Corona-smitten har sat sig fast som en global pandemi. Uanset om det er første, anden eller endda tredje bølge, er det en virus med omfattende følger for de ramte samfunds mennesker og levevilkår. Derfor skal smittetallene bankes mere effektivt ned, og befolkningen beskyttes maksimalt. Regningen for dette skal betales af profitterne, ikke ved mindre velfærd!

af SAPs Forretningsudvalg

Covid-19 kræver hver dag mange tusinde døde verden over, og for de smittede, der kommer sig over sygdommen, kender ingen følgerne senere i livet.

 

Der er derfor al mulig grund til at tage smitten alvorligt og gøre, hvad der skal til, for at stoppe smitte-spredningen. I Danmark testes nu 50.000 mennesker om dagen for, om de er smittet med covid-19. Det er ikke én for mange, fordi de fleste smittede ikke kan mærke, at de er smittet. I Storbritannien viser den officielle statistik, at over 70 procent af de testede, der har smitten, ikke har symptomer.

 

Til gengæld er der ikke gjort, hvad der kan gøres, for at stoppe spredningen af smitten. Selv om der siden marts har været nedlukninger, har de kun omfattet en lille del af samfundslivet. Det er mere i fritidslivet, der er indført restriktioner, end det er i arbejdslivet.

 

Ganske vist er alle, der kan udføre deres arbejde hjemme – og det er især ansatte med administrativt arbejde og undervisning – blevet pålagt at gøre det. Til gengæld er dem, der arbejder i produktion, byggeri og transport kun i meget begrænset omfang blevet sendt hjem. Her er måske forklaringen på, at smitte-spredningen igen er steget til omkring 12 for hver 10, der er smittet. Vi har set omfattende smitte-spredning på f.eks. slagterier.

 

Situationen nu tyder på, at selvom nedlukningen i Danmark har været gennemført tidligere og i større omfang end i mange andre lande, har det ikke været nok til i det mindste at sænke smitte-spredningen. Nedlukningen har stadig været gradvis og delvis. Det er ikke tilfældigt, hvor der er blevet lukket, og hvor der ikke er. Det er produktion, byggeri og transport, der har været undtaget, og forklaringen kan kun være, at det er her, kapitalen henter hovedparten af sin profit. Det er ikke, fordi de ansatte her er mere hårdføre og immune overfor sygdom end alle andre.

 

En mere effektiv smittebekæmpelse
Det må være en central opgave at bryde smittekæderne i samfundet og holde virussen nede, indtil en virksom vaccine er udviklet. Derfor må alle dele af samfundet – også produktion, byggeri og transport – omfattes af den nedlukning, der er nødvendig. Indtil nu har Folketinget holdt hånden over – og under profitten. Det er den forkerte vej, og det begrænser effekten af nedlukning alle andre steder: Jo mere profit-produktionen fritages, jo større restriktioner bliver alle andre pålagt at følge.

 

De eneste dele af samfundet, der helt skal fritages for nedlukning, er:

  • de livsvigtige dele af sundhedsvæsenet, der tester, opsporer og behandler for virussen, og som behandler andre livstruende sygdomme
  • nødvendige omsorgsfunktioner for syge og gamle
  • de dele af produktion, transport og butikker, der leverer fødevarer og andre livsnødvendige produkter.

 

Samtidig skal vi støtte og følge de almindelige regler, der kan stoppe smitte-spredningen: hygiejne, mundbind, afstand. Det er en belastning for den enkelte, men det er en del af en solidarisk vej gennem corona-krisen.

 

På alle arbejdspladser, der holdes åbne, skal de ansatte sikres de følgende rettigheder:

  • størst mulig beskyttelse med personlige værnemidler og overholdelse af de krav, der også gælder udenfor arbejdspladsen
  • inddragelse af tillidsrepræsentanter og fagforeninger i forhandling om aftaler om de særlige arbejdsvilkår under corona, herunder arbejdstempo og arbejdstid
  • tilbud om hjemmearbejde eller, hvis det ikke kan lade sig gøre, fravær med fuld løn for enhver, der selv er eller bor sammen med en særligt udsat eller sårbar i tilfælde af smitte
    sikring af et sundt og sikkert arbejdsmiljø, hvor de ansattes arbejdsmiljø-repræsentanter inddrages aktivt i overvågning og godkendelse af arbejdsforholdene

 

Flere rettigheder
På alle hjemme-arbejdspladser skal de ansatte sikres de følgende rettigheder:

  • indretning af arbejdsstedet, så det opfylder de krav, der gælder på den sædvanlige arbejdsplads
  • inddragelse af arbejdsmiljø-repræsentanten til at kontrollere arbejdsforholdene i hjemmet, hvis den ansatte ønsker det.

 

Alle ansatte, der omfattes af nedlukning – både løst og fast ansatte – som ikke kan udføre arbejde hjemme, skal sikres de følgende rettigheder:

  • fuld løn ved pålagt hjemsendelse – med eller uden kompensation fra staten til virksomheden, men med staten som garant for lønnen
  • højere dagspengesats ved fyring.

 

Nedlukning har allerede ramt tusinder af dem, der har de laveste indkomster, og de skal (igen) sikres de følgende rettigheder:

  • modtagere af kontanthjælp skal fritages for krav om arbejde
  • modtagere af uddannelsesstøtte skal have en større ydelse.

 

Det er indlysende, at det ikke er en gratis omgang for de offentlige kasser – men hvor kommer pengene fra?

 

Tag fra profitten  
Indtil nu har staten udbetalt over 24 milliarder alene til kompensation for 180.000 virksomheders hjemsendte ansatte og nedgang i omsætningen (Kilde: Erhvervsstyrelsen, 19.10.). Folketinget har i alt bevilget mere end det dobbelte, men ikke alle ansøgninger er afgjort endnu. I disse tal er ikke medregnet de seneste dages bevilling med en forlængelse af kompensations-ordningerne.
Herudover har Folketinget siden marts i alt bevilget over 3 milliarder til andre former for direkte støtte til virksomheder (Kilde: Finansministeriet).

 

Denne direkte støtte er givet uanset, om en virksomhed i forvejen har rådet over egne midler, der kunne dække de ekstra udgifter og mindre indtægter, de har haft på grund af corona.

 

Indtil nu er statens ekstra udgifter næsten udelukkende finansieret ved, at staten har optaget lån på ca. 50 milliarder (Kilde: Nationalbanken), og ingen har fået forhøjet deres skat for at dække corona-udgifterne. Selvom lånene reelt ikke skal forrentes, skal de dog på et tidspunkt betales tilbage. Det kan kun ske ved enten at skære ned på de offentlige udgifter eller forhøje skatterne.
På trods af corona har den ene store, private virksomhed efter den anden vist et regnskab for 1. halvår i år, hvor overskuddet ikke er blevet mindre end før corona – det gælder både indenfor produktion, transport og den finansielle sektor (banker og forsikringsselskaber)

 

Det viser, at der er en kilde til finansiering, der ikke bliver brugt – og det er kun fra virksomheder, der har overskud. I dag er selskabsskatten på 22 % af overskuddet. Det indbragte i 2018 statskassen 60,8 milliarder (Kilde: Danmarks Statistik). Det viser, at alene en forøgelse af selskabsskatten til de 24 %, der var indtil Thorning-regeringen sænkede den i 2014, kan give en ekstra årlig indtægt til staten på ca. 6 milliarder.

 

Det er selvfølgelig en belastning for de private ejere af virksomhederne, men det er en del af den nødvendige, solidariske vej gennem corona-krisen.

 

Folketinget har pålagt finans-virksomheder et såkaldt ”samfunds-bidrag” til at finansiere den nye, tidlige pension. Nu må alle private virksomheder pålægges et ”samfunds-bidrag” i kampen mod corona.

 

En anden kilde til finansiering er topskatten på 15 procent, som betales af de 10 procent af skatteyderne, der har en indkomst på over 531.000 om året. I 2019 indbragte denne skat i alt 18 milliarder til statskassen (Kilde: Skatteministeriet). Det betyder, at en forhøjelse til 20 procent alene vil give staten en ekstra indtægt på 6 milliarder.

 

Da de optagne lån på 50 milliarder ikke skal betales på én gang, er det muligt at finansiere afdragene ved en beskeden forhøjelse af skatten på de største indkomster. Det er den solidariske vej – i stedet for at skære ned på de offentlige udgifter.

 

Stop smitten – Tag fra profitten!

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 2.november 2020

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com