Illustration: Svend Vestergaard Jensen

 

Der er ikke tale om isolerede episoder, men om symptomer på udbredte dårligdomme. På den ene side har det negative økonomiske klima forårsaget et sammenbrud i ordrerne.fået ordrebøgerne til stå tomme. På den anden side har indførelsen af ”obligatoriske velfærdsydelser” forøget de faste omkostninger og skubbet mange virksomheder i retning af lukning.

 

I årtier havde regeringen vendt det blinde øje til firmaernes manglende indbetalinger og tillod dem dermed oppustede profitter, men den pludselige politiske ændring - fordi pensionsfondene var ved at løbe tør for penge - skaber uro, fordi denomkostningerne igen lægger byrdenbliver lagt over på arbejderne.

 

Ikke bare er der virksomheder, der lukker, men der er også mange, som simpelthen omdefinerer ansatte til deltidsansatte, hvor det ikke er obligatorisk med velfærdsydelser. Ikke overraskende, er arbejderne stærkt utilfredse, når arbejdsgiverne indfører nye tiltag uden beskyttelse.medfølgende social sikringsordninger. Deres svar har været strejker som sidste udvej for at forsvare lønninger og diverse velfærdsgoder.

 

Fabrikker i krise, arbejdere svigtet

Bag tallene finder vi historier om fabrikker i kamp og arbejdere, der er blevet overladt til at klare sig selv.

 

Kaiyi Paper Packaging (Kaiyi papirindpakning) i Guangzhou [1], med en årlig produktion på over hundrede millioner yuan [12,5 mio. euro], erklærede sig pludselig konkurs, efter at nye pensionsbidrag ville have undermineret profitten: Hundreder af ansatte stod uden løn i månedsvis og med en ejer ,der var forsvundet.

 

I Shanghai [2], tilbød Guoli Automotive Leather fratrædelsesgodtgørelser, som arbejderne selv vurderede til at være “byens ringeste”, mens man i Hebei [3] oplevede over tusinde medarbejdere i Aerospace Zhenbang, som er knyttet til større nationale rumprogrammer, gå på gaden efter måneder uden løn. Disse tilfælde viser, hvordan krisen ikke skåner hverken små private virksomheder eller strategisk vigtige selskaber.

 

Protester, der gentager et mønster

Årsagerne til protesterne gentager konsekvent sig selv: ensidige lønreduktioner, afskedigelser uden kompensation, tvungne forflyttelser til andre provinser uden kompensation. I Dongguan [4], gik over 2.000 arbejdere på Maorui Electronics i strejke, fordi selskabet nægtede at kompensere for, at produktionen blev flyttet. I Guilin [5] krævede arbejderne i BYD, at man indførte minimumslønnenden minimumsløn, der gælder for større byer i stedet for den lavere sats fori landområder, men man opnåede ikke et resultat, fordi de lokale myndigheder greb ind. Disse episoder afslører en fællesden samme dynamik: Virksomhederne skubber krisens omkostningerbyrder over på de ansatte, når de trykker og presser lønomkostningerne til grænsen for overlevelse.

 

Voksende kollektiv bevidsthed

Den lange række af strejker belyser endnu et faktum: Den voksende kollektive bevidsthed blandt arbejderne. Hos Chenzhen Advanced Semiconductor [7] fik omkring 1.000 ansatte en kompensation, der lå over standard takket være fire dage med organiserede protester.

 

I andre tilfælde, f.eks. i tekstil- og tøjindustrien har mobiliseringerne varet i flere dage - et tegn på et voksende sammenhold og større beslutsomhed om at kræve sociale og overenskomstmæssige rettigheder. Disse aktioner er ikke et udslag af ideologiske valg, men umiddelbare svar på levevilkår, der er blevet uholdbare.

 

En industriel sektor under pres

Det overordnede billede er en industriel sektor, der er belastet og hvor jobsikkerheden forekommer mere og mere skrøbelig. På 39 dage har 9 af de 22 fabrikker, der er involveret, allerede erklæret sig konkurs, og de andre befinder sig i en usikker situation.

 

Målet for politikken med obligatoriske velfærdsydelser, der teoretisk set var at udvide beskyttelsen af folk, bliver i praksis oversat til et uholdbart pres på små- og mellemstore virksomheder, som lukker eller skubber omkostningerne videre til arbejderne. For arbejderne er resultatet i stedet, at de risikerer ikke bare at miste deres løn, men også pensionsretten, hvilket sætter gang i en ond cirkel af usikkerhed og konflikt.

 

En advarselsklokke

Denne bølge af protester fortsætter som en advarselsklokke for hele det kinesiske produktionssystem. Mens de på den ene side kaster lys på modsætningerne mellem velfærdspolitikken og virksomhedernes økonomiske bæredygtighed, viser det også på den anden side, hvordan arbejderklassen ikke længere er villige til passivt at acceptere ensidige ofre. For mange anses strejker ikke længere som ekstreme og isolerede handlinger, men som legitime og nødvendige redskaber til at stå imod undertrykkelsen af deres rettigheder.

 

Det er forudsigeligt, at disse mobiliseringer vil fortsætte i de kommende måneder og dermed signalere, at krisen i fremstillingsindustrien ikke kun er et spørgsmål om ordrer og omkostninger, men først og fremmest om værdighed og daglig overlevelse for millioner af arbejdere.

 

Desperate protestaktioner

Derudover er der i løbet af august og september et voksende antal protester over, at der ikke bliver udbetalt løn, ofte med et efterslæb på flere måneder. Det fremgår af nyheder og billeder, der cirkulerer på kinesiske sociale medier. Det er ikke organiserede strejker, men et voksende antal desperate aktioner. For eksempel arbejdere, der kravler op på fabrikkens tag og truer med at springe ud i et desperat forsøg på at få opmærksomhed.

 

Der mangler officielle data - som den kinesiske regering har tendens til at skjule - men antallet af sådanne episoder minder meget om et fænomen, vi allerede har set andre steder, som f.eks. i Italien i 2009 under den globale krise, der startede med arbejdernes symbolske kamp i Insee i Milan [8].

 

4. september 2025

 

Oversat fra europe-solidaire.org af Bodil Olsen

 

Noter:

1) Guangzhou er en af Kinas største industribyer i provinsen Guangdong i det sydlige Kina

2) Kinas støste by og finanscentrum

3) Provins i det nordlige Kina omkring Beijing

4) En større industriby i provinsen Guangdong

5) By  i provinsen Guangxi i det sydlige Kina

6) BYD er ef Kinas største producenter af elektriske biler og batterier

7) Shenzhen er et stort teknocenter i det sydlige Kina

8) Innse var en virksomhed, som fremstillede maskindele, hvor arbejderne besatte fabrikstaget i 2009 i protest mod lukning og ikke betalte lønninger.