Hvad er USA-imperialismens reelle ansvar? Sjældent har en situation været så dramatisk og så kompliceret at finde rundt i. Det er en ny situation, hvor en hel region nu er indhyllet i krig og kaos.

af François Sabado

 Vi har en ny situation domineret af fremkomsten af barbarismen i form af Daesh (IS), sammenbruddet for stater som Irak, Syrien, Libyen og i morgen Libanon, af massakrer på befolkningen, af diktaturregimet i Syrien og nu af den vestlige intervention.

Denne vestlige intervention er ikke en gentagelse af interventionerne i Afghanistan i 2001 og Irak i 2003, med erobringen af territorier, økonomiske interesser (olie) og indsættelse af landtropper. Det ser ud til, at der ikke er nogen forudbestemt plan; krigens mål er ikke under kontrol. De har interveneret som en nødsituation. Situationen vil selvfølgelig udvikle sig, og dens ødelæggende konsekvenser vil påvirke politikken på alle sider.

USA’s og de vestlige magters historiske og politiske ansvar er overvældende. I et langt perspektiv er de nationalistiske arabiske regimers fejlslagne politik eller fallit også en del af forklaringen på, at barbariet er eksploderet fra grupper som Daesh (arabisk forkortelse for Islamisk Stat – IS, red) og Al Qaeda. Den amerikanske invasion af Irak i 2003 ødelagde landet og destabiliserede hele regionen. Men i dag kan en analyse af situationen og den politik, der må udledes heraf, ikke reduceres til en fordømmelse af den vestlige imperialisme. Den nuværende situation kan kun forstås ved at tage højde for en række sammenhængende konflikter og krige, som kombinerer den vestlige intervention med den rolle, som Rusland og regionale magter som Saudi-Arabien, Iran og Tyrkiet spiller.

Lad os notere:

• Den irakiske stats sammenbrud og konflikten mellem den shiitisk-dominerede korrupte regering og Daesh, som har tiltrukket nogle sunnistammer og dele af Saddam Husseins tidligere hær. Konflikten har en tredje dimension, med jihadisternes angreb på kurderne og deres organisationer.

• Krigen i Syrien mellem Bashar al-Assads diktatur og de islamiske fraktioner, herunder Daesh, men også den Frie Syriske Hær (FSA), som er et udtryk for den oprindelige dynamik i det folkelige oprør, som er svækket, men stadig eksisterer i en række byer og landsbyer. Vi skal bemærke diktaturets manøvrer med Daesh og Al Nusra (Al Qaeda) med det formål at stoppe det demokratiske oprør.

• Interventionen og manøvrerne fra de regionale magter som Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet, som bevæbnede jihadisterne, endda direkte banderne fra Daesh, mod det syriske regime. Sidstnævnte støttes til gengæld af Iran og Hezbollah-militserne. Disse militser har mere end en gang reddet regimet.

Den israelske aggression mod Gazastriben, et resultat af den ekstreme højredrejning af israelsk politik og samfundsliv.

Bosætternes organisationer, som repræsenterer fortroppen i denne ekstreme zionistiske højrefløj. Israels afvisning af enhver seriøs forhandling og kompromis med palæstinenserne er en integreret del af det kontrarevolutionære kaos i regionen.

De sammenfiltrede konflikter er resultatet af den ødelæggende indblanding fra de imperialistiske magter, men også af deres svækkelse og nedgang i regionen, hvilket giver mere autonomi og rum for disse mangesidede kontrarevolutionære kræfter.

Lad os ikke glemme USA-imperialismens tilstedeværelse og styrke i regionen fra de tidlige 1990’ere til slutningen af 00’erne, som kulminerede med interventionerne i Irak og Afghanistan, og sammenlign så med den nuværende situation.

USA har trukket de fleste af sine tropper tilbage fra Irak og er i gang med trække sig ud af Afghanistan på baggrund af et politisk og militært nederlag. Nederlaget blev også forstærket af de demokratiske oprør efter 2010. Det skabte den tøven og de nye positioner, som vi har set i den seneste periode: indirekte intervention i Libyen, hvor det var den franske og britiske regering, som var i frontlinjen; skiftende holdning i forhold til Egypten (støtte til Mubarak, derefter til det Muslimske Broderskab og nu til [den egyptiske præsident] Sisi); tøven over for Syrien, hvor Washington, samtidig med at man fordømmer regimet, har været omhyggelig med ikke at svække det mere, end at det kan inddæmme såvel folkets demokratiske forhåbninger som presset fra islamisterne.

De vestlige magters afvisning af at hjælpe det demokratiske oprør er en væsentlig forklaring på fremvæksten af jihadisterne i Syrien og Irak.

I dag, i denne galakse af kontrarevolutioner, er det barbariske Daesh-uhyre blevet for stort, for magtfuldt, for godt bevæbnet for de imperialistiske magter. De går for langt i deres udryddelse af mindretal som yezidierne, kurderne og de kristne. De går for langt i deres mål om at etablere sig i områder i Irak og Syrien. De går for langt i deres erobring af oliekilder. Det er nødvendigt at inddæmme dem, svække og ødelægge deres militære styrke. De vestlige magter, ligesom de fleste regionale magter – hver af deres grund, har besluttet sig for at gribe ind.

Men folkets fjende er ikke kun de vestlige magter, men også en anden imperialistisk magt som Rusland, som støtter Assad-regimet. Og også andre regionale magter – Golfstaterne – og de korrupte regimer i regionen

Men i dag er det fremfor alt Daesh, som er det “islamisk-fascistiske” (selv om denne karakteristik afgjort ikke er dækkende) koncentrat af denne barbarisme i regionen. Det er afgørende at vise vores solidaritet med folk i regionen, særligt de mest undertrykte folk (syrerne, kurderne) – at fordømme alle disse ”kontra-revolutioner”, alle disse fjender, og ikke være tavs om ”barbarerne” eller at forklare deres kriminelle aktivitet bare som en konsekvens af den vestlige imperialistiske intervention. De har deres egne ansvar, som mærkes i kød og bod hos titusinder af ofre.

Mellemøsten domineret af kontra-revolutioner?
Vestens og de regionale magters intervention kan først og fremmest forklares med behovet for at knuse “Frankenstein-monsteret”, som er undsluppet sine herrer: Saudi-Arabien, Qatar og andre regimer i regionen. Men vi kan ikke forstå situationen, fremgangen for Daesh eller de nye imperialistiske ”initiativer”, uden at analysere den aktuelle tilstand for de ”arabiske revolutioner”.

Ideen om en langstrakt revolutionær proces afspejler reelt en kronisk ustabilitet, et tilbageslag for massebevægelserne og en strukturel krise for de herskende klasser. Men denne langsigtede analyse må ikke få os til at lukke øjnene for en analyse af den aktuelle situation. Selv om enkeltstående bevægelser eller strejker, eller nye mobiliseringer som i Yemen, kan opstå her og der, så er det klart, at situationen i dag er polariseret i form af en konfrontation mellem ”militærdiktatur” og ”islamistiske kræfter” eller endog ”inter-islamiske” fraktionskampe, som det sker i Libyen. Men uheldigvis er situationen også defineret af kampen mellem Sisis militærdiktatur og det Muslimske Broderskab i Egypten, krigen i Syrien med Bashar Al Assads diktatur i kamp mod et oprør, som nu er domineret af islamister, et sammennbrud for den irakiske stat mellem shiiter, sunnier og kurdere. Og i denne konfrontation er det de kontrarevolutionære kræfter, som dominerer, enten de er militære eller islamistiske. Det er også tilbagegangen for de revolutionære processer, som forklarer det tidspunkt, hvor Israel valgte at intervenere i Gaza.

Det eneste land, som undgår disse konfrontationer, er Tunesien, selv om vi ikke skal undervurdere, hvad islamiske kræfter som Enhada repræsenterer. Men Tunesien, som ydermere igangsatte de arabiske revolutioner, har formået, i kraft af sine folkelige sociale og demokratiske mobiliseringer og eksistensen af en arbejderbevægelse og en vigtig fagbevægelse, UGTT, at inddæmme islamisterne. En revolutionær proces må analyseres over et langt tidsrum, så det er forkert at snakke om en ”islamistisk eller militær vinter” efter det ”arabiske forår”. Men det er uomtvisteligt, at den nuværende situation afspejler et stop og reelt en inddæmning af processen, og at vi ikke kan forstå det samlede billede uden at analysere det mislykkede i de revolutionære processer.

Hvilken solidaritet?
Vi kan se, at vores syn på situationen ikke kan reduceres til kun at handle om den amerikanske intervention.

Desuden har vores holdning – i modsætning til ny- og post-stalinistiske strømninger eller bevægeler som chavismen i Latinamerika – aldrig været bestemt af forsvaret for én lejr overfor en anden. Vores holdning starter med de sociale interesser og et forsvar af de undertrykte folks rettigheder. Vi har, fra starten af det folkelige oprør i Syrien, afvist enhver ”lejr-tænkning”, som ville føre os til at støtte Bashar Al-Assad, sammen med russerne og iranerne, fordi vi kæmper imod USA-imperialismen. Vi har fra starten forsøgt at opbygge en solidaritet med det syriske folk mod diktaturet. Vi har derfor afvist at støtte demonstrationer kun vendt imod den amerikanske imperialisme, hvor vi kunne stå sammen med en masse Assad-tilhængere.

Vores holdning må starte med solidaritet med de folkelige kampe og især de mest undertrykte folk, dem i Syrien, Irak, og Kurdistan, som kæmper mod Assads diktatur og de bevæbnede bander fra Daesh. I den nuværende situation er det endda et spørgsmål om at redde liv og menneskelige samfund.

Vi fordømmer den imperialistiske intervention, fordi dens formål er ikke at hjælpe folkene, men at forsvare sine egne interesser i regionen – strategiske, økonomiske, politiske og militære. De amerikanske luftangreb, som er startet med militære mål i tyndt befolkede egne er allerede begyndt at koste menneskeliv i nogle syriske landsbyer. De syriske oprørere og PKK fordømmer tilmed, i nogle områder, at man ikke intervenerer for at redde befolkningen. Men ud over dette, vil en udenlandsk intervention altid give Daesh et kort på hånden, fordi de vil fremstille sig som forsvarere for sunni-araberne imod Vesten. Derfor kan ingen støtte til en udenlandsk militærintervention adskilles fra de imperialistiske interesser. Men samtidig må vi utvetydigt tage afstand fra Daesh, Bashar al-Assads diktatur og alle de reaktionære kræfter i regionen.

I stedet må vi på alle tænkelige måder vise vores solidaritet med de folk, som er ofre for barbariet. Dette må omfatte politisk, humanitær, materiel og militær hjælp til de progressive folk og organisationer, som beder om det, hvilket i dag vil sige de demokratiske sektorer i det syriske oprør og den kurdiske modstand. Vores politik er at give folkene i regionen midlerne til at have deres egen selvbestemmelse, hvilket forudsætter afvisning af ethvert afhængighedsforhold til imperialismen. Denne solidaritet indebærer også en afvisning af racisme og islamofobi, her og nu. Den afviser også den ”nationale samling”, som fungerer som et dække for imperialistisk politik.

Betyder det så, at vi kan støtte de progressive syriske og kurdiske sektorer, som beder vores regeringer om hjælp? Vores kriterie er beskyttelse af menneskeliv og folkenes rettigheder. Og i dette tilfælde er der ingen tøven.

I en tekst med titlen “Lær at tænke, et venligt råd til visse venstresekterikere” skrev Trotskij:

Skal proletariatet i fredstid afvise og sabotere alle handlinger og initiativer fra den borgerlige regering? Selv under en strejke, som omfatter en hel by, tager arbejderne initiativ til, at der bliver leveret fødevarer til deres egne distrikter, sørger for vandforsyning, at hospitalerne ikke lukker osv. Sådanne initiativer er ikke dikteret af opportunisme i forhold til borgerskabet, men af hensynet til selve strejken, af hensyn til byens befolkning osv. Disse grundlæggende regler for en proletarisk strategi i fredstid gælder fuldt ud lige så meget i krigstid.” Og senere: ”I 90 ud af 100 tilfælde vil arbejderne faktisk sætte et minus der, hvor borgerskabet sætter et plus. Men i ti tilfælde er de tvunget til at sætte det samme tegn som borgerskabet, men med deres eget stempel, hvor de udtrykker deres mistillid til borgerskabet. Proletariatets politik er overhovedet ikke automatisk udledt af borgerskabets politik, men har alene det modsatte fortegn – ellers ville enhver sekteriker være en mesterlig strateg.” (22. maj 1938).

Dette lidt lange citat må få os til– hver gang – at foretage en konkret analyse af den konkrete situation. Vores ”eget stempel” er, at vi hver gang husker på imperialismens ansvar, vores mistillid til dens politik, behovet for en selvstændig politik fra de sociale bevægelser og nationale befrielsesbevægelser … men i det nuværende styrkeforhold og stillet over for barbarismen, kan der være ”10 ud af 100 tilfælde”, hvor der kommer det ”samme stempel” fra arbejderbevægelsen, solidaritetsbevægelsen som fra dem, der hersker over os.

Det vigtigste er imidlertid at opbygge en uafhængig solidaritetsbevægelse, som forkaster både den imperialistiske militære intervention og barbariet fra Daesh. Det er at forsyne folkene i regionen med alle midler til selvbestemmelse – en opgave, som en arbejderklasse og progressiv bevægelse, som er sit navn værd, bør tage på sig. Den nuværende situation for den europæiske arbejderbevægelse gør en sådan aktivitet vanskelig, men den er helt afgørende. Vi må, selv om vi skal gå imod strømmen, og til trods for vores beskedne kræfter, handle ud fra dette perspektiv.

24. september 2014

Oversat fra International Viewpoint af Karina Skov

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com