Fjerde Internatinale vedtog den 20. august denne opfordring til International solidaritet med den demokratiske bevægelse i Hviderusland.

af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

Foto: Protest i Hviderusland, 16. august 2020. Af Максим Шикунец, CC BY-SA 4.0

 

1.       Trods ekstremt brutal undertrykkelse (med allerede over 12.000 arrestationer, hundreder af sårede og mindst 4 døde) går den hviderussiske befolknings opstand nu ind i sin niende uge og bliver stadig mere udbredt både socialt og også udenfor hovedstaden Minsk, uden at bevægelsen dog har haft held til at udløse en generalstrejke. Siden forfalskningen af resultatet af præsidentvalget den 9. august, i dette land med 9,5 mio. indbyggere, placeret mellem EU og Rusland, har hundredtusinder af fredelige demonstranter, især kvinder, hver uge krævet:

• Lukasjenkos afgang (han gennemførte sin tiltrædelse som præsident den 23, september i største hemmelighed, under beskyttelse af hæren og politiet, som afspærrede centrum i hovedstaden)

• Frie og retfærdige valg

• Stop for politivold og frigivelse af politiske fanger.

 

Denne imponerende mobilisering af folkelig modstand fik fremdrift, efter at de første demonstrationer i kølvandet på offentliggørelsen af det officielle valgresultat blev udsat for regeringsterror. Men dens rødder stikker dybere; gennem mere end fem år – i sammenhæng med krisen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, er den økonomiske og sociale nedgang i Lukasjenkos enevældige regime, hans nyliberale politik i arbejdsmarkedslovgivningen (herunder erstatningen af kollektive overenskomster med individuelle tidsbegrænsede kontrakter) og forfølgelsen af arbejdsløse, lønstoppet siden 2015, forhøjelsen af pensionsalderen, afvisning af arbejdernes ret til værdige arbejdsforhold under pandemien…. Det er mod et regime, der behandler folk som brug-og-smid-væk-varer, som slår, torturerer og lyver for dem om coronavirussen, at den hviderussiske befolkning har rejst sig.

 

2.       Lukashenko kom til magten i 1994 med en populistisk diskurs på et tidspunkt, hvor befolkningen mobiliserede mod privatiseringspolitikken, og derefter skabte han et autoritært regime og gennemførte en kapitalistisk genopbygning. Det er et specielt system af halv-perifer kapitalisme, hvor økonomisk og politisk magt ikke grundlæggende bygger på privat storkapital, men på et bureaukratisk-paternalistisk statsapparat, som Lukasjenko er symbolet på (men ikke ejer af). Ved at afsætte en væsentlig del af statens ressourcer på at understøtte industrien, landbruget, infrastrukturen og befolkningen, så var den private kapital underlagt regimets embedsmænd, og (i modsætning til Rusland) begrænsede det en voksende ulighed. Således er det nomenklaturaen [eliten/bureaukratiet, o.a.], i samarbejde med den private kapital, der underlægger og udbytter arbejderne på en økonomisk, administrativ, politisk og kulturel-ideologisk måde. Det er dette system, der gik ind i en stagnationsperiode fra 2013. Og i dag er det faldet ned i en mange-dimensional krise.

 

3.       Unionen af Rusland og Hviderusland – proklameret sidst i 1990´erne, repræsenterede et forsøg på at reintegrere tomrummet efter Sovjetunionens opløsning i det forgangne årti. Men den endte i en form for økonomisk afhængighed af Rusland, samtidigt med at man fastholdt det hviderussiske regimes politiske selvstændighed. Det blev tydeligt, at Putins Rusland ser integrationen af post-sovjetiske lande udelukkende som en mulighed for udvidelse af den russiske storkapital og dens nøglerolle i privatisering af tidligere sovjetiske firmaer. For Lukasjenko ville en sådan integration ikke blot indebære tabet af kontrol over ejendom, men også tabet af politisk magt, der ville være overgået til russiske bureaukrater og topdirektører.

 

Lukasjenkos økonomiske og politiske model i Hviderusland var hele tiden nødt til at manøvrere mellem EU og Rusland for at overleve. Således værdsatte Vesten Lukasjenko, trods utilfredshed med hans autoritære metoder, for hans ønske om at fastholde uafhængighed af Rusland og hans modstand mod at udvide de russiske militærbaser i Hviderusland. Hvideruslands neutrale status tillod Minsk [hovedstaden i Hviderusland, o.a.] at blive hovedsæde for forhandlingerne mellem Rusland, Ukraine og EU i 2014. Samtidigt forblev Lukasjenko i Putins øjne en leder, som aldrig ville lade sit land komme tættere på NATO, og som fastholdt orienteringen mod Rusland for en stor del af den hviderussiske økonomi. Således stolede hverken Rusland eller Vesten helt på Lukasjenko, men alligevel tilfredsstillede han dem, fordi han garanterede en situation med stabilitet i Hviderusland.

 

De masseprotester, som begyndte i Hviderusland efter præsidentvalget den 9. august, har hovedsageligt indenlandske årsager. Gennem de sidste par måneder er det mislykkedes for Lukasjenko at løse denne krise på egen hånd, og han har åbent henvendt sig til Rusland for at få hjælp. Russiske politiske rådgivere og repræsentanter for specielle sikkerhedsstyrker er ankommet til Hviderusland, og Putin udtrykker åbent sin villighed til at sende russisk uropoliti til at hjælpe Lukasjenko. Så hvis det nu skulle lykkes Lukasjenko at fastholde magten, vil hans politiske afhængighed af Rusland vokse dramatisk, og han vil være ekstremt upopulær i sit eget land.

 

Efter nylige samtaler mellem Putin og Lukasjenko er det blevet tydeligt, at Moskva ser den øjeblikkelige krise i Hviderusland som en måde, hvorpå man ovenfra kan gennemtvinge en gradvis forvandling af den autoritære model. Det er et spørgsmål om modifikationer af facaden (forfatningsmæssig reform) med et mål om at lette gennemførelsen af en privatisering af de store hviderussiske statsfirmaer med udgangspunkt i den russiske storkapital. EU er i det store og hele parat til at acceptere en sådan model, fordi EU ikke kan tilbyde noget klart alternativ og er bange for at provokere Putin til at skabe et nyt konfliktpunkt (politisk og muligvis militært) i Østeuropa.

 

I sidste ende er det kun landets egen befolkning, som har rejst sig i protest, der er interesseret i en tilbundsgående forandring og demokratisering af Hviderusland.

 

Der var også undertrykkelse af protester efter præsident-”valgene” i 2001, 2006, 2010 og 2015 – hvis resultater altid er blevet bestridt af oppositionen (ifølge en udtalelse fra formanden for den Regionale Eksekutivkomite i Grodno, findes der ingen ”metode til at tælle stemmerne”). Men en ny bølge af mobiliseringer begyndte i 2017, da regimet gennem et dekret forsøgte at indføre en skat på de arbejdsløse, som blev beskyldt for at være ”parasitter”. Ikke blot i Minsk men også i andre byer, råbte tusinder af demonstranter ”Nej til dekret nr. 3! Ud med Lukasjenko!”, hvilket tvang regimet til at erstatte skatten med en nedskæring i statsstøtten. Dette syntes at være et første tilbageslag for regimet.

 

4.       Skønt Hviderusland har et offentligt sundhedssystem, der talmæssigt er mange udviklede lande overlegent (5,2 læger per 1000 indbyggere, sammenlignet med 3,9 i eurozonen og 2,6 i Nordamerika) var det bureaukratiske system ude af stand til at tilpasse sig, da Covid-19 pandemien begyndte. Regimet kaldte pandemien en ”psykose”, formåede ikke at skaffe beskyttelsesudstyr og medicinsk udstyr til sundhedsarbejderne og manglede desuden ambulancer, medens Lukasjenko kynisk kaldte det første officielle dødsfald (en kendt skuespiller) en ”stakkels skiderik” der ”ikke kunne holde ud”. Og plejepersonale, der vovede at tale om pandemien, blev undertrykt. Det var herefter, at selvorganiseringen i befolkningen tog fart: ByCovid19-kampagnen var i stand til at levere det, som staten ikke formåede: fremskaffe udstyr og frivillige arbejdere, og organisere netværk til koordination i hver region. Regimet svingede mellem undertrykkelse og samarbejde med disse frivillige, hvis initiativ ”fremhævede behovet for forandring”, som koordinatoren for ByCovid19 kampagnen udtrykte det.

 

Med sin frygt for, at ”de vil komme efter mig med høtyve” (den 26. april 2020) besluttede Lukasjenko at forhindre sine vigtigste liberale modstandere – Viktor Babaryko (administrerende direktør for Belgazprombank), Valery Tsepkalo (tidligere ambassadør, viceminister og administrator af Hvideruslands Højteknologiske Park) samt Sergei Tikhanovskij (selvstændig, blogger og vært på den populære YouTubekanal ”A Country to Live”) – fra at deltage i præsidentvalget. Med sin mandschauvinistiske indstilling troede han, at en kvindelig kandidat ville ”være ude af stand til at bære denne byrde og bryde sammen” og accepterede derfor en godkendelse af de hundredtusinder af underskrifter, som tillod Sergeis kone, Svetlana Tikhanovskaya, at opstille. Denne lærer, en ”almindelig kvinde”, der hævdede ikke at gå efter magten, hvis image svarede til flertallet af vælgerne, støttet af Tsepkalos kone og Babarykos kampagneleder, var i stand til at samle titusinder af mennesker til sine valgmøder over hele landet. Og hendes officielle resultat – 10,9 procent af stemmerne – troede ingen derfor på.

 

Den ekstremt voldelige undertrykkelse af de første folkelige protester den 9., 10. og 11. gjorde resten. Som den hviderussiske sociolog Andrei Vardomatskij sagde: ”Når nogen skyder mod dit vindue, ser hele bygningen det.” Og udvidelsen af protestbevægelsen kom øjeblikkeligt som svar på uretfærdigheden og terroren: Lukasjenkos regime er nu blot i stand til at holde ud takket være de repressive styrker. Hvor længe kan nogen fortsætte med at regere, medens de ”sidder på en bajonet”?

 

5.       Ved at svare med terror håbede Lukasjenkoregimet at forhindre demonstranter at samles. Det fik faktisk demonstranterne til at demonstrere foran egne hjem, på fællesarealer ved boligområder og i forstadskvartererne. Protesterne blev således mangedoblet i antal og fremskyndede former for lokal selvorganisering omkring naborelationer – meget stærke, fordi det bureaukratiske system ikke tilbyder en fungerende social service og derfor tvinger naboer til selv at løse påtrængende problemer sammen. Med den rolle, som sociale netværk og fora på internettet spiller – populære blandt unge og den vigtigste kilde til information i et land, hvor regimet kontrollerer og censurerer medierne, har resultatet være fremkomsten af et kæmpe netværk af lokale spontane protester, der ikke har et center eller nogen selvhævdende ledelse, men en ”flydende ledelse”: Så snart en person med rolle som ”leder” er sat ud af spillet, så overtager en anden pladsen på det lokale plan. Det karakteristiske for denne bevægelse er stor opfindsomhed – de protesterende finder hele tiden på nye former for kontrol, af fredelig kamp, og alt dette cirkulerer, spredes og beriges gennem de sociale netværk.

 

Fra den 10. august blev arbejderne som sådan en del af mobiliseringerne. Sundhedsarbejdere (mest kvinder, læger og sygeplejersker), der havde behandlet de sårede, gik på gaden og protesterede mod tortur. Arbejdsnedlæggelser fandt sted i et stort antal virksomheder (undertiden med støtte fra ejerne i den private sektor) og, frem for alt, på i det mindste et dusin meget store statsejede firmaer, hvad der førte til arbejdermøder på fabrikkerne, undertiden polemik med ledelsen og lokale repræsentanter for regimet og endog med Lukasjenko selv (afvist af arbejderne på bilfabrikken i Minsk med råbet om ”Skrub Ud” den 17 august). Der dukkede strejkekomiteer op, men det ser ud, som om der ingen steder var forsøg på fabriksbesættelser. Tværtimod udvandrede arbejderne fra fabrikkerne for at demonstrere.

 

Men strejkebevægelsen ebbede ud. Det skyldtes både undertrykkelsen (undertiden i form af massefyringer som i det statslige tv eller på Nationalteatret i Minsk, eller trusler om fyringer og arrestationer, ofte fulgt af fængslingen af virkelige eller indbildte ”ledere”), svage eller ikke-eksisterende egentlige fagforeninger, og undertiden ”gode råd” fra direktører om at gå i ”italiensk strejke” (dvs. at arbejde efter reglerne, så lidt som muligt, hvilket efterlader arbejderne atomiserede), således at arbejderklassen blev opløst i den kæmpe protestbevægelse. Fabrikkerne er ikke blevet centrum for revolten og arbejderklassen har (endnu?) ikke formået at hævde sig selv som klasse, omkring sine egne krav, indenfor den demokratiske bevægelse, der kæmper mod regimet.

 

Stillet overfor den brutale undertrykkelse af demonstrationerne har kvinder som sådan organiseret talrige ”solidaritetskæder”, tilbudt blomster til de undertrykkende styrker og overvældet dem gennem deres antal, meget fredeligt, hvilket i en periode lammede denne meget mandsdominerede sektor, før myndighederne gav ordre om at slå ned på kvinderne og endog deres børn. Imidlertid er krav om kvinderettigheder (endnu?) ikke dukket op i disse initiativer.

 

6.        Medens de oprindelige oppositionelle præsidentkandidater, som regimet afviste (V. Babaryko, V. Tsepkalo og S. Tikhanovskij) samt Andrei Dmitriev (kandidat for ”Sig Sandheden”, der officielt fik 1,21 procent af stemmerne) alle fremsatte liberale økonomiske programmer, som især tog sigte på ”virksomhedernes frihed” i den private sektor og behovet for at ”ophøre med at finansiere uprofitable selskaber”, så forsvandt dette tema næsten fra Svetlana Tikhanovskays  præsidentkampagne (uden at blive afvist af kandidaten). Siden den 9. august er det heller ikke dukket op i massernes revolte mod regimet. Demonstranterne har kun fremsat de tre demokratiske krav.

 

De liberale oppositionspartier, som har befundet sig på sidelinjen siden 1994 og været uden betydende repræsentation i regimets institutioner, er rent faktisk meget svage. Det samme gør sig gældende for de politiske partier, der hævder at være venstreorienterede (ofte med et strejf af nostalgi for det gamle regimes såkaldte ”reelt eksisterende socialisme”), der er reducerede til diskussionsklubber.

 

Endelig, skønt faglig organisering er obligatorisk, har den officielle fagbevægelse intet til fælles med selv en gennembureaukratiseret fagbevægelse, men fungerer blot som et transportbånd for Lukasjenkos magt og måske som en mulighed for social opstigning for dens ansatte. Det er nødvendigt at understrege det brud, der her skete gennem Lukasjenkos undertrykkelse af den meget stærke arbejderbevægelse og faglige mobilisering i begyndelsen af 1990´erne, samtidigt med at han med den anden hånd stoppede den liberale hestekur: Den ”sociale beskyttelse” i hans statskapitalisme var organisk knyttet til atomiseringen og den bureaukratiske overvågning af arbejderne. Uafhængige fagforeninger – som den Hviderussiske Kongres af Demokratiske Fagforeninger (BKDP), der er knyttet til det Internationale LO – bliver tolereret og samtidigt holdt nede, er meget svage og er sjældent til stede i de store firmaer. Samfundsmodellen, som Lukasjenko repræsenterer, er således et atomiseret samfund. Det er dette, som er forandret gennem de seneste måneder, især siden begyndelsen af den folkelige revolte. Opfordringerne til solidaritet med arbejderne og befolkningen i Hviderusland fra den Europæiske Fagbevægelse (ETUC) – især fra CGT (Frankrig), der for nylig er gået ind i ETUC – markerer et vigtigt muligt vendepunkt.

 

Uanset begrænsningerne er vi inden for denne demokratiske massebevægelse vidne til en intens politisering, en træning i civil selvorganisering som sætter fremkomsten af en helt ny politisk strukturering på dagsordenen. Denne demokratibevægelse vil før eller senere blive nødt til at opbygge et projekt for samfundet. Hvis den får held til ”at slippe af med” Lukasjenko og hans enevældige regime, vil den dele sig, og betingelserne for at rejse klasse- og kønsspørgsmål vil kunne opstå, ligesom diskussionerne om alternativer vil kunne blomstre. Så vil arbejderklassens rolle (hvis begyndende strejker tvang Lukasjenko til i en periode at begrænse undertrykkelsen, og således viste sin styrke) og kvindernes rolle (hvis demonstrationer på lørdagene banede vejen for at forsætte massedemonstrationerne på søndagene), økologiske spørgsmål (Hviderusland har allerede oplevet en alvorlig forsmag på klimaforandringerne, idet den sydlige del af landet er ved at blive omdannet til steppe, hvor der for halvtreds år siden var sumpskov) vil komme til at stå i centrum af diskussionerne.

 

7.    For at alle de demokratiske, sundhedsmæssige, feministiske, klasse- og miljøspørgsmål, der bidrager til den øjeblikkelige politisering af det hviderussiske samfund, kan tillade fremkomsten af en øko-socialistisk front, må den internationale venstrefløj (fagforeninger, politiske partier, bevægelser) være i stand til at udvikle konkrete solidaritetsbånd, fra neden, med hele den hviderussiske demokratibevægelse.

 

Solidaritet betyder ikke at bakke om denne eller hin beslutning af dem, der i dag hævder at symbolisere bevægelsen – det koordinerende råd omkring Svetlana Tikhanovskaya (som undertrykkelser stærkt har svækket) eller de tidligere politiske partier, som er gået med i bevægelsen, samtidig med at de har fortiet deres virkelige programmer og mål – pro- eller anti-russiske, anti-sociale og udemokratiske privatiseringer. Disse spørgsmål kommer nu mere og mere frem til overfladen, på et tidspunkt hvor den økonomiske situation bliver stadig forværret. Det vil være nødvendigt at modsætte sig både Lukasjenkos pseudo-beskyttende retorik og hans pseudo-demokratiske modstandere.

 

Solidaritet betyder demokratisk modstand mod undertrykkelse, forsvar af den pluralistiske ret til ytringsfrihed, støtte til de demonstrationer og strejker, der finder sted. Solidaritet indebærer også uafhængighed af andre landes regeringers og den internationale finanskapitals manøvrer, der tager sigte på af profitere på massernes mobiliseringer i Hviderusland.

 

 

  • International solidaritet med den demokratiske bevægelse i Hviderusland!
  • Ud med Lukasjenko og hans regime!
  • Frie og retfærdige valg i Hviderusland!
  • Fri selvorganisering af debatten om fremtiden i Hviderusland!
  • Frem mod et øko-socialistisk Hviderusland: transnationale bånd mellem fagforeninger, kvindebevægelser, ungdommen, arbejdere!

 

 

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 26. september 2020

 

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com