”Stadig i chok over, hvor dårlig Grøn Trepart er,” skrev Caroline Bessermann fra Den Grønne Ungdomsbevægelse på X. ”Det er ikke en generationskontrakt. Det er en copy paste af lobby-aftalen, der er sultestrejket og demonstreret mod i månedsvis. Aftalen låser den lave CO2-afgift til 2032. Hvordan kan SF, Radikale og Konservative gå med til det?”

Enhedslisten har sagt klart fra – men bør tage ved lære af et forløb, hvor regeringen formåede at få fjernet fokus fra den nødvendige fundamentale omlægning af landbruget.

Regeringen blev sat under betydeligt pres på spørgsmålet om landbrugets kvælstofforurening, men fastholdt med held sit krav om, at et forlig ikke måtte rokke ved indholdet fra Trepartsaftalen fra den 24. juni.

Resultatet er – ganske forudsigeligt – et forlig, som

• udskyder landbrugets klimaindsats og gør den afhængig af usikre og problematiske tekniske løsninger
• udtager landbrugsjord, men for lidt
• ikke genopretter vandmiljøet
• ikke sætter ind over for pesticider og andre gifte i drikkevand og fødevarer
• låser landbruget fast i industriel kødproduktion
• ignorerer og forringer dyrevelfærden
• ikke fremmer omstilling til økologisk bæredygtig drift
• betaler forurenerne med yderligere milliarder til en syg fødevareproduktion
• medfører stigende jordpriser og fortsat koncentration og spekulation
• befæster den kapitalistiske landsbrugslobbys magt.

Se også artiklen ”Grøn trepartsaftale – ét skridt frem og 17 afgørende skridt, der katastrofalt nok blev udeladt, tilbage”

Bred kritik af aftalen

Aftalen udråbes som en sejr af Landbrug & Fødevarer, men kritiseres af næsten alle grønne NGO’er på nær Danmarks Naturfredningsforening, aftalens grønne alibi.

Den ”grønne trepart” skulle angiveligt løse landbrugets klimaudfordring. I stedet blev det en blokering af effektiv klimahandling fra dansk landbrug – og det i en situation, hvor klimaforandringerne kan gå i selvsving, hvis der ikke i de nærmeste år skrues hårdt ned for udledningerne af drivhusgasser. Allerede ved den nuværende opvarmning er der risiko for at passere ”tipping points”/ tippepunkter, som gør det uigenkaldeligt, at Grønlands indlandsis og den vestantarktiske iskappe smelter, at varmtvandskoralrevene går tabt, at det nordatlantiske kredsløb kollapser, og at en stor del af permafrosten tør.

Den ”historiske” klimaafgift for landbruget indfases først fra 2030 til 2035 og er så lav, at det er en hån: Landbruget skal kun betale 120 kr. per ton CO2-ækvivalent stigende til 300 kr. (mod Klimarådets anbefaling på 1.500 kr/ton). Med et par teknologiske tiltag slipper man helt for afgiften.

Der skal satses 10 mia. kr. på pyrolyse af gylle og halm, selv om klimaeffekten er meget usikker og i hvert fald usandsynlig inden 2030.

Under forhandlingerne kom det i øvrigt frem, at regeringen vil finansiere dele af aftalen ved at sælge CO₂-kvoter i massevis i stedet for som planlagt at annullere kvoterne til gavn for klimaet. Altså større udledninger i andre lande til gengæld for påståede reduktioner herhjemme!

Trepartsforliget holder hånden under en stor animalsk produktion langt ud i fremtiden, blandt andet ved at prioritere teknologier som pyrolyse og fodertilsætningsstoffer frem for en reel omstilling af vores fødevaresystem, som påpeget af bl.a. Rådet for Grøn Omstilling. Det er lige, hvad klimaet ikke har brug for.

Når man f.eks. fortsætter den massive svineproduktion og samtidig reducerer landbrugsarealet, kan det let betyde, at dansk landbrug importerer endnu mere foder, dvs. forårsager endnu mere skovrydning for sojadyrkning i Sydamerika – til skade for klimaet.

Samtidig står landbruget for 80 procent af de danske metan-udledninger på grund af husdyrenes fordøjelsesprocesser og husdyrgødningen. Metan er en kortlivet, men meget kraftig drivhusgas, der står for omkring en tredjedel af den globale opvarmning. Et ton metan varmer planeten cirka 30 gange mere end et ton CO2 over 100 år, men hele 80 gange mere over 20 år. Derfor og i lyset af tippepunkterne er det vigtigt, at vi reducerer antallet af husdyr inden for en kort årrække.

Enhedslisten bør tage ved lære af forløbet
Enhedslisten gik heldigvis ikke med i trepartsforliget og kan og bør derfor kaste sig ind i kampen mod det. Men vi bør også tage ved lære af forløbet.

Det var problematisk, at Enhedslisten overhovedet ville gå ind i forhandlingerne.
Regeringen serverede sin ”trepartsaftale” med Landbrug og Fødevarer m.fl. som det ufravigelige grundlag for forhandlingerne.

Trepartsaftalen blev kritiseret over en bred front fra de grønne bevægelser til partierne Enhedslisten, SF, Konservative, Radikale Venstre og Alternativet, men kun sidstnævnte sagde nej til at forhandle et politisk forlig på regeringens betingelser.

Som vi skrev i en kommentar til trepartsaftalen: ”Den, der går med på at udmønte trepartsaftalen i håbet om indflydelse nu eller ved ’genbesøg’, bliver en del af problemet snarere end en del af løsningen.”
Se ugekommentaren ”Trepartsaftale cementerer sygt industrilandbrug”, 1. juli 2024

Men ikke nok med det. Med sit udspil til forhandlingerne vadede regeringen ind over de emner, som forligskredsen bag landbrugsforliget fra 2021 skulle have ”genbesøgt”, ikke mindst vandmiljøindsatsen.

Enhedslisten gik med i landbrugsforliget i 2021 på trods af et CO2-reduktionsmål på kun 55 % i 2030, en hockeystavstilgang med 2/3 af reduktionerne overladt til teknologiske ”fugle på taget” og et fortsat princip om frivillighed, selv om landbrugets udledninger af drivhusgasser og af kvælstof ikke var faldet de seneste ti år.

Folketingsmedlemmerne kritiserede selv aftalen, men begrundede deres deltagelse med, at aftalen skulle ”genbesøges” i 2023 eller 2024.

”Vores deltagelse handler ekstremt meget om genbesøget, der kommer til at have afgørende betydning for både klima- og kvælstofindsats. For at være helt ærlig leverer den her aftale slet ikke det, som den bør på nuværende tidspunkt,” forklarede den daværende politiske ordfører, Mai Villadsen.

Men troen på ”genbesøget” blev punkteret, da SVM-regeringen kørte frem med sin trepart. Og så provokerede regeringen endda ved at lægge op til en forringelse af vandmiljøindsatsen i forhold til landbrugsforliget.

Ikke desto mindre deltog Enhedslisten i forhandlingerne og satsede på at presse regeringen for højere mål for kvælstofreduktion sammen med SF, de Radikale og de Konservative.

Der rejste sig også protester fra mange kommuner og organisationer, og regeringen måtte bøje af på spørgsmålet om kvælstof. Men netop fikseringen på dette spørgsmål kunne regeringen udnytte til at liste alle trepartsaftalens andre elendigheder igennem.

Dermed blev forhandlerne fanget af den velkendte taktik fra finanslovsforhandlinger, hvor regeringen spiller ud med nogle helt uspiselige forringelser og får forhandlingspartnerne til at bruge deres ”politiske kapital” på at få dem fjernet.

”Vi lægger meget stor vægt på, at vi ender med en aftale, der som minimum ikke stiller havmiljøet værre,” lød det således fra de Radikales Martin Lidegaard.

Enhedslisten fulgte heldigvis ikke de Radikale og SF ind i et langsigtet og katastrofalt ringe forlig. Imidlertid trak partiet sig først fra forhandlingerne dagen inden offentliggørelsen af forliget. I de to måneder, som forhandlingerne strakte sig over, kom vi ikke ud med en systematisk kritik og med krav om en dybtgående omlægning af landbrugs- og fødevaresystemet. Fordi vi selv havde fokus på at sidde i forhandlingslokalet med en håbløst snæver dagsorden, understøttede vi ikke muligheden for en offentlig bevægelse for at komme ud over denne.

Voksende opbakning bag krav om fundamental omstilling

Enhedslisten vil ikke stå alene med sådan en kritik og sådanne krav.

Prisen for at danse efter landbrugslobbyens pibe bliver stadigt tydeligere for mange – både prisen for klima og miljø og prisen i kroner og øre.

Grønne bevægelser har i årevis krævet en fundamental omstilling af landbruget med en kraftig nedtrapning af den animalske produktion.

Og mens partierne forhandlede, demonstrerede, sultestrejkede og aktionerede Den Grønne Ungdomsbevægelse. En bevægelse, der har udgivet et manifest for et ”levedygtigt landbrug” med flere forslag, der ligger tæt op ad Enhedslistens vedtagne politik for rød og grøn omstilling, f.eks.

• en jordreform, der skal sikre udtag af 12 procent af Danmarks landbrugsareal til natur frem mod 2030, yde støtte til landbrugere, der omlægger til regenerativ og plantebaseret produktion, og oprette en jordfond, der opkøber og udstykker store landbrug.
• en grøn jobgaranti for landbrugere og fødevareerhverv, hvor alle, der bliver ledige som resultat af omstillingen, har ret til beskæftigelse i den offentlige eller nonprofit-organisationer eller en fast indtægt, mens man omskoles og/eller videreuddannes
  en klimaafgift på mindst 1.500 kr. per ton CO2, inkl. klimaaftrykket fra importeret foder og gødning, hvor provenuet tilbageføres som omstillingsstøtte til landbrugere, der omstiller til fortrinsvis plantebaseret og regenerativt landbrug.
• registrering af alle jordejere og tilbagerulning af liberaliseringerne fra 2009 og 2015, så der igen er et loft på en maksimal størrelse af bedrifter og udenlandske investorer og kapitalfonde ikke kan spekulere i landbrugsjord.
   

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 25.november 2024