Foto: Demonstranter i uniformer fra Nexflix-serien Squid Game

 

Generalstrejken, som blev iværksat af den koreanske faglige landsorganisation (KTCU), omfattede arbejdere fra en række industrier, og ifølge Korea Times gik 80.000 på gaden i 13 forskellige byer.

 

I Seoul fyldte 27.000 af de protesterende Seodaemun Stationskrydset, hvor de forstyrrede trafikken i en skov af fagforeningsfaner og knyttede næver. Nogle bar kostumer inspireret af Netflix-hittet ‘Squid Game’, som har vakt international opmærksomhed på de elendige livsbetingelser, som mange sydkoreanere har.

 

Bag denne strejke ligger tre årtiers neoliberal politik, brutale spareforanstaltninger og bitter klassekamp. Ifølge OECD-tal ligger Sydkorea tredjehøjest globalt med hensyn til årlige arbejdstimer. Under pandemien registrerede Statistik Korea en stigning på 8,6 procent i antallet af løstansatte og deltidsansatte på lavtlønskontrakter. De udgør nu knap 40 procent af hele arbejdsstyrken (se note). Privatiseringen er gået grassat. Hvordan er det kommet så vidt?

 

Sydkoreas neoliberale forvandling begyndte i 1990’erne. Med udsigten til økonomisk nedgang greb kapitalistklassen til de samme neoliberale tiltag, som er blevet brugt i andre lande i et forsøg på at genskabe profitabilitet. Men det var ikke kun finansiel jammer, der fremprovokerede disse omstruktureringer. I 1987 blev landet ramt af en utrolig bølge af uro på arbejdsmarkedet, hvilket blev kendt som ‘den store arbejderkamp’, hvor en række strejker organiseret fra gulvplan opnåede lønstigninger og ret til at danne fagforeninger. Da recessionen kom, havde kapitalistklassen ikke længere råd til at imødekomme sådanne krav.

 

Den ‘Nye Ledelsesstrategi’ blev lanceret midt i 90’erne og var inspireret af ledelsesformer fra Japan og USA. Den introducerede oprettelse af Human Ressource afdelinger på arbejdspladserne sammen med en øget automatisering og ansættelse af midlertidige og deltidsansatte i underentrepriser. Mens fagforeningerne fik en vis plads til at organisere arbejderne, begrænsede nye love deres mulighed for at sætte magt bag kravene, og arbejdsgivere forsøgte af overtage deres rolle. I det følgende årti svandt antallet af organiserede ind, især på mindre arbejdspladser, og antallet af strejker faldt brat.

 

Efter finanskrisen i Asien i 1996, greb kapitalistklassen til en ny offensiv. På et hemmeligt møde, hvor ingen oppositionsledere var til stede, introducerede regeringspartiet en serie nye arbejdsmarkedslove, som gjorde det lettere at afskedige arbejdere og udvidede den lovlige arbejdsuge med 12 timer. Det fremkaldte udbredt vrede blandt arbejderne. Det nyligt dannede KCTU, som endnu ikke var officielt anerkendt, opfordrede til generalstrejke. Samme eftermiddag nedlagde 145.000 arbejdere arbejdet. Strejken fortsatte med stop and go i tre måneder. Regeringen blev tvunget til at trække forslaget tilbage, men fastholdt sine målsætninger og kom ikke arbejderklassen i møde i væsentligt omfang.

 

På trods heraf kunne modstandens flamme ikke slukkes. I starten af 00’erne var karakteriseret af isolerede strejker i mindre målestok, som primært fokuserede mod irregulært arbejde, men strejkerne var kun spredte og havde begrænset gennemslag.

 

Klassekampen blev intensiveret i 2009, denne gang i en militant fagforeningshøjborg: bilfabrikken Ssangyong Motors. Efter at firmaet annoncerede massefyringer, kastede tusinder af arbejdere sig ud i at besætte fabrikken. Hen over 77 dage forvandledes det til en scene for rå klassekrig. Arbejderne kæmpede mod brutal politiundertrykkelse, byggede barrikader og kastede møtrikker og bolte fra store slangebøsser. En af de strejkende beskrev til ‘Libcom.org’ det beslutsomme mod hos arbejderne foran en sådan brutalitet:

 

“Gang på gang, når uropolitiet prøver at skaffe sig adgang til fabriksområdet, bruger de en særlig pistol, der affyrer søm med 50.000 volt, mens strejkebryderne bruger slangebøsser fra bygningen overfor. Naturligt nok kæmper vi mod politiet med jernrør og molotov-cocktails på gaden foran fabrikken for at forsvare strejken. Vi herinde vil vise verden vores villighed til at dø, ikke bare som arbejdere, men også som menneskelige væsener”.

 

Mens strejken endte i nederlag, satte det scenen for det kommende tiår. Fyringerne kom i politisk sammenhæng med Lee Myung-bak administrationens krig mod organiseret arbejde, som blev intensiveret efter den globale finanskrise i 2008. Valget i 2013 af Park Geun-hye, datter at tidligere diktator Park Chun-hee, satte yderligere klassekrig på dagsordenen. Men arbejderne fortsatte med at kæmpe tilbage.

 

Da regeringen fik en privat togservice til at konkurrere mod det statsdrevne Korail, deltog tusinder af arbejdere i en 3 uger lang strejke – den længste togstrejke i Sydkoreas historie. Alene i 2014 blev arbejdskonflikterne forøget med 76 procent i forhold til året før. Nye arbejdsmarkedslove, der lettede fyringer baseret på arbejdsydelse, udløste en ny række masseprotester. Mere end 65.000 ansatte i sundhedssektoren, finansvirksomheder og på transportområdet nedlagde midt i oktober arbejdet - den største strejke blandt offentligt ansatte i sydkoreansk historie.

 

Med en politisk linje, der bragte minder frem om hendes far, slog Park Geun-hye ned på ytringsfrihed og demokratiske rettigheder, samtidig med at hun lagde an til at omskrive historien om hans diktatur. Hun benyttede nationale sikkerhedslove fra 1948 til at fængsle oppositionens folkevalgte og til at opløse det største socialdemokratiske oppositionsparti i landet. De politiske aktivister Park Rae-gun og Kim Hye-jin blev arresteret efter at have organiseret protester mod regeringen i anledning af 1-årsdagen for Sewol-færgens forlis, som krævede 300 skoleelevers liv – og som skete som følge af deregulering af skibsfart og en privatiseret redningstjeneste. HCTU’s leder blev idømt 5 års fængsel for sin rolle i 2015-protesterne.

 

Park blev bragt til fald, da det viste sig, at hendes nære ven gennem 40 år, Choi Soon-sil, havde adgang til fortrolige regeringsdokumenter og indgik som regeringsrådgiver. Efter de mange års angreb på almindelige koreanere var denne åbenlyse korruption nok til at udløse hundredtusinders krav om hendes tilbagetræden, med sange om ”Det koreanske folk ejer dette land”. Som det blev udtrykt i den sydkoreanske avis Hankyoreh: ”At se disse demonstrationer føltes som at genopleve den demokratiske bevægelse, der fejede hen over landet i 1987 og fældede diktaturet… [Det] raseri, der stille havde simret, kogte pludselig over”.

 

Det sydkoreanske Demokratiske Parti, ledet af Moon Jae-in, slog til ved muligheden for omgående valg. Da han trådte til i maj 2017, lovede Moon at slå ned på korruption i regeringen og at genoprette arbejdernes rettigheder. Som det ses af den nylige strejke, lever han ikke op til løftet. Hans parti er lige så indstillet på at drive sydkoreansk kapitalisme fremad, som det konservative Store Nationale Parti er. Moon har simpelthen sørget for en tilbagevenden til stabilitet og flere angreb på arbejderne.

 

Sydkoreanske arbejdere har fået deres levestandard voldsomt forringet under tre årtiers neoliberal politik. Antallet af arbejdere i irregulær ansættelse er ifølge OECD steget med raketfart fra 16 procent i 2001 til 40 procent i dag. Disse arbejdere, fx indenfor byggeri, transport, rengøring og kontorarbejde har en meget usikker fremtid. Kvinder udgør en overvældende del, hvilket øger den ulige løn.

 

Sydkoreanske arbejdere har gennemsnitsindkomster på linje med arbejdslønnen i England og Australien, men de arbejder omkring 360 timer mere om året, svarende til ni hele uger. I 2018 blev det maksimale ugentlige arbejdstimetal sat ned fra 68 til 52, og mens dette blev budt velkommen af nogle, betød det for de irregulære arbejdere, at de skulle arbejde mere i den uformelle sektor for at kompensere for tabt overtid.

 

Sydkorea har også oplevet en øget gældsætning blandt husholdningerne, G20-data viser, at i forhold til BNP er husholdningernes gæld nået op over 100 procent, fra at have udgjort omkring 75 procent i 2010. En nylig podcast berører dette emne ved at fortælle den ikke ualmindelige historie om en mand, der sagde sit job op på grund af de lange arbejdsdage. Han startede en lille business for at tjene penge og er nu så forgældet, at han har været nødt til at tage arbejde som bybud for at kunne afbetale. Hans kone er flyttet til en anden by for at kunne finde arbejde, og han bor i et herberg. Her er rummene en anelse større end ligkister, men han går sjældent ud på grund af den skam, han føler ved sin situation. Ikke underligt, at Sydkorea har den højeste selvmordsrate blandt OECD-landene.

 

Som de sidste tiders historie bekræfter, har de sydkoreanske arbejdere ikke bare accepteret tingenes tilstand. De er blevet ved med at protestere og har samlet afgørende erfaringer i processen. Det er tydeligt, at en ændret regering ikke medfører den forøgede levestandard, som sydkoreanerne så desperat ønsker og fortjener. Det kan kun ske gennem en forenet og militant arbejderbevægelse, organiseret nedefra. En generalstrejke med en halv million arbejdere med vidtrækkende krav er et vigtigt skridt i den retning.

 

10. november 2021

 

Note:

Lønarbejderne I Sydkora er inddelt i to kategorier: regulære og irregulære, men der er tale om generelle betegnelser uden præcise definitioner. Groft sagt er en regulær arbejder en arbejder, som er forsikret mod sygdom, arbejdsulykker, arbejdsløshed og får arbejdsmarkedspension. Irregulære kan være alt fra en løsarbejder til en enkeltstående opgave til en kontormedarbejder på en 2-årig kontrakt. Regulære arbejdere er desuden ansat med sikkerhed mod afskedigelse. Kilde: Thediplomat.com

 

Oversat fra Redflag,org af Anne Haarløv