Årsmødet varede tre dage, men allerede på dag to var mange journalister gået over til at dække mødet på afstand, og på dag tre var vist kun Solidaritets udsendte reporter til stede. Det vidner om noget, som på mange måder måske kan opfattes som ”et kedeligt, forudsigeligt årsmøde”, men alligevel er det måske et af de mest skelsættende årsmøder i partiets nyere historie.

 

Det må være en ganske simpel opgave at foretage renskrivningen af årsmødets vedtagne dokumenter. På trods af at der var næsten 100 ændringsforslag alene til dokumentet om forsvars- og sikkerhedspolitik, blev ikke et eneste af dem, der ikke på forhånd var anbefalet/indarbejdet, vedtaget. Hvad der lignede en nogenlunde fast blok på ca. 2/3 af de delegerede sikrede – næsten uden undtagelser – at alle hovedbestyrelsesflertallets indstillinger blev vedtaget, uanset punktet og uanset forslag.

 

Årtiers dygtigste hovedbestyrelse?

Fra talerstolen blev det da også flere gange gentaget, at hovedbestyrelsens forslag udtrykte ”den rigtige balance”, og at man derfor skulle undgå at ændre noget som helst.

 

Det må jo vidne om årtiers dygtigste hovedbestyrelse, som uden undtagelse præsterede at finde den præcise balance, som flertallet af årsmødets individuelle delegerede var helt enige om! Det er en imponerende evne, især når man sammenligner med tidligere årsmøder, der ellers traditionelt har udvist skiftende flertal, rettet til og fundet sin egen sti…

 

Desværre er der nok også andre forklaringer.

 

For det første den skriftlige forberedelse, der først præsenterede de indsendte ændringsforslag for de delegerede 14 dage før årsmødet. På det tidspunkt havde HB-flertallet til gengæld givet sig selv tid (tre uger!) til ikke blot at forsyne de indsendte ændringsforslag med trafiklys-markeringer af, om de skulle stemmes for, omarbejdes eller stemmes ned. Man havde også tilføjet nogle linjer om, hvorfor dette var den rigtige løsning. De, der havde stillet ændringsforslagene, havde til gengæld ingen skriftlige kanaler til de delegerede, hvor de havde mulighed for at besvare disse ”domme”.

 

For det andet udgjorde ”årsmødehæftet” (en samling filer) alt i alt op mod 300 sider. Og det rummede en stor mængde af både forvirrende og uoverskuelige ændringsforslag, som der tilsyneladende ikke var nogen, der havde brugt tid på at arbejde med at forenkle. Man kunne sågar finde præcis det samme forslag flere gange, blot med forskellige forslagsstillere! Dette mangelfulde forarbejde kan man selvfølgelig både klandre forslagsstillere og ledelsen for.

 

Det helt uoverskuelige skriftlige materiale kan meget vel have betydet, at mange helt opgav selv at skaffe sig overblik og derfor valgte bare at følge hovedbestyrelsesflertallets stemmeanvisninger.

 

Men uanset om opbakningen til HB-flertallets indstillinger var velovervejet i detaljer eller ej, er afstemningsresultaterne selvfølgelig udtryk for en stor blok med langt mere ubetinget tillid til ”ledelsen” (folketingsgruppen og HB-flertallet), end vi tidligere har oplevet det på partiets årsmøder.

 

Og det er faktisk både skelsættende og en bekymrende udvikling, hvis et snævert HB-flertal fremover blot følges i tykt og tyndt, mens partiets årsmøde mister sin dynamik og kapacitet til selvstændig stillingtagen, diskussioner der rykker holdninger, og skiftende flertal.

 

Folketingsgruppen fik sit manøvrerum

Den centrale debat var opsamlingen på vores forhold til forsvar- og sikkerhedspolitik. Efter Ruslands angreb på Ukraine, og efter de mest vindblæste udtalelser fra folketingsgruppen om NATO og beskyttelse af atomparaplyen, skulle der en gang for alle præsenteres en politisk linje for vores samlede tilgang.

 

Efter diverse hovsa-vedtagelser var der derfor af HB-flertallet fremsat et mere gennemarbejdet samlet forslag, som skulle bibringe os forståelsen af Enhedslistens nye bud på et ”effektivt territorialforsvar”, der ”på egne ben” kan ”håndhæve Danmarks og Rigsfællesskabets suverænitet og beskytte befolkningen og vores infrastruktur”.

 

Men man blev ikke meget klogere på, hvad disse ord betyder for EL’s holdning til konkret oprustning af den danske NATO-hær, hverken af forslaget eller af debatten. Det fremstår stadigvæk som elastik i metermål, der i yderste konsekvens kan udlægges som, at Enhedslisten nu er Folketingets mest oprustningsparate parti, som vil gøre Danmark i stand til at sammenligne muskler med Rusland, USA og Kina. Det matcher utvivlsomt fint det manøvrerum, folketingsgruppen ønsker i sine talelinjer, når det skal forklares, at Enhedslisten skam ikke har en forsvarspolitik, der adskiller sig radikalt fra Folketingets mainstream.

 

Selvom vedtagelsen næppe skal forstås så katastrofalt, så er sandheden desværre nok, at der faktisk ingen grænser er sat for, hvad Ø kan deltage i. Dermed har vi baseret hele den samlede danske venstrefløjs politik på, hvad der fra dag til dag giver mening i Folketinget. Med skyldige hensyn til den borgerlige presse og meningsmålingerne.

 

Med utallige løfter om modstand mod afhængighed af USA, at oprustning ikke må ske på bekostning af velfærden, at vi ikke støtter angrebskrige m.v., så er der i vedtagelsen stadigvæk mange benspænd for, at Enhedslisten her og nu involverer sig i støtte til direkte oprustning. Men vejen er blevet skræmmende kort, og stien kan være betrådt på et splitsekund på en dårlig pressedag, hvis presset stiger lidt for meget på folketingsgruppen, eller der øjnes muligheder for at ”sidde med ved bordet” i et større forlig… Det er meget lidt betryggende.

 

Et massivt pres udefra og nedefra kan forhåbentlig holde udviklingen fra døren. Her ligger første opgave for Enhedslistens venstrefløj.

 

Anden opgave er at få omgjort denne elastik. Det har aldrig været formålet for et venstrefløjsparti at tale med to tunger, for ikke at skræmme folk væk. Tværtimod. Som Johanne Schmidt Nielsen sagde det så glimrende, dengang Ø gik baglæns, og SF blomstrede frem (frit citeret efter hukommelsen): ”Det handler ikke om at flytte krydser, det handler om at flytte holdninger”.

 

Et socialistisk parti har den forbandede opgave at tale imod den aktuelle oprustning og militarisme, fordi den fremmer en oprustningsspiral og faren for imperialistiske krige. Uanset om vi lige nu har et flertal imod os. Agitere for det - og flytte holdninger.

 

Enhedslisten og palæstinabevægelsen

Det var desværre ikke kun beslutningerne om forsvarspolitikken, der gik katastrofalt i den gale retning på årsmødet. Det samme gjaldt også afstemningen om EL’s deltagelse i de såkaldte ”antisemitisme-aftaler” i Folketinget. Her lykkedes det - bl.a. med massive appeller fra en stribe af folketingsgruppens medlemmer om ”ikke at underminere deres troværdighed som forligspartnere” - også at mobilisere det massive flertal til at stemme imod at trække os fra aftalerne.

 

Den seneste aftale indeholdt bl.a. en tydelig forveksling af modstand imod eller bare foragt for den jødiske stat Israel og begrebet antisemitisme. Derfor har det i palæstinabevægelsen været et kæmpestort problem - der har undermineret Enhedslistens troværdighed som parti - at folketingsgruppen valgte at tilslutte sig denne.

 

Der er ingen tvivl om, at der på årsmødet var massiv opbakning bag palæstinabevægelsen og dens krav. Men den sørgelige sandhed var altså alligevel, at et stort flertal på årsmødet tilsyneladende vægtede partiets troværdighed som forligspartnere i Folketinget højere end partiets troværdighed i palæstinabevægelsen.

 

Oven i denne skandale kom så skandalen om Enhedslistens Græsrodspris, som Rød Fonds bestyrelse i enighed - naturligvis - havde besluttet at give til palæstinabevægelsen Alle På Gaden. Skandalen var, at paranoid frygt for en BT-hetz om subtile forbindelser fra palæstinabevægelsen til støtte til Hamas eller PFLP fik EL’s forretningsudvalg til at tumle rundt i manegen og ende med at stille horrible, mistænkeliggørende krav til, hvordan Alle På Gaden skulle modtage og takke for prisen.

 

Et lille lys i dette ellers mørke billede af årsmødet er, at da Alle På Gaden forståeligt nok på den baggrund sagde nej tak til prisen, satte delegerede sig for at samle ind til formålet. Denne indsamling havde allerede ved årsmødets afslutning rundet 42.000 kr. - et beløb, der langt overstiger alle andre årsmødeindsamlinger, og godt fire gange beløbet fra græsrodsprisen!

 

Historien viser os, at forandringen i sidste ende kommer fra gaden, og at de massebevægelser, vi ser, er der, hvor de virkelige politisk ryk sker, mere end på årsmøder i Enhedslisten. Også Enhedslisten er mærket af dette pres, og bl.a. derfor er fremtidens Enhedslisten stadigvæk under udvikling og i løbende forandring. Den udvikling kan - forhåbentlig - skubbe partiet i den rigtige retning.

 

 Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 15. juni 2025