Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba skrev på Twitter den 11. marts, at hans regering har ”godkendt strategien om at ophæve besættelsen og genindlemme Krim”. Han refererer her til en ny strategi, som Ukraines præsident Volodymyr Zelensky står for, og som handler om at tage Krim tilbage – herunder havnebyen Sevastopol ved Sortehavet.

af Vijay Prashad

Sejrsparade 9. maj 2016 i den selvudråbte Folkerepublik Donetsk. Foto:  Andrew Butko, CC BY-SA 3.0, Wikimedia.

 

Den 24. marts vedtog Ukraines Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd Dekret nr. 117/2021, som beskriver regeringens beslutning om at udfordre Ruslands kontrol med Krim. På Twitter har Zelensky benyttet hashtagget #CrimeaIsUkraine (Krim er Ukraine) for at sende et klart signal om, at han er parat til at optrappe konflikten med Rusland om Krim.

 

Den ukrainske regering har oprettet Platformsinitiativet for Krim for at koordinere strategien med USA og NATO om at presse Rusland på spørgsmålet om Krim og konflikten i Donbass-regionen i det østlige Ukraine.

 

Skuespilleren Zelensky blev skubbet ind i politik, efter at have spillet en rolle som Ukraines præsident i tv-serien Folkets Tjener. Fiktion blev til virkelighed, da hans show blev til et politisk parti, der stillede op på en vag platform om at bringe anstændighed tilbage i politik. Han vandt præsidentposten i 2019 med 73 procent af stemmerne.

 

Det var den almindelige opfattelse, at Zelensky som et ubeskrevet blad, og med sin støtte til russiske skuespillere i Ukraine, ville indlede en fredsproces med Rusland i det østlige Ukraine. I stedet er Zelensky – opmuntret af NATO-allierede – blevet langt mere aggressiv overfor Rusland end hans forgænger Petro Porosjenko.

 

Efter at russiske tropper var trængt ind i Krim, stemte befolkningen i marts 2014 ja til at blive en del af Rusland. Otte dage senere vedtog FN´s generalforsamling en resolution, der kræver en tilbagetrækning af de russiske tropper. Afstemningen i Krim og resolutionen i FN har skabt et dødvande, som fortsat eksisterer.

 

NATO’s march mod øst

De aktuelle spændinger bør ikke forklædes som ældgamle modsætninger. Det er det, der er tilfældet med forholdet mellem Ukraine og Rusland. Gennem syv årtier var begge lande en del af Sovjetunionen, og i mere end ti år efter 1991 fortsatte de to lande med at have et venskabeligt forhold til hinanden.

 

USA´s daværende udenrigsminister James Baker sagde til den sidste leder af Sovjetunionen, Mikhail Gorbatjov, den 9. februar 1990, at NATO ikke ville rykke så meget som ”en tomme mod øst” fra Oder-Neisse-grænsen, der skiller Tyskland fra Polen.

 

”En NATO udvidelse er uacceptabel”, svarede Gorbatjov på Bakers udsagn. Og Baker var enig: ”Ikke så meget som en tomme vil NATO sprede sit militære indsatsområde i østlig retning”.

 

I et brev til den tyske kansler Helmut Kohl dagen efter gengav Baker denne samtale, og lagde vægt på, at en ”udvidelse af NATOs zone ville være uacceptabel”.

 

”Heraf kan man udlede”, skrev Baker, ”at NATO inden for sin nuværende zone må være acceptabel” [for Rusland, o.a.].

 

Men de vestlige magter brød straks dette løfte. Tjekkiet, Ungarn og Polen blev optaget i NATO i 1999. I 2004 inddrog alliancen Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. En linje af stater, der omfatter Ukraine, Hviderusland og Moldova – som alle grænser op til Rusland – er nu det eneste, der adskiller NATO fra Rusland.

 

Handlingsplanen NATO-Ukraine skabte i 2002 en ramme for Ukraines mulige indtræden i NATO. Denne proces har stillet alvorlige spørgsmål om en forsat østlig udvidelse af NATO – og vigtigere endnu – om det dybere kulturelle forhold, som Ukraine har haft til Rusland mod øst og til Europa mod vest.

 

I hvilken retning bør Ukraine orientere sig (en femtedel af befolkningen i Ukraine er russisktalende, med den største koncentration i Ukraines byområder og i Donbass-regionen)?

 

NATO har aggressivt friet til Ukraine og Hviderusland, hvor NATOs forskellige planer har været dybt fokuserede på at lægge pres på Rusland. Den seneste årsrapport fra 2020 understreger alliancens strategiske fokus på Rusland, der opfattes som ”destabiliserende” og ”provokerende”.

 

Med henblik på at lægge pres på Rusland ved landets grænse til Ukraine afholdt NATO-Ukraine-Kommissionen møder gennem hele 2020 for at fremme det Særlige Partnerskab NATO-Ukraine (oprettet i 1997). NATO anerkendte i juni 2020 Ukraine som en Enhanced Opportunities Partner, det tætteste et land kan komme på NATO uden at være fuldgyldigt medlem.

 

Ukraines væbnede styrker, der nu hovedsageligt træner med NATO, har deltaget i tre større militærøvelser med NATO-styrker (Saber Junction, Sea Breeze og Combined Resolve).

 

På et møde for NATO’s udenrigsministre den 24 marts sagde NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg: ”Rusland har øget sin undertrykkende opførsel hjemme og aggressive opførsel i udlandet”. Derfor vil NATO’s tilgang til Rusland blive, sagde Stoltenberg, ”afskrækkelse og forsvar”, med en ”åbenhed overfor dialog”. Det synes dog, som om dialogen er blevet nedtonet mellem de vestlige allierede og Rusland, med et grønt lys til Ukraine om at komme med provokerende udtalelser og handlinger.

 

Europas behov for russisk gas

Under disse spændinger ligger Europas appetit på energi. Som følge af USA’s ageren gennem de to seneste årtier har Europa mistet tre hovedkilder til energi: Iran, Libyen og Rusland. Fordi Ukraine er blevet et hotspot, har russiske energiinvestorer – hovedsageligt det statslige energiselskab Gazprom – satset på at bygge en pipeline under Østersøen for at forbinde de russiske oliefelter med Tyskland. De to pipeline-projekter (Nord Stream og Nord Stream 2) begyndte i 2011-12, før fjendtlighederne i det østlige Ukraine brød ud, og før Rusland officielt tog Krim (begge i 2014).

 

Tyskland har budt disse pipelines velkomne, da de ville sikre stabile gasleverancer til Europa. USA’s nye regering under Joe Biden har skærpet sine angreb på Nord Stream 2, og Bidens udenrigsminister Antony Blinken har advaret om, at ”enhver, som er involveret i Nord Stream 2, kan risikere sanktioner fra USA og bør øjeblikkeligt opgive yderligere arbejde med pipelinen”.

 

Polens monopoltilsyn – UOKiK – har straffet polske underleverandører med bøder i størrelsesordenen 47 mia. kr. for deres deltagelse i projektet. Peter Beyer, tæt allieret med den tyske kansler Angela Merkel og Tysklands koordinator for transatlantiske spørgsmål – har opfordret at sætte pipelinen på pause. Chefen for Nord Stream 2, Andrei Minin har udtalt, at hans projekt har været genstand for ”jævnlige provokationer fra udenlandske fartøjer, såvel civile som militære”.

 

Den militære del kan kun referere til de militærøvelser, som NATO og dets allierede – herunder Ukraine – har afholdt i Østersøen. Minin henviste direkte til polske fly, som gennemførte lave overflyvninger af projektet i dansk farvand.

 

Nord Stream 2 er 95 procent færdiggjort og forventes at være klar til brug i september. USA’s manglende genetablering af atomaftalen med Iran og den forsatte krise i Libyen gør Nord Stream 2 til en grundpille i Europas energiplanlægning. Men Nord Stream 2 er blevet et gidsel i NATOs forsøg på at isolere Rusland.

 

Ukraines mindretal

Intet land er fuldstændigt kulturelt homogent. Ukraine har betydelige befolkningsgrupper med kulturelle rødder i nabostaterne. Dette gælder især for den russisktalende befolkning, som har tætte bånd til Rusland både kulturelt og politisk. Hver femte ukrainer taler russisk, medens omkring hver tiende ukrainer identificerer sig med en række kulturelle verdener, der stammer fra Hviderusland til Gagauz (et tyrkisk lokalsamfund fra Budjak).

 

NATO’s pres mod Rusland har forstærket og er faldet sammen med yderligtgående ukrainske nationalister – herunder fascister som Azovbataljonen, som forsøger at skabe en anti-russisk kulturel og politisk bevægelse i landet.

 

Porosjenko, der nød godt af opbakning fra Vesten, fremsatte en sproglov i 2017, der lægger hindringer i vejen for at undervise i minoritetssprog i landets skoler. Målet med denne lov var at af-russificere befolkningen, men den ramte også landets mindre minoriteter. Af denne grund klagede Bulgarien, Grækenland, Ungarn og Rumænien til Europarådet.

 

Ungarns udenrigsminister Péter Szijjártó udtalte på Facebook sidst i 2020, at hans regering ville ”forsvare transkarpartiske ungarere i ethvert internationalt forum. Ukraine, sagde han, ”som ikke er medlem af NATO, har startet et angreb på en minoritetsgruppe med rødder i et NATO-medlemsland”. Her var modsætningen mellem på den ene side Ukraine og NATO’s fælles anti-russiske dagsorden og på den anden side andre NATO medlemmers interesser ikke ordentligt afstemt.

 

Skudvekslinger på grænsen mellem Ukraine og Rusland er øget i omfang, fremæsket af Bidens udtalte helhjertede støtte til Zelenskijs nyfundne anti-russiske ambitioner. En ledende FN repræsentant for Afdelingen for Politiske og Fredsbevarende Spørgsmål har fortalt mig, at man ønsker de militære styrker trukket væk fra grænsen. Alle de vigtigste platforme for forhandlinger er gået i hårknude. ”Vi må holde hovedet koldt for at komme fremad”, sagde FN repræsentanten. ”Alt andet end det vil kunne føre til en katastrofal krig,”

 

9. april 2021

 

Oversat fra Green Left af Peter Kragelund. Artiklen blev først bragt på medieplatformen https://globetrotter.media/

 

Vijay Prashad er historiker, redaktør og journalist fra Indien, Han er direktør for Tricontinental: Institute for Social Research.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com