Åbningsdemonstrationen ved den anti-fascistiske konference i Porto Alegre den 26. marts. Foto: Igor Sperotto

 

Den anti-fascistiske konference i Porto Alegre, Brasilien, samlede tusinder af anti-fascister fra hele Latinamerika og mindre grupper fra andre dele af verden. Efter den første dag samler den canadiske deltager op på diskussionerne og giver et bud på, hvilke former fascismen antager i dag.

 

Fascisme har i det seneste årti – og især på det seneste – været et emne for voldsomme debatter på venstrefløjen. Men meget af debatten hænger fast i en diskussion om historiske analogier. Ligner trumpismen mest Mussolinis eller Hitlers fascisme? Når vi stabler alle de rettigheder, der er blevet krænket og angrebet ovenpå hinanden, kan det yderste højre så sammenlignes med de vigtigste fascistiske begivenheder i det 20. århundrede?

 

Især to tænkere har forsøgt at komme udenom problemet med analogier ved at argumentere for, at det vi står over for i dag er ”sen-fascisme” ( Alberto Toscano) eller ”post fascisme” (Enzo Traverso): en udgave af det yderste højre, der er afhængig af og mobiliserer en kulturel erindring om den gamle fascisme, men som antager former, der er specielle for vores historiske øjeblik. Med til denne analyse om ”anden gang som farce” hører også, at det 21. århundredes fascisme ikke har nogen speciel form: ingen universelle kendetegn, ingen speciel politikker eller regeringsform.

 

Mit problem med denne tilgang er, at hvis vi tænker tankegangen til ende, mister vi enhver brugbar forståelse af fascismen som noget, der adskiller sig fra det borgerlige demokrati med alle dets undtagelser og forskellige grader af vold.

 

Jeg har netop afsluttet min deltagelse i den første dag af den anti-fascistiske konference i Porto Alegre, Brasilien. En forsamling af tusinder af anti-fascister fra hele Latinamerika, med mindre grupper fra andre dele af verden. Der var flere samtidige paneldiskussioner, så det var ikke muligt for mig at bedømme konferencen som helhed. Men fra de diskussioner, jeg overværede, og de samtaler, jeg havde, fremstod en vigtig problemstilling, som udgør et svar på, hvilke former fascismen antager i dag.

 

Ser man på de forskellige perspektiver fra de antifascister, der er samlet på konferencen her, viser der sig tre generelle træk ved det 21. århundredes fascisme: 1) krig er en del af løsningen, 2) stramninger af grænsekontrol og adgang til statsborgerskab, 3) enden på en fælles ide om universelle menneskerettigheder. Det betyder ikke, at fascismen kun har disse tre egenskaber. Det betyder, at jeg har set disse tre træk træde frem i de diskussioner, jeg har deltaget i på konferencens første dag. Og det betyder, at jeg tror, det er betydningsfuldt at sådanne konklusioner opstår, og at de er værd at notere sig for at kunne diskutere, debatere og forbedre vores fælles forståelse.

 

Første træk: Fascismen afhænger af krig som løsning på de nationale problemer

Årtier af nyliberalistisk politik har skabt en krise i den sociale reproduktion for arbejderklassen og i den produktive vækst for verdens kapitalistklasse. For kapitalistklassen i USA tager denne krise form af et sammenbrud i dens globale overherredømme, hvor ”krig er den eneste vej ud, og Donald Trump er personificeringen af denne voldelige løsning”, som det blev sagt af Giovanni Culans, byrådsmedlem i Porto Alegre.

 

I det globale syd betyder krisen for kapitalistklasserne og for regeringerne, at deres uafhængighed går i opløsning - en uafhængighed, som allerede er blevet forvitret under årtiers nyliberalisme, men som nu tager form af imperiets åbenlyse trusler om krig, kup og mord. Det er derfor, sagde Culan, at ”vi er modstandere af USA’s kidnapning af Venezuelas præsident Maduro og kongresmedlem Cilia Flores og mod kvælertaget på Cuba.”

 

Denne form for imperialistisk dominans betyder, som repræsentanten for det brasilianske Arbejderparti PT, Valter Poman sagde: ”De latinamerikanske regeringers hjerte ligger i Washington, de er underlagt deres herrer, ikke folkets uafhængighed”. Denne dynamik fører til en fremgang for det yderste højre i Latinamerika, når folkets behov underlægges imperiet, og fattigdom og fortvivlelse vokser.

 

Så for at omskrive Aimé Césaire, så vokser fascismen i imperiets krop og bryder ud som et åbent sår i første omgang i de nykoloniale lande. Den spreder sig - ikke som bølger eller frø fra den folkelige bevægelse, men som en sygdom – langs kapitalens årer, cirkulerer ud i verden og bliver pumpet tilbage i hjertet, stærkere og mere selvsikker på grund af den sygdom, den har været med til at sprede andre steder.

 

Krig som løsning er resultatet af denne proces, hvor de kapitalistiske nationale regeringer i det globale syd bliver underlagt imperiet, uanset om deres politik er progressiv eller reaktionær.

 

Andet træk: Fascisme lukker grænserne militært mod indvandrere

På en debatmøde om det yderste højres brug og misbrug af indvandrere argumenterede Bea Whitaker for, at den imperialistiske dominans har fordrevet indvandrere fra det globale syd, og at fascisterne med brutal statsmagt har reageret ved at forhindre deres ankomst og kontrollere tilstedeværelsen af dem, det er lykkedes at forcere murene.

 

EU’s første alvorlige indvandringskontrol i nyere tid var, sagde hun, i 1990’erne, som et svar på ankomsten af folk, der flygtede fra krige. Så i 2000-årene – især efter oprøret på Tahrir pladsen i Egypten, ankom millioner af flygtninge til Europa. ”Landene skabte en mur af love for at forhindre indvandrene i at komme og for at bruge politiet mod de indvandrere, der allerede var kommet. Så ”skabte EU et agentur kaldet Frontex for med magt at holde indvandrerne ude. ”De blev jagtet med skibe, fly, radarer, kameraer og enhver tænkelig robot, man kan forestille sig. Så outsourcede EU den teknologi og overlod betjeningen af den til private firmaer. Som Whitaker sagde ”Det var et paradis for de firmaer, der laver våben og overvågningsudstyr. Vi taler om milliarder af euro, og det er blevet mere profitabelt for disse firmaer at sælge deres produkter til Frontex end på det private marked”.

 

Veronica Carillo fra ”Den Mexicanske Komite til Afskaffelse af Ulovlige Tilbageholdelser” fortalte, at den dynamik, der blev beskrevet mellem EU på den ene side og afrikanske og vestasiatiske lande på den anden, er et spejlbillede af USA’s behandling af Latinamerika. I den trumpistiske verden indebærer outsourcingen af udlændingepolitikken at få regeringer fra det yderste højre i Latinamerika til at tage del i politiopgaver overfor deres egne befolkninger. Det værste eksempel er Trumps inddragelse af fængsler i El Salvador, der som helvede på jord bliver et sted, hvor deporterede kan forsvinde. Carillo sagde, at stater, der regeres at det yderste højre ”bruger sine ressourcer til at opbygge fascistiske partier og et politisk system, til at mobilisere offentligheden mod arbejderne, ikke det kapitalistiske system”, alt sammen ved at anklage indvandrerne for at være årsag til - og ikke de største ofre for - krisen.

 

En afgørende modsætning i vor tid er, at nykolonialismen og imperialismen underminerer og smadrer de anti-koloniale uafhængighedsbevægelsers mål fra efterkrigstiden om udvikling. Som den yderste konsekvens af den økonomiske og sociale krise i det globale syd har flere krige og klimakatastrofer drevet flere mennesker på flugt på verdensplan end på noget andet tidspunkt i menneskehedens historie. Fascismen udgør et svar på denne modsætning: Byg en mur og privatiser den.

 

Tredje træk: Fascismen gør op med menneskerettighederne

Lukkede grænser som løsningen på den racistiske indvandringspanik skaber den tredje nødvendige komponent. Som Bea Whitaker sagde er EU’s mobilisering mod indvandring ”fuldstændig imod hver eneste konvention om menneskerettigheder. Og de ved det. De bryder EU’s principper om menneskerettigheder”. Og i stedet for at skabe smuthuller og retfærdiggørelser vender alle Europas juridiske, politiske og sociale institutioner ryggen til de indvandrerkroppe, som skyller op på kontinentets kyster.

 

Der er en afslørende anekdote om dette i David Scott Fitzgerald’s bog fra 2019, Refuge Beyond Reach. Han fortæller, at efter grænsepatruljen havde sænket en båd med indvandrere, blev et lig skyllet op nær stranden ved en nærliggende græsk fiskerlandsby. En forfærdet fisker, der så liget fra sin båd og bjergede det, anmeldte fundet til myndighederne. Den græske stats svar var at beslaglægge hans båd, som en del af sin undersøgelse, hvorved de fratog fiskeren hans levevej, og straffede ham for at have anmeldt fundet. Fiskerne fra hans landsby forstod vinket, og når de herefter fandt lig, skubbede de dem tilbage i havet. Det er ikke, fordi vores opfattelse af, hvilke liv der betyder noget, bliver dikteret oppefra, men staten kan vise, hvilke liv der bør reddes, og også hvor erstattelig man er.

 

Veronica Carillo sagde, at i Trumps terror mod indvandring er menneskerettigheder fraværende. Og ved at indføre et nyt brutalt sprog, i stedet for historien om de universelle menneskerettigheder, bruger de fascistiske regeringer de sociale spændinger mod arbejderne for at skabe splittelse og få dem til at føle og opføre sig forskelligt, alt efter hvilket statsborgerskab de har.

 

Menneskerettigheder har altid været noget, der havde relation til en persons rolle i processen med skabelsen af værdi. Men det var muligt for socialister at erobre og bruge begrebet til at udvide arbejdernes og de fattiges krav om frihed, og til at stille spørgsmål om menneskeskerettigheder for at afsløre den kapitalistiske klasses kujonagtige hykleri. Så selv om princippet om menneskerettigheder er forbundet med kapitalistisk magt er et kendetegn ved en fascistisk udvikling, at man dropper begrebet og de juridiske garantier, der er knyttet til menneskerettighederne.

 

Den dynamik, der omgiver Putins selektive brug af menneskerettigheder, fortæller os noget andet om denne udvikling. Mikail Lobanov fortæller, at Putin altid har brugt undertrykkelse som en del af hans særlige måde at regere på. Så at snyde med menneskerettighederne er ikke noget nyt for ham. Men Putin ved, at i Vesten kan kravet om menneskerettigheder bruges mod uafhængighed for tidligere koloniserede lande og bruges som et instrument for imperialistisk intervention, fordi Vesten bliver identificeret med menneskerettigheder. Putin har således fundet ud af, hvordan han kan bruge institutioner for menneskerettigheder som et redskab i den politiske undertrykkelse. Nemlig ved at skabe en vej udenom systemet, hvis der er pres til forsvar for en speciel politisk fange, og samtidig bruge det som en bekræftelse af Putins myte om, at udenlandske regeringer blander sig i Ruslands selvstændighed.

 

Kseniia Kagarlitskaya siger, at ordi hendes far, Boris Kagarlitsky, forstår Putins manøvrer, så nægtede han at blive del af en fangeudveksling på et tidspunkt, hvor han havde påbegyndt afsoningen af den dom på 5 års fængsel, han blev idømt for sin journalistik. Han angav to grunde: For det første er eksil også undertrykkelse, så det er ikke en løsladelse. Og for det andet mente han, at udveksling af politiske fanger er en del af det system, der regulerer undertrykkelse. At fængslingerne skulle afskaffes, ikke manipuleres.

 

Et samlet problem

Det, som disse tre træk har til fælles, er, at borgerlige regeringer ledet af politikere, der er fascister eller under indflydelse af fascister, vender ryggen til de gængse rutiner for politisk samarbejde (mellem forskellige vælgergrupper) og internationalt diplomati (mellem forskellige lande).

 

Det, der sker indenfor denne dominerende strategi, er en større vægt på voldelig magt indenfor regering og internationale relationer.

 

Det er muligt at forklare dette som ekstreme og undtagelsesvise træk ved mere eller mindre normale borgerlige stater. Men forstår vi disse tre træk som en del af det 21. århundredes fascisme, forsyner det os med en samlet problemstilling, ud fra hvilken vi kan kæmpe og diskutere på et fælles grundlag. Det har begrebsmæssig såvel som strategisk værdi.

 

Lad os holde øje med flere grundlæggende træk ved truslen fra den nuværende fascisme.

 

28.3.2026

 

Oversat fra Solidarity (USA) af Bodil Rasmussen