Den tyske bilindustri er i krise, og den eksportorienterede vækstmodel eroderer. Grønne kapitalistiske moderniseringsbestræbelser er blokeret.[i] I mellemtiden eskalerer handelskrigen mellem den »nye triade-konkurrence« – USA, Europa og Kina. Toldkrigen er først og fremmest et udtryk for en omfordeling af magtforholdene i den globale kapitalisme. For mens Vesten truer med at mislykkes med »grøn kapitalisme«, lykkes det Kina at opnå en rivende fremgang inden for »grønne« teknologier.

 

De såkaldte tre nye industrier – elbiler, batterier og vedvarende energi – bidrager allerede med anslået 40 procent til den kinesiske BNP-vækst. Kinas »grønne« kapital dominerer ikke kun det vigtige kinesiske hjemmemarked og bidrager dermed – for elbilsektorens vedkommende – væsentligt til krisen i den tyske bilindustri. Den trænger også med fuld kraft ind på de vestlige markeder: Koncerner som CATL producerer allerede i Europa, BYD starter en produktion i Ungarn og overvejer endda allerede endnu en europæisk fabrik.

 

Kinas tilfælde viser: »Grøn« kapitalisme? Not dead yet! Men omfordelingen af magtforholdene stopper ikke ved elbiler. Den rækker ind i hjertet af den »grønne« kapitalisme, energisektoren.

 

Vinden er vendt: Kina som pioner inden for energiomstillingen

Et blik mod Vesten viser, at energiomstillingen her i bedste fald går trægt. I USA steg andelen af vedvarende energi ganske vist en smule, drevet af subsidierne fra Inflation Reduction Act, men fossile brændstoffer og kernekraft dominerer fortsat el-mixet (knap 80 %).

 

Også i Europa vokser andelen af vedvarende energi – især gennem udbygningen af vindkraft. Men fossile brændstoffer og atomkraft udgør stadig halvdelen af elproduktionen. Investeringerne i gas- og olieinfrastruktur stiger massivt i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine, og udfasningen af kul forsinkes i lande som Tyskland og Frankrig.

 

Drevet af den fortsat stærke fossile kapital, konservatismens radikalisering og fremkomsten af den radikale højrefløj er der desuden risiko for et fossilt tilbageslag: Trumps energipolitik under mottoet »drill, baby, drill« fokuserer på fremme af egen olie- og gasproduktion gennem offshoreboringer og fracking – med ødelæggende skader på miljøet og sundheden til følge.

 

Men også i Tyskland ser kansler Merz (CDU) kun vindmøller som en overgangsteknologi, fordi »de er grimme og ikke passer ind i landskabet«. Alice Weidel (AfD) slutter sig til anti-vindkraft-koret. På AfD-partikongressen i Riesa sagde hun: »Vi river alle vindkraftværker ned! Ned med disse skamfulde vindmøller!«

 

Mens vedvarende energi i Vesten udvikler sig til et område for (højreorienteret) kulturkamp, fremmer den »systemiske rival« Kina ufortrødent udbygningen. Tempoet i udbygningen er uden fortilfælde. Mens det globale marked for sol- og vindenergi indtil begyndelsen af 2010'erne stadig var domineret af USA og EU, er det i dag fast på kinesiske hænder: Med 358 gigawatt (GW) nyinstalleret vind- og solenergikapacitet overgik Kina i 2024 EU's vækst med 5 gange; alene den kinesiske udvidelse i 2024 overstiger den samlede vind- og solenergiproduktionskapacitet i USA.

 

Syv af de ti største producenter af solcellemoduler og seks af de ti største producenter af vindmøller kommer fra Folkerepublikken. De dominerer hele værdikæder: 85 procent af alle solceller og 60 procent af rotorbladene til vindmøller produceres i Kina. Det betyder, at selvom andelen af solenergi i fordelingen af strømforsyningen stiger i Europa, kommer solcellemodulerne fra Kina. Værdiskabelsen og overskuddet forbliver således i Folkerepublikken, den »grønne« kapital hos den systemiske rival fortsætter med at vokse.

 

»Grøn« partistatskapitalisme som investeringsmotor

Hvordan opnåede man på så kort tid en dominerende position på verdensmarkedet? Investeringsboomet inden for sol- og vindenergi er resultatet af den partistatskapitalistiske model.[ii]

 

De førende producenter af solcellemoduler (LONGi Green Energy Technology, Trina Solar, JinkoSolar) og vindmølleproducenter (Goldwind, Envision, Windey) er ganske vist for størstedelens vedkommende privatejede. Men de opererer ikke uden indflydelse fra partistaten: Vindmølleproducenter som Goldwind og Mingyang samt solcellepanelproducenter som LONGi, JinkoSolar og Astronergy har oprettet såkaldte particeller i deres koncernhovedkvarterer, som kontrollerer strategiske virksomhedsbeslutninger. Kommunistpartiet er således institutionaliseret på koncernniveau og kan styre centrale investeringsbeslutninger.

 

De største elproducenter – især de »fem store«: Huaneng Group, Huadian Group, China Energy, State Power Investment Corporation og Datang Group – er derimod alle statsejede. Gennem dem kan partistaten målrettet styre koordinerede og store investeringer.

 

En central drivkraft bag investeringerne i vedvarende energi er også prispolitikken. Regeringen betalte – finansieret af Renewable Energy Development Funds – generøse feed-in-tariffer for vindkraft (onshore fra 2009, offshore fra 2014) og solenergi (fra 2011). Disse tariffer lå over omkostningerne ved elproduktion og garanterede dermed sikre og forudsigelige overskud.

 

Partistaten fastsatte også slutbrugerpriserne og netafgifterne for netoperatørerne. Dette mindskede prisudsvingene, skabte stabile, forudsigelige forventninger til overskud og tiltrak dermed massivt investeringskapital, som fremmede den hurtige udbygning af vedvarende energi. Dertil kom en omfattende industripolitisk støtte: Sol- og vindsektoren har spillet en central rolle siden den 11. femårsplan (2006-2010) og modtog massive subsidier – blandt andet til forskning og udvikling, til installation af vind- og solparker (f.eks. i »Golden Sun-programmet«) og til internationaliseringen af producenter af solcellemoduler og vindmøller, støttet af fordelagtige lån fra statsligt kontrollerede forretnings- og udviklingsbanker.

 

Med disse pris- og industripolitiske tiltag gjorde partistaten vedvarende energi til grønne »kapitalbeholdere«: store investeringsprojekter, hvor »grøn« kapital kan reproduceres sikkert og profitabelt. Denne model katapulterede Kina til toppen af den globale sol- og vindindustri.

 

Liberaliseringen førte til krise

Men den »grønne« partistatskapitalismes funktionsmåde er på ingen måde statisk: Den kinesiske statsledelse tilstræber – begyndende med reformerne af elsektoren i 2015 – en ændring af styringen, der primært sigter mod liberalisering af priserne og markedsgørelse af elhandelen.

 

Efter at energimyndigheden i slutningen af 2017 havde anslået underskuddet i Renewable Energy Development Fund til 15,6 milliarder US-dollar, blev feed-in-tariffer og subsidier kraftigt reduceret.

 

Elhandelen blev gradvist markedsorienteret, og »planlagte elsalg« blev afløst af markedsmekanismer. Den blev i stigende grad omlagt til mellem- til langsigtede direkte aftaler mellem producenterne og slutkunderne, hvor disse i vid udstrækning forhandlede priserne autonomt. Derudover indfører partistaten i stigende grad spotmarkeder efter vestligt forbillede. På spotmarkeder handles elektricitet på kort sigt. Elproducenter er dermed udsat for store prisudsving – med tilhørende usikkerhed om pris- og rentabilitetsudviklingen.

 

Systemet med faste feed-in-tariffer erstattes desuden gradvist af et auktionssystem: Projekterne tildeles de sol- og vindkraftproducenter, der tilbyder de billigste elproduktionsomkostninger. Siden da har elproducenterne ført en ubarmhjertig priskrig og videregivet omkostningspresset til producenter af solcellemoduler og vindmøller og deres underleverandører.

 

Denne liberalisering og markedsorientering intensiverer konkurrencen. Pris- og omkostningspresset stiger enormt. Den overkapacitet, der har hobet sig op i længere tid, slår dermed fuldt igennem på priserne. Priserne på solcellemoduler og vindmøller er i frit fald, og de største producenters overskud styrtdykker. Indtil tredje kvartal 2024 led de største producenter af solcellemoduler som LONGi, Trina Solar og Tongwei tab.

 

Fremtrædende repræsentanter for branchen opfordrer partistaten til at træffe foranstaltninger mod prisdeflationen og faldet i overskuddet. Gao Jifan, formand for Trina Solar, appellerede således til centralregeringen om at koordinere industrien bedre og dæmpe den overophedede konkurrence: »Med de nuværende auktionspriser er der ingen fortjeneste i hele værdikæden, og det kan ikke fortsætte på lang sigt.«[iii]

 

Liberaliseringens modsætninger kommer tydeligt til udtryk. Den vedvarende nedadgående spiral i priser og overskud – selv hos de største producenter – ser ud til at blive forværret uden målrettede indgreb fra partiets side. Det er stadig uklart, om branchen kan være rentabel på lang sigt uden statslige priskontroller i betragtning af den store overkapacitet. De største producenter har stadig store overskud og likvide midler, men det er endnu uvist, hvordan den aktuelle profitkrise vil påvirke branchens investeringsmuligheder på mellemlangt sigt.

 

Økologiske modsætninger i den »grønne« partistatskapitalisme

Redder Kinas ”grønne” partistatskapitalisme – trods sine økonomiske modsætninger – i det mindste verdens klima? Næppe. For bagsiden af den statslige støtte til vedvarende energi er fortsat støtte til fossile brændstoffer. Det ”grønne” eksisterer side om side med en vedvarende ”brun” partistatskapitalisme.

 

Dette fremgår tydeligt af den kinesiske kapitalismes fortsatte afhængighed af kul, for Kina er verdens største kulproducent og -forbruger.

 

Antallet af nye godkendte kulkraftværker er firedoblet i årene 2022-23 i forhold til perioden 2016-20. I 2024 begyndte Kina at bygge 94,5 GW nye kulkraftværker – den største årlige udvidelsesrate siden 2015. Dermed stod Kina alene for 93 procent af alle nye kulkraftværker, der blev bygget i 2024.

 

Ud over kul fremmer Kina også udbygningen af kernekraft. Mellem 2014 og 2024 er den installerede kapacitet tredoblet fra 19 til 57 GW.

 

Den samtidige udbygning af vedvarende energi, kul og atomkraft viser, at den økologiske modernisering af energisektoren ikke sker som et brud med det fossile (og nukleare) energiregime, men som en tilføjelse. Kul kannibaliserer i en vis forstand de vedvarende energikilders CO2-reducerende effekt. For trods den hurtige udbygning af vedvarende energikilder steg Kinas CO2-udledning også i 2024 på grund af det høje kulforbrug, selvom stigningen er bremset.

 

Desuden er den »grønne« partistatskapitalisme tæt forbundet med ekstraktivistiske investeringer i udvinding af råstoffer og mineraler: En betydelig del af de kinesiske kapitalstrømme til landene i Belt and Road Initiative går til metal- og minedrift. Dette omfatter investeringer i udvinding af kobber, litium, jernmalm, nikkel og kobolt – centrale råstoffer for den »grønne økonomi« (litium-ion-batterier, elbiler, vindmøller, solceller). Udvindingen finder hovedsageligt sted i (semi-)perifere lande som Chile, Bolivia, Indonesien og adskillige afrikanske lande. Det har ødelæggende virkninger på jord- og vandkvaliteten, biodiversiteten og økosystemerne på stedet. Kinesiske investeringer i råstofudvinding nåede for nylig nye rekordhøjder: alene i 2023 hele 19,4 milliarder dollars i metal- og minedrift langs Belt and Road Initiative.

 

Kinas eksplosive energibehov – selv et resultat af den kapitalistiske vækstimperativ – skaber således afhængighed af fossile (og nukleare) energikilder og er tæt forbundet med udnyttelse af råstoffer og økologisk ødelæggelse i (semi-)perifere lande. Dette står i skarp kontrast til den økologiske nødvendighed af at fremme den (globale) energiomstilling seriøst og er udtryk for den økologiske modsætning i den »grønne« partistatskapitalisme.

 

Når ens egen energiomstilling afhænger af den systemiske rival

Og hvordan reagerer EU på Kinas fremgang som førende grøn kapitalistisk magt? Den kinesiske dominans i en af de førende sektorer inden for den »grønne« kapitalisme, Europas tilbagegang og kravene til egen energiomstilling skaber et (geoøkonomisk) spændingsfelt. For gennemførelsen af Europas økologiske mål afhænger af teknologien fra den »systemiske rival« Kina.

 

Den europæiske debat om styrkelse af protektionistisk og teknologisk-nationalistisk økonomisk politik, der primært er rettet mod de statsdrevne kinesiske producenter og har taget fart siden 2019, får dermed et nyt skub.

 

EU forsøger nemlig i energisikkerhedens navn ikke kun at mindske sin afhængighed af Rusland (olie og gas), men også af Kina (solcellemoduler og vindmøller). EU reagerer med en kombination af protektionistiske tiltag inden for udenrigsøkonomisk politik og industripolitik, der er rettet mod den kinesiske konkurrence: Antisubventions-undersøgelser mod kinesiske producenter af solcellemoduler og vindmøller eller ”Forced Labour Regulation” skal begrænse deres adgang til EU-markedet.

 

Denne strategi ledsages af en vertikal industripolitik. Foranstaltninger som REPowerEU-planen og Green Deal Industrial Plan yder subsidier og andre investeringsincitamenter for at bringe ”grønne« værdikæder »tilbage til Europa«. Disse foranstaltninger er en del af en mere omfattende EU-strategi for at bremse fremkomsten af den kinesiske »grønne« kapital, hvilket også afspejles i de seneste strafafgifter mod kinesiske producenter af elbiler.

 

Men Kina står heller ikke stille. Partistaten udnytter ikke kun sin dominans inden for produktion af solcellemoduler og vindmøller, men også inden for udvinding og forarbejdning af strategiske råstoffer (f.eks. sjældne jordarters metaller, gallium, germanium, kobolt eller litium). EU og USA er i høj grad afhængige af Kina, når det gælder disse råstoffer, og Kina udnytter denne afhængighed strategisk og reagerer med eksportrestriktioner – f.eks. på gallium, germanium eller sjældne jordarters magneter.

 

De øko-imperiale spændinger[iv], der sigter mod en hjemtagelse af de »grønne« værdikæder, spidses således til. EU og USA kæmper for at genvinde kontrollen over globale værdikæder i strategiske sektorer fra deres »systemiske rival« Kina. Den kinesiske partistatskapitalisme råder imidlertid over  større geoøkonomiske magtressourcer: Gennem sin dominans inden for produktion af solcellemoduler og vindmøller og kontrollen over strategiske råstoffer er det lykkedes Kina at skabe kritiske afhængigheder.

 

På trods af sine succeser med at udvide kapaciteten for vedvarende energi lever heller ikke den »grønne« partikapitalisme op til kravene om en bæredygtig og øko-solidarisk energiomstilling. Endnu en gang viser det sig, at det i sidste ende er kapitalismens egne strukturelle barrierer (profitmotivation, vækstpres, konkurrence mellem de enkelte kapitaler, international konkurrence mellem stater), der blokerer for de nødvendige radikale kooperative og øko-solidariske overgange.

 

Philipp Köncke er sociolog og videnskabelig medarbejder ved Erfurt Universitet. Han forsker i forholdet mellem stat og kapital i den kinesiske kapitalisme og i Den Europæiske Unions og USA's politiske reaktioner på Kinas fremgang.

 

Artiklen fra LUXEMBURG—Gesellschaftsanalyse und linke Praxis Gegen die Zerstörung der Zukunft, Nummer 1/2025, juli 2025, er oversat fra tysk af Poul Bjørn Bjerg

 

Litteratur:
[i] Candeias, Mario, 2024: Monster verstehen. Wechselwirkung von Faschisierung und blockierter Transformation, in: Ders./Lia Becker (Hg.), Vom Horror zur Hoffnung. Strategien gegen blockierte Transformation und Faschisierung, Rosa-Luxemburg-Stiftung, Berlin, www.rosalux.de/publikation/id/52656/vom-horror-zur-hoffnung, 7–42

 
[ii] Brie, Michael, 2023: Chinas Sozialismus neu entdecken. Ein hellblaues Bändchen jenseits der Froschperspektive auf ein spannendes Experiment, Hamburg

 
[iii] Bloomberg, 2023: China Renewables Firms Face Steep Hurdles in 2024, BNEF Summit, 27.11.2023, www.bloomberg.com/news/articles/2023-11-27/china-s-energy-path-in-focus-ahead-of-cop28-bnef-summit-update

 
[iv] Brand, Ulrich/Wissen, Markus, 2024: Kapitalismus am Limit: Öko-imperiale Spannungen, umkämpfte Krisenpolitik und solidarische Perspektiven, München

 

Læs eventuelt mere her:

Köncke, Philipp, 2025: Chinas »grünes« Energiewunder. (Geo)Politische Ökonomie des chinesischen Partei-Staatskapitalismus, udgivet af Rosa-Luxemburg-Stiftung, serie Papers, Berlin, www.rosalux.de/publikation/id/53240/chinas-gruenes-energiewunderPartei-Staatskapitalismus