Enhedslisten vedtog på et møde den 16. februar 2024 sammen med andre partier på den europæiske venstrefløj en fælles platform til valget til Europa-Parlamentet den 9. juni.

af Now the People

Læsetid: 7 minutter

Foto: I mødet, som fandt sted i København, deltog endvidere Dei Lenk (Luxemburg), EH Bildu (Baskerlandet), Esquerra Republicana (Catalonien), Den Galiciske Nationalistiske Blok (Galicien), Sinn Féin (Irland), Razem (Polen), Mozemo (Croatien), Nyt Venstre (Grækenland) og Budoucnost (Tjekkiet).

Vi, repræsentanter for den europæiske progressive venstrefløj fra en række partier i forskellige lande, står sammen til valget til Europa-Parlamentet i 2024 med en fælles politisk platform. I vores fælles arbejde for solidaritet, lighed og klimaretfærdighed udgør vi den vigtigste modkraft til højrefløjen, som i årtier har gennemtrumfet politiske beslutninger om markedsdiktatur, privatiseringer og afviklingen af velfærdsstaten. Det er på tide at vende den tendens!

 

1. Beskat de rige og superprofitter for at bekæmpe ulighed

At tackle den sociale krise skal være en topprioritet. Inflationen, som dramatisk har øget fattigdommen i hele Europa, er i høj grad et resultat af de store virksomheders profitter. For at mindske den sociale ulighed er vi nødt til at beskatte de rige og superprofitterne for at omfordele velstanden. Vi vil fortsætte med at kæmpe for dette og presse EU til at skrue op for kampen mod skatteunddragelse, herunder at blackliste de europæiske skattely.

 

2. En retfærdig og grøn fremtid

For at nå netto nul-emissioner i 2040 har vi brug for strengere miljø- og klimamål og offentlig planlægning, som kan sikre en retfærdig grøn omstilling. Vi skal stoppe med at subsidiere miljø- og klimabelastende aktiviteter – herunder fossile brændstoffer, beskytte biodiversiteten og ændre de økonomiske rammer for at sætte skub i investeringerne i den grønne omstilling, for eksempel med bæredygtige jernbaner og den grønne industri. Omstillingen skal være retfærdig, de store udledere skal betale mest, og investeringer skal resultere i gode og sikre arbejdspladser, udbygning af velfærden og infrastrukturen til gavn for os alle.

 

3. Bedre job, bedre løn

Retten til gode arbejdsforhold og trygge job skal prioriteres frem for virksomhedernes krav om overdrevne profitter og nye markeder med billig arbejdskraft. Vi vil arbejde for styrkede fagforeninger, sociale klausuler i offentlige indkøb, højere løn, bedre arbejdsmiljø og andre arbejdsforhold. Vi ønsker gode overenskomstdækkede jobs, og at arbejdere hverken konkurrerer med hinanden eller bliver ofre for social dumping til glæde for big business. Vi vil fortsat kæmpe for, at platformsarbejdere har samme rettigheder som alle andre arbejdere.

 

4. Bekæmp nedskæringer og privatisering for at beskytte offentlige service

Vi er nødt til at genopbygge vores offentlige service, som er blevet svækket eller demonteret af årtiers besparelser og bølger af privatisering, som den europæiske elite har gennemtrumfet. Pandemien har tydeligt vist de perverse konsekvenser af denne politik, med sygehuse i sørgelig tilstand, men den har også vist, at offentlige investeringer er nødvendige. EU blev tvunget at anerkende dette og sætte sine absurde budgetregler på pause, men har netop genindført dem med endnu flere sanktioner. Vi har brug for at bevæge os væk fra denne neoliberale doktrin og investere massivt i vores offentlige service og i en økologiske omstilling. Desuden skal strategiske fælles goder som vand og energi bringes under offentlig kontrol.

 

5. Retten til en bolig

Vi ønsker at fjerne boligmanglen gennem store statslige investeringer i opførelse af nye offentlige og fællesejede boliger. Boliger skal ikke ses som en vare på et marked, men er en menneskeret, og derfor arbejder vi for nedsættelse af huslejen og imod stigende renteudgifter på boliglån. Medlemslandene skal have lov til at lave store investeringer i boligrenovering, infrastruktur og i den grønne omstilling, hvilket betyder, at reglerne for statsstøtte skal revideres.

 

6. Fair handel, ikke fri handel

Gode arbejdsforhold, fokus på høje miljøstandarder og transport over korte afstande bør være det vigtigste mål for den fælles landbrugs- og handelspolitik, ikke konkurrence på markedet og et kapløb om de laveste produktionsomkostninger. Frihandelsaftaler pålagt af EU respekterer ikke vores standarder og påtvinger producenter, herunder landmænd, en unfair konkurrence med hinanden. Vi forsvarer en anderledes tilgang til handel, hvor høje sociale og miljømæssige standarder skal være fremherskende og vise vejen til mere retfærdige samfund verden over. Private virksomheder bør ikke kunne bruge disse frihandelsaftaler til at sagsøge medlemslande, der forsøger at implementere en progressiv politik.

 

7. Solidaritet, ikke Fort Europa

Vi står samlet mod den yderste højrefløj, som vinder frem i hele Europa. Vi kæmper for at imødegå udbredelsen af deres hadtale og foreslår en alternativ fortælling. Vi vil fortsat kæmpe for et opgør med den nuværende umenneskelige migrationspolitik, især ved at sætte en stopper for voldelig praksis, vilkårlig tilbageholdelse af mennesker og fremrykning af vores grænser. Vi vil sikre, at solidariteten sejrer, kæmpe for oprettelsen af en eftersøgnings- og redningstjeneste i Middelhavet for at sikre menneskerettighederne. Vi vil gøre op med de strukturer og den EU-politik, der bidrager til at fastlåse udviklingslande i fattigdom og tvinger folk til at migrere.

 

8. Feminisme, motoren bag politisk forandring

Den feministiske bevægelse i hele Europa er motoren bag politisk og social forandring. Det er derfor, højrefløjen og den yderste højrefløj systematisk er gået efter kvinder og LGBTIQ+-samfundet. Kvinder skal kunne bestemme over deres egen krop, og alle skal være frie til at træffe deres egne valg. Vi vil kæmpe for, at alle rettigheder er garanteret i hele EU, herunder retten til abort, og for en ny artikel om kvinde- og LGBTIQ+-rettigheder i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder.

 

9. Europa for fred

Alle mennesker i verden har ret til frihed og selvbestemmelse. Udfordringerne for sikkerhedssituationen i Europas nærhed, herunder Ruslands invasion af Ukraine og krigen i Gaza, med Israels ulovlige besættelse af palæstinensiske områder, kræver, at EU konsekvent handler for fred og respekt for folkeretten. Støtten til de besatte folk skal styrkes, og der skal indføres stærke målrettede sanktioner mod de stater, som invaderer. EU bør ikke basere sin udenrigspolitik på våbenkapløb, i stedet bør man fokusere på forsvaret af menneskerettighederne, international lov og på genoprettelse af diplomati og fred.

 

10. Europa for folket, ikke lobbyerne

Sammen arbejder vi for at sikre, at EU handler om befolkningens behov frem for store virksomheder og markedets behov. Det er på tide at sætte en stopper for kulturen af uigennemsigtighed, der tillader udbredt korruption og lobby-indflydelse i de europæiske institutioner: Vi vil forsvare mere åbenhed, demokrati og gennemsigtighed. For at opnå dette ønsker vi en dybtgående ændring af traktaterne og af den nuværende politik, så vi kan sikre klimaretfærdighed, biodiversitet, demokratisk suverænitet, respekt for menneskerettigheder og anstændige vilkår for arbejdstagere.

 

Stem på den progressive venstrefløj!

Sammen med folkelige bevægelser kæmper vi for et Europa, der sætter befolkningens behov i første række. Vi er effektive og er stolte af vores indsats i Europa-Parlamentet. Vi har styrket reglerne for klima og miljø, forbedret arbejdsforhold for millioner af arbejdere, krævet handling for at komme moderne slavearbejde for platformsarbejdere til livs, styrket kampen mod menneskehandel og foreslået ændringer på elmarkedet for at få nedsat taksterne. Vi har været på forkant med at kritisere Israel og Ruslands krige og ulovlige besættelser og forbrydelser mod international lov. Med øget opbakning ved valget i 2024 kan vi gøre det endnu bedre og vil fortsætte kampen for solidaritet, demokrati, lighed og klimaretfærdighed.

 

16. februar 2024

 

La France insoumise (Frankrig), Podemos (Spanien), Bloco de Esquerda (Portugal), Enhedslisten (Danmark), Vänsterpartiet (Sverige), Vasemmistoliitto (Finland), Die Linke (Tyskland), EH Bildu (Baskerlandet), Dei Lenk (Luxembourg), Sinistra Italiana (Italien)

 

Oversat fra Now The People af Åge Skovrind

 

Enhedslistens valgprogram 2024 kan hentes her!

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com