Den radikale venstrefløj må forberede sig til nye mobiliseringer af protester og at kæmpe for at bevare sine partier, fagforeninger og de selvorganiserede organer af folkemagt. Kampen mod diktaturer må række ud over det borgerlige demokrati.

af Pavel Katarzheuski

Protestaktion i Minsk, 16. august 2020. Foto: Maksim Shikunets, Wkimedia

 

Hviderusland blev en selvstændig stat i 1991 efter sammenbruddet af den bureaukratiske model for ”socialisme” i Sovjetunionen og Warszawapagt-landene. Et liberalt-demokratisk regime eksisterede i landet fra 1991 til 1994; men det formåede ikke at eliminere visse elementer af den sovjetiske arv.

 

I 1994 førte klassemodsætningerne mellem bureaukratiet, det fremvoksende borgerskab og arbejderklassen til, at den populistiske politiker Alexander Lukasjenko kom til magten. Bureaukratiet ønskede ikke at afgive sine privilegier, borgerskabet var på dette tidspunkt endnu ikke stærkt nok, og både de gamle og de nye magthavere frygtede, at arbejderklassen ville blive skuffet over ikke blot stalinismen, men også kapitalismen, og at den ville kræve at få de sociale garantier, der eksisterede under sovjetperioden, tilbage.

 

Fremkomsten af et autoritært styre

Denne frygt var velbegrundet, eftersom arbejderne havde opbygget uafhængige masseorganisationer og havde betragtelig erfaring fra kampen mod det sovjetiske bureaukrati. Som følge heraf var bureaukratiet og borgerskabet tvunget til at indgå en aftale og opfordre diktatoren til at beskytte deres penge og magt. Det regime, der blev etableret i Hviderusland kan beskrives som ”post-sovjetisk bonapartisme”, der forsøger at manøvrere mellem alle sociale grupper og holde sig uden for en ramme defineret ideologi.

 

Det første, Lukasjenko gjorde, var at udvide sine præsidentielle magtbeføjelser gennem det, han kaldte en folkeafstemning. Som følge af dette blev det demokratisk valgte parlament med sit enlige kammer [ligesom Folketinget i Danmark, o.a.] ødelagt, både den dømmende og lovgivende magt blev underlagt den udøvende, de største faglige organisationer blev undertrykt, og den politiske opposition blev trængt ud af det offentlige rum.

 

Bureaukratiet beholdt sin indflydelse, borgerskabet var tunget til at tolerere det som sin beskytter, og arbejderklassen blev pacificeret takket være gavmilde russiske lån. I nogen udstrækning har dette fastholdt en vis stabilitet, og visse stalinistiske og post-stalinistiske partier i Rusland, Ukraine og endog i Europa har betragtet og forsætter med at betragte dette regime som ”socialistisk”.

 

Årsagerne til den politiske revolution

I maj 2020 begyndte der en kæmpe mobilisering med protester i Hviderusland. Landet, som syntes at være i en evig politisk vinter, kom ud af sin politiske dvale. Flertallet af liberale analytikere og reformtilhængere på ”venstrefløjen” forudsagde, at valget ville finde sted uden demonstrationer af betydning. Imidlertid begyndte det at udvikle sig til protester, når folk stod i kø og ventede på at underskrive de lister, hvor man skulle nominere kandidater. Disse køer nåede en længde på adskillige kilometer i Minsk og andre byer, hvor folk støttede opstillingen af uafhængige kandidater. Det specielle ved valget var også, at den ”gamle” opposition ikke var velforberedt, og at nye ansigter dukkede op på den politiske scene, hvoraf nogle var overløbere fra regimet (tidligere bankchef Viktor Babariko og eks-diplomat Valery Tsepkalo). Da regimet opdagede, at folk deltog massivt i protesterne, nægtede det at acceptere de mest populære kandidater og fængslede nogle af dem. Lukasjenkos patriarkalske dumhed fik ham dog til at træde sig selv over fødderne. Den Centrale Valgkommission fik en diskret ordre om ikke at forhindre opstillingen af Svetlana Tikhanovskaya – hustruen til en oppositionel blogger, der selv var fængslet på grund af sin plan om at opstille – til posten som præsident.

 

Protester i Hviderusland har traditionelt fundet sted på selve valgdagen eller nogle få dage derefter. Denne gang udløste næsten enhver udtalelse eller handling fra Lukasjenko rettet mod oppositionen gadeaktiviteter.

 

I august ved afslutningen af valgdagen gik folk på gaden og krævede en retfærdig optælling af stemmerne. Politiet svarede igen med vold og tortur, og de første drab fandt sted den 15. august, men da arbejderklassen kom ind i kampen, og der blev opfordret til en landsdækkende strejke, var regimet tvunget til at løslade dem, der var blevet tilbageholdt under protesterne.

 

De fleste liberale analytikere og reformister forudsagde at valget ville forløbe glat. Da den politiske revolution gik fra at være et spøgelse til at blive en realitet, henviste de til regimets håndtering af Covid-krisen, uacceptable brud på valgloven og den almindelige undertrykkelse som forklaring på opstanden. Det eneste problem med disse forklaringer er, at undertrykkelsen og den omfattende valgfusk er en konsekvens, ikke en årsag. Selvfølgelig tog mange hviderussere stilling til fordel for demonstranterne, da de så torturen, blodet og mordene begået af politiet. Imidlertid var disse faktorer blot de sidste i en kæde, der forvandlede kvantitative forandringer til kvalitative; den revolutionære eksplosion var forberedt gennem hele den hviderussiske historie med Lukasjenkos år ved magten.

 

Diktaturet hævder at være ”socialt orienteret” og benytter retorik fra sovjetnostalgien, men det kombinerede et autoritært politisk regime med en nyliberal økonomisk politik. Med Lukasjenko på posten blev særlig økonomisk støtte til studerende, pensionister, ofre for Tjernobyl-ulykken og andre socialt udsatte afskaffet. Dertil kommer, at de fleste arbejdere har fået deres ansættelseskontrakter konverteret til tidsbegrænsede kontrakter, hvilket forhindrer en arbejder i at fratræde hans eller hendes job i løbet af kontraktperioden, medens arbejdsgiveren kan fyre vedkommende når som helst. Den progressive beskatning er også blevet afskaffet, og i 2017 forsøgte regimet at indføre en særskat på arbejdsløse for at tvinge folk til at acceptere selv de dårligst betalte jobs med de værste arbejdsforhold. I mellemtiden er demokratiske rettigheder blevet fuldstændigt afskaffet og uafhængige fagforeninger fordrevet fra arbejdspladserne. I stedet for uafhængige arbejderorganisationer blev der etableret ”fagforeninger”, der bragte minder tilbage om Nazi-Tysklands ”Arbejderfronter. Disse var fuldstændigt kontrollerede af regeringen for at holde styr på arbejderne. Alle disse faktorer tilsammen endte med at afføde, hvad vi kalder en politisk revolution.

 

Har protestbølgen lagt sig?

Uheldigvis slog den landsdækkende strejke, der blev opfordret til skulle finde sted den 18. august, fejl, og de store forsamlinger i Minsk og andre byer, som førte hundredtusinder af mennesker sammen, havde ingen synlig effekt. Venstrestøtterne af regimet og de ”konstruktive kritikere” på venstrefløjen hævder, at den landsdækkende strejke slog fejl, fordi arbejderklassen ikke støtter de ”dårlige” protester. Men denne tilgang er fuldstændig forkvaklet. Hvis vi fulgte denne logik, så skulle arbejderne på en enkelt dag have indset, at protesterne ikke var i deres interesse, endog på toppen af den revolutionære bølge, hvis potentiale rakte til at kunne fortsætte gennem de følgende adskillige måneder. Den vigtigste grund til disse strejkers nederlag var fraværet af uafhængige fagforeninger på arbejdspladserne gennem to og et halvt årti. Rent faktisk er de uafhængige fagforeninger blevet til politiske klubber for veteraner i fagbevægelsen og for aktivister. Derfor blev fagforeningerne nødt til at genlære de funktioner, det egentlig var meningen, de skulle udføre, da augustopstanden åbnede et vindue af mulighed herfor. Det bør noteres, at gennem lang tid havde arbejderne også været berøvet politisk repræsentation og skoling gennem politisk kamp, fordi alle venstreorienterede partier, fra de oppositionelle kommunister til socialdemokraterne, var blevet fortrængt fra det offentlige rum og derfor arbejdede i en tilstand, der handlede om ren overlevelse og fastholdelse af egen eksistens.

 

Taktikken hos de liberale, der ikke lod folket vinde, da det var klar til det, var heller ikke en ubetydelig faktor. Deres første fejltagelse var, at på højden af proletariatets protest var der ikke en eneste arbejder i deres koordinerende råd! Det andet problem var, at de mediefikserede oppositionsledere, selv før valgdagen, erklærede, at der var mulighed for et kompromis med diktatoren, hvilket gav Lukasjenko en chance for at kunne deltage i nye og demokratiske valg og fastholde den bureaukratiske klike ved magten gennem en overgangsperiode i tilfælde af, at regimet faldt. Det er svært at forestille sig en revolutionær arbejder være villig til at ofre sit job, sin families sikkerhed, sit liv og helbred, når han hører om et muligt kompromis med dem, der dræbte og sårede deonstranterne.

 

På grund af fraværet af en klar plan, svigtet fra strejkekomiteerne og den monstrøse undertrykkelse mobiliserede aktionerne færre og færre mennesker. I november fandt det barbariske mord sted på Raman Bandarenke, en af de protesterende, der bare havde bedt politiet om ikke at ødelægge protestsymbolerne i gården i hans bygning. Men selv denne forfærdelige begivenhed ændrede ikke meget på antallet og radikaliteten af demonstranterne, udmattede som de var af fængsler, ransagninger, arrestationer og tortur gennem adskillige måneder.

 

I dag er gadeaktioner meget lokale og bliver udført af folk i deres egne baghaver, og er undertiden begrænsede til uddeling af protestmaterialer i nærliggende boligområder. Hver dag sker der ransagninger og arrestationer af fagforenings- og menneskerettighedsaktivister, journalister og selv en tilfældig forbipasserende kan ende i fængsel for at bære den ”forkerte” farve eller have et foto, som er taget fra et opslag på de sociale medier.

 

Imidlertid har dette midlertidige nederlag ikke været forgæves. Det har givet folk erfaring med kampen, uden hvilken en sejr simpelthen vil være umulig i fremtiden. Den generelle stemning blandt modstanderne af regimet består i at vente på et ”varmt forår”. Det bygger på den kendsgerning, at de strukturer, som protesterne har skabt gennem måneders kamp – ”kvarterskomiteer”, strejker på fabrikkerne, celler af uafhængige fagforeninger på fabrikker og universiteter – stadig eksisterer. Selv chefen for det Hviderussiske KGB [efterretningstjenesten, o.a.] har været nødt til at indrømme, at myndighederne forbereder sig på at undertrykke forårsprotester. Selve den kendsgerning, at undertrykkelsen er vokset, viser, at Lukasjenkos trone vakler som aldrig før.

 

Venstrefløjens krav

Vores hviderussiske venstrefløjsparti ”En Retfærdig Verden” vurderer det, der foregår i landet, som en demokratisk revolution, der er i overensstemmelse med vort partiprogram. Partiet går også ind for, at det er nødvendigt at supplere demokratiske krav med sociale overgangskrav: genindførelse af et progressivt skattesystem, nedsættelse af den daglige arbejdsdag til 7 timer uden lønreduktion, total frihed til at danne uafhængige fagforeninger, afskaffelse af alle arbejderfjendske love og genoprettelse af de sociale tilskud og garantier, som er blevet afskaffet af regimet. Partiet mener også, at den demokratiske revolution ikke blot kan, men også skal, blive omdannet til en social revolution.

 

Uheldigvis mangler der et vigtigt punkt i vores partiprogram, nemlig skabelsen af et overgangsorgan bestående af repræsentanter for de forskellige arbejdergrupper, fordi det er et af de krav, der ville åbne vejen fra de aktuelle demokratiske krav til socialistiske krav. Imidlertid er jeg overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, og at udviklingen i den politiske proces vil presse hele venstrefløjs-oppositionen til at støtte dette krav, hvis mobiliseringen af protesterne når op på tidligere tiders højde.

 

Det Demokratiske Venstreforum, afholdt den 7. februar 2021 var også et fremskridt. I dette forum deltog: det største af de tre socialdemokratiske partier (Gromada – Forsamling), Det Grønne Parti, partiet ”En Retfærdig Verden” og den frie fagforening for metalarbejdere, hvis ledelse forsvarer socialistiske positioner. Dette er fuldstændig i overensstemmelse med holdningen om at opbygge en venstrefløjs-enhedsfront i stedet for en ”forenet front af alle demokrater”. Jeg ønsker at gentage i overensstemmelse med Trotskij, at midlertidige alliancer med borgerlige organisationer kun kan indgås af praktiske grunde, så som at organisere demonstrationer eller skabe protestagitation, men uden fælles program og uden at afstå fra at kritisere midlertidigt allierede.

 

Når det kommer til stykket, er der kun en sikker vej for den radikale venstrefløj: at forberede sig til nye mobiliseringer af protester og at kæmpe for at bevare sine partier, fagforeninger og de selvorganiserede organer af folkemagt. Den radikale venstrefløj må lede det demokratiske program til sejr på egen hånd. De, som sætter deres lid til modsætningen mellem Tihanosky (eller enhver liberal, der måtte erstatte hende) og Lukasjenko – indtager en grundlæggende fejlagtig position og fornægter arbejderklassens og andre undertrykte gruppers politiske selvstændighed. Svaret kan kun være deltagelse i den demokratiske bevægelse – uden at blive indblandet i en monolitisk fusion med ledelsen af den liberale opposition – og et forsvar for demonstranternes krav, som fører til afviklingen af diktaturet, og som samtidig rækker ud over det borgerlige demokrati.

 

Minsk, 9. marts 2021

 

Pavel Katarzheuski er uddannet i statsvidenskab, trotskistisk aktivist og medlem af ledelsen i partiet “En Retfærdig Verden” og leder af partiets ungdomsorganisation.

 

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com