For 18. gang inviterede Socialistisk Arbejderparti til socialistisk påskeseminar – 5 dages program med oplæg, politiske diskussioner og socialt samvær.

af Mads Wilmann

At være i politik er iflg. de fleste politikere en livsstil. Påskeseminaret er et godt eksempel på det. Her forenes ferie, familie og fritid med politisk aktivitet.

I naturskønne omgivelser i Helsinge ligger en efterskole. Den danner rammen for SAP’s påskeseminar, hvor tæt på 100 deltagere har valgt at opholde sig onsdag-søndag i påsketid.

Ved ankomsten er det første indtryk nogle børn, der spiller fodbold i gården. Mange af de politisk aktive tager deres familie med. Det er der plads til på påskeseminaret, hvor der arrangeres børnepasning, mens programmet kører.

Når man skimmer det tætpakkede program, der kører fra morgen til aften, ser man det indeholder både sociale og politiske aktiviteter. Den sociale del af programmet er blandt andet fodbold, rundbold, filmvisning og revy. Mange deltager entusiastisk i aktiviteterne og lærer hinanden at kende fra en lidt anden vinkel.

Den politiske del af programmet består af et par paneldebatter og en række forskellige workshops, man som deltager frit kan vælge imellem. Temaerne er vidt forskellige og strækker sig fra EU til ungdomsorganisering, som et eksempel.

Til workshoppen om EU sidder to oplægsholdere, en mødeleder og en masse debativrige deltagere. Her bliver der indledt med en række fakta om finanspagten, kompliceret stof jordnært og jovialt formidlet af Søren Søndergård. Efterfølgende er der ivrig debat om emnet.

Når der ikke er programsat aktivitet spiller folk spil, får sig en kop kaffe og en politisk diskussion eller går ture i den nærliggende skov. Et par rygere trodser det blæsende vejr og samler sig i gården. Her jokes, grines gøres status på påskeseminaret.

Én siger, at han er taget på påskeseminar for at kloge sig på nogle politiske emner. En anden siger, at det klart er den gode mad og sammenholdet, der vælter kegler.

Og sammenholdet kan mærkes på påskeseminaret. Alle hjælpes ad om de huslige pligter godt hjulpet på vej af en ”dagansvarlig”, der organiserer arbejdet.

Under måltiderne i den store spisesal sidder folk ved de respektive borde og diskuterer lystigt, lydniveauet er højt. Om aftenen samles folk til spil og øl, og de politiske diskussioner går til tider højt, men hele tiden i en munter og kammeratlig tone.

Tilbage står indtrykket af et vellykket og godt organiseret seminar, der forener socialt samvær, familietid, ferie og politisk aktivitet. Det er nok i denne vellykkede sammensmeltning – for ikke at nævne det spændende program – at man finder svaret på, hvorfor så mange vælger at bruger deres ferie på at tage på påskeseminar.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com