande – og mere hjælp til danske kommercielle investeringer i mellemindkomstlande, f.eks. Ukraine og resten af Østeuropa, på bekostning af de meget fattige lande i f.eks. Afrika.

På den baggrund forekommer det meget mærkeligt, at Enhedslisten har tilsluttet sig aftalen.  Ved at stemme for forringelserne i den formulerede strategi får EL måske nok lidt nemmere adgang til at blande sig i implementeringen og måske desperat forsøge at begrænse skaderne. Men skal det være en ny parlamentarisk taktik på den måde at arbejde ”for den mindst mulige forringelse”?

Hvem skal så tordne imod aftalen – og være dem, der kræver et opgør med en bistandspolitik, der fremmer imperialistiske interesser og fastholder ulighed og afhængighed?Tilsy

neladende ikke Enhedslisten, der i forbindelse med præsentationen af aftalen udelukkende citeres for positive formuleringer – og så vidt vi kan konstatere heller ikke er gået ud med kritik på andre platforme, end ikke EL’s egne.

Brutal nedlukning skaber humanitære katastrofer
En brutal nedlukning eller minimering af udviklingsbistanden, i en situation hvor de fleste tidligere kolonialiserede lande er blevet afhængige af den, er naturligvis på ingen måde løsningen på problemerne ved udviklingsbistanden. Lukningen af USAID, der var verdens største bistandsdoner, var kynisk og effektiv. Kort tid efter sin indsættelse udstedte Donald Trump et dekret, der frøs al udviklingsbistand i 90 dage, hvorefter programmerne skulle evalueres ud fra ét kriterium: om de gjorde USA “sikrere, stærkere eller mere succesfuld.”

Man kunne have håbet, at europæiske stormagter ville træde til og udfylde tomrummet, men trenden går den stik modsatte vej. Storbritannien har f.eks. i løbet af få år bevæget sig fra 0,7 til 0,5% af BNP – og har bebudet at ville gå ned på 0,3%. Tyskland, EU’s største økonomi, har ligeledes reduceret sin udviklingsbistand betragteligt i takt med øgede militærbudgetter. Der sker en global omprioritering væk fra nødhjælp og mod oprustning. Konsekvenserne er en lang række humanitære kriser verden over

Systemiske ændringer er nødvendige
Det, der i virkeligheden er brug for, er imidlertid ikke flere “effektive partnerskaber” eller nye teknokratiske løsninger. Det, der er brug for, er et radikalt brud med den globale orden, som skaber behovet for bistand i første omgang.

Bekæmpelsen af global ulighed og kriser skal ikke bygge på velgørenhed, men på international solidaritet, reel omfordeling og systemisk forandring. Den økonomiske model, som er bygget på konkurrence, ulighed og udbytning, er den direkte årsag til både fattigdom, klimaødelæggelser og konflikter.

Af den grund kan vi ikke blot lappe på systemet – vi må ændre det fundamentalt. Kapitalismens løfte om udvikling for alle er ikke bare brudt, det er afsløret som uforeneligt med global retfærdighed. Global retfærdighed kræver en radikal omfordeling af global rigdom. Ikke som almisser, men som en solidarisk og historisk forpligtelse. Den globale rigdom, der er skabt gennem kolonial udbytning, ekspropriering af arbejdskraft og tyveri af ressourcer, må tilbageføres gennem strukturelle forandringer, ikke blot ved midlertidige og ofte betingede donationer.

Derfor må de indlysende krav om genoptagelse af nødhjælpen her og nu forbindes med videregående krav, der går i kødet på de systemiske problemer. For eksempel:

> De internationale økonomiske institutioner skal demokratiseres eller afvikles og erstattes af nogle fundamentalt andre.
> De fattige landes gæld skal annulleres.
> Retten til kollektiv selvbestemmelse i de afhængige lande skal erobres.
> Dette indebærer også at sikre støtte til sociale bevægelser i det globale syd og opbakning til undertrykte folks modstandskamp.

Kort sagt: Den nuværende bistandsmodel er både uretfærdig og utilstrækkelig. Den opretholder afhængighed og tjener donorlandenes interesser, ikke de fattiges frigørelse. Men løsningen er ikke at efterlade verdens udsatte i tomrummet efter USAID – det er at rejse krav, der peger frem mod noget helt nyt. Ikke velgørenhed, men retfærdighed. Ikke kontrol, men solidaritet. Ikke donormodtagere, men kammerater. Ikke bistand, men befrielse.

Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 29. juni 2025  

– God sommerferie til alle vore læsere!