Massedemonstrationerne i Rusland den 24. januar var de største, siden protestbevægelsen mod Putin begyndte i 2011, og alt tyder på, at manifestationerne vil blive et fast indslag i løbet af foråret, hvor oppositionen vil gøre hver søndag til en demonstrationsdag mod regimet.

af Per Leander

Sankt Petersborg 24. januar 2021. Foto: Okras/ Wikimedia. CC BY-SA 4.0

 

Det var den højrepopulistiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, som opfordrede folk til at gå på gaden i forbindelse med, at han blev arresteret i Moskvas lufthavn, da han kom hjem efter behandling på et hoppital i Tyskland efter forgiftning.

 

Dagene efter arrestationen offentliggjorde Navalnyjs anti-korruptionsteam en afslørende film om Putins luksusliv i hans palads ved Sortehavet, hvilket tyder på, at Navalnyjs spektakulære tilbagevenden, trods risikoen, er en del af hans plan om et større politisk gennembrud. Det betyder dog ikke, at alle, som fulgte hans opfordring til at gå på gaden, er enige med ham politisk. Men mange mener, at han er blevet uretfærdigt behandlet, og der er en spirende utilfredshed med Putins styre efter flere år med økonomisk stagnation.

 

Bevægelse uden ledelse

Der er også flere forskelle mellem de seneste demonstrationer og protestbevægelsen for ti år siden. De aktuelle demonstrationer blev gennemført uden tilladelse. Tidligere har oppositionen næsten altid søgt og fået tilladelse fra myndighederne til sine arrangementer. Desuden var de tidligere demonstrationer i princippet altid fredelige, men denne gang var der sammenstød mellem politi og demonstranter flere steder. Og mens protestbevægelsen for ti år siden var koncentreret til hovedstaden Moskva og Sankt Petersborg, fandt søndagens protester sted samtidigt i over hundrede byer over hele Rusland.

 

En anden stor forskel er, at de nye protester savner ledelse. Den arresterede Aleksej Navalnyj kan ganske vist ses som en mobiliserende faktor, men han kontrollerer ikke protesterne og kommer ikke til at bestemme, hvordan de udvikler sig. Protestbevægelsen for ti år siden var ledet af en bred koalition med venstrefløjsaktivister, liberale og nationalister. I dag er de splittede efter de seneste ti års undertrykkelse og interne intriger.

 

Hvad står Navalnyj for?

Under protestbevægelsen mot Putin i 2011-2013 blev Venstrefronten (se note) en av de mest ledende organisationer ved demonstrationerne. Dengang indgik man en alliance med Navalnyj og var samlet om at kræve frie, demokratiske valg. Men et samarbejde med Navalnyj er problematisk for socialister. Selv om Navalnyj har haft held til at opbygge en bevægelse af aktivister omkring sig, så kører han først og fremmest politik sin egen personlige kampagne. Navalnyj er mest kendt for sine kampagner mod korruption, men han har en baggrund i den højreekstreme og nationalistiske bevægelse, som vil have, at Rusland bliver en del af “hvide”, vestlige fællesskab, til forskel fra Putins mere euroasiatiske imperium, som omfatter mange folkeslag og religioner. Men økonomisk står Navalnyj for den samme nyliberale privatiseringspolitik so Putin og udgør derfor ikke nogen trussel mod den herskende klasse i Rusland.

 

“Vi deler ikke Navalnyjs standpunkter, men vi forsvarer hans rettigheder og fordømmer den politiske forfølgelse af ham. Vi står for konkurrerende ideologier, men det er det russiske folk, som ved frie valg, selv skal bestemme deres fremtid,” siger Aleksej Sachnin fra Venstrefronten.

 

Hviderussisk scenarie

Det er derfor mildest talt uklart, hvordan den nye protestbevægelse vil udvikle sig, hvilke kræfter, der vil tage førerskabet, og hvad der i det hele taget kommer til at ske. Et sandsynligt scenarie for den nærmeste fremtid er, at det bliver ligesom i Hviderusland. Der samles hundredtusinder  af mennesker siden fupvalget i august sidste år stadig hver weekend for at demonstrere mod landets diktator Aleksander Lukasjenko. Selv denne protestbevægelse er tilsyneladende uden ledelse, med oppositionslederen Svjatlana Tsichanouskaja i eksil. En stor forskel er åbenlyst, at Lukasjenko kan og har anmodet om støtte fra Rusland for at kunne beholde sit greb om magten. Putin ha ikke nogen at gå til for at få samme slags hjælp, hvis det skulle blive kritisk.

 

 

Putins svar på demonstrationerne vil sandsynligvis blive en kombination af masseanholdelser og offentligt at ignorere bevægelsen i et forsøg på at udmatte den, til den dør ud. De folkelige og ukontrollable indslag i den nye bevægelse kan også komme til at skræmme dele af den liberale elite væk, som er utilfreds med visse aspekter af Putins regime, men som ikke ønsker nogen forandring, der truer det markedsliberale system.

 

Oversat fra Internationalen (Sverige) af Åge Skovrind

 

Note: Venstrefronten er et russisk revolutionært socialistisk parti. Det blev dannet i 2008 ved en sammenslutning af flere venstrefløjsgrupper med det formål at blive en bred bevægelse, der omfattede såvel anarkister som radikale socialdemokrater. Ruslands Socialistiske Bevægelse, som er tilknyttet Fjerde Internationale, er med i Venstrefronten.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com