I løbet af 2020 har vi set et sammenfald af flere større kriser, hvoraf den mest markante er Covid-19-pandemien, der, efter tilsyneladende at have nået sit højdepunkt i andet kvartal, nu igen kommer op på hidtil usete smittetal.

af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

Det falder sammen med klimakrisens ekstreme virkninger – ukontrollable brande i Californien og Brasilien og omfattende oversvømmelser i Asien – den forstærkede neoliberale offensiv, idet kapitalisterne forsøger at genvinde det tabte i løbet af nedlukningsperioden; og de genopståede lokale konflikter, som den i det østlige Middelhavsområde på baggrund af en fortsat kamp for geopolitisk overherredømme. Samtidig er usikkerheden om udfaldet af præsidentvalget i USA en faktor i den internationale situation. Det er for tidligt at forudsige, hvordan verden vil se ud ved udgangen af 2020, og hvorvidt den vil være gennemgribende forandret.

 

Den samlede virkning af disse kriser afslører til stadighed, hvordan de fattige arbejdende folk, og blandt dem specielt kvinderne, de sorte, de etniske minoriteter og landbefolkningen, lider under alle disse kriser. Tab af liv, arbejde og levebrød, uddannelse og bolig skaber tilsammen et stadig mere fattigt og forarmet lag over hele verden. Der er opstået kampe og bevægelser, der har udfordret de autoritære regeringer, som ikke bekymrer sig om deres befolkningers sundhed, og de sætter spørgsmålstegn ved de usikre betingelser ved den ”tilbage til arbejdet”-politik, hvis sigte er at gavne den kapitalistiske økonomi. Det sætter specielt fokus på kvindernes og de etniske minoriteters særlige stilling blandt de, der udfører et uundværligt arbejde. De brød dramatisk igennem med Black Lives Matter-bevægelsen i USA, der anfægter både racisme og politibrutalitet, og som hurtigt har bredt sig over hele verden, ikke blot som en solidaritetsbevægelse, men også som en udfordring af lokale udslag af racisme og politivold.

 

En pandemi der fortsætter
I begyndelsen af juni, fem måneder efter Corvid-19 pandemien brød ud, havde den allerede forårsaget mere end 400.000 dødsfald over hele verden med mere end 6,8 millioner officielt registrerede tilfælde i 216 lande – og omkring april måned havde mere end 3 milliarder mennesker været bundet til deres hjem.

 

Så begyndte pandemien at gå tilbage i Europa efter at have været på retur i Kina og Fjernøsten i begyndelsen af foråret – men den var stadig særlig akut i Nord- og Sydamerika – og der opstod det spørgsmål, om der ville komme en anden, galopperende infektionsbølge, eller om virus ville mutere til en mere fredelig form – usikkerheden var stadig markant.

 

Midt i oktober 2020 er det totale antal dødsfald på verdensplan nået op på 1,2 millioner, og det bekræftede antal tilfælde er over 40 millioner. USA, Indien og Brasilien er stadig på førstepladsen på listen over dødsfald og antal infektioner, men infektionsraten stiger overalt; særlig brat i Europa, hvor Storbritannien har registreret mere end 43.000 døde og Frankrig og Spanien hver mere end 33.000.

 

I mange lande er antallet af smittede, syge eller døde notorisk undervurderet, først og fremmest på grund af visse lederes politiske ønske om at benægte situationens alvor og også på grund af manglen på ressourcer til at teste, indlægge og centralisere optællingen af Covid-19 tilfælde.

 

Da de stod over for den globaliserede neoliberalismes sundhedskatastrofe prøvede mange regeringer, presset af den medicinske fagkundskab og den offentlige opinion, at genvinde kontrollen ved at indføre strenge forholdsregler. Resultatet var en klar opbremsning af epidemien – i det tidlige forår i Kina og Fjernøsten og sidst på foråret i Europa og New England [nordøstlige USA] – hvilket førte til en mere eller mindre omfattende lempelse af nedlukningen med opretholdelse af restriktive tiltag i samfund, der var traumatiseret af sygdommens voldsomhed og regeringernes forholdsregler. I de fleste lande i Nord- og Sydamerika, Indien og andre lande i Asien og Afrika fortsatte epidemien med at udvikle sig langsomt med meget forskellige beskyttelsesforanstaltninger. I nogle lande såsom Argentina eller Filippinerne har der været nedlukning uafbrudt siden marts!

 

Med efterårets komme på den nordlige halvkugle er der ved at udvikle sig en anden infektionsbølge i Europa og Mellemøsten med nye restriktioner lige fra udvidede karantæneperioder for rejsende til genindførelse af stærkt indskrænkende nedlukninger og udgangsforbud – ofte med regionale forskelle – i en række lande i Europa.

 

Økonomisk krise
Konsekvenserne af den opbremsning af økonomien, der direkte eller indirekte skyldes forholdsreglerne til beskyttelse af befolkningen, med ingen eller helt utilstrækkelige finansielle kompensationer og på baggrund af en finanskrise, der allerede har ulmet i lang tid, begynder at blive mere tydelige: et fald i bruttonationalproduktet (BNP) på gennemsnitligt 10 procent i OECD-landene (Europa, Nordamerika, Japan, Sydkorea, Australien…) i det andet kvartal af 2020 (til sammenligning var det -2,3 i 2009 under den foregående finanskrise); et fald på 25 procent i Indien, 20 i Storbritannien, 17 i Mexico, 14 i Frankrig, 9,5 i USA, 7,8 i Japan. Produktionstabet var allerede 2 – 3 procent i første kvartal. De kinesiske ledere erklærede imidlertid, at der allerede var sket en genopretning i andet kvartal: +3,2 procent (i sammenligning med -7 procent i første kvartal). Under alle omstændigheder regner de aktuelle forudsigelser med, at verdens BNP vil falde med omkring 6 procent i 2020 på baggrund af den nuværende situation, og at det ikke vil komme tilbage til niveauet før krisen før i 2023 – og det er uden at tage højde for en mulig yderligere forværring af pandemien.

 

I marts var der et tocifret antal millioner arbejdsløse i Kina, op mod 22 millioner arbejdsløse i USA i april 2020 – og selv om det blev forudsagt at disse tal ville falde brat i løbet af de efterfølgende måneder, ser det ud til at de jobs, der bliver skabt, er meget mere prekære og med flere deltidsjobs end før krisen – og i USA er antallet af beskæftigede nu anslået til at være 11,5 millioner færre end i februar. I EU er antallet af arbejdsløse steget til 7,8 procent med enorme forskelle mellem nord og syd!

 

En ny gældsfælde trækker sig sammen om et stigende antal lande på den sydlige halvkugle, hvor de strukturelle vanskeligheder bliver forværret af Covid-19 krisen: et fald i valutareserverne, en brat forværring af samhandelsbetingelserne med et fald i råstofpriserne ledsaget af en nedskrivning af disse landes valutaer i forhold til den amerikanske dollar. Nitten lande i Syd har allerede standset betalingerne, og 28 lande er stærkt truet af en for høj gældsbyrde. G20-landene, den Internationale Valutafond og Verdensbanken støtter kreditorerne uden at blinke og bidrager yderligere til at gældsætte landene i Syd med finansiel nødhjælp, der hovedsagelig kommer i form af lån, mens de gennemtvinger en neoliberale nedskæringspolitik. Tilbagebetalingerne bliver større de kommende år og vil veje tungt på arbejdernes og de arbejdende klassers skuldre. Fjerde Internationale støtter de forskellige mobiliseringer fra bevægelser, der på internationalt plan kæmper for at få slettet den illegitime gæld.

 

Skadevirkningen af borgerskabets og regeringernes offensiv
For kapitalisterne og deres regeringer er det nødvendigt at genoptage arbejdet og forbruget, uanset hvad det koster med hensyn til sundheden og de offentlige finanser, men på den anden side prøver de, under dække af kampen mod pandemien, at begrænse andre friheder – friheden til at rejse, mødes eller more sig – på mere eller mindre ekstreme måder, der begrænser udgifterne til et ordentligt system til testning, smitteopsporing, isolation og støtte.

 

– Enorme hjælpepakker til virksomhederne (ofte uafhængigt af deres aktuelle krisesituation) bliver sat i værk lige fra Kina til USA og de forskellige europæiske lande. De omfatter bl.a. nedsat arbejdstid og skattelettelser for bæredygtigtig produktion.

 

EU har for sin del offentliggjort en europæisk genopretningsplan til 750 milliarder euro over tre år, hvor lidt mere end halvdelen udgøres af fælles lån – der modsvares af en kontrol med de nationale politikker i de kommende år (det er til dels en propagandaeffekt, da det faktisk kun udgør 1 procent af de offentlige udgifter).

 

– De offentlige ydelser er under et stadig stærkere pres: Vi ser ikke omfattende geninvesteringer i det offentlige sundhedsvæsen, uddannelse, ældrepleje og børnepasning, støtte til handicappede eller andre sektorer, som sundhedskrisen har sat i meget store problemer! Tværtimod ser vi en yderligere indtrængen af privat kapital i sektorer, der i det mindste i Europa har været drevet som en del af den offentlige sektor.

 

– Endnu mere autoritære styreformer implementeres ved denne lejlighed. Næst efter kampen mod terrorismen er det kampen mod pandemien, der bruges til at retfærdiggøre indskrænkninger af frihedsrettighederne: politi overalt; uoverkommelige bøder til dem, der ikke retter sig efter karantæner eller maskepåbud (efter at have sagt både for og imod deres effektivitet); nedlukninger og udgangsforbud, der forbyder socialt samkvem.

 

Disse politiske forholdsregler forsvares side om side med stigmatiseringen af unge og befolkningsgrupper, specielt etniske grupper – hvad enten de tilhører gamle, etablerede sociale grupper eller er mere nytilkomne immigranter – der bliver fremhævet som tankeløse og uansvarlige, som om de ikke også ønskede at beskytte sig.

 

– Aftalerne på arbejdsmarkedet bliver brudt op overalt; den fleksibilitet, der oprindelig blev indført i lyset af en ekstraordinær økonomisk situation, bliver gjort varig, og lukning af virksomheder bliver gjort lettere.

 

– Retten til organisering, forsamlingsfriheden og retten til at demonstrere er blevet undertrykt under nedlukningen og fortsætter med at være indskrænket, ofte underlagt regler, der minder om en undtagelsestilstand.

 

– Samtidig er vi vidne til, at der slås hårdt ned på migranter, særlig ved USA’s sydlige grænse og hen over Middelhavet.

 

Men de voldsomme udsving i denne flerdimensionelle krise bidrager også til en skærpet konkurrence mellem stormagterne og mellem forskellige lande: mellem USA og Kina – mellem Trumps USA og resten af verden, begyndende med Iran; med Putins Rusland; mellem Erdogans Tyrkiet og dets naboer; f.eks. striden med Grækenland der er blusset op, med europæiske regimer som Macrons Frankrig, der puster til konfliktens ild. Det korrupte regime i Aserbajdsjan, der mistede de finansielle ressourcer til at opretholde sit despotiske styre, startede en offensiv mod armenierne i Nagorno-Karabakh med støtte fra det tyrkiske luftvåben og syriske lejetropper. Det prøver på at vinde folkelig opbakning og udsætte enhver mulighed for en demokratisk proces.

 

Endelig, med hensyn til miljøkrisen, er der stadig en stærk tendens til, at skaderne på miljøet bliver værre, selv om faldet i produktionen på verdensplan i foråret kan have haft en kortvarig positiv effekt på forureningsgraden og drivhuseffekten: De store brande i 2020 i Australien, Brasilien og hele Amazonas-området og i USA er et resultat af tiltagende tørke på grund af klimaforandringerne, den neoliberale landbrugspolitik og somme tider direkte pyromaniske landbrugsmetoder.

 

Sundhedsmæssige og sociale virkninger
Hvad angår forholdsreglerne til screening for Coronavirus, de forskellige former for tests og beskyttelsesforanstaltningerne (masker, indskrænket bevægelighed, karantæner osv.) hospitalsbehandling og udstyr, forskning i vacciner: Der er en lavine af indbyrdes konkurrence, liberal fejlhåndtering, bureaukratisk ineffektivitet, med risiko for nye, traumatiske nedlukninger og nye hospitalskriser, der kommer ud af kontrol, mens sundhedspersonalet bliver udmattet og ofte særligt ramt af Coronavirus.

 

Således har vi set rige lande (først og fremmest USA), der har været meget mindre effektive i kampen mod epidemien end nogle af de lande, der anses for at være fattige (Vietnam, Cuba…), men som har en tradition for et offentligt sundhedsvæsen.

 

Vi har også været vidne til stærke sociale uligheder og alders-, race- og kønsforskelle over for pandemien! De ansatte på gulvet i sundhedsvæsnet, rengørings- og transportsektoren, der ofte har overvægt af kvinder eller etniske mindretal; prekære og løstansatte arbejdere, der ikke kan tillade sig den luksus at holde op med at gå på arbejde, der ofte er meget udsat for sygdommen, men mister det meste af deres indtægt; arbejderklassen, ofte etniske mindretal, der lider under konsekvenserne af overbefolkede levevilkår og dårlig ernæring; migranter og gæstearbejdere; bønder og indfødte folk i Syd; sårbare folk over 65 år og mere generelt folk, der lider af kroniske sygdomme: Selv om offentligt kendte skikkelser, kunstnere og politiske ledere også har været ramt af Covid-19, er den højeste pris uden tvivl blevet betalt af dem, der er ofre for fattigdom og undertrykkelse fra flere sider.

 

Specielt kvinder har mærket den koncentrerede lidelse og risiko under byrden af deres arbejdsmæssige og familiære forpligtelser og den macho-vold, som pandemien og nedlukningerne har skabt eller forstærket.

 

I lyset af de sociale katastrofer, der hurtigt fulgte af nedlukningerne og restriktionerne, har mange – men ikke alle – regeringer midlertidigt løsnet på dogmet om nedskæringer i de offentlige budgetter, og uddelt grundlæggende social understøttelse, fra Kina til USA samt forskellige europæiske lande. Denne understøttelse på nogle få hundrede euro, enten som éngangsbeløb eller månedlige rater, har fungeret som en minimal social stødpude, og har oven i købet hjulpet med at gøre nogle lag i befolkningen mere sympatisk indstillet over for de politiske ledere, som det var tilfældet med Bolsonaro i Brasilien.

 

Disse nye sociale sikkerhedsnet er imidlertid en konjunkturbestemt politik og tydeligvis ikke et udtryk for et neo-keynesiansk vendepunkt for afgørende sektorer af borgerskabet. Den vildtvoksende offentlige gæld vil få langvarige og alvorlige konsekvenser, da den vil tjene som en anledning til at uddybe strukturelle modreformer rettet mod overenskomster, retten til at organisere sig og sociale sikkerhedssystemer. Regeringerne betaler den offentlige gæld tilbage til punkt og prikke og forbereder sig på at præsentere den neo-liberale regning (specielt over det, der er tilbage af den offentlige service) ved igen at bekræfte fortællingen om konkurrencedygtighed. Ingen steder vil regeringerne bruge de høje indtægter og formuer, som faktisk har styrket deres aktiver. Ingen steder bliver medicinalvirksomhederne nationaliseret i en tid, hvor der er et stort behov.

 

Den digitale fattigdoms virkninger bliver forstærket under pandemien:

·         Adgangen til online undervisning – lærere på alle niveauer har vundet nogle kampe for online undervisning for at reducere risikoen ved undervisning ansigt til ansigt i uddannelsesinstitutionerne, der ikke er tilpasset kravet om fysisk afstand og respekten for beskyttelsesforanstaltningerne. Det skal følges op af elevernes kamp for adgang til internet, udstyr og plads til at arbejde.

·         Adgangen til regeringens og de lokale myndigheders serviceorganer er i stigende grad begrænset til internettet.

·         Handel på internettet er vokset enormt og efterlader dem, der ikke har de nødvendige redskaber (internet, kreditkort) i en vanskelig situation, samtidig med at den øger udnyttelsen af dem, der arbejder med distributionen (f.eks. Amazon eller postvæsenet).

 

Resultatet på det politiske plan og i forhold til kampene
De politiske magthaveres legitimitet og den herskende profitlogik bliver stadig mere udhulet i dette generelle billede, hvor det er blevet bemærket, i hvor høj grad de har været ude af stand til at håndtere sådan en katastrofe. Arbejderne, især arbejderne ”på gulvet” eller i ”forreste række”, er symbolsk blevet værdsat… Men med den kombinerede frygt for sygdom, arbejdsløshed og undertrykkelse er muligheden for kamp i øjeblikket meget ringe! Modstanden har ikke kunnet vokse i omfang eller følge op på de glimt af håb, der var i juni.

 

I mange lande (hvis ikke i de fleste) er de store fagforeninger blevet fuldstændig opslugt af pandemikrisen. De er ikke bare blevet mere tavse og sky over for enhver større konflikt, men de har tit heller ikke noget at sige om den herskende klasses krisepolitik. De spiller ikke desto mindre en stor rolle i arbejderklassens daglige forsvarskampe. I fremtiden vil det derfor i mange lande være vigtigt – endnu mere end før – at tage del i fagforeningernes klassekampspolitik og udbrede de begrænsede initiativer, som fagforeninger eller strømninger med en mere stridbar tilgang tager.

 

Mange af de ulmende eller latente samfundspolitiske bevægelser fra før pandemien er blevet kvalt af den stigende undertrykkelse i Hong Kong, Algeriet og Ægypten. Sociale eller demokratiske bevægelser er også blevet suspenderet under epidemien i Chile, Irak, Frankrig og Catalonien… Er der mulighed for en hurtig genopblussen i disse lande?

 

Det bliver nødvendigt mere detaljeret at undersøge, hvad der er kommet ud af de solidariske initiativer på basisniveau, der er blevet bygget op under pandemien, og som vil kunne udvikles i adskillige lande.

 

Heldigvis har flere massebevægelser gjort sig gældende siden det sene forår på forskellige grundlag, men med en fælles baggrund i kampen for demokrati og mod samfundets konkurrencebaserede funktion:

 

– Bevægelsen mod racisme og politivold, der startede i USA, er stadig meget stærk – i Europa også i solidaritet med migranter på et mere begrænset, men væsentligt grundlag (såsom de nylige demonstrationer i Tyskland).

– Det genopblussede oprør i Libanon mod det religiøse regimes korruption, startende med eksplosionen i havnen i Beirut.

– Opstanden i Mali.

– Opstanden i Hviderusland mod Lukasjenkos styre og hans konstante valgsvindel.

– Den thailandske ungdoms oprør mod det miskrediterede kongehus.

– MAS valgsejr i første runde i Bolivia som følge af en massemobilisering.

– Det folkelige oprør i Chile har gennemtvunget en folkeafstemning om forfatningen fra Pinochet-diktaturet den 25. oktober – en afvisning af den vil være en betydelig sejr.

 

Vi har stadig til gode at se, hvilke nye opsving der kan finde sted i bevægelserne mod klimaforandringerne eller, mere generelt, miljøkampene, med inddragelse af erfaringerne fra pandemien. Hvilken genopblomstring af de feministiske bevægelser, der har gjort sig gældende i kampens forreste linje i de seneste år?

 

Der er stadig et potentiale for kampe og opstande mod en herskende orden, der, over for en profitkrise og en stigende mangel på legitimitet, søger at styrke sig med en udbredt autoritær tendens, men med visse ledere, der somme tider er meget ude på de vilde vover set med borgerskabets synspunkt. Men dette potentiale har svært ved at komme til udtryk indtil videre på grund af frygten for pandemien og de forvirrende foranstaltninger, der tages for at bremse den. Det har indtil videre været umuligt at ændre magtbalancen og gøre et alternativ til kapitalismen mere troværdigt.

 

I den situation kommer de mest reaktionære, autoritære og racistiske ideologier og konspirationsteorier på banen på den yderste højrefløj. I angrebet på de undertrykte og udbyttede, som kæmper, finder de fremdrift eller ligefrem formidlere blandt politiske ledere, som har fået eller holder fast ved magten som Trump, Putin, Bolsonaro, Xi Jinping, Modi, Duterte, Rohani, Netanyahu, Erdogan, Orbán, Kaczyński … mens de mere ”præsentable” ledere kun kan opmuntre dem ved selv at angribe de demokratiske principper; ofte noget der er uset i deres land i årtier.

 

Valgene i USA den 3. november bliver en afgørende begivenhed: Hvis de fører til et (sandsynligvis illegitimt) genvalg af Trump, kan de gøre situationen endnu mere spændt med en polarisering, hvor den yderste højrefløj vil få en fordel, og risikoen for masseopstande vil vokse. Hvis Trump på den anden side bliver afsat, vil et vigtigt led i højrefløjens og de autoritære regeringers kæde være brudt, og – uden at have nogen illusioner om, hvad Biden repræsenterer eller har tænkt sig at gøre – vil det udgøre et frisk pust for de udbyttede og undertrykte folk over hele verden.

 

Konklusion
Arbejderbevægelsen, de sociale bevægelser (og vi selv) er afvæbnede og splittet mellem på den ene side behovet for at tage vare på sundheden og beskytte os mod pandemien og på den anden side modstanden mod de indskrænkninger af frihedsbegrænsende forholdsregler, som regeringerne har gennemført, og som har ødelagt det sociale sikkerhedsnet og de offentlige sundhedssystemer.

 

Revolutionære og antikapitalister står over for nogle store opgaver! Vi må hjælpe med at skabe og styrke en enhedsfront blandt de udbyttede og undertrykte mod de autoritære regeringer og de ultraliberale dagsordener.

 

I den nuværende krisesituation er det overalt afgørende at geninvestere storstilet i offentlig service med gratis adgang, begyndende med sundhedsvæsnet, og i stor stil genoptage sociale hjælpeprogrammer og boligprogrammer finansieret ved beskatning af de højeste indkomster, profitterne og ved at blokere for udbetaling af kapitaludbytte. Det er nødvendigt at nationalisere medicinalindustrien og andre virksomheder af samfundsmæssig interesse som f.eks. energisektoren, bankvæsenet og vandforsyningen. Produktionssystemet skal forandres, så det tilfredsstiller de umådelige sociale behov snarere end de dødbringende industrier, der fremstiller våben, forurenende kemikalier, luksusvarer osv. Landbruget skal omlægges hen mod bæredygtige dyrkningsmetoder og naturlige ressourcer. Diskriminerende politik skal standses, grænserne skal åbnes for at beskytte folkeslag, der er i fare, og sammenhold skal fremmes i stedet for at sætte mennesker op mod hinanden og fremprovokere krige!

 

Vi må give en central rolle til befolkningens, sundheds- og omsorgsarbejdernes selvorganisering. De mest effektive midler i kampen mod pandemien er dem, der nyder størst opbakning, fordi de er defineret af folket selv sammen med sundheds- og omsorgsarbejderne. Det er et spørgsmål om at genvinde magten over vores liv.

 

På den vej, i kampene, i modstanden mod den destruktive kapitalisme, for demokrati og for en alternativ og bæredygtig økonomisk politik, ligger muligheden for at forandre de nationale styrkeforhold, der i dag er ugunstige, og for at skabe et mere konkret økosocialistisk alternativ for menneskeheden.

 

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 19. oktober 2020

 

Oversat fra International Viewpoint af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com