Den tyske kommunist Ernst Thälmanns liv var lige så modsætningsfyldt og tragisk som den bevægelse, han stod i spidsen for. Marcel Bois tegner i denne artikel et portræt af Thälmann, der ledte staliniseringen af det tyske kommunistparti i 1920erne, fængsledes af Hitler i 1933 og til sidst blev henrettet af nazisterne i august 1944. I Østtyskland blev der senere opbygget en personkult omkring Thälmann med monumenter og omhyggeligt tilskåret historieskrivning. Men ikke nok med det.

af Marcel Bois

Østberlin, marts 1954: Alle partibosserne i DDR er forsamlede i hovedstatens mest berømte biograf Friedrichstadt-Palst, til en kulturbegivenhed af den allerstørste betydning. Hverken premierminister Otto Grotewohl, præsident Wilhelm Pieck eller generalsekretær i SED Walter Ulbricht vil gå glip af premieren på Ernst Thälmann, Sohn seiner Klasse (E. T., søn af sin klasse).

Med en pris på over 6 millioner østtyske mark var denne film udsædvanlig dyr for en stat, der stadig led under eftervirkningerne af krigens ødelæggelser og knugende krigsskadeerstatninger til Sovjetunionen. Filmens opfølger Ernst Thälmann, Führer seiner Klasse (E. T., leder af sin klasse) fik premiere halvandet år senere, og den var lige så dyr at fremstille med 34 skuespillere med større roller, i hundredvis med mindre og tusinder af statister, som deltog i de 143 dage, filmen tog at indspille.

Disse to film om den tidligere kommunistleder gik hen og blev blandt de største kassesuccesser i østtysk filmhistorie og vandt også utallige priser overalt i Østblokken. Der er næppe noget barn født i den Tyske Demokratiske Republik (DDR), der slap igennem skolesystemet uden at se dem mindst én gang.

 

Mellem heltedyrkelse og dæmonisering
Skønt deres filmiske værdi er diskutabel, så forbliver de to film vigtige historiske vidnesbyrd på grund af den rolle, de spillede i at opbygge den mytologi, der omgav den afdøde formand for det kommunistiske parti. Han blev myrdet af nazisterne i koncentrationslejren Buchenwald i august 1944, og efter krigen ledte Thälmanns politiske arv og tragiske død til hans kanonisering som martyr og ufejlbarlig partileder.

Dette kan ses i meget af den østtyske litteratur, både den populære og den akademiske, hvor Thälmann ofte gengives ikke som værende uenig med politiske modstandere, men som en der "afslører" deres falske positioner. Den mytologiske Thälmann kom aldrig med forslag eller konstruktiv kritik – han "ledte" sine kammerater ind på "den sande vej".

Efter at den sovjetiske okkupationszone blev omdannet til DDR, dukkede der snart et stort udvalg af Thälmann-monumenter, mindebegivenheder og andre ceremonier op. Staten endte med mindst ti mindepladser, femten større monumenter, over 80 mindesten og utallige buster og mindetavler. Disse blev fulgt op af film, billedbøger, vandreudstillinger, og skolematerialer. Dusinvis af historiefortællere hjalp med at fuldende Thälmannmyten, med håbet om at kunne give det herskende Socialistiske Enhedsparti (SED) en grad af historisk og således politisk legitimitet. Det billede, de malede af manden var selvfølgeligt helt på linje med partiets og statens officielle syn.

I Vesttyskland var Thälmann derimod enten ignoreret eller forhadt. Kommunister blev behandlet som kriminelle – selv de, der havde gennemlevet den nazistisk forfølgelse. Det tyske kommunistiske Parti (KPD) blev forbudt i 1956, således at kun små kredse på venstrefløjen tilskrev Thälmann nogen form for ære.

Alt imens de nazistiske slagtere, der havde myrdet ham, fredeligt levede videre i Forbundsrepublikken, blev deres offer afvist som en "provinsiel politiker med talent for demagogi" og en "fjende af demokratiet".

Kontrasten mellem disse to fortællinger kunne næppe have været større. Men hvem var Ernst Thälmann egentlig, i modsætning til de klichefyldte forestillinger i henholdsvis Øst- og Vesttyskland?

 

Klassekæmperen Thälmann
I udgangspunktet har vi at gøre med en oprigtig kritiker af udbytning og social ulighed født den 16. april 1887 i Hamburg. Han kom fra jævne kår, hans forældre havde en kolonialvarebutik i hansestaden. Hans far sad to gange i fængsel for hæleri, og derfor måtte unge Ernst allerede tidligt hjælpe til i forældrenes forretning.

I en alder af 16 år forlader han sit barndomshjem, bor to gange på herberg for hjemløse og senere i en kælderlejlighed. Han fægter sig igennem som ufaglært daglejer i havnen, arbejder som fyrbøder på en fragter og er kortvarigt landarbejder i USA. Arbejderklassens stilling oplever han altså på sin egen krop. Han ser, at der i Kejserriget hverken findes social retfærdighed eller demokrati. For at lave om på det indtræder han i 1903 – i en alder af 17 år – i Det tyske Socialdemokrati (SPD).

Snart bliver Ernst Thälmann også til en arg modstander af krig og imperialisme. I august 1914 i begyndelsen af Første Verdenskrig, kritiserer han SPDs parlamentsgruppe for at stemme for de kejserlige krigsbevillinger. Sammen med tusinder andre forlader han sit parti i protest mod dets krigskurs og slutter sig i slutningen af 1918 til det nystiftede USPD (Det uafhængige tyske Socialdemokrati). Også under sin krigstjeneste lægger han ikke skjul på sin afstandtagen fra krigen. Selvom han to gange bliver såret, bliver han ikke forfremmet, da hans overordnede sikkert finder ham for rebelsk. På et tidspunkt bliver han endog stillet for en krigsret, men bliver dog frifundet. I oktober, en måned før krigens afslutning i november 1918 deserterer han til slut sammen med fire af sine soldatervenner, da de ikke vender tilbage til fronten fra den orlov, de har været hjemsendt på.

Blandt arbejderne i sin hjemby nyder Thälmann imidlertid stor popularitet. Heri spiller den opførsel som jævn arbejder, han bibeholder hele livet, utvivlsom også en rolle. "Teddy", som hans tilhængere kærligt døber ham, stiger hastigt op i graderne i arbejderbevægelsen i Hamburg. Allerede i 1904 melder han sig ind i transportarbejderforbundet, hvor han snart bliver formand for en underafdeling. I november 1918 tager han del i revolutionen i Hamburg. I marts 1919 bliver han formand for USPD i Hamburg og indtræder i byrådet for partiet. Da venstrefløjen af USPD i marts 1920 tilslutter sig Det tyske Kommunistparti, bliver Thälmann leder af KPDs partiafdeling i Hamburg.

 

Karriere i KPD
Snart efter begynder Thälmann også at gøre karriere i partiet på landsplan. I 1924 overtager venstrefløjen omkring Ruth Fischer, Arkadij Maslov og Werner Sholem ledelsen af KPD. Thälmann tilhører også denne fløj af partiet og bliver nu medlem af Polbureauet (forretningsudvalget).

Den nye ledelse består i størstedelen af intellektuelle, hvorfor Thälmann i en vis forstand bliver det "proletariske vinduesskilt" for centralkomiteen. Som følge heraf stiger kendskabet til ham med voldsom hast i partiet, især efter at han i foråret 1925 er partiets kandidat til valget som Rigspræsident. Desuden overtager han posten som formand for Forbundet af Røde Frontkæmpere, en halvmilitær frontorganisation for KPD. Da Ruth-Fischer-ledelsen i august samme år gennem indgriben fra Stalin bliver afsat, bliver Ernst Thälmann formand for KPD og den post beholder han indtil Nazidiktaturet fængsler ham.

Under Thälmanns tid som partiformand oplever KPD enkelte politiske succeser: for eksempel rigsdagsvalget i 1932, hvor kommunisterne med deres 16,9 procent af stemmerne bliver landets tredjestærkeste parlamentariske kraft. Men også folkeafstemningen i 1926 med titlen "Volksentscheid zur Fürstenenteignung", om fratagelse af fyrsternes og den øvrige adels ejendomme og privilegier uden kompensation, udgør i en vis forstand en sejr. Initiativtageren er KPD, og det lykkes sammen med socialdemokraterne og fagforeningerne at gennemtvinge denne afstemning. Dog mislykkes det denne enhedsfrontskampagne at få et ja fra flertallet af de stemmeberettigede, som Weimarforfatningen kræver for at gøre resultatet bindende, men der er alligevel tale om en succesfuld mobilisering. Det lykkes for arbejderbevægelsens organisationer at få 14,4 millioner hen at stemme ja (kun 1,1 million stemmer nej eller ugyldigt). Det er 4,8 millioner flere end de, der tilsammen havde stemt på kandidaterne for SPD og KPD ved rigspræsidentvalget året før. Der var i øvrigt ingen afstemning under Weimarrepublikken, hvor det lykkedes at mobilisere flere stemmer for den politiske venstrefløj.

 

Staliniseringen af partiet
Men disse succeshistorier er kun den ene side af medaljen. Til det samlede billede hører også, at Ernst Thälmann som partiformand er hovedansvarlig for en fundamental forvandling af KPD.

Da nazisterne i 1933 kommer til magten, er KPD reduceret til en karikatur af sig selv. I de tidlige 1920ere – altså i de første år efter sin grundlæggelse – har vi at gøre med et levende og diskussionsvenligt parti. Et bredt demokrati inden for partiet er en selvfølgelighed. Den kommunistiske presse gengiver åbent forskellige ofte modsatrettede positioner, kongresserne er kendetegnet af frie diskussioner og solidariske opgør. Mindretal har ved møder til enhver tid mulighed for at redegøre for deres synspunkter i lange udtalelser.

Men ved slutningen af Thälmanns æra er KPD langt hen af vejen et udemokratisk og bureaukratisk førerparti. Diskussioner bliver oftest blokeret, konflikter bliver ikke løst politisk, men organisatorisk, dvs. "løst" gennem eksklusioner og repressalier. Kritikere bliver af Thälmanns centralkomite pålagt taleforbud eller bliver udelukket af partiet. Dette indebærer en ideologisk forstening: KPDs politiske positioner bliver løbende mere dogmatiske – eller som historikeren Sigrid Koch-Baumgarten har udtrykt det: Sovjetunionen bliver "fremstillet som det hellige land, Marx, Engels, Lenin (….) æres som religionsstiftere."

Stalinismen i Sovjetunionen
Dette er resultatet af den proces, som historikere betegner som "stalinisering". Den har ikke sit udspring i Tyskland, men stammer fra Sovjetunionen. Der vinder generalsekretær Stalin i midten af 1920erne en total sejr i fraktionskampene inden for Kommunistpartiet. Følgende gennemfører han en politik, der går stik imod alt, hvad partiet tidligere er gået ind for. Stalin tager magten fra de endnu eksisterende arbejderråd og giver direktører ledelsesretten over virksomhederne. Også akkordarbejde bliver indført, arbejdernes rettigheder bliver massivt indskrænket, og strejker bliver forbudt under trusler om dødsstraf. Dertil ruller Stalin og hans kammerater mange andre gevinster fra revolutionen tilbage, f.eks. mange rettigheder for kvinder: Skilsmisser bliver igen gjort vanskeligere, aborter forbudt og i stedet indføres en medalje vor moderskab. Homoseksualitet bliver igen strafbart. Også opbruddet i kunsten fra årene efter 1917 får en ende: Kubisme, ekspressionisme og dadaisme må nu vige for den socialistiske realisme.

For at gennemføre denne politik og sikre sig sin magt må Stalin bandlyse enhver socialistisk tradition i partiet: Dernæst fjerner han førende skikkelser, der ikke følger den nye linje fra deres poster. Senere bliver den gamle garde af bolsjevikker sendt til lejre eller drevet i eksil og i 1930´erne endeligt fysisk udslettet.

En kendsgerning illustrerer denne udvikling med al tydelighed: Af medlemmerne i Politbureauet i 1923 dør kun tre en naturlig død: Lenin, Stalin og dennes nære fortrolige Molotov. Samtlige andre bliver henrettet, myrdet, eller de begår selvmord af fortvivlelse. Utallige af de oprindelige kommunister – som Zinovjev, Kamenjev, Radek og Bukharin – bliver anklaget under de store skueprocesser fra 1936 til 1938 og – efter at de under tortur har afgivet absurde tilståelser – dømt til døden. Andre som Trotskij bliver af sovjetiske agenter jaget over den halve klode og til sidst myrdet. Samlet dør der under de "store udrensninger" mindst en halv million sovjetiske kommunister. Med god ret har den førende historiker indenfor forskning i tysk kommunisme Hermann Weber betegnet den stalinistiske udrensning i Sovjet som "verdenshistoriens største kommunistforfølgelse".

Men Stalin er også nødt til at tilintetgøre den kommunistiske tradition på det ideologiske felt. Derfor forvandler han marxismen til en slags statsreligion. De marxistiske teoretikeres skrifter bliver revet ud af deres historiske sammenhæng, og fraser derfra bliver brugt som grundlag for den aktuelle politik.

For eksempel udvikler Stalin nu teorien om "socialisme i et land". Han argumenterer for, at det meget vel kan være muligt at virkeliggøre den russiske socialisme inden for nationale rammer. Det modsiger alle tidligere internationalistiske forestillinger hos kommunisterne. Men det svarer præcist til partibureaukratiets interesser ved at sikre Sovjetunionens udenrigspolitiske stilling. Omsat til konkret politik betyder det at indgå alliancer med kapitalistiske stater. At drive verdensrevolutionen fremad er ikke længere øverst på dagsordenen, for mulige forsøg på opstand fra udenlandske kommunistpartier kan jo skade Moskvas forhold til de andre stater.

"Udrensning" af KPD
Derfor er det ikke tilstrækkeligt at forvandle Sovjetunionens Kommunistparti, men også de kommunistiske partier udenfor Sovjet må tvinges ind på denne linje og omdannes til instrumenter for den sovjetiske udenrigspolitik. Da KPD er det vigtigste parti uden for Sovjet gennemføres denne forvandling hurtigst her.

Dermed tildeles Ernst Thälmann en helt særlig rolle: Han bliver Stalins forlængede arm. Til det mest ubehagelige kapitel i hans biografi hører den kendsgerning, at han aktivt skubber forskellige oppositionelle strømninger ud af KPD – først hans tidligere allierede på venstrefløjen omkring Ruth Fischer, så "højrefløjen" med Heinrich Brandler i spidsen og endeligt "midtersumpen". Titusinder af kommunister forlader i løbet af 1920erne partiet, enkelte af de mere kendte bliver ekskluderet ofte efter absurde beskyldninger. Af de 350.000-400.000 medlemmer, som KPD har i 1920 efter tilslutningen fra dele af USPD, er der syv år senere (1927) ikke engang 40.000 tilbage i partiet, skønt KPD stadig har knap 130.000 medlemmer. Der er altså tale om en gennemgribende udskiftning af partimedlemmerne.

Også på denne måde bliver den gamle socialistiske tradition udryddet: Store dele af den gamle garde fra Spartakusforbundet eller af førkrigs-Socialdemokratiet må forlade KPD. I stedet står nu politisk uerfarne medlemmer over for en tilsyneladende ufejlbarlig og overmægtig ledelse.

Denne staliniseringsprocess forløber dog på ingen måde gnidningsløst eller lineært. Der skal meget til helt at knægte modstanden i partiet. Til sidst lykkes det dog for Stalin og Thälmann: I slutningen af 1920erne er KPD endeligt blevet et afdemokratiseret parti, som apparatet helt behersker med dets bureaukratiske metoder.

Socialfascismen
Denne nye tilstand indebærer, at KPD nu hopper med på hver eneste af de skarpe zigzag kursændringer, som Moskva dikterer. Det utvivlsomt mest fatale eksempel herpå er tesen om "socialfascismen".

Da Hitlers Naziparti i slutningen af 1920erne løbende bliver stærkere, er KPD-ledelsen ude af stand til at analysere dette fænomen på en effektiv måde. Der er allerede gået total inflation i deres brug af begrebet fascisme. I deres hoveder er fascismen allerede ved magten i 1930 i form af Brüning-regeringen, som er indsat af rigspræsident Hindenburg. I det hele taget betegner ledelsen af KPD alle andre parlamentariske partier som "fascistiske": Kamp mod fascismen er i lige så høj grad en kamp mod SPD som mod Hitler eller Brüning.

Tesen om "socialfascismen" overtager KPD kritikløst fra Moskva. Ifølge denne er fascisme og Socialdemokratiet "ikke modsætninger, men tvillingebrødre", som Stalin i fuldt alvor formulerer det på Kominterns 6. kongres i 1928. I den dybe økonomiske krise, som kort tid efter rammer verdensøkonomien, bliver Socialdemokratiet udråbt som "hovedfjenden", da det "forhindrer arbejderne i at kæmpe mod kapitalismen".

Som følge heraf afviser centralkomiteen omkring Thälmann – som blot få år tidligere med held havde gennemført kampagnen mod fyrster og adel hånd i hånd med Socialdemokratiet – at rejse en fælles modstand sammen med SPD mod Hitler: "Socialfascisterne ved, at for os kan der ikke finde et samarbejde sted med dem. Med panserkrydserpartiet, med politisocialisterne, med dem der bereder vejen for fascismen, kan der for os kun findes kamp indtil den totale ødelæggelse."

En selvmorderisk holdning. Dette viser sig i sidste ende efter Hitlers magtovertagelse, da både socialdemokrater og kommunister finder sig selv side om side i hans koncentrationslejre.

Afhængighed af Stalin
Hvor afhængig Thälmann er af Stalin bliver imidlertid allerede tydeligt i 1928 – under den såkaldte Wittorf-skandale. Det viser sig, at John Wittorf, gruppeformanden for KPDs byrådsgruppe i Hamburg, har raget penge til sig selv, som er blevet indsamlet i Sovjetunionen til strejkende tyske arbejdere. Thälmann, som er ven og mentor for Wittorf, har opdaget dette, men forsøger alligevel at dække over sin protege. Dette bedrag komme dog for en dag, hvorefter Centralkomiteen i slutningen af september 1928 fritager Thälmann fra alle funktioner.

Men så griber Moskva ind. Efter telegrammer fra Stalin ændrer de fleste af medlemmerne i partiledelsen pludselig mening – og rehabiliterer Thälmann. Denne affære cementerer Thälmanns magtposition internt i partiet. Men samtidigt illustrerer det, at han nu er fuldstændigt afhængig af Stalins gunst.

Denne afhængighed skal bogstaveligt talt vise sig dødbringende under nazitiden. Thälmann bliver allerede fængslet i 1933 og sidder i fængsel i mere end ti år. Hele tiden håber han inderligt, at Stalin vil hjælpe ham til at slippe fri. Det bevidner først og fremmest hans breve fra 1939-1941, altså i den periode hvor Hitler-Stalin pagten var aktiv, så det er faktisk tænkeligt, at Stalin kunne have foreslået en fangeudveksling. Men den sovjetiske statschef ignorerer Thälmann gentagne råb om hjælp og lader sin hengivne tilhænger i stikken, indtil denne til sidst bliver myrdet af nazisterne i 1944.

Dermed deler Thälmann skæbne med tusinder af kommunister i sin generation. Imidlertid er den særlige tragedie i hans situation denne: Han bliver ikke bare myrdet af Hitler – men dette sker i en vis udstrækning med Stalins billigelse. Måske er denne nået frem til en opfattelse af, at en død Thälmann – som kan gøres til martyr for sagen – i fremtiden vil være mere nyttig end en levende.

Thälmann kan på mange måder ses som udtryk for den forvredne ironi, som stalinismens opkomst indebar, for "Teddy" begyndte ikke sin karriere som stalinistisk lakaj, men snarere som en hengiven klassekæmper og socialist. Han var på forskellige tidspunkter medlem af samtlige massepartier, som den tyske arbejderbevægelse frembragte, tilbragte år fængslet for sine ideer, og til sidst døde han for dem.

Skønt personlige ambitioner utvivlsomt spillede en rolle i hans senere overgang til stalinismen, kan der ikke herske megen tvivl om, at for Thälmann, som for tusinder af andre hengivne kommunister, stammede troskaben over for Stalin og Sovjetunionen først og fremmest fra en troskab overfor den socialistiske sag. Derimod så Stalin og hans håndgangne mænd deres loyale tilhængere ikke som meget mere end bønder på det geopolitiske skakbræt, som de kunne spille og eventuelt ofre efter behag.

Thälmanns parti, KPD, engang et af de stærkeste kommunistpartier i verden, ville efter katastrofen i 1933 kun overleve i eksil i sovjetisk kuvøse, for senere at blive indsat som ledelse af den østtyske satellitstat.

Thälmanns tidlige resultater som organisator og hans popularitet blandt tyske arbejdere antyder, at han kunne have spillet en positiv rolle i et demokratisk KPD, der holdt lederne ansvarlige for deres handlinger og rettede politiske fejltagelser. Men den staliniseringsproces, han anførte, fastlåste partiet i et selvmorderisk politisk perspektiv, som gjorde det umuligt for det at skifte kurs i tide.

I sidste ende betød hele denne tragedie enden på revolutionær socialisme som en massestrømning i den tyske arbejderbevægelse i det tyvende århundrede. Det åbnede døren for fascismen og efter krigen en spektakulær genfødsel af den tyske kapitalisme.

Marcel Bois er tysk historiker. I 2014 udgav han en bog om kommunistiske oppositionelle grupper under Weimarrepublikken, Kommunisten gegen Hitler und Stalin.

 

Oversat fra der Freitag (tysk) og jacobin.com (engelsk) af Peter Kragelund

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com