Det karakteristiske træk ved en bredt orienteret politik i den nuværende periode er den slående og skræmmende vækst af den internationale højreekstremisme. Eftersom en socialistisk strategi må tilpasse sig den periode, den opererer i, må socialister arbejde på at opbygge en international bevægelse, som kæmper mod fremmarchen for dette monster.

I denne artikel vil jeg underbygge påstanden om, at højreekstremismens fremgang er det afgørende kendetegn ved den aktuelle periode. Derefter vil jeg forsøge at formulere en international strategi til bekæmpelse af denne fremgang, hvor jeg fremhæver, at socialister spiller en strategisk uundværlig rolle.

Den nye autoritarisme og den mangfoldige krise

Donald Trumps genvalg som præsident for USA markerede et vendepunkt, hvor den nye autoritarisme, der var på vej frem, antog en mere klar form. Men denne storm var langsomt vokset frem i næsten tre årtier og fremstod på nogle måder som et forvrænget spejlbillede af den foryngelse, den antikapitalistiske venstrefløj oplevede med bevægelsen for global retfærdighed i slutningen af 1990’erne. Som Miguel Urbán har illustreret, var det afgørende for den højreekstreme ideologi og aktivitet i denne periode at hævde national, kulturel suverænitet mod den amerikaniserende globalisering. Både den nye venstrefløj og den oprørske højreekstremisme har samme udspring: den langsomt fremadskridende krise i det kapitalistiske system.

Den nye autoritarisme er en uensartet tendens, der bevæger sig hen imod en skilsmisse mellem kapitalismen og det liberale demokrati. Den bevæger sig i denne retning under pres fra det, Adam Tooze har kaldt “polykriser”, det vil sige  at flere overlappende kriser (miljømæssige, økonomiske eller biologiske), smelter sammen og skaber en total krise for systemet. Den nye autoritarisme er ikke en sammenhængende og ensartet ideologi på tværs af forskellige lande; den er derimod en generel tendens, der bevæger sig ujævnt i retning af den ovennævnte skilsmisse, med nogle løse fælles karakteristika.

Under den brede paraply af denne nye autoritarisme kan man finde den nu dominerende Trump-fløj i Det Republikanske Parti, Fratelli d’Italia i Italien, VOX i Spanien, National Samling i Frankrig, Fidesz i Ungarn, Alternative für Deutschland (AfD) og Reform i Storbritannien. Det omfatter også gadekampbevægelser som Proud Boys, den internationale bevægelse “Active Clubs” og endda den spontane højreekstremistiske vold, som vi så i sommeren 2024 i Storbritannien.

Det er nyttigt at fremhæve den særlige karakter vigtigste træk ved den nye autoritarisme ved at sammenligne den med traditionel fascisme:

1. Både den nye autoritarisme og den traditionelle fascisme har rod i middelklassen, småborgerskabet – små virksomhedsejere, udlejere, ledere mv. De oplever reelle forringelser som følge af systemets krise, men de formår ikke at problematisere krisen på en relevant måde. Kapitalismen har givet dem visse fordele, som krisen har bragt i fare. De ønsker på samme tid at forsvare kapitalismen og at finde en løsning på krisen – en modsætning, der får dem til at ty til konspirationsteorier for at forklare, hvorfor kapitalismen ikke fungerer for dem, som den burde. Resultatet er, at de bliver mistænksomme både over for dem ovenover og dem nedenunder, altså de store kapitalister, der presser dem i krisen, og de migranter og undertrykte folk, der let kan bruges som syndebukke. Da denne småborgerlige klasse ikke er i stand til at forestille sig en krise, der er indbygget i systemet selv, søger den årsager, der i det væsentlige ligger uden for kapitalismens normale funktion

2. Begge disse bevægelser – den klassiske fascisme og den nye autoritarisme – er systemets forsøg på at forsvare eller redde sig selv ved at omdirigere den utilfredshed, det skaber hos denne klasse. I den traditionelle fascisme blev smerten fra Første Verdenskrig og den efterfølgende økonomiske krise dirigeret over mod jøder og socialister, der havde “stukket nationen i ryggen”, da hjemmefronten brød sammen, og arbejderklassens fremskridt truede kapitalismens gnidningsfri funktion. Fascismen var redskabet til at slå den truslen fra arbejderklassen tilbage. I den nye autoritære kontekst er smerten over sammenbruddet i 2008, dets eftervirkninger og den svage genopretning blevet dirigeret over mod migranter, racemæssige, seksuelle og kønsmæssige minoriteter og venstrefløjen. Det bliver så spundet ind i en fortælling om svag viljestyrke og onde hensigter hos en dæmonisk klike af pædofile eliter, som alt sammen resulterer i national tilbagegang. I begge tilfælde bruges middelklassen til at bevare systemet ved at omdirigere den utilfredshed, systemet har skabt.

3. Mens traditionel fascisme åbent gik ind for en fuldstændig afskaffelse af demokratiet, bekender den nye autoritarisme sig i det mindste i ord til at respektere demokratiets former. Den har i øjeblikket ikke andet valg end at operere inden for dets strukturer, selvom den gør sit bedste for at underminere disse indefra. Men den overordnede tendens, som fremhæves af kontrasten mellem Trumps første og anden embedsperiode, er at skabe stadig mere plads til at afvikle de demokratiske institutioner.

4. Den ideologiske uensartethed inden for den nye autoritarisme fremhæver et andet af dens centrale træk: Mens bevægelsen som helhed ikke kan karakteriseres som gennemført fascistisk, spiller erklærede fascister en central rolle blandt dens kadrer, hvoraf mange har rødder i de mere traditionelle fascistiske organisationer fra fortiden. Det betyder, at der i mange af de nye autoritære partier og organisationer findes kræfter, der er fast besluttet på at føre organisationens politik i en mere radikal og voldelig retning. Resultatet kan være tilsyneladende modstridende situation, hvor en person, der næsten helt sikkert stadig har åbenlyse fascistiske sympatier, såsom Giorgia Meloni i Italien, sidder i spidsen for en borgerlig stat i den nye autoritære ideologis navn.

5. Manglen på ideologisk ensartethed på tværs af den nye autoritarisme fremhæver et andet centralt træk: dens historiske åbenhed. Det ville være en fejl at se den moderne højreekstremisme som noget statisk med en bestemt karakter, der bevæger sig mod et bestemt mål. Udviklingen af den nye autoritarisme vil afhænge af en række faktorer, såsom hastigheden, hvormed de økonomiske og miljømæssige kriser forværres, skarpheden af klassekampen og den revolutionære venstrefløjs evne til at udgøre et alternativ.

6. Den nye autoritarisme adskiller sig også fra den klassiske fascisme ved den institutionelle opdeling mellem parlamentariske bevægelser og gadekampbevægelser. Den bemærkelsesværdige undtagelse er den indiske premierminister Narenda Modis BJP, som har en eksplicit gadekampfløj, Rashtriya Swayamsevak Sangh. Alligevel interagerer denne gadebevægelse med den nye autoritære styreform i dens forskellige og åbne udgaver, da der ikke er nogen hermetisk mur mellem de parlamentariske aktiviteter og gadeaktioner eller mellem de parlamentariske grupper og den “spontane” højreekstreme gadebevægelse. Den enes aktiviteter påvirker den andens.

Et eksempel, der tydeligt illustrerede dette, var de racistiske optøjer i Storbritannien i sommeren 2024, hvor års retorik mod indvandrere fra både højreekstreme og mainstream-partier pludselig brød ud i massevold på gaden. I USA har trumpismen ikke nogen eksplicitte formelle forbindelser til en gadekampbevægelse, men USA har en historie med højreekstremistisk selvtægt, som Trump kan trække på, fra KKK til militsbevægelser og grupper som Proud Boys og Oathkeepers. Den måde, hvorpå disse kræfter kan mobiliseres til voldelige antidemokratiske formål, blev tydelig ved “ølmave-kuppet” den 6. januar 2021 [satirisk udtryk for stormen på Kongressen med reference til Hitlers mislykkede statskup (ølkælderkuppet) den 8.–9. november 1923, o.a.] og den massive benådning af dem, der var involveret i dette halvhjertede kupforsøg. Mens Trump i øjeblikket primært er afhængig af den udøvende magt til at afvikle så mange af de demokratiske aspekter af den borgerlige stat som muligt, vil dette sandsynligvis skabe modstand på et eller andet tidspunkt, og han holder disse kræfter i reserve til at træde i aktion, hvis ikke statslig vold bliver nødvendig. Den internationale udbredelse af de højreekstremistiske”Active Clubs”, der kombinerer fysisk træning med hvidt overherredømme, er et yderligere bevis på den voksende tendens til gadevold. Fremtiden for forholdet mellem højreekstrem gadevold og de parlamentariske institutioner er stadig uklar, men det står klart, at vi ser en stigning i denne type vold over hele verden, og at der er en klar sammenhæng mellem denne vold og bevægelsens retorik og aktiviteter i forbindelse med valgkampagner. I betragtning af den moderne højreekstremismes åbenhed kunne det meget vel føre til en formel sammensmeltning af disse to sider. Vi ser tegn på dette potentiale i Fratelli d’Italia og Alternative für Deutschland (AfD) i Tyskland, der stille og roligt opbygger gadekampstyrker gennem deres ungdomsorganisationer.

Højreekstremismen definerer perioden

Verdenspolitikken lever stadig i skyggen af krisen i 2008. Denne krise var vendepunktet, hvor det herredømme, som den kapitalistiske klasse havde opbygget omkring neoliberalismen, definitivt brød sammen og skabte et tomrum, hvor nye stemmer, både fra venstre og højre, kunne blive hørt.

Som det næsten altid er tilfældet, kom denne utilfredshed først til udtryk spontant i bevægelser som det arabiske forår, Occupy i USA og 15M i Spanien. Disse bevægelser krævede grundlæggende ændringer i den måde, systemet fungerede på, og gav udtryk for en spontan antikapitalisme. De byggede også på de anarkistisk inspirerede ideer om organisering, som opstod efter afslutningen af den kolde krig. De prioriterede horisontal organisering på bekostning af effektivitet, og deres afvisning af politik skabte et tomrum, der skulle fyldes.

Dette tomrum blev fyldt af en nyt og genopstået radikal socialdemokratisme i form af grupper som Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien, Die Linke i Tyskland, Momentum i Storbritannien og i USA den socialdemokratiske oprørsbevægelse i Det Demokratiske Parti, som blev legemliggjort i Bernie Sanders. Socialister måtte nødvendigvis arbejde sammen med og endda inden for disse organisationer for at engagere sig i radikaliseringen, men samtidig kunne enhver klarsynet revolutionær forudse disse organisationers udvikling. Ved at forfølge en strategi med “socialisme ovenfra” afskar de sig selv fra den eneste kilde, der kunne udfordre systemet i praksis, nemlig den selvbevidste arbejderklasse, og de blev disciplineret af kapitalen i en langsom og ynkelig baglæns march, hvor de opgav deres engagement for en ægte frigørelse og blev en del af den borgerlige status quo.

Det betyder ikke, at den yderste højrefløj var i stagnation i denne periode, men den spillede stadig ikke den centrale rolle i forhold til at bestemme periodens karakter eller satte rammen for revolutionæres strategi. I 2010 sikrede Sverigedemokraterna sig 20 pladser i parlamentet, og i Ungarn blev Viktor Orbán regeringschef. Gyldent Daggry kom ind i det græske parlament i 2012, og det britiske UKIP fik 27,5 procent af stemmerne ved Europa-Parlamentsvalget i 2014, mens Front National blev den største franske gruppe samme sted. Polens Lov og Retfærdighedsparti vandt både præsidentvalget og parlamentsvalget i 2015, og English Defense League marcherede gennem gaderne i Storbritannien. På trods af disse fremskridt for højreekstremisterne var perioden præget af en forynget og ung socialdemokratisme, der vandt terræn over for en borgerlig mainstream, der forsøgte at opretholde sit stadig mere usikre hegemoni.

Orbáns valg i 2010 var et vigtigt øjeblik i den nye autoritære bevægelses fremgang. Før sin valgsejr havde Orbán hyret private advokater til at udarbejde en plan til hurtigt at ødelægge det ungarske demokrati, Det skulle ske ved at afskaffe det system af magtdeling, der forhindrede, at magten blev permanent overtaget af en enkelt fraktion. Orbán skrev i praksis manualen for, hvad de nye autoritære kræfter skulle gøre, når de overtog magten i en borgerlig stat. Der er faktisk en direkte forbindelse mellem Orbán og”Projekt 2025″, det 900 sider lange dokument fra den højreekstreme Heritage Foundation, der ligger til grund for den nuværende Trump-regerings blitzkrig-politik. Dokumentet skitserede en plan for et amerikansk højreekstremistisk præsidentskab, der skulle angribe den “dybe stat”, afvikle statsapparatet og erstatte det, hvor det var nødvendigt, med højreekstremistiske loyalister. Samtidig opfordrede planen til en styrkelse af statens indgriben i sociale spørgsmål som abort og transpersoners rettigheder, afvikling af demokratiet og en bevægelse mod noget, der groft sagt kunne kaldes en national-kristen stat.

Dette dokument blev skrevet i samarbejde med Danube-Instituttet, Orbáns engelsksprogede tænketank, som indgik et formelt partnerskab med Heritage Foundation med henblik på at udvikle det.

Anden halvdel af sidste årti var præget af de nye socialdemokratiske bevægelsers selvdestruktion, enten ved at overtage magten i den borgerlige stat og bryde deres løfter (som Syriza) eller ved at indgå i borgerlige regeringskoalitioner (som Podemos) og forråde deres principper, eller ved at være så afhængige af en topstyret form for valgkampagne, at de uundgåeligt udhulede deres basis (som Democratic Socialists of America – DSA). Højreekstremisterne begyndte at kræve en mere fremtrædende rolle i denne periode med Brexit, Trumps første valgsejr i 2016 og AfD’s indtog i det tyske forbundsparlament for første gang i 2017, hvor partiet sikrede sig 94 mandater og blev det tredjestørste parti i landet. Centralt for denne vækst var borgerkrigen i Syrien og den efterfølgende lille stigning i migrationen, som højrefløjen udnyttede til at skabe en nyttig syndebuk. Denne periode så også en vækst i højreekstreme gadebevægelser, fra 3 Percenters, Oath Keepers og Proud Boys i USA til Generation Identitær, Reichsbürgers og Pegida (Patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten) i Europa.

I slutningen af årtiet oplevede vi enorme sociale eksplosioner over hele verden. 2019 var et år med oprør i Algeriet, Bolivia, Chile, Libanon, Sudan, Frankrig, Ecuador, Egypten, Hong Kong og flere andre lande. Uden et revolutionært socialistisk perspektiv eller den nødvendige organisering til at blive et magtfuldt socialt våben stoppede disse bevægelser enten ved den politiske revolution eller, som oftest, kollapsede de af sig selv. Alligevel var disse bevægelser et bevis på den energi, der stadig findes i store dele af de folkelige klasser, der er ramt af krisen.

Pandemien ændrede alt. den herskende klasses overherredømme, som allerede vaklede, fik et enormt slag som følge af pandemien og dens økonomiske konsekvenser. Venstrefløjen tog først føringen med en global bevægelse for Black Lives Matter, der blev udløst af det brutale politimord på George Floyd i Minneapolis i slutningen af maj 2020. Titusinder af mennesker fra alle samfundslag gik på gaden i USA, først i optøjer, hvor de i raseri brændte politistationer og biler af og derefter i en vedvarende protestbevægelse, der varede i flere måneder. Men der var ingen organisation til at kanalisere denne energi, og DSA, som var den største organisation på venstrefløjen på det tidspunkt, foretrak at fokusere på valget i 2020 frem for et meningsfuldt engagement i den folkelige kamp. Derfor mistede disse bevægelser langsomt deres førende rolle og lod centrum tage initiativet tilbage. Ved at angribe bevægelsen forsøgte centrum at genvinde sin stabilitet ved at bruge argumenter, der gav højrefløjen medvind, idet den hævdede, at bevægelsen skabte kaos og kriminalitet. “Lov og orden” mod kriminalitet og indvandring blev både centrums og højrefløjens slagord, og venstrefløjen havde ingen organisatoriske midler til at iværksætte et modangreb. Bevægelserne efter Hamas’ opstand i Gaza den 7. oktober 2023 forstærkede kun denne tendens, hvor centrum og højrefløjen samlede sig til forsvar for den zionistiske stat mod bevægelserne for retfærdighed i Palæstina.

I kølvandet på pandemien og efter mere end et årti med økonomisk krise eksploderede konspirationsteorierne, der spænder fra QAnon-teorier fyldt med antisemitiske slagord om “globalister”, der planlægger at ødelægge den vestlige civilisation indefra, til vaccineskepticisme og teorien om “den store udskiftning”, hvor “eliten” (ofte en kode for jøder) planlægger at ødelægge den indfødte hvide befolkning i Vesten gennem masseindvandring. Da den radikale venstrefløj er for svag til at gribe ind, og centrum ikke har noget at tilbyde ud over den fejlslagne neoliberale norm, har den yderste højrefløj været i stand til at trænge ind i den krakelerede struktur i den borgerlige hegemoni og skabe sig en plads ved at fremstå som et alternativ til det kriseramte system.

Og således befinder vi os i en situation, hvor det borgerlige hegemoni er ved at bryde sammen, og højrefløjen tilbyder en alternativ vision for verdensordenen. I 2022 opnåede Le Pens omdøbte Nationale Samling 41,5 procent af stemmerne i anden valgrunde, og Sverigedemokraterna blev det næststørste parti i Riksdagen, mens det fascistisk inspirerede Fratelli d’Italia førte en højrefløjskoalition til sejr i oktober. I 2024 vandt Østrigs Frihedsparti parlamentsvalget, og højreekstreme partier opnåede enorme fremgange ved valget til Europa-Parlamentet, hvor syv EU-lande, Kroatien, Tjekkiet, Finland, Ungarn, Italien, Holland og Slovakiet, fik højreekstreme partier ind i deres regeringer. National Samlings succes ved valget til Europa-Parlamentet fik den franske præsident Emmanuel Macron til at opløse Nationalforsamlingen og udskrive nyvalg, hvor den venstreorienterede Nye Folkefront blokerede for National Samling Samling, der fik 142 mandater. Nyvalget har ført til en situation med dyb usikkerhed i Frankrig uden nogen oplagt løsning. I Storbritannien blev landet i slutningen af juli og begyndelsen af august ramt af højreekstreme pogromer mod indvandrere. Nu, i 2025, har det tyske forbundsvalg den 23. februar efterladt AfD på andenpladsen med 20 procent af stemmerne, og Reform i Storbritannien har øget sit betalende medlemstal til 170.000, og partiets meningsmålinger er steget, i en meningsmåling endda til at overgå Labour i popularitet.

Den nye venstrefløj, der opstod efter 2008, er gået betydeligt tilbage i perioden efter pandemien. Podemos er blevet en skygge af sig selv, og Die Linke så sin repræsentation skrumpet ind til kun fire pladser efter valget til Europa-Parlamentet i 2024. NPA (Nyt Antikapitalistisk Parti) blev splittet i 2021, hvilket understreger den historiske fejltagelse, det var at opløse LCR (Revolutionær Kommunistisk Liga). Efter at have samlet sig om Michael Harringtons gamle ide om en “venstrefløj for det muliges politik” har DSA oplevet en medlemstilbagegang, som det næppe nogensinde vil komme sig over.

Selvom Die Linke på baggrund af sin principielle holdning til støtte for migranter fik næsten 9 procent ved det seneste valg, er det uklart, i hvilket omfang denne succes og tilstrømningen af unge medlemmer vil være i stand til at ryste de fastgroede, reformistiske strukturer. Selvom det kunne være et strategisk vigtigt sted for socialister at engagere sig, mens vinduet stadig er åbent, kan denne succes meget vel vise sig at være kortvarig, hvis medlemmerne ikke er i stand til at bryde med de reformistiske og institutionalistiske tendenser, der har styret organisationen.

Det er værd at nævne her, at periodens dynamik på ingen måde udelukker, at det borgerlige hegemoni kan genoprettes midlertidigt, eller at der kan komme korte perioder, hvor reformistiske bevægelser får medvind. Det er fuldt ud muligt at forestille sig, at Trumps overmod resulterer i en Det Demokratiske Parti kommer tilbage for eksempel i 2028. Men da der ikke er nogen løsning på den mangesidige krise inden for kapitalismens rammer, vil den overordnede dynamik være, at højreekstremismen vokser i styrke. Midlertidige genopretninger og reformistiske opsving vil ikke ændre periodens grundlæggende karakter og forløb.

Det mest betydningsfulde i 2024 var Donald Trumps genvalg som præsident for USA, hvilket var et vendepunkt i den nye højrefløjs fremgang. Trump kom til magten på en antisystemisk platform, hvor han lovede at sætte Amerika først for at genoplive den døende amerikanske drøm. Hans handlinger siden han tiltrådte embedet bekræfter, at hans anden embedsperiode faktisk er motiveret af “Projekt 2025” med et hurtigt angreb på de demokratiske institutioner og de mest marginaliserede dele af det amerikanske samfund.

Trump og hans team udvikler yderligere drejebogen for, hvordan nye autoritære ledere skal agere, når de kommer til magten og står i spidsen for en borgerlig demokratisk stat. De indleder en ny periode, hvor karakteren af den nye autoritarisme er blevet tydeligere, og hvor højreekstremisterne vil spille en central rolle, mens venstrefløjen ikke kun er på tilbagetog, men ofte helt mangler ben at stå på.

Den internationale kamp mod højreekstremismen må definere denne periode for venstrefløjen

Hvis engagementet med de nye venstrekræfter definerede den forrige politiske cyklus for revolutionære socialister, må kampen mod de nye autoritære kræfter definere den i dag.

Revolutionære socialister må se nøgternt på virkeligheden og forstå, at perioden med arbejde inden for de store socialdemokratiske organisationer er forbi. Vi befinder os i en periode, hvor klassebevidstheden er vokset betydeligt i forhold til tiden før 2008, men hvor tilliden til de demokratiske institutioner er brudt sammen i langt højere grad end denne vækst. I denne periode udnytter højreekstremisterne dette sammenbrud i tillid til at fremme en alternativ vision for verden, og centrum for venstrefløjens aktivitet er flyttet fra den valgpolitiske arena til forskellige græsrodsbevægelser.

Hvad skal revolutionære gøre i en sådan situation? Selvom hverken analysen af den nye autoritarisme eller den strategi, vi udvikler for at bekæmpe den, vil være identisk med den klassiske fascisme, kan den analyse og de strategier, revolutionære udviklede i fortiden for at bekæmpe højreekstremisme, også bidrage til at belyse, hvordan vi kan organisere os i dag for at bekæmpe dette nye monster.

Selvom den nøjagtige form helt sikkert må ændres i den nuværende periode, er enhedsfrontens strategi fortsat det vigtigste redskab, revolutionære har til rådighed i dag for at bekæmpe højreekstremismens fremmarch.

Enhedsfrontstrategien blev oprindeligt udviklet, da den revolutionære bølge, der rystede verden efter første verdenskrig, begyndte at aftage i en ustabil kapitalistisk genopetning omkring 1921. På sin tredje og fjerde kongres i 1921 og 1922 formulerede Kommunistisk Internationale, der på det tidspunkt var præget af Lenins og Trotskijs tanker, denne strategi som en måde til at håndtere genoprettelsen af det borgerlige hegemoni, hvor revolutionære per definition opererede fra en position af relativ svaghed.

Strategien søgte at få kommunistpartierne til at bryde ud af denne situation ved at række ud og danne alliancer med den organiserede arbejderklasse, der stod til højre for kommunisterne, for at vinde indflydelse blandt disse lag og sammen opnå konkrete reformer, samtidig med at man forblev kritisk over for deres ledelse. Dette gjorde også klassen fortrolig med erfaringerne fra at arbejde sammen på en organiseret og koordineret måde, noget der ville være et absolut nødvendigt element i ethvert vellykket revolutionært forsøg. Denne strategi blev sammenfattet i sloganet “marchér separat, men slå samlet “.

Strategien fik ny betydning, da den vaklende borgerlige restaurering begyndte at bukke under for fascismen. Allerede i 1923 argumenterede Clara Zetkin for anvendelsen af enhedsfront-taktikken mod fascismen. Lenins helbred fik ham på det tidspunkt til langsomt at forsvinde fra ledelsen af arbejderbevægelsen, og desværre antog Komintern under ledelse af Zinoviev en ultravenstre linje og nægtede at forene sig i handling med socialdemokraterne, hvilket muliggjorde fascismens fremkomst i Italien i 1924 og i Tyskland ni år senere i 1933.

Da de indså deres fejltagelse, drog de de forkerte slutsatser, og den stalinistiske Komintern skiftede til en strategi for en “folkefront”, der ikke søgte at forene arbejderklassen, men alle partier, inklusive de borgerlige partier, der var imod fascismens fremkomst. I praksis betød det, at revolutionære måtte ofre deres uafhængighed, og folkefronten blev et program for moderate borgerlige reformer. Folkefronten, der ikke havde noget at tilbyde de hårdtarbejdende arbejdere og bønder, brød sammen under fascismen i Spanien. Denne fiasko bør minde os om grænserne for en sådan tilgang i en periode, hvor en “Ny Folkefront” er opstået som en valgblok i Frankrig i et forsøg på at bremse fremkomsten af National Samling.

Enhedsfronten i dag

Meget af det, der definerede enhedsfront-strategien mod fascismen, kan anvendes i dag i kampen mod de nye autoritære kræfter. Hvis venstrefløjens svaghed og højreekstremismens fremgang virkelig er de afgørende træk ved den aktuelle periode, er enhedsfrontarbejde igen blevet afgørende.

Vi så et glimrende eksempel på, hvordan dette kunne se ud, med erfaringerne fra Gyldent Daggry i Grækenland, hvor en antifascistisk organisation, KEERFA (Forenet Bevægelse mod Racisme og Fascistisk Trussel), der arbejdede efter principperne for enhedsfrontarbejde, fuldstændig knuste det fremstormende fascistiske parti. KEERFA opbyggede en stor koalition af arbejderklasseorganisationer, fra fagforeninger til revolutionære grupper, der delte en grundlæggende fælles interesse i at forhindre Gyldent Daggry i at vokse.

Disse skal være masseorganisationer, der opererer åbent og som, selvom de tager sikkerheden alvorligt, ikke prioriterer en paranoid sikkerhedskultur højere end åbenhed og effektivitet.

En ny enhedsfront-strategi besvarer spørgsmålet om den revolutionære organisations specifikke rolle i dag. Hvis vi accepterer, som Tempest hævder, at genopbygningen af arbejderklassens fortrop gennem bevægelsesarbejde er en væsentlig del af en meningsfuld venstrefløjsstrategi i dag, så står der ofte et spørgsmål tilbage om, hvilken rolle der er tilbage for den revolutionære organisation. I denne periode med fremgang for reaktionære kræfter er det klart, at den revolutionære organisations rolle udover propagandaen må være at udnytte sin forankring i specifikke kampe til at opbygge de antiautoritære fronter, der forener disse kampe, bringer dem tættere på revolutionær politik i praksis og arbejder for at knuse truslen fra højre.

Spørgsmålet er, hvordan man kan bryde ud af venstrefløjens splittede smågrupper og drive massepolitik i en tid, hvor den nye socialdemokratisme er på tilbagetog, og højreekstremismen er på fremmarch. Processen med at opbygge enhedsfronten er også processen med at finde en måde at fortsætte med at forholde sig til de bredere radikaliseringslag i samfundet og øge den revolutionære politiks anseelse og indflydelse inden for klassen. Hvis elementer af klassen virkelig bevæger sig væk fra det sidste årtiets nye socialdemokrati, er det afgørende at finde en måde at forholde sig til disse elementer og trække dem hen mod vores politik. Enhedsfronten er det redskab, der kan gøre dette.

Revolutionære må søge at opbygge store koalitioner af arbejderklasseorganisationer, fra græsrodsbevægelser til fagforeninger og andre socialistiske organisationer. De må organisere moddemonstrationer mod højrefløjens demonstrationer og søge at underminere højrefløjens aktiviteter, hvor det er muligt, så det bliver meget upopulært at optræde offentligt som tilhænger af den yderste højrefløj. En del af strategien skal være at skabe splittelser inden for den højreekstreme bevægelse for at isolere dens mest radikale elementer. Ved at angribe og afsløre realiteterne i den mest ekstreme fløj af den nye autoritarisme kan vi forsøge at tvinge den mere moderate fløj til at lægge afstand under truslen om social modreaktion.

Denne bevægelse skal være international, fordi det, der sker i en by eller et land, ikke kun har indflydelse på politikken det pågældende sted. Hvor ironisk det end lyder at organisere sig internationalt for en generel global desintegration, er det netop det, den internationale højrefløj gør. Dette blev understreget ved en nylig højreekstremistisk demonstration i Madrid, hvor højreekstremistiske ledere samledes under sloganet “Make Europe Great Again”. Mødet blev overværet af Santiago Abascal fra VOX, Marine Le Pen, Viktor Orbán og Matteo Salvini, hvor de hyldede Trumps sejr og talte begejstret om AfD’s chancer i det kommende tyske valg.

Gennem international anvendelse af enhedsfront-strategien kan arbejderklassen vinde konkrete sejre over den internationale højrefløj og samtidig fremme processen, hvor store dele af klassen lærer at arbejde sammen i fællesskab. Derfra kan venstrefløjen begynde at spille en større rolle i udformningen af international politik. Men i den kommende periode skal enhedsfronten være kernen i alt, hvad vi gør.

14. marts 2025

Artiklen er oversat fra Tempest af Leif Mikkelsen

Artiklen er oversat fra Tempest af Leif Mikkelsen