Folket i Sudan har lige væltet deres mangeårige autoritære leder, Omar al-Bashir. Det er en bekræftelse på, at oprøret fra Det Arabiske Forårs ikke døde ud i 2011.

af Gilbert Achcar

Den 17. december 2010 satte selvafbrændingen af en ung gadehandler i Tunesien gang i en revolutionær ild, der spredte sig over hele regionen.

 

Otte år senere, den 19. december 2018 udløste den sudanesiske regerings iværksættelse af nedskæringer, som den Internationale Valutafond havde foreskrevet, et nyt opsving af masseprotester. Og to måneder efter at opstanden i Sudan eksploderede, startede befolkningen i Algeriet deres egen revolte, mod et arrogant militærregime, der var på nippet til at forny mandatet hos den sygelige, knapt fungerende Abdelaziz Bouteflika.

 

Selv om de stadig er mere begrænsede end steppebranden i 2011, så har de to seneste opstande fået den regionale situation til mere og mere at ligne en genopførelse af et arabisk Forår. Mere grundlæggende har det nye udbrud af revolutionær gæring – efter det tilbageslag, der begyndte i 2013 og som stadig fortsætter i lande som Syrien, Egypten, Libyen og Yemen – været en stærk bekræftelse af, at eksplosionen i 2011 ikke blot var et ”forår”, forstået som en kort og glat fase af politisk demokratisering. Den var snarere startfasen på en langvarig revolutionær proces, drevet af en strukturel krise, der er knyttet til den sociale og politiske karakter af regimerne i regionen . Selv om reaktionens vinde er suset gennem regionen siden 2013, så stilnede det sociale røre aldrig helt af. Lokale udbrud af social vrede er forekommet i forskellige lande i den arabisktalende verden, blandt andet Irak, Jordan, Tunesien og Marokko. Iran har også deltaget, selv om landet ikke er arabisktalende og har en meget speciel statsform.

 

Bekendtgørelsen fra den militære junta i Sudan for nylig om, at den har afsat sin tidligere leder Omar al-Bashir, og at den tager magten i to år, før den overdrager den til en valgt regering, giver pludselig denne genopførelse en følelse af déjà vu. Den minder meget om den bekendtgørelse, militærjuntaen i Egyptens udsendte den 11. februar 2011 om, at den afsatte Hosni Mubarak og tog den udøvende magt i en overgangsperiode. Men der er imidlertid to væsentlige forskelle mellem Sudan og Egypten – og de vil være vigtige for, hvordan omvæltningen ender i Sudan.

 

Den første drejer sig om Det Muslimske Broderskab og militæret. I alle de vigtigste lande i det ”arabiske forår” var den mest fremtrædende og magtfulde strømning i oppositionen det Muslimske Broderskab. Skønt gruppen ikke igangsatte de folkelig oprør – men sprang på vognen, da den var i bevægelse og voksede i styrke – lykkedes det for det Muslimske Broderskab at køre de virkelige igangsættere – et kludetæppe af venstrefløjs- og liberale grupper, både politiske og sociale organisationer og forskellige netværk på sociale medier af unge – helt ud på et sidespor. I Egypten var det Muslimske Broderskab afgørende i at skabe illusioner om militæret i den første halvdel af 2011. De forventede, at militæret ville bringe dem til magten som partnere.

 

Vi ved, hvordan den historie sluttede. Militæret udnyttede massernes skuffelse over Mohamed Morsi, den valgte præsident fra det Muslimske Broderskab, så det kunne afsætte ham og indsætte en af deres egne, feltmarskal Abdel-Fattah al-Sisi. Det, som det Muslimske Broderskab havde håbet på i 2011, var imidlertid ikke fri fantasi, men en kopi af den model, som var fremherskende syd for grænsen i nabostaten Sudan, der siden 1989 havde været regeret af feltmarskal Omar al-Bashir i samarbejde med det lokale Muslimske Broderskab.

 

Al-Bashir var en ”Morsisi” – kombinationen af et militærdiktatur og et regime ledet af det Muslimske Broderskab. I de seneste uger har dette ført til det temmelig overraskende syn af regionale fjender, der styrter til for at redde al-Bashir: Sisis (anti-Muslimske Broderskab) militærdiktatur i Egypten, det pro-Muslimske Broderskab og anti-militære regime i Erdogans Tyrkiet, det anti-Muslimske Broderskabs saudiske kongedømme og de Forenede Arabiske Emirater, samt Emiratet i Qatar, sponsor for Broderskabet.

 

Den afgørende forskel mellem Egypten og Sudan er imidlertid  tæt knyttet til den anden forskel. Det sudanesiske Muslimske Broderskab er på nuværende tidspunkt ude af stand til at skabe illusioner om deres lands militære junta. Og befolkningen i Sudan vil med mindre sandsynlighed kunne narres end den i Egypten: Den ved, at militæret har været rygraden i al-Bashirs styre. Der er faktisk mange indikationer på, at det, som foranledigede al-Bashirs regime til at kappe sit eget hoved af, er generalernes rædsel for den revolutionære smitte, som i den sidste tid var begyndt at brede sig blandt tropperne, hvor soldaterne gik sammen med demonstranterne og forsvarede dem mod regimets bøller og andre undertrykkelseskorps.

 

I øjeblikket er situationen i Sudan helt åben, og det er umuligt at forudsige udfaldet. Men det vil ikke blive en gentagelse af det egyptiske scenarie, som bragte Sisi til magten, i det mindste ikke med folkelig opbakning. I Sudan såvel som i Algeriet – og tilsvarende i alle regionens lande – hviler den revolutionære proces’ skæbne på fremkomsten af progressive ledelser, der kan føre massebevægelsen frelst gennem de regionale kontrarevolutionære styrkers anslag (de gamle regimer og deres fundamentalistiske islamistiske konkurrenter eller støtter) og frem til radikal social og politiske demokratisering. Der findes ingen anden vej ud af den destabilisering, der har rystet regionen siden 2011.

 

12. april 2019

 

Gilbert Achcar voksede op i Libanon og underviser i samfundsvidenskab på School of Oriental and African Studies (SOAS) in London. Han har udgivet en lang række bøger om forholdene i Mellemøsten.

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com