Den 27. oktober skal der være præsidentvalg i Argentina – et valg, der i følge den argentinske økonom Claudio Katz er af afgørende betydning ikke blot for Argentina, men for den politiske udvikling i Latinamerika i det hele taget.

 

Det er Katz’ opfattelse, at udfaldet af valget kan åbne op op for en politisk udvikling, der kan tage tråden op efter den progressive bølge for 15-20 år siden med Chávez, PT i Brasilien og valgene af Evo Morales som præsident i Bolivia og Rafael Correa i Ecuador. Det hænger selvfølgelig sammen med særlige historiske og politiske kendetegn ved Argentina og den aktuelle økonomisk-politiske situation i landet, som vil blive behandlet senere, men den grundlæggende præmis er hos et andet land, Venezuela.

 

Venezuela

Den vej, som den latinamerikanske virkelighed vil bevæge sig, er ifølge Katz helt afhængig af, hvordan situationen i Venezuela udvikler sig. Landet har en så stor strategisk betydning, at hvis højrefløjen og USA trækker det længste strå, så vil det blive en grundsten i en varig, tværnational sikring af konservative regimer, med den yderligere autoritære udvikling, som det vil indebære. Hvis højrefløjen taber i Venezuela, åbnes der op for, at en progressiv bølge kan tage fart igen.

 

USA har en særlig interesse i Venezuela, dels fordi der er olie i landet, og dels som et led i forsøget på at genvinde sit overherredømme i regionen over for Kina, hvis investeringer og øvrige interesser har været i stærk vækst i de senere år, med et tilsvarende stærkt tilknytningsforhold til de nationale borgerskaber som konsekvens, en torn i øjet på USA.

 

Men USA’s forsøg på at få kontrol med Venezuela er svækket af en række grunde – det er ikke lykkedes at bringe Guido og højrefløjen til magten, at finde sprækker i militærets opbakning til Maduro, eller etablere en militær alliance med andre latinamerikanske regeringer, der kan legitimere en intervention i landet. En årsag mere er Trumps attitude i retning af ’jeg bestemmer, og så har I bare at indordne jer’, bygningen af muren, samt hans fornærmelser af mexikanere m.fl., der vækker afsky langt ud over de venstreorienteredes rækker. Så selv om han har mobiliseret alle sine gamle bøddelknægte og ridefogeder, Elliot Abrams, John Bolton, Mike Pompeo, så hjælper det ikke.

 

Katz er enig i den kritik, der er blevet rettet mod regeringen i Venezuela, men fastholder – som det måske allervigtigste træk, og det, der også giver håb ud over landets grænser – en folkelig mobilisering af et omfang, der går langt ud over, hvad der ellers er set i regionen, og som har sat foden ned over for kupforsøg og præsteret en langt større tilstedeværelse i gaderne end højrefløjen. Og som Katz udtrykker det: ’I Latinamerika er det dem, der kan fastholde kontrollen over gaderne, der har den politiske magt. Den politiske styrke, der kan udøve sin autoritet over gaderne, vil opleve, at denne magt afspejler sig i samfundets institutioner.’(1). Det er et altafgørende moment, der også vil gøre sig gældende, når vi kommer til Argentina.

 

Så spørgsmålet er altså, hvordan problemet med Venezuela bliver løst, og det indebærer en kamp på to fronter: en kamp mod kupforsøgene og mod USA, og en kamp inden for chavisternes rækker, der skal afgøre, om en genrejsning af chavismen er mulig, eller den ikke er. Så som Katz udtrykker det: ’Det, der sker i Venezuela, får betydning for alting – alting, alting, alting er koncentreret i Venezuela’.(2).

 

Argentina

Argentina er ifølge Katz det økonomisk svageste led i regionen, fordi landet passer så dårligt ind i den moderne globale kapitalisme, og den krise, som det gennemgår, kan føre til en voldelig opstand – samfundsøkonomien bevæger sig hele tiden på randen af et totalt sammenbrud, og den eneste plan regeringen har, er at holde stand indtil præsidentvalget i oktober. Men før vi ser nærmere på det, nogle særlige kendetegn ved Argentina:

 

1. Militæret spiller ingen rolle i det politiske liv – en følge af nederlaget i Malvinas/Falklands-krigen og den stærke demokratiske bevægelse, som den kom til at stå over for i tiden efter,  og som førte til et omfattende retsopgør.

 

2. Den herskende klasse har som følge af det haft svært ved at stille noget op over for militante sociale bevægelser – det har medført en vedvarende ustabilitet, men det er også takket være dem, at der ikke har været nogen reel fare for en tilbagevenden til diktatur.

 

3. Til forskel fra Brasilien, Mexico og Chile så har Argentina en af verdens stærkeste arbejderbevægelser – der har været 40 generalstrejker siden overgangen til demokrati i 1983 og fem, mens Macri har været præsident.

 

4. Menneskerettighedsbevægelsen er meget vigtig, og den er demokratisk helt igennem. Demokratiske rettigheder er blevet vundet gennem kamp – den feministiske bevægelse, der er særlig betydningsfuld i Argentina, er en del af denne kamp. Landet var også et af de første til at legalisere ægteskab mellem personer af samme køn. De demokratiske kampe er en del af en ubrudt historie, der går tilbagt til Mødrene fra Plaza del Mayo, der trådte offentligt frem første gang under diktaturet.

 

5. Argentina har et offentligt uddannelsessystem, der adskiller sig fra nabolandene, og i sin opbygning og funktionsmåde ligner mere udviklede lande. Det har så også medvirket til, at landet på trods af diktatur, økonomiske kriser og social uro og vold, har opretholdt et højt kulturelt niveau, og det samme gælder politiseringen af befolkningen. (3).

 

Den aktuelle situation

Macri-regeringen befinder sig i en håbløs situation – Argentinas gæld tegnede sig ved begyndelsen af hans embedsperiode for 40 procent af landets BNP, nu er det 100 procent. Det grundlæggende problem er ikke i sig selv optagelsen af gæld, men hvad den bliver brugt til – det er ikke skoler, bygge- og anlæg eller produktive investeringer –  men i altovervejende grad til at finansiere kapitalflugt. IMF er kommet med to redningspakker, uden større virkning. Ifølge Katz skyldes krisen ikke, at regeringen er uduelig, men den neoliberale politik, der er blevet ført siden militærdiktaturets dage.

 

USA har forsøgt at lægge pres på IMF, for at der skal gives yderligere lån – det er af rent geopolitiske grunde, de håber ad den vej at kunne skaffe sig en vigtig allieret i regionen, med henblik på Venezuela, men alt tyder på, at fonden vil fastholde en hård linje overfor Argentina. Det, der adskiller situationen fra andre lande, er, at IMF står som den eneste kreditor, og yderligere långivning vil udgøre en økonomisk trussel for fonden selv. Én ting er, hvis Macri vinder valget. Det vil bare betyde, at nedskæringer hobes oven på de nedskæringer, der allerede er gennemført, og et udsalg af alle landets naturresourcer. Bekymrende er det også, at mange ser regeringen som den eneste skyldige, og opfatter IMF som en ven, der endnu en gang vil give en hjælpende hånd.

 

Det gælder også oppositionen, der satser på forhandlinger med IMF frem for at bidrage til højere bevidsthed om landets reelle situation og medvirke til at skabe social mobilisering mod de reformer af arbejdsmarkedet og pensionssystemet, som IMF vil komme med. Og alligevel ser Katz den opstillingsliste til præsidentvalget, som oppositionen er kommet med – den liste, der har Alberto Fernández som præsidentkandidat, og den tidligere præsident, der tabte til Macri i 2015, Cristina Fernández de Kirchner som vicepræsidentkandidat – ’Fernández-listen’(4), som noget, der vil vende op og ned på alting i regionen.

 

Cristina Fernández er meget konservativt indstillet, men hvis hun skulle blive valgt, så vil der alligevel blive tale om en meget betydelig forandring på grund af det sociale mobiliseringsniveau, der er i Argentina. For at forstå det, vil det være vigtigt at se nærmere på, hvem Cristina Fernández de Kirchner er, og hvad der kendetegner den politiske profil, som hun står for: ’’kirchnerismen’.

 

’Kirchnerismen’ og Cristina Kirchner

Cristina Kirchner var præsident i to perioder, fra 2007 til 2015. Hun efterfulgte sin mand, Nestor Kirchner (2003-2007), i hvis periode hun var en meget aktiv og synlig ’First Lady’ – der er allusioner til Bill og Hillary Clinton, og til Eva Perón, selv om de faktiske ligheder er begrænsede. Kirchner-parret blev oprindeligt opfattet som venstre-peronister (peronist = arvtager til de tidligere præsidenter Juan og Isabel Peron), eller som ’sententistas’ (1970’ere), og der er da også venstre-peronistiske træk i ’kirchnerismen’, der ikke så meget er en sammenhængende ideologi, men snarere en samlebetegnelse for bestemte tankegange og prioriteringer – protektionisme, anti-USA, pro-Chávez, anti-neoliberalisme, progressiv med hensyn til menneskerettigheder, og i sin første præsidentperiode nationaliserede Cristina Kirchner private pensionsfonde, subsidierede priserne for offentlige ydelser, gennemførte lovgivning, der gav ret til ægteskab mellem personer af samme køn, udvidede LGBT-rettigheder og ret til kønsskifte, samt tog initiativ til et omfattende retsopgør med de militærpersoner, der stod bag ’den beskidte krig’ 1974-83, hvor dødspatuljer på militærregeringens befaling likviderede op mod 30.000 venstreorienterede og andre, der var kritiske over for regeringen, eller mentes at være det.

 

Politisk er hun dog senere svinget til højre, i neoliberalistisk retning. I sin sidste periode viste hendes embedsførelse tiltagende autoritære træk, hun er opportunistisk og korrupt, antallet af episoder og skandaler omkringe hende er legio, men der har trods alt været så meget substans i, hvad hun har stået for, at hun nyder en udbredt popularitet blandt den brede befolkning, og det er der, Katz ser en åbning, hvis ’Fernández-listen’ vinder.

 

Venstrefløjens opgaver

Det er kun på venstrefløjen, at gældens legitimitet anfægtes, og i forlængelse af det, har den en række forslag:

 

1. At finde ud af, hvad der er vigtigst. Hvad skal vi tage os mest af – at betale renter af gælden eller befolkningens velfærd? Skal vi bygge skoler, sikre at børn får mad nok, og at pensionister kan betale for medicin eller indfri gælden til IMF? Det er ikke sandsynligt, at IMF vil gå med til det, og heller ikke, at vi kan gøre begge dele. For at undgå det helt store skrækscenarie, må vi gøre, hvad vi kan, for at skabe massemobilisering og udvikle folks bevidsthed.

 

2. Det andet trin er at gennemføre en analyse af gælden. Vi betaler renter af penge, som argentinske kapitalister har bragt i skattely i udlandet, så vi skal have en undersøgelse af gælden: hvad består den af, hvad er den blevet brugt til, hvem fik pengene osv. Det er dem, der har tjent på de finansielle transaktioner, der skal dække udgifterne.

 

3. For det tredje – det er livsnødvendigt at få kontrol over valutaen og bankerne.

 

Det er forslag, der fremsættes i en stadig mere konservativ politisk atmosfære, hvor der ikke er mange, der hører efter, men vi må presse på for, at det er argentinerne selv, der skal håndtere gælden på en måde, der sætter os i stand til at betale på vores egne betingelser, og ikke dem, der er sat af IMF.

 

Ifølge Katz er det venstrefløjen, det vil sige Arbejdernes Venstrefront (FIT) og andre – der udgør den eneste politiske styrke med et klart formuleret program for at konfrontere IMF og overvinde krisen. Men så skal de kunne høres, og derfor er det nødvendigt, at de bliver repræsenteret i Kongressen af folk, som de brede masser kan stole på fuldt og helt.

 

Men den argentinske venstrefløj plages af sekterisme og har svært ved at finde fælles fodslag ved valgene. Det er også det, der spænder ben for, at de kan forbinde sig med andre politiske sektorer og sociale bevægelser i det, som nu er det helt nødvendige: at de tager det fornyede håb alvorligt, som ’Fernández-listen’ har vakt til live i den brede befolkning. Det, der har givet den vind i sejlene, er afvisningen af Macri og minderne om kirchnerismens gyldne dage.

 

Det indebærer, at venstrefløjen må optræde modent i en eventuel anden runde mellem Macri og ’Fernández-listen’. Der må ikke herske tvivl om, at man vil stemme imod højrefløjen. Det vil gøre venstrefløjspartierne mere synlig og sikre den et bedre resultat ved næste parlamentsvalg. Det var den samme strategi, som venstrefløjen i Brasilien fulgte, da de valgte at stemme imod Bolsonaro i stedet for at holde sig uden for ”valget mellem to onder”.

 

Det er ikke hverken præsident eller parlament, Katz ser som den vigtigste politiske faktor. Det er de sociale bevægelser, der er det vigtigste element i Argentinas samfundsstruktur. Det er de enorme demonstrationer, der har sikret fortsatte sociale ydelser og bevarelse af sociale rettigheder, og det er takket være deres forenede bestræbelser, at kriminaliteten og den sociale opløsning er blevet holdt nede.

 

Konklusion?

Det kan måske se ud, som om Katz bare vil have venstrefløjen til at stemme i med den brede befolknings luftige Evita-drømme, og ad den vej bringe et makkerpar og en politisk styrke til magten, der så vil løbe fra alle løfter, bringe Argentina tilbage i den neoliberale fold og genoptage bibeskæftigelsen med at berige sig selv. Men nej – opbakningen til ’Fernández-listen’ er bare det, der skal til for at vinde lydhørhed og skabe øget bevidsthed ud fra den vage, men dybtfølte begejstring, som listen har vakt.

 

Det kan – måske – få præsidenten og vicepræsidenten til at holde fast i bare noget af det, de lover som alternativer, for ikke at lide samme skæbne som Macri. Men først og fremmest kan det være med til at skabe større klarhed og forankring om den fælles vilje i bevægelserne. Og når de et omfang som f.eks. den argentinske feministiske bevægelse, og især hvis det bringer konkrete resultater, så kan man håbe, at det vil inspirere andre steder på kontinentet, og at det – sammen med en yderligere svækkelse af Bolsonaro, vil medføre en styrkelse af centrum-venstre i Colombia og Chile, besindelse i Venezuela – og puste til en ny progressiv bølge, der har et opgør med neoliberalismen på dagsordenen.

 

NOTER:

Denne tekst bygger på to interviews med Claudio Katz, Argentina in its Labyrinth (AL) og The Left and Right in Latin America Today: An Interview with Claudio Katz (LR)

1. AL. s. 13

2. LR, s. 11

3. Fremstillingen er I det væsentlige en oversættelse af AL, s. 3-4

4. Listens navn spiller selvfølgelig på, at de har samme navn, men de er ikke i familie med hinanden

Opslået i Facebook, Latinamerika

single.php