Læsetid: 8 minutter
Hvornår blev du medlem af SUF, og hvad fik dig til at blive aktiv i SUF?
Jeg blev selv aktiv i slutningen af 2022, lige op til et stormøde sammen med en af mine bedste venner, som allerede var lidt aktiv i SUF. På det tidspunkt var jeg begyndt at snakke om, at jeg savnede et politisk fællesskab, men jeg var også lidt tøvende – i forhold til rygter om, at “de laver ikke noget”. Så må man jo møde frem og selv være med til at ændre det – men til min overraskelse – SUF var super aktive! Det fandt jeg ud af på stormødet, at der var og er gang i vildt mange aktiviteter. Det gav masser af energi til at være med, og jeg mødte en masse mennesker fra hele Danmark.
Jeg havde været aktiv i andre politiske grupper før – igennem at opstarte Børnemagt Aarhus i 2019-2020, derefter var jeg med til at opstarte ASAU – Anarkistiske Studerende Aarhus Universitet fra 2021-2023, og til sidst endte jeg med at havne i SUF, da jeg var en smule træt af det massive arbejde, det tog at starte noget op fra bunden. Jeg havde også savnet følelsen af at være en del af noget større, og noget der var bedre organiseret.
Mange af mine venner var allerede aktive i SUF, så derfor var det også et trygt rum for mig at træde ind i, hvilket var super dejligt:)
Det var så inspirerende at høre om alle lokalgrupperne og det, de var optaget af – ja, og møde og se så mange fantastiske mennesker samlet under samme fane af politiske kræfter. Nu ved jeg en masse mere om, hvad der sker politisk i SUF end i starten, hvor det kunne være svært at finde rundt i det hele – men det føltes godt fra første møde.
Hvad er din rolle i SUF nu?
Lige nu sidder jeg i SUF’s ledelse. Jeg blev valgt ind i ledelsen på SUF’s stormøde i 2024 og igen her i 2025. Da jeg stillede op i 2025, var det mit tredje stormøde, som jeg deltog i.
I min tid i SUF har jeg både været med til at arrangere diverse events i min lokalgruppe, samt Rød Skole (vores årlige skolings-arrangement) i 2024 og International Socialistisk Ungdomslejr (ISUL) i 2024, 2025, og er i gang med at organisere for 2026.
Min rolle i SUF er meget organisatorisk, alt rugbrødsarbejdet der skal være styr på og forberedt, for at det fungerer. Det har jeg relativt nemt ved, så det er der, mine kræfter ligger. Jeg er med i mange forskellige projekter, og så kan jeg bidrage til at løfte hver arbejdsgruppe med det, som de har brug for, og med det, som jeg er stærk på – planlægge møder, dagsorden og indhold i mødet eller booke bus.
Lige nu i lokalgruppen i SUF Århus har vi startet et nyt initiativ, hvor vi i stedet for at mødes hver uge til snak og debat, så mødes vi kun én gang om måneden, og derimellem er der møde hver uge i tre forskellige aktivgrupper:1) queerfeministisk 2) boligpolitisk 3) antiimperialisme og antiracistisk. Selv er jeg primært med i den antiimperialistiske+antiracistiske gruppe, hvor vi lige nu har fokus på Udrejsecenteret Kærshovedgård ved Ikast.
Vi arbejder på at gøre noget ved den forfærdelige situation og hverdag, som beboerne står overfor. De står til at blive flyttet til Kosovo fra 2028, da det er vurderet, at det er for dyrt at have dem i Danmark. Der er også for nylig brændt en del af Kærshovedgård, så rigtig mange har mistet en stor del af deres ejendele: tøj, sko, elektronik. Vi forsøger at organisere forskellige events for at hjælpe dem. For det virker, som om ingen ved, hvad der foregår – heller ikke at planen er, at de skal flyttes til Kosovo. Vi er kun lige begyndt, men jeg og min gruppe har store planer om at gøre noget ved situationen og ændre den til det bedre.
Hvilke aktiviteter eller aktioner har haft særlig stor betydning for dig?
På nationalt plan har en af de aktiviteter, der har betydet mest for mig, nok været ISUL. På min allerførste ISUL i Frankrig i 2024, hvor der deltog ufattelig mange, blev jeg blæst tilbage af mødet med så mange spændende mennesker fra et bredt spænd af primært europæiske lande. Bare busturen derned, hvor vi sang fra den røde sangbog, og så alle de spændende oplæg på lejren. Jeg husker stadig workshops, jeg tog til, fx om de amerikanske fængsler, men også hvordan jeg dansede natten væk til de to store fester, der var på lejren.
Det var særligt feminismefesten, som er en separatistisk fest, hvor det kun er KUP’ere, det vil sige kønsundertrykte personer, som kommer med. Det var, tror jeg, første gang i mit liv, at jeg følte et helt frirum til at gøre lige, hvad jeg havde lyst til. Den mest fantastiske fest, hvor jeg dansede til kl.3 om natten, bare omgivet af skønne, skønne mennesker, som har oplevet nogle af de samme ting som mig, som jeg fx har oplevet som kvinde.
Efter ISUL følte jeg, fordi man selv skal stå for meget planlægning og selvorganisering af workshops på lejren, at jeg så var meget bedre rustet til at være aktivist, og til at være politisk medlem i en ret stor organisation, SUF. Man lærer at have ansvar for noget, som skal gennemføres, og får derigennem en politisk selvsikkerhed.
På et mere lokalt plan tror jeg, at 8. Marts-fejringerne altid har en stor plads i mit hjerte. Feministisk arbejde betyder ufatteligt meget for mig – selvom det kan være svært at organisere sig i.
Hvad bliver man en del af, hvis man vil være medlem af SUF?
Man bliver en del af et bredt nationalt fællesskab, der simpelthen har en urokkelig politisk gejst! Vi organiserer os bredt helt fra Aalborg til København med ca. 15 stærke lokalgrupper med hver deres egen identitet, som mødes samlet på et fælles grundlag under SUF’s minimumsgrundlag – hvor man kan blive introduceret til den revolutionære politiske venstrefløj, men stadig som ung!
De fleste af vores medlemmer er relativt unge, mellem 17 og 22 år tror jeg – unge, som stadig er nye på ”scenen”, i gang med at finde ud af, hvem de er, og gør det gennem de politiske snakke. Det tog lang tid, før jeg selv fandt ud af, at det var SAP og Fjerde Internationale, som jeg var interesseret i, selvom SUF altid vil have højest prioritet for mig. Det er både stærke de lokalgrupper i SUF, men vi har også fokus på det internationale samarbejde og kontakt til mange dele af verden.
Derudover mødes vi flere gange årligt til nationale selvorganiserede arrangementer. Vi fokuserer på queerfeministisk, anti-imperialisme og boligpolitik (og en masse mere!), og er konstant i udvikling. I SUF får man et politisk fællesskab, der værner om alle, og får venner for resten af livet. Jeg kan på nuværende tidspunkt kun takke mig selv for at have taget den beslutning at joine SUF i 2022, for mit liv er ægte ændret for det bedre – gennem aktivt at være med til at bekæmpe undertrykkelse og skabe et reelt demokratisk, socialt og økologisk samfund.
Hvordan bliver man medlem af SUF?
Man går ind på SUF’s hjemmeside. Man kan være medlem på to forskellige niveauer: 1) aktivt medlem, hvor man bliver ringet op af organisationssekretæren, får velkomstbrev, får mail, bliver opfordret til at komme til møder i lokalgruppen mm, og så kan man 2) have et solidaritets medlemskab, hvor man betaler det samme, men ikke er aktiv – begge medlemskaber kan købes billigt for kun 75 kroner om året!
Så herfra en opfordring fra SUF: Sammen har vi en verden at vinde- vil du være med?
Asta giver fem gode grunde til, at man skal melde sig ind i SUF
1. Hvis man går og er sur over verdenssituationen, så får man et politisk handlerum, hvor man kan bruge sin vrede og være med til at skabe forandring.
2. Man finder et fællesskab, der både strækker sig over Danmark, men også store dele af verden, da vi ofte samarbejder med andre venstreorienterede organisationer.
3. Man lærer en helvedes masse om politik og politisk organisering, og styrker sit politiske potentiale gennem vidensdeling og selvorganisering.
4. Man møder super skønne mennesker, der sandsynligvis deler samme politiske ideer som dig, og får lov til at eksistere i et politisk rum, hvor man bliver mødt lige som den, man er.
5. Måske en lidt fjollet grund (men en, jeg selv er tilhænger af) er, at efter revolutionen kan man stolt sige, at man var med. Man var med til at gøre Danmark, eller sågar verden til et bedre sted – og man har en masse gode historier til børnebørnene :).