Læsetid: 8 minutterPro-palæstinensisk demonstration i 2021. Foto: Susan Ruggles, Wikimedia
Jeg vil tage følgende 3 påstande op til nærmere behandling:
1. ’Israel har ret til at forsvare sig selv’.
2. ’Parolen ’From the river to the sea’ er ensbetydende med at jage jøderne i havet’.
3. ’Israel er er et værn mod den tiltagende antisemitisme i verden’.
1. Israel har ret til at forsvare sig selv
Kampråbet fra langt de fleste politikere i USA, fra Donald Trump til Bernie Sanders, er, at Israel har ret til at forsvare sig selv. Det lyder højt og gennemtrængende fra talerstolene i Kongressen og det israelske parlament, Knesset, over for den verdensomspændende mobilisering for Palæstina. Alle de største medier i USA gentager denne påstand til ulidelighed, som om dette mantra, ’Israel har ret til at forsvare sig selv’, er et smash, uimodsigeligt for enhver, der ikke er antisemit.
Men hvad betyder det, at Israel har ret til at forsvare sig selv? Hvad zionister vil have os til at tro, er, at Israel er inkarnationen af jødisk nationale bestræbelser, og at det jødiske folks fortsatte eksistens og vores historie er uløseligt forbundet med det zionistiske projekt. Forskere hævder, at denne påstand, i allerbedste fald, er historisk upræcis. Jeg vil sige, at det er rent og skært bullshit.
Zionisme er ikke en eller anden ’længsel gennem 2000 år’ hos det jødiske folk. Israel er ikke noget, som en national befrielsesbevægelse har bragt til veje. Israel er et produkt af det europæiske samfund i imperialismens epoke i slutningen af det 19. århundrede. Israel er en bosætter-kolonial stat, det vil sige racistisk, uden forsonende omstændigheder, i dens lovgrundlag, der afskærer den arabiske befolkning fra grundlæggende menneskerettigheder. Og det er jo lysende klart for hele verden, at det, som de har gang i, er folkedrab og etnisk udrensning.
Det rejser følgende spørgsmål: Hvilken stat har ’ret’ til at begå folkedrab og etnisk udrensning? Hvilken stat har ret til at udøve racistisk apartheid og fordrivelse? Ingen.
Zionismens grundlæggere var i det mindste ærlige med hensyn til, hvad de stod for. Det er, igen og igen, det samme ord, der dukker op i hvert eneste charter, hver eneste erklæring og al korrespondance: ikke national ’befrielse’, men ’kolonisering’. Vladimir Jabotinsky, en af den zionistiske bevægelses fædre, skrev i 1923: ’Zionisme er et koloniseringseventyr, og det står og falder derfor med spørgsmålet om væbnet magt. Det er vigtigt at bygge op, det er vigtigt at tale hebræisk, men det er desværre endnu vigtigere at være i stand til at skyde – og ellers, så er jeg færdig med at lege, at vi koloniserer’.
De kom ikke med undskyldninger for deres koloniseringsbestræbelser. Den første bank var ’Jewish Colonial Fund’, der blev ledet af ’Jewish Colonization Association’.
Frem for et brud med imperialismen søgte de tidlige zionister støtte og beskyttelse fra imperialistiske magter. Frem for at love selvbestemmelse for det palæstinensiske folk – hvoraf stort set alle var arabere – blev de fordrevet af zionisterne. Og frem for at repræsentere den brede befolknings kamp imod jødisk undertrykkelse repræsenterer zionismen fra første færd og gennem det meste af dens eksistens før Anden Verdenskrig og Holocaust ikke meget mere end en mikroskopisk overklassesekt. Der var, som det som det så tit er blevet gentaget, flere jødiske medlemmer af det Socialistiske Partis afdelinger på New Yorks Lower East Side end i ’World Zionist Organization’ i det 20. århundrede.
Zionister taler om Israels ukrænkelighed og ubrydelighed, og dets angiveligt årtusindårgamle bibelske rødder. Men planlægningen af den moderne stat Israel blev proklameret i New York, på hjørnet af 43. og Madison, i det gamle Biltmore Hotel, ved en zionistisk konference i 1942 med 600 deltagere. Det er en skrøne, opdigtet af et segment af jødiske separatister, der nød støtte fra verdens mest magtfulde imperier, fordi der var et sammenfald af behov. UK og senere USA havde brug for en forpost i Mellemøsten, hvor olien var, og zionisterne søgte et hjemland helt for sig selv, og var villige til at agere hangarskib for de store imperialistiske magter, bemandet med loyale hvide europæiske jøder som et værn mod regionens arabiske og muslimske befolkninger.
2. Parolen ’From the river to the sea’ er ensbetydende med at jage jøderne i havet
James Zogby, grundlægger og præsident for ’Arab-American Institute’ har skrevet på Twitter: ’Angående ’the river to the sea’-polemikken: For syv år siden lavede vi en opinionsundersøgelse blandt israelere og palæstinensere. Et stort flertal på begge sider foretrak én stat. Når vi spurgte, hvordan den skulle se ud, så sagde israelerne, at det betød, at alle palæstinensere skulle fordrives. Palæstinenserne sagde, at det betød lige rettigheder i én stat. Jeg siger det bare’.
Yousef Munayer forklarede det på denne måde i ’The Nation’, efter at kongresmedlem Rashida Tlaib var blevet irettesat for at bruge de ord:
’I dag er der reelt kun én stat mellem Jordan-floden og Middelhavet, staten Israel, og den regerer over millioner af palæstinensere, der nægtes retfærdighed og lighed. Når vi kræver frihed fra floden til havet, så er det den kontekst, vi reagerer på. Vi kræver afskaffelse af israelsk herredømme, ikke for at udslette nogen, men for ophævelse af uretfærdige love, systemer og metoder. Men for dem, der afviser vores krav om frihed, og bakker op om dette system af uretfærdighed, er det lige meget at sige, hvad vi mener, at vores ord betyder’.
Jeg er enig med Yousef. Israel er en bosætter-kolonial stat, der styres ud fra et etno-racistisk lovsystem. Dets ’lov om tilbagevenden’ gør det muligt for mig, der er født i Brooklyn, at blive statsborger, mens palæstinensere, hvis familier har boet i landet i generationer, får deres hjem smadret af bulldozere, og deres liv ødelagt.
Den påstand, som zionisterne har strikket sammen om ’from the river to the sea’ som en opfordring til folkedrab på jøder i stedet for en opfordring til at oprette en demokratisk og sekulær stat, hvor jøder, arabere, og alle andre lever sammen, er projiceringen af en ’spejlvendt verden’. Naomi Klein skriver om det i sin nye, fremragende bog, ’Dobbelganger’. Højrefløjen indoptager begreber og realiteter fra venstrefløjen for at opdigte en offerfortælling om sig selv.
I denne ’spejlvendte verden’ bliver studerende, der kæmper imod bombningen af flygtningelejre fremstillet som nazister, og Biden-administrationen sammenligner dem, der demonstrerer for våbenhvile og et frit Palæstina, med de fascistiske bøller fra Charlotteville.
Det er ganske enkelt en kendsgerning, at der ikke er nogen organisation eller gruppering på venstrefløjen, der opfordrer til ’folkedrab på jøder’ ved disse demonstrationer. Og enhver, der påstår noget andet, lyver.
Jeg bor i New York, en øgruppe, beboet fra floden til havet, kan man sige, af 1,5 millioner jøder, mindst 800.000 muslimer og millioner af andre, der lever sammen i en demokratisk sekulær stat. Så kravet i sig selv går ikke engang så vidt som det.
3. Israel er et værn mod den tiltagende antisemitisme i verden
Mit korte svar: Nej!
Zionismens eksistensberettigelse, fra dens grundlæggelse til i dag, beror på påstanden om, at antisemitisme er uundgåelig. Zionisterne drog den konklusion, at jøderne måtte have et nationalt hjem for sig selv for aldrig igen at blive udsat for et Holocaust. Zionisterne accepterede, helt utilgiveligt, den racistiske opfattelse af jøder, der, så perverst det end er, blev fuldt udviklet under nazismen. For dem udgør jøderne en særlig race.
Zionismens grundlægger, Theodor Herzl, skrev, efter at have dækket retssagen mod den jødisk-franske officer Albert Dreyfus, fejlagtigt anklaget for forræderi, at ’I Paris… nåede jeg til en friere holdning til antisemitisme, som jeg begyndte at forstå, og som var tilgivelig. Og frem for alt, jeg erkendte tomheden og det nyttesløse ved at ’bekæmpe’ antisemitismen’.
Som kontrast til deres accept af antisemitismen støttede et meget bredere udsnit af jødefolket overalt i verden en helt anden vision: socialisme. Socialister forsvarede jøder, der var udsat for forfølgelse. Socialister bekæmpede anti-jødisk racisme som gift for arbejderbevægelsen. Socialister kæmpede for multietniske samfund og for demokrati. Det var i den periode, at August Bebel, der stod i spidsen for Socialdemokratiet i Tyskland, fordømte antisemitismen med det berømte udtryk, ’tåbernes paradis’, for at omdirigere arbejdernes vrede fra deres sande fjende, den herskende klasse, til jøderne som syndebukke. I kontrast til det forbandt socialister kampen imod antisemitisme med kampen for arbejdermagt.
Fordi socialister lagde vægt på behovet for at bekæmpe – ikke acceptere – antisemitisme i de lande, hvor de fleste jøder boede, rekrutterede den socialistiske bevægelse jøder i hobetal. Den russiske zars finansminister beklagede sig engang til Herzl over, at jøder ’udgør ca. 50 procent af medlemmerne af de revolutionære partier’, men kun 5 procent af det russiske zardømmes befolkning.
Zionismens mest magtfulde påstand om legitimitet er, at staten Israel er nødvendig for at forhindre et nyt Holocaust. Arven fra Holocaust påkaldes for at retfærdiggøre enhver grusomhed, der bliver begået af Israel. Men Jewish -Agency’s generalieblad, hvori indgår, hvordan den zionistiske ledelse, der styrede de jødiske bosættelser før oprettelsen af Israel i 1948, reagerede på Holocaust, leverer det mest tilintetgørende vidneudsagn imod zionisme.
For lederne af Jewish Agency havde fascismens fremgang i 1920’erne og 1930’erne en klar fordel. En af lederne, Menahem Ussishkin, sagde, at ’der er noget positivt i deres tragedie, og det er, at Hitler undertrykte dem som en race og ikke som en religion. Havde han gjort det sidste, ville halvdelen af jøderne være konverteret til kristendommen’.
Under Anden Verdenskrig skrev Jewish Agency’s Rescue Committee et hemmeligt memorandum om udsigterne for deres arbejde. På det tidspunkt ville det stadigvæk have været muligt at redde millioner af jøder fra Hitlers Endlösung. Men de ikke engang forsøgte at gøre det.
’Hvem tør sige: Skal vi hjælpe alle, der er i nød, uanset kvaliteten af disse folk? Skal vi ikke hellere give denne aktivitet en national karakter, og prøve først og fremmest at redde dem, der kan være til nytte for Israels land og jødefolket? Jeg kan godt forstå, at det kan se grusomt ud at stille spørgsmålet på denne måde, men vi må desværre konstatere, at hvis vi kun kan redde 10.000 ud af ca. 50.000, der kan bidrage til opbygningen af landet… frem for at redde en million jøder, der vil blive en byrde, eller i bedste fald et apatisk element, så må vi lægge bånd på os selv, og redde de 10.000, der kan reddes ud af ca. 50.000 – på trods af anklager og bønner fra en million (Se Sumaya Awad og Annie Lewin, ’Roots of the Nakba’ i ’Palestine: A Socialist Introduction’.)
Rudolf Kastner, en højtstående repræsentant for det israelske Arbejderparti, der var chef for Rescue Committee i Ungarn under krigen, havde samarbejdet aktivt med Adolf Eichmann (en af arkitekterne bag Holocaust) for at få godkendt et ’VIP-tog’, så 1.685 ungarske jøder kunne forlade Ungarn, herunder hundredvis fra hans hjemby og ca. et dusin medlemmer af hans familie. Han arbejdede sammen med SS-officeren Kurt Becher om de økonomiske arrangementer. Som gengæld for togets sikre passage lovede han at undlade at advare jøderne i Ungarn om Hitlers planer om at udrydde dem og ikke at foretage sig noget for at beskytte dem. Og endnu værre, han hjalp med til at føre dem bag lyset ved at overbevise dem om, at de bare skulle forflyttes, Efter krigen kom det klart frem, at Kastner ikke havde handlet på egen hånd, men at hans plan med VIP-toget blev støttet af de øverste ledere af Jewish Agency.
Det er ikke bare det, at anti-zionisme slet ikke er det samme som antisemitisme, men zionismen giver næring til antisemitisme ved at blande sit projekt sammen med etnisk udrensning. Israels behov for at fordrive, undertrykke og udrydde palæstinensere sikrer, at hadet mod dem, der gør det, dem, der insisterer på at deres handlinger finder sted i jødedommens navn, skaber et tilbageslag blandt jøder – herunder dem af os, der afskyr zionismen.
Og dem, der sidder i regering, og de administratorer af universiteter, der undertrykker afvigende synspunkter, og som siger, at krav om våbenhvile er antisemitisme, de får jøder til at fremstå som blodtørstige, brutale individer, og racisme som en jødisk værdi. I mine forfædres navn, der måtte flygte fra pogromer, må jeg totalt afvise dette hårrejsende nonsens.
Kort sagt, Israels begrundelse for at skabe et nationalt hjem, hvor jøder fra hele verden kan føle sig sikre, er slået fejl. Jeg vil hellere tage risikoen ved når som helst at køre med bus B39 i Brooklyn, frem for en bus i Tel Aviv. Der er ingen steder i verden, hvor jøder er i større fare for at komme i fortræd, herunder fra deres egen regering, hvis de vover at have en anden mening, end i Israel. Selv ud fra dets egen påstand om at være et jødisk tilflugtssted, er Israel en tragisk fejltagelse.
Sherry Wolf er professor ved Rutgers University i USA, og medlem af ’International Jewish Anti-Zionist Network’, og af Tempest-kollektivet
Oversat fra rs21.org.uk af Niels Overgaard Hansen