Det næsten utænkelige skete: Et grønt-rødt arbejdsgrundlag for en ny regering, der placerer indsatsen mod klimaforandringerne øverst. Det varsler godt, men kan det overleve den socialdemokratiske tradition: at sige/skrive ét, og siden gøre noget helt andet?

 

Det er usædvanligt, at partier, der udgør en regerings parlamentariske grundlag, er med til at forfatte det grundlag, en ny regering skal arbejde ud fra. Det har, med regeringsforhandlingerne i 2011 i “det sorte tårn” in mente, været klogt af EL, SF og Radikale at insistere på, at sådan skal det være, også selvom det tog lidt tid, førend det fes ind hos de radikale. Nu er det gjort klart, at en socialdemokratisk regering ikke kan tage de tre partiers støtte for givet.

 

Aftaleteksten i en Politisk forståelse mellem Socialdemokratiet, EL, SF og Radikale og Retfærdig retning for Danmark forpligter regeringen til at tage en række initiativer, der samlet set vil betyde en ny politisk retning. Initiativerne skal realiseres i løbet af regeringsperioden, i et bredt samarbejde med de øvrige partier.

 

Tålmodige ord

Det er længe siden, at en socialdemokratisk statsminister har brugt ord som “progressiv”, og at nu “skal der kæmpes for noget” – ikke “arbejdes for”, som man tidligere har sagt. Lige så usædvanligt er det, når Mette Frederiksen erklærer, at klimakrisen er så alvorlig, at “vi ikke kommer uden om, at ændre den måde vi lever, bor og transporterer os på.”

 

Vi skal tilbage til Nyrups regering i 1993, hvor der i regeringsgrundlaget bl.a. hed, at “miljøhensyn og påpasselighed skal indgå i alle regeringsforslag … investeringsprogrammer skal miljøvurderes … for at forbedre beslutningsgrundlaget, og de statistiske modeller udbygges så de miljømæssige konsekvenser tydeligt fremgår.”

 

Ord – talte som skrevne – er tålmodige. Om Mette Frederiksen mener det alvorligt, skal tiden vise. Noget tyder på det. Således har klima- og energiminister Dan Jørgensen fået plads i regeringens økonomiudvalg. Også her skal vi tilbage til Nyrups tid, for at finde noget tilsvarende. Hvorfor miljø-minister Lea Wermelin ikke også sidder med i økonomiudvalget, er gådefuldt.

 

Mette Frederiksen har tilkendegivet, at regeringen vil ændre på Finansministeriets regnemodeller så klima- og miljøhensyn indarbejdes, og at der indføres flerårige budgetter. Det giver større stabilitet i planlægningen. Til stor fortrydelse for dele af embedsværket. Finansministeriets departementschef, Martin Præstegård, tog sin afsked midt under valgkampen, og det viser, hvad der kan være i vente. Mette Frederiksen er nemlig kendt for ikke at frygte embedsværket.

 

Aftalepapiret indeholder kun få hovedpunkter: Klima, børn og undervisning, velfærd, sundhed, økonomi, arbejdsmarked, integration og et samfund, der bygger på tillid mellem politikere og den offentlige sektor og borgerne – i nævnte rækkefølge. Alene klimaafsnittet fylder 2,5 sider ud af 18 sider. Befriende er det for en gangs skyld ikke at skulle læse om kriminelle udlændinge, terrortrusler, grænsekontrol, truslen fra øst og erhvervslivets trange kår. Unægtelig andre toner, end da Mette Frederiksen i 2018 udråbte ikke-vestlige indvandrere til nationens største problem.

 

Klimamålet på 70 procent

Regeringen vil fremsætte en klimalov, der skal imødekomme det danske ansvar for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grad. Alle relevante sektorer – også landbrug og transport -skal bidrage. Der skal opstilles kort- og langsigtede mål, så initiativerne kan igangsættes med det samme – der er kun 11 år til 2030 – så det haster! Alt for megen tid er spildt på burkaer, Lindholm og Støjbergs lagkager.

 

Drivhusgasserne skal mindskes med 70 procent i 2030 i forhold til 1990-niveauet. En så stor reduktion kræver brug af virkemidler, der endnu ikke er taget i brug, derfor skal der satses på yderligere forskning og udvikling.

 

Regeringen vil lade Klimarådet overvåge forløbet i sammenhæng med finanslovsprocessen. Rådet har syv medlemmer, de fem er økonomer, kun har to har en miljø- og klimafaglig baggrund. Rådet skal derfor være langt bredere funderet, og suppleres med folk fra de grønne organisationer og tænketanke, ellers går der djøf i den.

 

Flere ting kan påbegyndes hurtigt: Isolere bygningsmassen (giver 40 procent af CO2-reduktionen), sætte solceller på tagene, bygge vindmøller, udvide fjernvarmen og omstille landbruget til økologi. Jernbanenettet elektrificeres, den kollektive trafik udbygges, afgiften på elbiler nedsættes markant, kemikalieafgifter genindføres, miljøzoner i flere byer osv.

 

I løbet af den næste halve snes år indfases elbiler, mens benzin- og dieselbiler gradvist forsvinder. En halv million elbiler, som Socialdemokratiet har foreslået, giver en CO2-reduktion på 2 millioner tons. I overgangsfasen bør benzinpriserne forhøjes for at dække en større del af bilernes miljøbelastning. Her rækker EL’s forslag om en forhøjelse på 69 øre pr. liter ikke, da vi i dag har Europas næstbilligste benzinpriser. Omlægningen tilstræber, ifølge aftalen, “at sikre tryghed for branchen og bilisterne samt ro om den grønne omstilling”. Betyder det så, at omlægningen skal være neutral, og ikke føre til højere udgifter for bilisterne? Hvorfor? Alle andre grupper kommer til at mærke omstillingen økonomisk, så hvorfor skal bilisterne atter slippe fri?

 

Transportsektoren tegner sig for ca. 25 procent af udledningen af drivhusgasser. Samtidig kommer der to procent flere biler hvert år, og bilerne bruges langt hyppigere og mere ukritisk end tidligere, blandt andet fordi det er så billigt. Kan væksten i biltrafikken ikke tøjles, vil det ifølge Ingeniørforeningen, blive svært at nå klimamålet.

 

Under forhandlingerne blev der drøftet, hvordan det kan modvirkes, at overgangen fra benzin- og dieselbiler til elbiler vil give et stort tab for statskassen, som mister registrerings- og benzinafgifter. Dette kom dog ikke med i den endelige aftale, så her er et stort hængeparti. Når parterne atter mødes for at drøfte udfordringen, da bør de også medtage de positive sundhedseffekter, der fremkommer som følge af nedsat forurening fra vejtrafikken.

 

Med i aftalen kom heller ikke indførsel af road pricing. Socialdemokratiet er delt i spørgsmålet. Men indføres der road pricing som alternativ til benzin- og registreringsafgifterne, da skal der betales relativt meget i byerne, hvor afstandene hyppigt er korte, og hvor der er – burde være – en dækkende kollektiv trafik. Udenfor byerne betales lavere afgift. Vigtigt er det, at afgiftsomlægningen ikke medvirker til at affolke landområderne, og ej heller rammer lavtlønnede. Parterne vil i givet fald kompensere ved at forhøje den grønne check.

 

Andre målrettede tiltag er blandt andet:

–  Landbruget halverer sit CO2-udslip. Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfrednings-forening har aftalt, hvordan det skal ske. Landbrugsstøtten skal målrettes, så den ansporer til mere bæredygtig produktion. Det areal, der dyrkes økologisk, skal fordobles. Om der sker en reduktion af den animalske husdyrproduktion er dog uvist.

–  Klimatilpasning, bl.a. i forhold til kystsikring, vådområder og den fysiske planlægning.

–  Grundvandet sikres bedre, og det bliver forbudt at sprøjte i vandindvindingsområder.

–  Plasticforurening bekæmpes med højere afgifter, og færre plastictyper.

–  Skovrejsning, især omkring byerne, samt større biodiversitet.

 

I aftalen hedder det endvidere, at “der skal sikres demokratisk ejerskab til kritisk infrastruktur,” hvilket også er nødvendigt – inden kapitalfonde i ind- og udland løber med det hele. Betyder det, at der skal ske en re-nationalisering af fx Nets, Københavns lufthavne, udbudte DSB-strækninger, tele- og dataselskaber, vand og renovation mv.? Eller vil kommunerne fortsat frit have spil til at afhænde hvad som helst, for at rette op på den stramme økonomi?

 

Hvad koster det?

Den grønne omstilling vil blive meget dyr. For at nå målet skal verdenssamfundet de næste 11 år investere 90.000 mia. kr. (Til sammenligning: Globalt bruges der hvert år ca. 11.000 mia kr. på militæret, og årligt snydes der i skat og hvidvask for mindst 7.000 mia kr. i EU-området)

 

Der vil komme hidsige diskussioner, om vi nu også har råd til det hele, og hvad der i givet fald skal gives afkald på, for at der er penge til en forstærket klimaindsats.

 

Den kritik, som borgerlige retter mod planerne, ser ofte bort fra, at omstillingen er særdeles gavnlig for samfundsøkonomien. Eksempelvis vil mindre forurening give store sundhedsmæssige fordele for den enkelte, især for de mange, der lider af luftvejs- og hjerte/karsygdomme. Udgifterne til tabte arbejdsdage, hospitalsindlæggelser, sundhedsskader, førtidspensionering for tidlig død mv., vil falde mærkbart. Ingeniørforeningens Energivision 2050 forventer årlige besparelser på 6-7 mia kr.

 

Planerne skal være robuste nok til at kunne klare tilbagevendende internationale finanskriser, og det skal undgås, at færre penge i statskassen i en periode bremser den grønne omstilling.

 

I aftalen hedder det, at der gås efter målrettede skattestigninger. Det kan fx være en kraftigere beskatning af tech-giganterne, der i dag kun betaler promiller i skat ud en milliardstor omsætning.

 

Andre finansieringskilder er omprioriteringer indenfor det offentlige, og det betyder måske, at de tilbagevendende, dyre IT-skandaler er en saga blot. Inddrivelse af gæld til det offentlige, færre penge til militæret, Tobin-skat og millionærskat vil ligeledes skæppe godt i kassen. Og få så ryddet op i de generøse tilskud, bilister får for at have standardudstyr i bilerne – 5-6 mia kr. om året!

 

Afgifter skal ændre en uønsket adfærd, skabe incitament til at skifte til noget bedre (elbiler), eller afgiftsbelægge dårligere løsninger – fx kulfyrede kraftværker – når der findes ny, renere teknologi.

 

Nye forretninger

CEPOS skrev for nylig på Facebook, at “en dansk skatteyder bliver i gennemsnit 500 kr. fattigere om måneden, hvis målet om at sænke CO2-udslippet med 70 procent skal nås i 2030”. Hvortil en vittig sjæl svarede: “Er det ugens slagtilbud, så vil jeg gerne købe.”

 

Overfor CEPOS’ sortsyn står det erhvervsliv, der evner at omstille sig, og se nye forretningsmuligheder. Det gælder fx Grundfos, der producerer vand- og elbesparende pumper: “Det er en stor hjælp for virksomheder, der fremstiller udstyr til den grønne omstilling, når udlandet ser, at hjemlandet mener det alvorligt med klimaet. Energieffektivitet er den mest økonomisk rigtige måde at få resultater på,” siger koncernchef Mads Nipper til Politiken 27. juni. Han nævner, at i Italien blev der obligatorisk at energirenovere huse og bygninger – investeringer, der betaler sig tilbage på to-tre år. Det er en god idé, samfundsøkonomisk og for ejerne, men man fik det ikke gjort, uden at en regering skubbede på.

 

Grundfos-chefen er heller ikke bange for de øgede forskningsudgifter. De betaler sig selv, fordi de får danske virksomheder til at udvikle mere bære- og konkurrencedygtig teknologi, der kaster flere jobs af sig, og når virksomhederne sælger mere, så vil der også være et højere skattegrundlag.

 

Ingeniørforeningen har sammen med Aalborg Universitet udarbejdet Energivision 2050, der viste, at det er teknisk muligt og inden for økonomisk rækkevidde at gå over til 100 procent vedvarende energi i 2050.

 

Alt dette kunne ikke være sket, hvis ikke der i de senere år havde været et stigende pres fra græsrødder, skolebørn, og store dele af befolkningen. Ifølge Voxmeter mener 60 procent af danskerne, at klima og miljø er den vigtigste udfordring overhovedet i den kommende regeringsperiode. Logisk nok tabte de partier – Dansk Folkeparti og Labil Alliance – der ikke forstod, hvad der optog befolkningen.

Opslået i Dansk politik, Facebook, Klima

single.php