Protest ved den private flyterminal ved Wiens Lufthavn. Foto via Block Gas Coalition

Organisationerne, der deltager i konferencen er bl.a. Gastivists , Last Winter of Gas, Spring is Coming, Corporate Europe Observatory, Food & Water Action Europe , Friends of the Earth (EU), The Sunrise Project (Skotland), Climaximo (Portugal), Urgewald (Tyskland), Pracownia (Polen), Attac (Østrig) og Don’t Gas Africa .

Der tre dage, EU’s gaskonfernce varer, bliver der afviklet forskellige aktioner for at understrege alvoren af, at man fortsætter med at lede efter og oppumpe fossile brændstoffer trods advarsler fra eksperter om det modsatte.

Modkonferencen har vedtaget denne udtalelse:

Sidste vinter med gas i Europa

Mens hundredvis af aktivister blokerer den europæiske gaskonference i Wien, hvor der skabes klimakaos og yderligere fattigdom, opfordrer vi alle bevægelser og organisationer til at gøre modstand mod den fossile sektors magt. For at imødegå de stigende leveomkostninger og stoppe kursen mod klimakaos er vi nødt til at sikre en hurtig udfasning af fossil gas i Europa og indlede et forår med vedvarende energi. Vi skal indvarsle den sidste vinter med gas.

Efter at Covid-nedlukningerne ebbede ud begyndte energipriserne at stige. Det blev startskuddet til den inflationsspiral, som vi fortsat oplever. De prisstigninger, vi ser, er blevet fremprovokeret af fossilsektoren, og har skabt den højeste profit i den fossile industris historie. Vi taler om overskuddet i 2022: Saudi Aramcos 161,1 mia. dollars, ExxonMobils 59 mia. dollars, Shells 40 mia. dollars, Chevrons 37 mia. dollars, Totals 36 mia. dollars, BP’s 28 mia. dollars og Equinors (tidl. Statoil) 23 mia. dollars, blot for at nævne dem, der ligger øverst.

Disse overskud har ført til massiv inflation i hele den globale økonomi, som stadig er afhængig af fossile brændstoffer og i stigende grad af fossil gas. Ifølge det Internationale Energiagentur er gas alene ansvarlig for mere end 50 % af stigningen i de gennemsnitlige omkostninger til elproduktion. Andre virksomheders opportunisme har bidraget til de massive stigninger i energiomkostningerne for at opsluge alt og skabe en krise der skaber prisstigninger på de samlede leveomkostninger: fødevarer, transport, livsvigtige varer, boliger, på alt.

I 2022 oplevede vi den varmeste sommer i Europa i de sidste 500 år, den største tørke i Kinas historie og oversvømmelser, der ødelagde en tredjedel af Pakistans territorium, dræbte tusinder og berørte 33 mio. mennesker, blot for at illustrere omfanget af klima-, miljø- og social ødelæggelse i øjeblikket.

Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 sikrede, at der var frit spil for hamstring og spekulation. Kræfterne bag den krise, der allerede var i gang, blev sluppet løs. Den delvise lukning af gasstrømmen fra Rusland til EU benyttede den fossile sektor til helt at rulle alle de allerede utilstrækkelige fremskridt, der er gjort med hensyn til emissionsmålene, tilbage. Døde gasprojekter blev genoplivet, nye LNG-havne blev bygget, camoufleret gasinfrastruktur blev skabt, alt sammen i et forsøg på at udvide sektoren i årtier fremover. Energidiversificering i Europa betød, at man skiftede gaskilde fra Rusland til USA, Saudi-Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Nigeria og skubbede på med katastrofale projekter som EACOP eller Rovumabækkenet i Mozambique i en ny omgang monopoldannelse og neokolonialisme.

Prisstigningerne og den krise, de medfører, er blevet brugt til at genoplive den fossile sektor, som udelukkende betales af verdens befolkninger, der er kvalt af den fossile kapitals monopoler. Krisen blev forværret af centralbankernes beslutning om at hæve renteniveauet, dvs. at øge antallet af konkurser, arbejdsløshed, tvangsauktioner og udsættelser fra boliger. Alle de investeringer, der i øjeblikket foretages i fossile brændstoffer, garanterer en vedvarende afhængighed, en vedvarende inflation, dagligvare- og energikrise og en forværring af klimakrisen.

Problemerne stopper ikke her. Kriserne mangedobles og intensiveres med afsmitning fra den finansielle sektor. De beslutninger, som regeringer og centralbanker træffer, er ikke et “mindre onde”, de er ondets rod. Fossile selskaber får de store fortjenester, fordi regeringerne har nægtet at bruge deres demokratiske magt og i stedet har overgivet den til de fossile magthavere. Alle ved, hvordan og hvorfor vi er havnet i denne situation. Der er ingen vej ud. Krisen, der vedrører leveomkostningerne og klimakrisen følges ad, hvis afhængigheden af fossile brændstoffer ikke ophører. Vi vil ikke acceptere at gå et årti tilbage og være nødt til at kæmpe mod nye massive olie- og gasprojekter verden over, vi vil gøre en ende på denne industri i dette årti.

Hundredvis af mennesker har blokeret den europæiske gaskonference i Wien i de seneste dage, hvor private producenter arbejder bag lukkede døre for at garantere sikkerhed og tryghed for aktionærernes investeringer og opretholde den selvmorderiske vej mod klimakaos, mens de bevarer den ukontrollerede magt over regeringer og offentlige institutioner. Vi er nødt til at gøre modstand mod profit og magt overalt, især mod den fossile kapital.

For at standse krisen og vejen til klimakaos er vi nødt til hurtigt at udfase fossil gas, hurtigt efterfulgt af olie og kul. Vi har brug for, at den sidste vinter med gas i Europa finder sted i 2023-2024. Når vi når slutningen af dette årti, skal vi se tilbage på fossil gas som et fjernt minde.

Der vil naturligvis være tekniske vanskeligheder forbundet med dette, fordi energisystemet er designet til fossilafhængighed, men det er først og fremmest et politisk spørgsmål. Vi vil ikke sidde passivt, mens regeringer på tværs af det politiske spektrum gentagne gange vælger den vej, der fører til sammenbrud og vedvarende sociale og økonomiske kriser, for at redde den fossile industri.

Vi opfordrer alle bevægelser og organisationer til at slå tilbage mod klimakaos og indvarsle den sidste vinter med gas.

Udtalelsen er underskrevet af:

Alejandra Jiménez (México), Alex Foti (Italien), Alfons Pérez (Catalonien), Alice Gato (Portugal), Alice Hu (USA), Amalen Sathananthar (Malaysia), Anabela Lemos (Moçambique), Andreas Malm (Sverige), Andreas Ytterstad (Norge), Ange Princwill Nfor (Cameroon), Ani Marincean (Rumænien), Anselm Schindler (Østrig), Ayisha Siddiqa (Pakistan), Breno Bringel (Brasilien) Camille Barbagallo (UK), Charlotte Valløe (Danmark), Chloe Mikolajczak (Belgien), Christian Zeller (Østrig), Cigdem Ozbas (Tyrkiet), Daniel Ribeiro (Moçambique), Daniela Subtil (Portugal / Tyskland), David Fajardo Torres (Equador), Dean Bhekumuzi Bhebhe (Zimbabwe), Dorothy Guerrero (Filippinerne/ UK), Eduardo Giesen (Chile), Elijah Dero (Uganda), Eric Toussaint (Belgien), Esteban Servat (Argentina), Francesca Loughran (Irland), Gail Bradbrook (UK), George Monbiot (UK), Helena Martins (Brasilien), Ilham Rawoot (Sydafrika), Inés Sánchez (Spanien), Jawad Moustakbal (Marokko), Jeff Ordower (USA), João Camargo (Portugal), João Telles Melo (Brasilien). Josep Corpas (Catalonien), Justin Mutabesha (DR Congo), Karl Andreasson (Sverige), Kevin Buckland (USA/Catalonien), Kjell Kühne (Tyskland/México) , Kohei Saito (Japan), Kristina Hamplova (Tjekkiet), Leon Burghardt (Tyskland), Leonor Canadas (Portugal), Lidy Nacpil (Filippinerne), Lorraine Chiponda (Zimbabwe), Lucy Cadena (Ungarn), Makoma Lekalakala (Sydafrika), Manuel Grebenjak, Maria Campuzano, Mariana Rodrigues (Portugal), Mark Bergfeld, Martin Lallana, Max Knapp, Mitzi Tan, Moritz Kramer, Náme Villa del Ángel, Nawojka Ciborska, Neville Van Rooy, Nnimmo Bassey (Nigéria), Noah Herfort m, Oscar Mooney,Pascal Mirindi (DR Congo), Pascoe Sabido (UK), Pieter Sellies (Holland), Poul Bjørn Berg (Danmark), Robbie Gillett (UK), Rodrigo Meruvia (Bolívia), Roland Ruhke (Tyskland), Simone Tulumello (Italien / Portugal), Sophie Bjerregaard (Danmark), Svitlana Romanko (Ukraine), Ulrich Steenkamp (Sydafrika), Vanessa Dourado, Verena Gradinger, Xiomara Acevedo