Netmagasinet Solidaritet

Aktivister over hele verden blokerer våben på vej til Israel

{{brizy_dc_image_alt entityId=
En appel fra palæstinensiske fagforeninger om global solidaritet har fremkaldt hidtil usete faglige aktioner i Italien, Canada, Indien, Belgien, Spanien og Storbritannien.
Af Rafeef Ziadah og Katy Fox-Hodess
Læsetid: 6 minutter

Fire våbenfabrikker blev blokeret i UK den 7. december 2023. Foto: Workers for a Free Palestine

 

Israels militære angreb på Gaza har dræbt mere end 18.000 mennesker, såret næsten 50.000 og fordrevet 1,9 millioner, ifølge FN's kontor for koordinering af humanitære anliggender.

 

I en akut henvendelse den 16. oktober fra palæstinensiske fagforeninger opfordrede de fagforeninger i udlandet til at "stoppe bevæbningen af Israel", på baggrund af den militære og diplomatiske støtte til Israel fra USA og EU.

 

De appellerede til fagforeninger og arbejdere om at afstå fra at fremstille, transportere og håndtere våben og overvågningsteknologi bestemt til Israel. De dannede også organisationen Workers in Palestine med internationale allierede for at opbygge solidaritet og støtte.

 

"Vi har brug for tre ting fra USA: ammunition, ammunition og ammunition," lød det fra den israelske premierminister Benjamin Netanyahu til lokale regeringsembedsmænd ifølge Financial Times, mens angrebet gik ind i sin tredje måned.

 

Netanyahu udtrykte videre sin bekymring for, at protestbølgen i Vesten kunne true våbenforsendelser - hvilket tyder på, at internationalt pres begynder at virke.

 

"Palæstinensiske arbejdere har været i frontlinjen i Gaza, reddet liv og hjulpet lokalområder midt i ubarmhjertige bombardementer," sagde Samira A.A. Hasanain, medlem af den palæstinensiske General Union of Public Service Workers and Trade-Gaza. ”Mens vi fortsætter med at udføre vores pligter, sender vi vores hjertelige hilsner til dem, der utrætteligt arbejder på at standse våbenhandelen med Israel."

 

Stop for våbenleverancer
Adskillige fagforeninger verden over er kommet med udtalelser som svar på opfordringen.

 

I Spanien nægtede arbejdere i Barcelonas havn at transportere våben til Israel og krævede en øjeblikkelig våbenhvile.

 

Arbejdere ved luftfartsselskabet Airbus i Getafe i Spanien organiserede en march på deres fabrik med et banner: "Airbus-arbejdere står solidariske med Palæstina, nej til våbensalg til Israel."

 

14 spanske fagforeninger og 200 civilsamfunds-organisationer har iværksat en kampagne, der opfordrer regeringen til at stoppe våbenhandel med Israel.

 

Og fagforeningsfolk fra Catalan Trade Unions Association har protesteret mod Israel Chemical Limited-Iberia, et datterselskab af ICL Group, som forsyner Monsanto (nu Bayer) med fosfater til at producere hvid fosfor til det amerikanske militær, som igen leverer det til Israel.

 

Hvid fosfor er et uhyggeligt brandvåben, der, når det kommer i kontakt med ilt, brænder så varmt som 800 grader Celsius, hvilket forårsager alvorlige forbrændinger og organskader. Israel er anklaget for at bruge det i civile områder i strid med international lov.

 

I Belgien har flere transportforbund opfordret deres medlemmer til ikke at transportere våben med fly, efter rapporter om forsendelser på vej mod Israel.

 

I Genovas blokerede havnearbejdere (fra den uafhængige fagforening Colletivo Autonomo Lavoratori Portuali ) med støtte fra lokale aktivister den 10. november lastning af et skib fra det israelske rederi ZIM. Det samme skib stod derefter over for protester i den havnen i Salerno i det sydlige Italien.

 

Den 30. november udførte havnearbejdere tilknyttet European Dockworkers Council deres første større koordinerede aktion på tværs af havne i flere lande.

 

Indiens 12 faglige landsorganisationer, der repræsenterer 100 millioner arbejdere, er stærkt imod forhandlinger om at sende 100.000 bygningsarbejdere til erstatning for de palæstinensiske arbejdere, hvis arbejdstilladelse Israel har annulleret.

 

"At Indien overhovedet overvejer at 'eksportere' arbejdere viser den måde, hvorpå det har dehumaniseret og varemærket indiske arbejdere," lød det i en fælles faglig erklæring. "Et sådant skridt vil svare til, at Indien medvirker til Israels igangværende folkemordskrig mod palæstinensere."

 

Den 10. november lukkede faglige aktivister i Canada dristigt fire våbenfabrikker, der sælger våben til Israel. Det gik ud over L3Harris-fabrikker i Hamilton, Toronto og Montreal samt Lockheed Martin i Ottawa. Desuden blokerede man indgangene til GeoSpectrum i Dartmouth, et datterselskab af det store israelsk våbenfirma Elbit Systems.

 

I Storbritannien vokser momentum efter to vellykkede aktioner, blandt andet blokerede 400 faglige aktivister adgangen til BAE Systems fabrik i Rochester i Kent. Kampagnen fra Workers for a Free Palestine har til formål at henlede opmærksomheden på den rolle, Storbritannien spiller i Israels kæde af våbenforsyninger.

 

Aktionerne eskalerede den 7. december, hvor 1.000 arbejdere blokerede våbenfabrikker i Bournemouth, Lancashire, Brighton og Glasgow for at standse produktionen af ​​komponenter til F-35 jagerflyet. Der var koordinering med lignende aktioner i Frankrig, Danmark og Holland.

 

Hvor skal man starte?
De palæstinensiske fagforeninger hentede inspiration fra historien, da de blev bedt om faglig solidaritet mod apartheidstyret i Sydafrika, og fra globale bevægelser mod uretfærdighed i Etiopien og Chile. Mens våbenhandel er det umiddelbare fokus, er målet at komme ud af denne frygtelige situation med en stærkere og mere vedvarende faglig  støtte til palæstinensiske arbejdere.

 

Workers in Palestine - den gruppe, som palæstinensiske fagforeninger har dannet - har skabt en række onlineressourcer til formålet. Det gælder fx et vejledningsark til fagforeninger om at opbygge solidaritet med Palæstina, en guide for lokale aktivister og en model for udtalelser.

 

Den omfattende Who Arms Israel-værktøjskasse giver handlingsanvisninger og foreslår steder, hvor man kan aktionere. Lockheed Martin, Boeing, BAE Systems, Leonardo og Raytheon leverer alle vigtige våben til det israelske militær.

 

Som med al fagforeningsorganisering kommer de største succeser gennem langsigtede bestræbelser på at engagere græsrødderne.

 

Vil du i gang, så overvej at samle en gruppe medlemmer til at deltage i en lokal demonstration, eller prøv at afholde et oplysende arrangement i din fagforenings lokaler med en lokal palæstinensisk solidaritetsorganisation og tag et forslag til udtalelse med herfra til næste møde i din fagforening.

 

For at starte en kampagne skal du undersøge de mulige direkte forbindelser, din fagforening eller arbejdsgiver måtte have til Israel, for eksempel gennem våbenhandel eller gennem virksomheder i din pensionsportefølje, der profiterer på Israels undertrykkelse af palæstinensere. Du kan også se på, hvordan palæstinensiske arbejdere i din branche, for eksempel på hospitaler, bliver påvirket af Israels handlinger. Jo mere direkte linket er, jo bedre kan kampagnen målrettes.

 

Vellykkede kampagner om udfordrende emner kræver indsats og overbevisning – men det er også utroligt tilfredsstillende at opleve, at du gør en reel forskel ved at organisere dine kolleger til at stå solidarisk med arbejdere på den anden side af verden.

 

For mere information og for at følge vores aktiviteter, se venligst workersinpalestine.org. Brug Stop Arming Israel Guide. Brug #StopArmingIsrael og tag os for at dele dine handlinger. Twitter: @WorkersinPales1 og Instagram: workersinpalestine

 

13. december 2023

 

Rafeef Ziadah er medlem af Workers in Palestine. Hun er palæstinensisk organisator og fagforeningskvinde. Katy Fox-Hodess er forsknings- og udviklingsdirektør på Center for Menneskeværdigt Arbejde ved University of Sheffield og har forsket i havnearbejderes solidaritet med Palæstina siden 2019. Peter Olney bidrog også med rapportering.

 

Oversat fra Labor Notes af Anne Haarløv