Læsetid: 5 minutterI Byen for Borgerne ser vi Lynetteholm-projektet og den hastigt vedtagne anlægslov som et historisk lavpunkt i dansk planlægning. Aldrig har et så stort og risikofyldt projekt været besluttet på så svagt et grundlag. Lynetteholmen er forceret, forældet og forfejlet på alle tre bundlinjer. Det gælder i høj grad også den økonomiske bundlinje.
Etableringen af en helt ny by, bygget fra scratch ude i Øresund, med tilhørende ophobning af gæld, er et dybt problematisk projekt i en verden, hvor klimakrisen accelerer for øjnene af os. En verden, hvor vi allerede indenfor de næste 2 – 5 år vil overskride de 1,5 graders temperaturstigning, som Paris-aftalen skulle beskytte os mod.
Verden er bogstaveligt talt ved at koge over og det går hurtigere end de fleste troede for bare få år siden. Alligevel lader det politiske flertal bag Lynetteholmen som ingenting. Som om verden og vores viden om den er den samme i dag, som den var tilbage i 2018.
Flertallet er stadig – her i 2023, i klimarekordernes år – bundet op på en forestilling om uforandret økonomisk vækst. Hvilket gør den fortsatte opbakning til Lynetteholmen ekstra absurd.
For sagen er, at økonomien i det samlede projekt på ingen måde hænger sammen.
For det første bygger projektet på en forudsætning om, at boligpriserne i København vil stige med i gennemsnit 2,1 % om året. Hvert eneste år de næste 50 år – i faste priser. Endnu vildere, så forventes den reale vækst i byggeretspriserne at være ml. 4 og 5 % årligt gennem hele perioden.
Lynetteholmen bygger på en uhyrlig forudsætning om fortsat, nærmest evig, økonomisk vækst. En vækst, som i lyset af den accelererende klimakrise hverken er ønskværdig eller realistisk.
Hvis ikke den forudsatte vækst indfinder sig, vil indtægterne i projektet svigte og den ufinansierede del af projekt stige – med den ene mia. efter den anden. Og de boliger, som en gang kommer, vil blive endnu mere ubetalelige for almindelige mennesker, end det allerede tegner til.
For det andet: Den samlede plan er FULD af plan-konflikter og uløste problemer. Og omkostninger, der ikke er sat kroner og ører på endnu. Det er selvfølgelig dybt uansvarligt og noget, som vi bl.a. kan takke den valgte salami-metode for.
Planen for Lynetteholmen og Østhavnen indebærer flytning af rensningsanlægget Lynetten og omlægninger i det overordnede ledningsnet. Den konflikter med erhvervsområder, som i dag benyttes af vitale forsyningsvirksomheder, der pga. miljørisici ikke bare kan flyttes. I hvert fald ikke uden store omkostninger og væsentlig forøgelse af tung transport til og fra København.
Lynetteholmen er per design underforsynet med trafikforbindelser, bl.a. til cykler. Det er heller ikke med i noget budget.
Samtidig er hele ideen om at etablere en hundedyr havnetunnel og østlig ringvej stærk tvivlsom ud fra et samfundsøkonomisk hensyn. Det vil give langt bedre mening at investere i trafiksanering og i at styrke den eksisterende kollektive trafik, herunder S-togssystemet. Det vil også være langt mindre risikabelt og kunne reducere CO2-udledninger væsentligt hurtigere.
For det tredje: Lynetteholmen er et klassisk eksempel på et mega-projekt, som med garanti ender med at blive MEGET dyrere end, hvad politikerne blev lovet ved vedtagelsen. Et projekt, som allerede nu er gået 34 % over budget pga. entrepriser, som er blevet en del dyrere end forventet. Og som IKKE har indregnet den overhængende risiko for, at råstoffer og forsyninger til projektet fremover vil blive stadig dyrere – fordi vi lever i en verden, som er væsentlig mere usikker nu end for fem år siden.
Desuden er det stadig et helt åbent spørgsmål, om der overhovedet er overskudsjord nok til Lynetteholmen – og om den jord, der er, vil indbringe de indtægter, som flertallet håber på.
Hertil kommer, at der indenfor byggeriet er en grøn omstilling i gang, som peger i en anden retning end store nybyggerier, der efterlader overskudsjord i de mængder, som vi så indtil for få år siden.
Tiden her tillader ikke, at jeg kommer ind på de regninger, som derudover allerede er ved at blive udskrevet – herunder en VVM-undersøgelsen til Østlig ringvej til mere end 0,5 mia. kr. For hver dag, som går med Lynetteholmen, smider vi gode penge efter dårlige.
Hvis nogen – det kunne fx være de Radikale eller SF – faktisk bad om en kvalitetssikret samfundsøkonomisk beregning, som omfatter ALLE – sikre såvel som mulige – omkostninger, vil risikoen ved det samlede projekt blive så tydelig, at flertallet vil komme i forklaringsproblemer. Så det kommer nok ikke til at ske foreløbig…
Om regningen for byudviklingen ud i Øresund bliver 20, 30 eller endnu flere mia. kr. er der INGEN, som ved. Det vi til gengæld véd er, at København via By & Havn og Metroselskabet kommer til at gældsætte sig endnu hårdere end i dag. Allerede nu har selskaberne store problemer med deres renteudgifter. Ved at gældsætte dem endnu mere, er københavnerne tvunget til at levere vækst, vækst og atter vækst – i verden, som har brug for, at vi gør det stik modsatte.
Flertallets samlede plan for Lynetteholmen og Østhavnen er og bliver et økonomisk højrisiko-projekt. Et projekt som på ingen måde er selvfinansierende, som det ellers hed sig, da Løkke præsenterede sit kinderæg i 2018. I dag ser verden helt anderledes ud og derfor siger vi: STOP NU op – og lad os tænke os om!
Flertallet er ved at begå en af de klassiske fejl ved store uoverskuelige og uigennemtænkte projekter: Økonomer kalder det ‘sunk cost fallacy’ – når det politiske mod og evnen til at stoppe et stort prestigeprojekt falder i takt med at der brændes penge af i projektet.
Men de mia. kr., som vi allerede har brugt på Lynetteholmen er stadig peanuts i forhold til omkostningerne, hvis projektet får lov til at køre videre for på et tidspunkt at køre uhjælpeligt fast. Enten fordi de iboende problemer viser sig uoverstigelige eller fordi mega-projektet bliver indhentet af de økonomiske konsekvenser ved et klima uden for kontrol.
Jo før vi får stoppet projektet, jo før kan vi også frigøre de enorme ressourcer – alle de rådgivere, entreprenører, bygningsarbejdere og den kapital – som projektet kommer til at binde. Ressourcer, som vi som samfund har langt mere brug for til den stormflodssikring, som haster ALLE steder – og ikke kun i København. Ressourcer, som kan bruges til at accelerere omstillingen af vores energisystem, forny vores tognet og som kan anvendes til en langt mere bæredygtig byudvikling, hvor vi udnytter den eksisterende infrastruktur og laver intelligent byfortætning. Fremfor at hælde 80 mio tons jord i Kongedybet, med alt hvad dette indebærer af miljømæssig ødelæggelse.
I Byen for Borgerne mener vi, at Københavns kommune må opgive sit soloridt. Borgerrepræsentationen må gå til staten og sige det som det er: Den model for investordrevet byudvikling, som blev skabt i starten af 90’erne, da København var ludfattig og der var masser af ledige områder at bebygge, har overskredet sidste salgsdato. Vi må nu finde en ordning, så den eksisterende gæld i By & Havn kan håndteres ansvarligt. Staten må på sin side frigøre københavnerne – og i sidste instans alle danske skatteydere – fra årtiers binding til et projekt, som hverken har tiden eller økonomien med sig.
Lad os alle håbe på, at den retssag, som starter i dag, giver Klimabevægelsen medhold i, at Lynetteholm-projektet skal sættes på pause. Det vil give vores folkevalgte tid til at genoverveje forudsætninger og risici ved det samlede projekt. Og give os alle tid til at undersøge de – bedre og mere bæredygtige – ALTERNATIVER til Lynetteholm-projektet, som skulle have været undersøgt for længst.
Til sidst et kæmpe TAK til jer i Klimabevægelsen for at løfte denne retssag. Tak til jer, til DGUB, DN og mange andre, som stiller sig bag kravet til det politiske flertal. Et krav om, at vi nu stopper op og genovervejer Lynetteholmen. Grundigt og med københavnernes interesser i centrum. Tak for jeres deltagelse og jeres opmærksomhed.