Da S og SF i februar for alvor trådte i karakter som dem, der (sammen med Enhedslisten) ville forsvare efterlønnen, toppede deres samlede mandattal i meningsmålingerne med hele 80 mandater. Sammen med Enhedslistens på det tidspunkt 6 og forventede 3 nordatlantiske mandater var vi altså dengang (iflg. Altingets vægtede gennemsnit af meningsmålinger) kun et enkelt mandat fra et "ægte rødt flertal" uden de radikale.

af SAP's forretningsudvalg

Siden er S-SF-mandattallet faldet støt: marts 78, april 77, maj 73, ved valgudskrivelsen stadig 73, 4. september 67, 7. september 64. Selv om man kan trøste sig med, at Enhedslisten til gengæld står til 12 nu, er afstanden til "det ægte røde flertal" alligevel vokset med hele 10 mandater. Og enkelte meningsmålinger har endda truet med, at S-SF-tilbagegangen kunne spolere muligheden for et regeringsskifte!

Hvordan kan det gå så galt – og hvad skal S-SF gøre for at komme ind i kampen?

Lad os opregne bare nogle få af de mere problematiske ting, partierne har bedrevet i den mellemliggende tid:
Reaktionen på R-K-aftalen, hvor de begejstret bedyrede, at de skam også selv ville lave politik "hen over midten". Kopieringen af/tilslutningen til det vanvittige V-K-forslag om støtte til nye boligkøbere. Opbakning bag samtlige regeringens gavepakker til bankerne – senest for to dage siden, midt under valgkampen . Derimod ikke nogen fortsat massiv kampagne mod afviklingen af efterlønnen – ikke et lysende klart alternativ til dagpengeforringelserne – ikke et klart krav om, at vi sejler op mod den EU-dikterede åbne ladeport for løndumping.

S-SF har simpelthen brug for nogle gode råd, hvis valget skal ende godt.
Meget af denne valgkamp har været præget af rammer og kommentarer, der er lånt fra fodbold- og håndboldkampe, så hvorfor ikke også benytte det hér?
Lad os coache S-SF med nogle gode råd, som vi tror er vigtige for at vinde valget. – Der skal advares om, at rådene ikke nødvendigvis bringer nogen sejre hjem på fodboldbanen!

Rådene er:
1) Lad være med at fjumre rundt på modstandernes banehalvdel. Publikum får alt for meget besvær med at se, hvem der er på hvilket hold – og ind I mellem frygter man, at I selv kommer I tvivl. Det ender med selvmål!
2) Sats i stedet på nogle velforberedte, gennemprøvede og kraftfulde langskud fra egen banehalvdel. Det kan ikke gå galt – og der er gode chancer for, at de ryger lige I kassen.
3) I skal nemlig udnytte jeres hjemmebanefordel! Selv om modstanderne også har deres supporters, er det store flertal af publikum (bortset fra VIP-pladserne) i udgangspunktet på jeres side – hvis I ellers kan finde ud af at spille den rigtige vej… Sammen kan vi rejse et heppekor, som blæser modstanderne helt af banen – og i allerbedste fald kommer heppekoret selv ud på grønsværen!
4) Stol ikke på jeres midtbanespiller, Vestager! Selv om hun er i topform og har kontrakt med jer, holder hun på mange måder med modstandernes hold, og hun har åbenlyst lavet en deal med Barfod, en af deres kernespillere. Lad være med at spille hende. Hun burde sættes af holdet!
5) Tag derimod ved lære af Johanne, den lille nye fløjspiller. Læg mærke til, hvor mange mål, hun allerede har scoret, selv om både mod- og medspillere er mange gange større (endnu…). Simpelthen ved at holde hovedet koldt og konsekvent spille bolden den rigtige vej.

Spøg til side:
Ønsket om at bevare efterlønnen har allerede nu (iflg. Altinget 8.9.) fået næsten 16% til at flytte deres stemme! Det er et uhørt højt tal, når det handler om at skifte parti ud fra et enkelt spørgsmål. Og selv om 6% angiveligt er flyttet den modsatte vej af samme årsag, burde et overskud på 10% være til at forstå. Et klart fokus på sådanne krav i valgkampens slutspurt ville igen kunne synliggøre muligheden for et ægte rødt flertal på måltavlen.

At S-SF tøver – og at de hidtil har tøvet – med dette, viser desværre kun alt for tydeligt, at der efter valget skal lægges et massivt pres på en ny regering, hvis den ikke bare skal føre borgerlig politik hen over midten. Et udenomsparlamentarisk pres fra fagbevægelse og mobiliseringer, og et pres fra venstrefløjen i Folketinget. Hvis man den 15. vil styrke begge disse typer af pres, er der naturligvis kun ét at gøre: Hen i stemmeboksen og stem på liste Ø!

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 9. september 2011.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com