Demonstration mod korruption i Kyiv 23. juli 2025. Foto: Sasha Gulich, CC BY-SA 4.0, Wikimedia 

Med de omfattende og spontane demonstrationer imod den ukrainske regerings forsøg på at svække landets anti-korruptionslovgivning er de folkelige kræfter igen blevet synlige som en magtfaktor i Ukraine. Men realiteten er, at de hele tiden har været der – og at civilsamfundet samlet set har udviklet sig enormt de sidste 25 år. Det er her, håbet skal findes for et reelt frit Ukraine, der kan håndtere både dagens og morgendagens modsætninger.

Fra mistillid og protest til “paprevolution” og folkelig selvorganisering
Krigen fremstilles ofte forenklet som et opgør mellem præsidenterne Zelenskyj og Putin, eller modstandshelten mod diktatoren. I virkeligheden findes der dybe indre modsætninger i begge lande, som ganske vist har udviklet sig forskelligt de to steder i takt med krigen.  Hvor civilsamfundet i Rusland i stigende grad er trådt under fode, og oppositionelle raskt væk bliver forgiftet eller “falder” ud ad et vindue, har Ukraine omvendt oplevet en omfattende mobilisering af kræfter, der kræver grundlæggende rettigheder, demokrati og transparens. Kræfter, der desværre stadigvæk har nok at kaste sig over.

I folkemunde kaldes de seneste protester således ofte for “paprevolutionen” – med reference ikke alene til demonstranternes hjemmelavede skilte, men i høj grad også til ”værdighedens revolution” eller Maidan-opstanden i 2014 og den ”orange revolution” i 2004, der også var vendt imod magtmisbrug og korrupte politikere. Ved hver af disse anledninger er der sket politiske forskydninger, og antallet af nye græsrodsorganiseringer er skudt i vejret med fokus på alt fra folkeoplysning, retshjælp og humanitære formål, hvor hverken stat eller marked har leveret. Den stigende anerkendelse af de nye organisationsformer afspejles klart i befolkningen, hvor en tårnhøj andel på 84,6 procent i dag har tillid til dem. Dvs. et godt spring op fra et allerede højt niveau på 70 procent før fuldskalainvasionen, og et markant andet sted end den udbredte mistillid på omkring 70 procent til både retsvæsen, politiske partier og de fleste af statens institutioner. Det er kun militæret i Ukraine, der nyder en tilsvarende opbakning (note 1).

Demokrati og rettigheder mod oligarki og korruption

For de fleste ukrainere handler modstandskampen først og fremmest om overlevelse. Men holdningerne til demokrati og sociale rettigheder har samtidig ændret sig markant. Ifølge målinger fra KIIS (Kyiv International Institute of Sociology) mente hele 54 procent i 2020, at Ukraine havde brug for “en stærk leder”, mod kun 31 procent, der prioriterede et udbygget demokrati. I 2023 var tallene vendt på hovedet, idet 59 procent nu satte demokrati højere, og kun 32 procent foretrak en stærk leder (2).

Også synet på rettigheder har flyttet sig. I dag mener 70 procent ifølge KIIS, at LGBTQ-personer skal have samme forfatningsmæssige rettigheder som andre – mod kun 33 procent i 2016 (3). Tilsvarende undersøgelser viser en voksende opbakning til, at staten skal sikre social tryghed og velfærd, fra 42 i 2021 til 58 procenti 2023 (4). Vel at mærke kombineret med en massiv opbakning fra 90 procent, der ønsker fortsat kamp imod korruption og som kraftigt afviser enhver form for opblødning som den i sommer (5). .

Samtidig har KIIS-undersøgelserne løbende bekræftet, at et flertal i befolkningen er på linje med den ukrainske forfatning, hvis artikel 73 fastslår, at enhver ændring af Ukraines territorium skal godkendes via en folkeafstemning – dvs. frem for alene af præsidenten, parlamentet eller for så vidt en fremmed magts erobring. Med andre ord kan en fremtidig fredsaftale ikke bare indgås bag lukkede døre, men kræver godkendelse ved en folkeafstemning for at opnå demokratisk legitimitet.

Alt i alt er støtten til demokratiske principper forstærket markant over en relativt kort årrække – og som protesterne i antikorruptionssagen viste, vil tiltag i modsat retning kunne udløse stor folkelig vrede.

Solidaritet må række længere end slagmarken

For venstrefløjen internationalt er opgaven dobbelt: At støtte Ukraines kamp mod den russiske aggression – og samtidig fastholde fokus på, at den reelle befrielse må være demokratisk og social. Det vil sige både militær støtte til forsvarskampen og aktiv solidaritet med de uafhængige fagforeninger, venstrefløjen og de progressive civilsamfundsgrupper, der insisterer på gennemsigtighed og folkelig kontrol i både modstandskampen og genopbygningen.

Fred kan ikke bare opnås bag lukkede døre, men må ratificeres gennem en folkeafstemning. Og kampen mod korruption og for demokrati er ikke biprodukter af krigen, men kernen i et frit Ukraine. Derfor må venstrefløjen i Danmark og internationalt stå skulder ved skulder med de kræfter, der kræver folkelig deltagelse, arbejderkontrol og social retfærdighed.

Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 24. august 2025  

Noter til videre læsning (alle på engelsk)

1) https://link.springer.com/chapter/10.1007/978-981-96-2295-5_5

2) https://www.pravda.com.ua/eng/news/2024/05/10/7455132/

3) https://gay.org.ua/en/blog/2022/06/01/ukrainians-have-dramatically-improved-their-attitude-towards-lgbt-people/

4) https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/13501763.2025.2463640

5) https://goodauthority.org/news/ukrainians-continue-to-champion-the-fight-against-corruption/