Håb er ikke en strategi” er blevet et populært slogan, som rummer meget sandhed. Det gælder også et håb om, at valget til Folketinget den 24. marts kan føre til ”en rød regering”.

Selv hvis valget kan ende med, at SVM-regeringen erstattes af en S-regering, der bygger på et parlamentarisk grundlag i venstre side af Folketinget - SF, Enhedslisten og Alternativet - er det ingen garanti for en rød politik.

Socialdemokratiets blå bundlinje

Det er Socialdemokratiets erklærede mål at føre politik ”hen over midten”, og det betyder borgerlig politik sammen med erklæret borgerlige partier – uanset om der vil være et flertal i Folketinget, der åbner for en anden mulighed. Socialdemokratiet har i valgkampen lagt små røde lunser ud for at samle nogle stemmer, men partiet har ikke sået tvivl om den blå bundlinje, som blandt andet betyder:

· Der må ikke sættes spørgsmålstegn ved de vanvittige oprustningsplaner – i Danmark og EU.

· En genopretning af den offentlige velfærd i kommuner og regioner er ikke på Socialdemokratiets dagsorden. Den offentlige velfærd skal stadig holdes indenfor budgetloven og EU’s stramme rammer.

· Klimapolitikken skal forsat fremme fortsat kapitalistisk vækst. Landbrug, industri og transport skal ikke underlægges krav om at deres virksomhed skal holdes indenfor de planetære grænser.

· Der må ikke sættes spørgsmålstegn ved den fremmedfjendske og diskriminerende udlændingepolitik

· Der må ikke sættes spørgsmålstegn ved regeringens støtte til og samhandel med apartheidstaten Israel.

Et ægte rødt alternativ

Situationen i Danmark – og internationalt – kalder på en anti-kapitalistisk stemme, på en grundlæggende kritik af det nuværende system. Vi lever i en verden med flere krige end vi har set længe. En verden hvor en lille gruppe multimilliardærer smadrer klodens klima i jagten på profit. En verden hvor imperialistiske magter bekriger hinanden uden tanke på de enorme menneskelige ofre. En verden med stadigt flere katastrofer, med ekstrem ulighed, med racisme og flygtningekriser.

I den situation er det tydeligt, at venstrefløjen ikke skal tilbyde sig som administratorer af det kapitalistiske system, men skal stille sig i skarp opposition til enhver regering, der fortsætter de sidste 30 års nyliberale vækst- og krisepolitik. Der er brug for en stemme der tør fremføre grundlæggende systemkritik. Der er brug for et parti, der aldrig i ”ansvarlighedens” navn forråder klassekampen og støtter ”den mindste forringelse” i stedet for at rette kampen mod systemets rammer.

Derfor bør det også være indlysende, at et klassekampsparti ikke kan (og EL derfor ikke bør) indgå i eller være et automatisk ”støtteparti” for en kommende Mette Frederiksen-regering - heller ikke hvis denne dannes på venstrefløjens mandater. Et klassekampsparti bør derimod fastholde at være parti i egen ret og ikke gå på kompromis med at være den antikapitalistiske og systemkritiske stemme.

Valgets betydning

Betyder Socialdemokratiets blå bundlinje så, at det er ligegyldigt, om resultatet af valget bliver en blå regering, der bygger på et flertal med den yderste højrefløjs udgave af SVM (dvs. Støjberg-Vanopslagh-Messerschmidt), eller en socialdemokratisk regering, der bygger på et flertal til venstre, og som har brug for Enhedslistens mandater for at have et parlamentarisk flertal?

Nej, det er ikke ligegyldigt. En politisk situation, hvor Enhedslistens mandater er nødvendige for at en regering kan have et parlamentarisk flertal, giver en politisk åbning, som Enhedslisten og de andre partier til venstre kan og skal bruge til at kræve politiske indrømmelser af en sådan regering. Det gælder både i forbindelse med regeringsdannelsen og i tiden efter.

En sådan politisk situation opstår ikke af sig selv, og det er derfor afgørende, at Enhedslisten som den yderste venstrefløj i Folketinget får den størst mulige opbakning ved valget, også selvom Enhedslisten ikke fremstår som et antikapitalistisk, systemkritisk parti.

Kræfter på den yderste venstrefløj taler i disse dage om at boykotte valget, fordi EL ikke er tilstrækkeligt socialistisk. Uanset at der er gode begrundelser for kritik af EL, er dette en sekterisk og uovervejet position.

Dels af ovennævnte grund, men også fordi blanke stemmer vil give flere mandater til den radikale højrefløj, der i Danmark såvel som i andre lande tordner frem med ekstreme krav vedr. (ikke-) klimapolitik, antifeminisme og angreb på især etniske og seksuelle minoriteters rettigheder.

For en mindretalsregering af S-SF

Det er som allerede nævnt politisk helt afgørende, at Enhedslisten kan fremstå tydeligt med sin politik for et socialistisk alternativ til venstre, og at partiet deltager aktivt i alle dele af klassekampen og den sociale kamp i samfundet - uden at være bundet af loyalitet overfor andre partier i en regering.

Men det betyder ikke, at EL skal afholde sig fra at udnytte alle muligheder for at bruge sine mandater - og pres udefra - til at bringe den mindst ringe regeringsløsning til magten. Herunder aftvinge en regering politiske indrømmelser. Sådanne politiske aftaler må dog aldrig være indsnævrende for vores egen politiske mulighed for at agere i klar opposition til en sådan regering.

Ud fra en realistisk vurdering af valgresultatet vil denne mindst ringe løsning være, at Socialdemokratiet og SF danner en regering, der aftaler et samarbejde om en række politiske sager med Enhedslisten, Alternativet og om nødvendigt andre partier, der vil anbefale en sådan regering.

Vi har ingen illusioner om, at en S-SF-regering vil gennemføre en politik, der er i nærheden af at opfylde kravene til et brud med kapitalismen og vælge en socialistisk udvikling. En S-SF-regering vil kun opfylde selv de mest beskedne krav til blandt andet sociale forbedringer og klimaindsats, hvis den presses politisk af klimabevægelsen, andre sociale bevægelser og ikke mindst af fagbevægelsen.

Formålet med at pege på en mindretalsregering med Socialdemokratiet og SF er at skabe et politisk fokus, der kan få sociale bevægelser af enhver slags til at rette deres krav til en sådan regering – og til at gennemføre aktioner, hvis de ikke bliver opfyldt. Det har derfor en selvstændig betydning, at en sådan regering er en mindretalsregering, der er nødt til at finde et flertal i samarbejde med andre.

Dannelsen af en mindretalsregering med Socialdemokratiet og SF kan i bedste fald skabe en helt ny politisk dynamik i samfundet – både i Folketinget og udenfor – hvor aktive socialister, indenfor og udenfor Enhedslisten, får et større politisk råderum. Det er et råderum, der skal udnyttes til fulde, for vi får kun reelle forbedringer, hvis der i langt større omfang end i dag er nogen, der rykker, skubber og ryster murene på Christiansborg.

Stem på Enhedslisten – Fortsæt kampen!

Socialistisk ArbejderPolitiks Landsledelse, den 15. marts 2026