Læsetid: 13 minutter

 

Reforms politiske vision

Reform, især i Farages version, argumenterer for, at der hersker kaos i Storbritannien. Landet er i tilbagegang, kriminaliteten vokser, der er en krise i forhold til leveomkostninger og et generelt sammenbrud af værdier, moral og familier.

 

Reform UK i tal • Antallet af betalende medlemmer har passeret 235.000 (betaler £25 om året), hvilket mere end de konservatives medlemstal og fire gange så mange som i juli 2024. • Reform UK kom på tredjepladsen ved parlamentsvalget i 2024 med lidt over 14 procent af stemmerne (4,1 millioner). Partiet har fire medlemmer af parlamentet (tidligere seks, men to er gået efter uenigheder med Farage). • Ved årets lokalvalg vandt de kontrol over ti byråd, to regionale borgmestre og har nu omkring 870 lokale byrådsmedlemmer. • Der er oprettet over 400 lokale afdelinger efter succesen ved lokalvalget i 2025. Dette er vigtigt for at stabilisere partiet. Byrådsmedlemmer hjælper med at opbygge lokale afdelinger. • Reform UK har ligget forrest i meningsmålingerne siden januar i år. De seneste meningsmålinger giver Nigel Farages parti helt op til 35 procent (avisen Independent) – tæt på den andel af stemmerne, som Labour Party fik ved sidste års parlamentsvalg. I dag sygner Starmers Labour-regering med 18- 20 procent. • De fortsætter med at vinde lokale suppleringsvalg og tager pladser fra Labour. De vinder også frem i områder, hvor de ikke har nogen lokal forankring. • Partiet forsøger at involvere flere kvinder og tiltrække unge mennesker, hvor opbakningen er mindre: Næsten to tredjedele (61 procent) af unge mellem 18 og 30 år siger, at de aldrig ville stemme på Reform, men problemet er stadig, at unge stemmer meget mindre end ældre. Reform vil uden tvivl lade sig inspirere af den taktik, som den nyligt myrdede Charlie Kirks organisation Turning Point bruger, for at tiltrække flere unge mennesker.

Partiet hævder, at en af ​​de vigtigste grunde til, at det går tilbage, er indvandringen, og at den politiske elite ikke formår at håndtere den og forsvare ‘vores folk’ mod indvandrernes angivelige angreb på stabiliteten og de fælles værdier i vores samfund.

 

Den politiske elite er ude af stand til at håndtere disse problemer, siger man, fordi den ikke tager et opgør med den woke-kulturen (den grønne/progressive kultur) og ikke har formået at levere et ægte Brexit. Farage beskylder højtstående embedsmænd for, at de står for den samme ideologi og blokerer for den forandring, som Reform ønsker.

 

Farages ‘løsning’ er tvungne massedeportationer, skattelettelser, men støtte til visse nationale industrier, nedskæringer i sociale udgifter, men modstand mod visse af regeringens nedskæringer, f.eks. varmetilskud til pensionister.

 

Ligesom store dele af den amerikanske højrefløj støtter de ikke kun den traditionelle familie, men fremmer i stigende grad en dagsorden for fødselsfremme. Så deres modstand mod loftet på to børn [med børnepenge, o.a.] går hånd i hånd med kvindefjendsk retorik og politik.

 

Reform er et parti, der benægter påvirkningerne fra klimaforandringer og er imod officielle CO2-mål. De støtter firmaer, der producerer fossile brændstoffer.

 

De bruger den stigende utilfredshed med de nuværende fiaskoer i vores udhulede sundhedsvæsen NHS, ødelagt af udlicitering, overbebyrdet og underbetalt personale og årtiers underfinansiering, til at presse på for et skift til et forsikringsbaseret sundhedssystem i stedet for den gratis service, vi har nu. De prioriterer dog ikke dette, fordi NHS på trods af problemerne stadig er populært.

 

Disse ideer appellerer også i stigende grad til traditionelle og højreorienterede kristne, især de evangeliske. En af faktorerne bag de 100.000 demonstranter den 13. september ledet af Tommy Robinson var tilstedeværelsen af ​​højreorienterede evangeliske grupper.

 

Bag ideologien

Disse politiske holdninger ligner argumenterne fra Meloni/Salvini/Le Pen/Trump/Orban. Der er elementer af den store erstatningsteori – at migranter, især muslimer, vil erstatte indfødte europæere. Den upræcise racistiske påstand om, at migranter er mere tilbøjelige til at begå kriminalitet, bruges af alle disse ledere. Højrefløjens vision næres af folks pessimisme om samfundet og den politik, der er et resultat af Labours manglende evne til at skabe forbedringer for arbejderbefolkningens levevilkår,

 

Denne ideologi er ikke kun et spørgsmål om ideer, der er formidlet i taler af Farage og andre, men bygger på hverdagens sociale relationer og praksis, som er præget af en voldsom ulighed og en materiel krise, Bare besøg nogle af de små byer i det nordlige England.

 

Den tidligere sunde fornufts-ideologi om, at dine børn ville klare sig bedre end dig, eller at hvis du studerede, kunne du bagefter få et godt job og have råd til et hus, er meget mindre operativ i dag sammenlignet med perioden op til 1980’erne. Selv boliggevinsterne under Thatcher, som et betydeligt mindretal af arbejdende mennesker nød godt af, eller globaliseringsboomet i årene under Tony Blair- – er forbi.

 

Reform skaber myten om en ny aktiv ideologi, der i vid udstrækning er bagudskuende, men giver et trøste-tæppe mod usikkerheden og truslerne fra de ‘andre’ (indvandrere eller EU). Venstrefløjen kan ikke reagere på dette ved blot at sige (ligesom Labour), at hvis vi kan skabe vækst og nogle materielle forbedringer i arbejdernes liv, så kan vi besejre Reform. Vi har brug for et solidt, troværdigt venstreorienteret alternativ.

 

Overlap med den fascistiske højrefløj

De virkelige fascister er tre eller flere grupper med hundreder snarere end tusindvis af medlemmer: Patriotic Alternative, Homeland Party, Britain First. Tommy Robinson er den mest kendte og har gode forbindelser til den yderste højrefløj i USA. Han plejede at lede English Defence League, som ikke længere eksisterer. Han har gode kontakter til racistiske fodboldfans – han kalder dem fodbolddrengene. Ved nogle lejligheder har han mobiliseret mere end 10.000 mennesker. I dag opnåede han sin største succes med over 100.000 på gaderne i London. Den blev styrket af fascistiske gruppers succes med [demonstrationer uden for] asylhoteller, Labour-regeringens kaos og det nylige mord på hans amerikanske medtænker Charlie Kirk.

 

Lucy Connolly, der opfordrede til at brænde flygtningehoteller ned [og derfor sad fængslet i i ti måneder, o.a.], var et stort fokuspunkt for demonstrationen som højrefløjens martyr for ytringsfrihed. Hendes YouTube-video, der forberedte demonstrationen, understregede ikke-vold, og at man ikke skulle drikke for meget. Disse grupper arbejder alle i høj grad via sociale medier. De er ikke specielt interesserede i organiserede militsgrupper, fysisk træning eller uniformer.

 

De organiserede protester mod hoteller til asylansøgere, men Reform og nu også Det Konservative Parti har støttet dem. Selv nogle officielle Labour-talsmænd har sagt, at de forstår den lokale befolknings følelser.

 

Farage er omhyggelig med at holde afstand til Tommy Robinson og andre fascistiske grupper, men vi kan se et overlap i disse mobiliseringer. Farage fordømmer verbalt vold. Mange fascister har tilsluttet sig Reform, og faktisk har lederen af ​​Patriotic Alternative  opfordret sine aktive tilhængere til melde sig ind i og stemme på Reform.

 

Mange Reform-medlemmer (28 procent) støtter en figur som Robinson. Efter i dag er dette tal sandsynligvis en undervurdering. Selvom Reforms ledelse har fjernet kandidater fra den fascistiske højrefløj, har de ikke identificeret nogle medlemmer, der har fremsat racistiske, anti-homoseksuelle og islamofobiske udtalelser.

 

Fascisme som en nutidig strømning er en del af en bredere højreekstrem populistisk bevægelse. Man kan tale om et dialektisk forhold inden for en bredere proces med snigende fascisme. Højrefløjen og endda de officielle konservative partier kan også blive suget ind i dette. Sociale medier i dag med deres mangel på grænser gør denne sammensmeltning af forskellige højreorienterede strømninger mulig.

 

Reforms fremgang har styrket de rigtige fascister og givet dem et bredere publikum. Succesen med at få lukket asylhoteller har også hjulpet dem. Derudover organiserer de en kampagne, der sætter det britiske og engelske flag op på lygtepæle og andre steder. Robert Jenrick har tilsluttet sig (der er et billede af ham på en lygtepæl!). Det har betydet noget. Der er rapporter om bander, der chikanerer sorte og asiatiske mennesker og beder om bevis for, at de ikke opholder sig illegalt i landet.

 

Forbindelsen til Trump

Tanken om, at hans parti har opmærksomhed fra verdens mest magtfulde regime, giver ham en vis troværdighed, men Farage har været nødt til at håndtere dette forhold, eftersom Trump ikke er særlig populær her i landet. For eksempel er toldpolitik ikke en vindersag. Så han håndterer denne forbindelse.

 

Han tog Lucy Connolly med til USA. Det var hende, som tweetede en opfordring til at brænde de hoteller ned, der huser asylansøgere. Hun var netop løsladt før tid efter en 30-måneders dom for at opildne til racehad og vold. Hun har kaldt sig selv Starmers politiske fange, og Farage præsenterer hende som en forkæmper for ytringsfrihed.

 

Reform håber at modtage økonomisk støtte fra den amerikanske højrefløj, selvom deres medlemsfremgang og voksende støtte fra velhavende forretningsfolk allerede skæpper godt i kampagnekassen. Den amerikanske højrefløj har enorme ressourcer og ekspertise på sociale medier (Charlie Kirk), som de kan udlåne til Farage.

 

Hvem er Nigel Farage?

I modsætning til Meloni eller Le Pen ha han ingen direkte forbindelse til en fascistisk politisk bevægelse, selvom han kortvarigt var tæt på BNP som ung. Farage refererer ofte til perioden med britisk sejr over nazisterne i Anden Verdenskrig. Der er ingen forbindelse til Oswald Mosleys britiske fascister i 1930’erne.

 

Hans ideologi er knyttet til engelsk nationalisme og antieuropæisme. Han kom fra højrefløjen i Det Konservative Parti i opposition til dets støtte til Maastricht-traktaten.

 

Farage præsenterer sig selv som en mand af folket, der ryger og elsker øl, men i virkeligheden er han søn af en milliardær og har arbejdet i City of London i den finansielle sektor. Han er velhavende, med fem huse og lukrative tv-kontrakter.

 

Reform er et privat firma ejet af Nigel Farage. Nu, med Reforms vækst, siger han, at han gennemføre en demokratisk struktur i partiet. Han har oprettet et bredere panel som en rådgivende ledelse. Formålet er begrænset, og partiet vil fortsat være i hænderne på Farage og hans inderkreds.

 

Klog

Ligesom Trump og Berlusconi er han blevet undervurderet af venstrefløjen og mange andre. Hans første anti-europæiske parti fik mindre end 5 procent af stemmerne. Derefter brugte han Europa-Parlamentet som platform til at så splid og angreb ubarmhjertigt korrupte politikere i det etablerede system.

 

Det lykkedes ham at få en folkeafstemning om at forlade Europa, fordi han klarede sig så godt ved EU-valget i 2014. Den daværende konservative premierminister Cameron troede, at han kun kunne stoppe ham ved at afholde en folkeafstemning og efterfølgende vinde over ham.

 

Hans Leave-kampagne [om at få Storbritannien ud af EU] var medvirkende til det snævre ja-flertal. Hans racistiske brug af en indvandrerfjendsk plakat var effektiv. Den offentlige mening og kommentatorerne accepterede, at det var hans sejr i lige så høj grad, som det var Boris Johnsons.

 

Efter Brexit hjalp han Boris Johnson med at komme til magten i 2019 gennem en de facto valgalliance. Han befandt sig derefter i en gunstig position til at udnytte roderiet hos de konservatives efter deres massive nederlag i 2024. Ligesom Meloni opbyggede han sin støtte gennem samarbejde og konkurrence med traditionelle højrefløjspartier.

 

I dag tiltrækker han flere og flere valgte repræsentanter og medarbejdere fra de Konservative. Han har muligheden for at fortsætte med at angribe dem, men også for at indgå en aftale før eller efter parlamentsvalget i 2029.

 

At vinde fortællingen

Eksperter i for eksempel dagbladet Independent har påpeget, hvordan Farage dominerede den politiske dagsorden i august. Det er ikke så overraskende, at Labour ikke har svaret effektivt igen, da de deler en stor del af Reforms generelle fortælling om indvandrer-‘problemet’. Farage skubber både de Konservative og Labour længere til højre på udlændingeområdet.

 

Robert Jenrick, udfordreren til den nuværende konservative leder, har opfordret til protester uden for hoteller. Han har deltaget sammen med kendte fascister. Han har fremsat racistiske udtalelser. Han siger, at han frygter for sine døtre, der går på gaden i områder, hvor asylansøgere er indkvarteret.

 

Labour udsender daglige udtalelser på sociale medier og til pressen, hvori de siger, at de står for en stram udlændingepolitik. Deres seneste reaktion på hotelkrisen er at forsøge at forkorte appelprocessen for flygtninge og at fjerne dommere fra det udlændingenævn, der træffer afgørelser. De ønsker tydeligvis at nedbringe de 75 procent af såkaldt illegale migranter, der ankommer i små både, og som i øjeblikket får asyl. Nogle højreorienterede Labour-parlamentsmedlemmer presser på for at spejle Reforms politikr endnu tættere.

 

Udsigten til en regering ledet af Farage eller en alliance mellem Farage og de konservative

Begge scenarier er mulige i betragtning af det udemokratiske valgsystem (flertalsvalg i enkeltmandskredse). Selvom en koalition er mere sandsynlig

 

Det er sandt, at vi er 3 eller 4 år væk fra næste parlamentsvalg. Tidligere ville politiske eksperter have sagt, at det blot var meningsmålinger. Folk protesterer nu, men når valget kommer, vil de gerne stemme på en troværdig regering. Men under alle omstændigheder vil vi se beviser på Reformbølgen ved lokalvalg og valgene til det walisiske og det skotske parlament i maj næste år

 

Men de samme kommentatorer (f.eks. John Curtice) erkender nu, at der er en dyb krise i de traditionelle partier og større ustabilitet, hvilket allerede blev set ved det sidste valg. De siger, at vi allerede har et 4- eller 5-partisystem snarere end et to-partisystem.

 

Med det nuværende valgsystem kan der komme ekstraordinære resultater. For eksempel har Labour et flertal på 174 mandater, men kun 33 procent af vælgernes stemmer. Hvis Labours stemmer kollapser, kan der ske tilsvarende chokresultater. Små partier kan endda blive afgørende for magtbalancen.

 

Den nuværende snak om at udfordre Starmers position i Labour hænger sammen med truslen fra Farages fortsatte fremgang i meningsmålingerne. Selv nyvalgte Starmer-tro parlamentsmedlemmer frygter at miste deres pladser.

 

Hvordan stopper man Farage, Reform og fascisterne?

Den revolutionære venstrefløj har organiseret et svar i gaderne for at forsvare asylansøgere, der bor på hoteller. Nogle steder har vi fået mange flere end racisterne til at møde frem, andre steder har de været i overtal. Der er langt fra en overvældende massekvælning af fascisterne. Dagens moddemonstration var omkring tyve gange mindre end Tommy Robinsons.

 

Men vi har brug for et politisk svar: Ikke alle Reform-tilhængere er nazister. At råbe “Nazi scum” til nogle lokale beboere, der modsætter sig flygtningehoteller, er ikke særlig effektivt. Vi har brug for lokale dør-til-dør-aktioner og løbesedler i lokalområder. D.K. Renton, en venstreorienteret aktivist, kom med nogle gode pointer om denne debat i sin artikel i Guardian.

 

Det er her, Jeremy Corbyn og Zarah Sultanas nye venstreorienterede parti kan spille en vigtig rolle. Meningsmålinger viser, at Reformvælgere foretrækker Corbyn frem for Starmer. Corbyn scorer godt på en række parametre såsom ærlighed og evnen til at forstå almindelige mennesker.

 

800.000 mennesker har udtrykt interesse [for det nye parti på venstrefløjen] online. Hundredvis af møder er allerede blevet organiseret for at diskutere oprettelsen af ​​lokale afdelinger. Det er afgørende, at der ikke kun er et parlamentarisk svar på den yderste højrefløj, men at det nye parti bliver et nyttigt redskab til at forsvare indvandrere, selvorganisering og arbejderklassens kamp.

 

Det nye venstreorienterede parti kan spille en vigtig rolle i at stoppe Reformbevægelsens fremgang.

 

Nogle meningsmålinger viser, at Reformvælgere kan kombinere holdninger vendt mod indvandrere med en arbejdervenlig politik, såsom nye arbejdsmarkedslove.

 

I bund og grund er der et kapløb mellem radikalisering på venstrefløjen og radikalisering på højrefløjen. Med det nye venstreorienterede parti kan vi spille en vigtig rolle i at afvise den yderste højrefløj.

 

13. september 2025

 

Oversat fra Anticapitaist Resistance af Åge Skovrind