Simon Hannah anmelder den seneste bog af Paul Le Blanc, Revolutionary collective: Comrades, critics, and dynamics in the struggle for socialism’.

af Simon Hannah

Paul Le Blancs nye bog er en samling ældre essays og artikler, der skildrer mange centrale revolutionære teoretikere, deres forestillinger og liv i bevægelserne. Der er korte og rammende essays om Lenin, Trotskij, Luxemburg, Gramsci, Lukács, Burnham og Bensaid, og de tjener bl.a. som en udmærket introduktion til nogle af de centrale ideer, der var styrende for disse socialistiske tænkere og aktivister.

 

Bogens konklusion ses i tæt sammenhæng med en debat omkring Le Blancs egen politiske livsrejse, især sammenbruddet af den amerikanske organisation, Internationale Socialister, som Le Blanc havde meldt sig ind i nogle år tidligere, efter at han i årtier havde været aktiv på den revolutionære venstrefløj. Den stiller der enkle spørgsmål: Vi står over for en ukontrolleret global opvarmning og en radikal højrefløj i vækst, hvorfor er vores socialistiske organisationer stadigvæk så primitive, hvorfor er vores forståelse af tidligere revolutionære ledere så ensidig?

 

Centralt i Le Blancs politiske opfattelse er hans forsvar for revolutionær socialistisk politik – samtidig med at han sætter spørgsmålstegn ved nogle af de standard-opfattelser, som mange grupperinger anlægger på arven efter den russiske bolsjevisme. Han ønsker primært et opgør med synspunktet, at Lenin var fejlfri som strateg og politisk leder, og at det som Lenin skrev i eksil i Svejts automatisk var bolsjevistisk politik, at det straks blev realiseret overalt i Rusland, af en hær af kadrer, der fulgte hans ord til punkt og prikke. ”Det er en kendsgerning, at man ikke kan forstå bolsjevikrevolutionen i 1917 via en konventionel, men forsimplet opfattelse, der har fokus på en heroisk Lenin (eller Lenins onde ånd) i spidsen for en abstrakt enhed – ’Partiet’ eller ’Partiet og Sovjetterne’ – som griber den politiske magt.”

 

Le Blanc beskriver, hvordan Lenin tit ser ud til at modsige sig selv i forskellige artikler, men tit skyldes det, at Lenin selv prøver at udarbejde en nuanceret revolutionær strategi, f.eks. om en kommende russiske revolution ville være en, der medførte kapitalistisk vækst eller ville føre lige frem til socialisme og arbejderklassens magt.

 

Der er ingen ’den perfekte Lenin’, der havde ret i et og alt. Hans liv var en del af et revolutionært kollektiv, og det er den tætte sammenhæng mellem ideer og strategi, som er alfa og omega i den revolutionære bevægelse, Nogle ideer er jo bedre end andre, men få er uden fejl.

 

Bogen har opså tankevækkende essays om Bogdanov og Georg Lukács, der præciserer deres politiske bidrag til udviklingen af revolutionær politik, skildret i en klar og konstruktiv sammenhæng. Kapitlet om Bogdanov er konstruktivt, da mange mennesker kun kender ham fra Lenins polemik med ham i Materialisme og empiriokriticisme, men frem til 1910 var Bogdanov en hårdt arbejdende partileder, og brød derefter med den bolsjevistiske fraktion, fortrinsvis af strategiske grunde. I essayet om Lukács skildres yderst klart hans opfattelse af klassebevidsthed og revolutionær samfundsteori, men samtidig fremstilles hans tragiske politiske sammenbrud i forbindelse med stalinismen, der jo betød, at han tog afstand fra sine mest interessante og betydningsfulde arbejder.

 

Le Blanc behandler arven efter Trotskijs politik, hvor han fremhæver det uoriginale ved Trotskijs tænkning – ikke på en nedsættende måde, men ved at fremhæve, hvordan Trotskij var intimt forbundet med de bedste teorier og strategier fra 2. Internationale og med den senere anti-stalinistiske bevægelse. Begge dele blev afspejlet hos ham. Atter er der ikke noget, der hedder ’Den perfekte Trotskij’, som man støder på overalt, som bevis på det revolutionære programs lysende klarhed. Han var nemlig også den person, der prøvede at gennemarbejde alle de former for praksis, der stod i forbindelse med den revolutionære kamp mod zarisme og kapitalisme. Hans fornemste kendetegn var netop hans passion, hans bevidste kamp for de idealer, man finder hos den tidlige Marx og Engels.

 

Le Blanc fremhæver, at ”det særlige ved Trotskij er, at han – ulig så mange andre – prøvede at forblive tro mod de oprindelige revolutionære perspektiver.” Nemlig den uafhængige klasse contra folkefronten, en fastholdelse af internationalismen og forestillingen om arbejderklassens ledende rolle i kampen for demokratiske rettigheder, og som en følge: den permanente revolutionære kamp for socialisme, mod kapitalisme, uden at forene dem.

 

På samme måde forholder han sig til Rosa Luxemburg, hvor han siger, at man ”skal opfatte hende som en person, ikke som ’en revolutionær gudinde’.” Le Blancs centrale ide i dette kapitel er hendes engagement i massebevægelsen, den revolutionære handling som en del af vejen til socialisme. Plus hendes kritik af det hendøende socialdemokrati, og han anfægter den generelle opfattelse af Luxemburg som en ’spontanist’, der ikke forstod nødvendigheden af at organisere sig.

 

Det har altid været en mærkelig påstand, når man tager i betragtning, at hun brugte sit liv på Socialdemokratiet i Polen og i Tyskland, hvorefter Spartakusforbundet blev dannet som var baggrunden for oprettelsen det tyske kommunistparti. Hun havde altid det perspektiv i sin agitation, at arbejderne skulle aktionere med afsæt i de umiddelbare krav, at disse aktioner  (massestrejkens ’vidunderlige vanvid’ “Generalstreik ist Generalunsinn”) ville uddanne og oplyse arbejderne om egen magt til en socialistisk omformning. Mere præcist betød hendes opfattelse ”et vigtigt samspil mellem en organisatorisk ledelse og den mere eller mindre spontane massebevægelse.”

 

Der er to kapitler om ex-socialister, der var kendt for deres politiske brud med den revolutionære socialisme, James Burnham og Karl Korsch. Man bør læser disse kapitler fra ende til anden på grund af Le Blancs svar på deres argumentation. Man får det indtryk, at Burnhams nedbrud mest var af moralsk og åndelig karakter, han mistede troen så at sige. På den måde startede han sin vej til at blive en af USAs ledende konservative tænkere i efterkrigstiden.

 

Korsch skrev vigtige bøger i 1920erne og 30erne, før han blev opslugt at det akademiske liv i USA. Le Blanc har en venlig, men kritisk beskrivelse af Korschs bedste arbejder, Karl Marx (dansk 1974) og Marxismus und Philosophie. Han påviser, hvordan Korsch afviste alle ikke-marxistiske filosoffer som borgerlige, men i den sidste ende opgav han marxismen (som han droppede eller tog afstand fra?) da resultatet af den 2. Verdenskrig var en økonomisk opgang og stabilisering af kapitalismen.

 

Det er også et konstruktivt afsnit, hvor man får beskrivelsen af de russiske revolutionære og deres diskussion om demokrati og socialisme. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan temmelig mange af de diskussioner, der foregik i Rusland under zardømmet desværre ikke adskiller sig fra det, man ser i dag, hundrede år senere, i de liberale og demokratiske lande. Under indtryk af en voksende autoritær politik og nyfascistiske bevægelser er det ganske relevant at bemærke sig Lenins argumentation om forholdet mellem kampen for demokrati og kampen for socialisme. Demokrati er ikke et trin, der adskiller sig fra socialisme, det er en del af den kamp, der fører frem en postkapitalistisk verden.

 

”Vi må kombinere den revolutionære kamp mod kapitalismen med et revolutionært program og taktik med hensyn til alle demokratiske krav, herunder republik, milits, folkeligt valg af regeringsembedsmænd, ligeret for kvinder, nationernes selvbestemmelse osv. Så længe kapitalismen eksisterer, kan alle disse krav kun undtagelsesvis realiseres, og det kun delvis og i forvrænget form. Vi tager udgangspunkt i den form for demokrati, der allerede findes, og påviser, hvor utilstrækkeligt den er under kapitalismen. Vi kræver omstyrtelse af kapitalismen og ekspropriation af borgerskabet som grundlæggende, både for ophævelse af massernes fattigdom og for den fuldstændige gennemførelse af en overgang til demokrati.”

 

De demokratiske institutioner, der er etableret under kapitalismen, kan ikke løse de samfundsmæssige modsætninger i kapitalismen, de har deres fundament i grundlaget for produktionen. De er roden til uligheden mellem arbejdere og kapitalister, og den kan ikke løses via parlamentariske stemmer. Det har vi jo set under hele kapitalismens historie, siden den almindelige stemmeret blev indført. Disse synspunkter og deres modsætninger er i mine øjne mesterligt  beskrevet i bogen.

 

I sin afslutning anerkender Le Blanc de vigtige sider af opbygningen af en socialistisk organisation, men han advarer samtidig mod forgudelse og idealisering af bestemte grupperinger på venstrefløjen, og han opfordrer socialister til at være en smule mere fleksible med henblik på at lære af hinanden. Lad være med at tro på, at der findes en sekt med monopol på sandheden, uanset hvor bombastisk de udtrykker sig, i egen selvforståelse.

 

Ydermere bør man ikke basere sin politik på det idealiserede og forvrængede billede af arbejderklassen, som vi har i baghovedet, men vi bør forstå klassen i dag som rodet og med mange forskellige karaktertræk. Det betyder, at man ikke kun skal betragte klassekamp med udgangspunkt i økonomiske problemer, men som udtrykt i alle mulige former for undertrykkelse og tyranni. Alt for tit optræder folk fra venstrefløjen tvetydigt i forhold til en undertrykkelse, som man mener ’kun rammer folk fra middelklassen’.

 

Le Blanc citerer Lenin for følgende: ”Arbejderklassens bevidsthed kan kun være en ægte politisk bevidsthed, hvis arbejderne er vant til at reagere på alle former for tyranni, undertrykkelse, vold og misbrug – uanset hvilken klasse der bliver ramt.” Arbejderklassen er en universel klasse, den findes ikke bare i et enkelt land og omfatter menneskelige individer med mange former for eksistens, men den er universel, fordi den alene har været førende i kampen for demokrati og mod sexisme, racisme, homofobi, transfobi og så videre.

 

Han afslutter sin bog med en klar understregning af sin revolutionære holdning mod kapitalismen. Det er en vigtig pointe under indtryk af de voksende venstrereformistiske ideer i USA (Bernie Sanders) og i England (Jeremy Corbyn). Men ideer uden mennesker er det samme som flygtige drømme, der er brug for aktivister, der kan virkeliggøre dem. Le Blanc viger ikke tilbage fra at bruge udtrykket kadre, som i manges ører lyder gammeldags, men kendsgerningen er jo, at det er en præcis betegnelse, når man vil beskrive en erfaren socialistisk aktivist, der er initiativrig og god til at overskue situationen, og lave en kampagne, kan mænge sig i nærområdet eller i en sag, en der med overbevisning kan argumentere ud fra et socialistisk standpunkt.

 

”En kadre er den eller dem, der er med til at sikre, at et kollektiv fungerer, som det skal, som kan hjælpe andre med at indse nødvendigheden af at deltage i kollektivet, som kan hjælpe medlemmer af et kollektiv (og selv folk der ikke er medlemmer af kollektivet) til at blive en kadre, i den her nævnte betydning.”

 

Hans opsummering af det, han forstår  ved demokratisk centralisme fortsætter argumentationen fra bogen Lenin and the Revolutionary Party (1990), nemlig at det er et grundlæggende princip i en socialistisk bevægelse, at har man en stemme, og skal man fastlægge en aktion, så gør man det kollektivt. ”Hvis afgørelsen medfører støtte til en strejke, eller til en aktion mod krigen eller en antiracistisk aktion, så må ingen kammerat arbejde mod det.”

 

Det betyder ikke, at man ikke offentligt må give udtryk for, at man er uenig, det gjorde bolsjevikkerne jo også. Men det betyder, at ”hvis kollektivet har truffet afgørelse i en sag, så kan det helt enkelt ikke accepteres, at et medlem, der er uenig, gør det modsatte”. Ikke desto mindre er Le Blanc modstander af det synspunkt, at demokratisk socialisme er en rigid type af fuldstændig disciplin, at det primært er udtryk for kommandovejen fra en centralkomite til de passive og ukritiske medlemmer. Han stiller sig også kritisk til det synspunkt, at det er nødvendigt med enhed i tanker og argumenter i alle spørgsmål, det være sig fra historie til filosofi eller i kulturelle emner.

 

Socialistiske grupperinger, der stiller krav om, at medlemmerne har samme synspunkt på f.eks. forekomsten af Big Bang, viger uden om problemet med stalinismens fastlagte ’linjer’ i synspunkter inden for videnskab og filosofi i 1930erne. I den sidste ende vil gennemsigtighed og demokrati i bredest mulig forstand altid være mere frugtbar og berigende end hemmelige og fra top-til-bund afgørelser – med mindre man opererer i et undertrykkende regime.

 

Borgen er derfor helt sikkert værd at stifte bekendtskab med, hvis man er nybegynder inden for socialismen, men også fin for veteraner, der vil glæde sig over nye tankesæt og perspektiver hos nogle af bevægelsens etablerede ledere og det, der satte dem i gang. Det afgørende er, at den appellerer til os om at kende vores historie og holde fast ved vores principper, samtidig med at man optræder fleksibelt, når det drejer sig om opbygning af en bevægelse og tilpasse os nye problemer. Le Blanc er på toppen, når han opsummerer de sidste 200 års socialistiske teori og opbygning af bevægelser, på denne måde: ”Verden er utrolig kompleks, flydende, frygtelig, håbefuld … endnu er den ikke endeligt bestemt.”

 

21. april 2022

 

Oversat fra Anti Capitalist Resistance af Stig Hein

 

Pris: Dussmann, Berlin: €21.50 i paperback, €47 i hardback = DEK 160/350.

Haymarket $13.97 paperb, 40$ hardb – plus told.

Både fra Tyskland og fra USA/UK skal tillægges porto.

 

NB Efter Brexit er det ingen spøg med engelske bøger i Danmark, jeg har sidst betalt 60 procent af bogens pris oveni som told. Køb derfor i Tyskland. SH

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com