Læsetid: 18 minutter

Ingen tidligere spansk premierminister er nogensinde blevet valgt med så lille og så snævert et flertal med otte af parlamentets 18 partier for, otte imod og to, der afholdt sig fra at stemme.

 

Parlamentsmøderne forud for indsættelsen af Sánchez fandt sted fra den 4.-7. januar i et scenario af hysteriske protester og forsøg på sabotage fra det tidligere regeringsparti Partido Popular (PP), det højreekstreme Vox og det neoliberale Ciudadanos. Lederne og parlamentsmedlemmerne fra denne tredelte spansk-patriotiske blok prøvede at overgå hinanden i grovheder mod Sánchez og den ”social-kommunistiske” PSOE/UP-koalition.

 

Til sidst lykkedes det Sanchez at få regeringsmagten, ved at 18 parlamentsmedlemmer undlod at stemme. Højrefløjen kaldte dem ”separatistiske kupmagere” og ”terrorister” – det var Cataloniens Republikanske Venstre (Esquerra Republicana de Catalunya – ERC) og det baskiste venstre-separatistiske EH Bildu. Deres blanke stemmer sikrede Sánchez det relative flertal, han havde brug for, for at kunne danne regering, efter at det ikke lykkedes for ham at få et absolut flertal i den første afstemning den 5. januar.

 

For lederen af PP, Pablo Casado, var Sánchez en principløs, intrigant svindler. Han havde ”gennemtvunget et nyvalg [den 10. november] fast besluttet på ikke at blive afhængig af den yderste venstrefløj, separatisterne og Batasunas [en reference til det forbudte tidligere baskiske venstre-separatistiske Batasuna], men nu kommer han her med dem som allierede uden nogen som helst forklaring for dette massive bedrag over for de spanske vælgere. […] Han løj vel vidende, at hvis han fortalte sandheden, ville han tabe valget. Det er det brændemærke, som denne regering, der er rettet mod Spaniens interesser – den mest radikale i vores historie – kommer til verden med.”

 

I samme ånd sagde Vox’ leder, Santiago Abascal, at Sánchez-regeringen var ”illegitim”, ”skabt ved løgn og bedrag”, med ”en forsikring betalt af [den nu nedlagte baskiske terrororganisation] ETA”. Ciudadanos’ leder, Inés Arrimades, foregav at være bekymret for de spaniere, som den nye regering nu havde efterladt ”forældreløse og fortabt i lidelse”.

 

Højrefløjens teatralske optræden kom også til udtryk ved: PPs talsmand Adolfo Suárez Illana, der vendte ryggen til talerne fra EH Bildu; Vox’ parlamentsmedlemmer, der forlod salen, mens parlamentsmedlemmet Oskar Matute fra EH Bildu talte; en irettesættelse af talsmanden Meritxell Batet for at tillade kritik af Kong Felipe; tilråb som ”forrædere” mod parlamentsmedlemmer fra ERC, ”Sammen for Catalonien” (Junts per Catalunya – JxCat) og ”Folkets Enheds-Liste” (Candidatura d’Unitat Popular – CUP); og talere fra højrefløjen, der afsluttede deres taler med “længe leve kongen!” og “længe leve Spanien” ledsaget af stående bifald.

 

Til tider føltes det, som om 80 års historie – inklusive forvandlingen af PSOE til en troværdig støtte for status quo efter afslutningen på Francos diktatur – var forsvundet, og spansk politik var vendt tilbage til den Anden Republiks dage i 1931-39. I denne atmosfære blev PSOE/UPs 11 kapitler lange aftalegrundlag for en progressiv regering knap nok nævnt: Hvad kunne det nytte at diskutere politiske pointer med folk, der planlægger at “ødelægge Spanien”?

 

Beskidte tricks: først succes og så fiasko

Højrefløjen stormløb sigtede mod alle de svage led i den lange kæde af støtter, PSOE og UP havde arbejdet på at smede sammen for at kunne vinde regeringsmagten ud fra et styrkeforhold, hvor de manglede 21 mandater for at få absolut flertal (176 mandater). Denne kæde omfattede midtsøgende regionale kræfter som Cantabriens Regionalistiske Parti (Partido Regionalista de Cantabria – PRC), to partier fra de Kanariske Øer, Nueva Canarias (NC) og Coalición Canaria (CC), centrum/højrepartiet det Baskiske Nationale Parti (Partido Nacionalista Vasco – PNV), det valenciske Coalició Compromís og den Galiciske Nationalistiske Blok (Bloque Nacionalista Galego – BNG) samt udbrydergruppen fra UP Mas País (”Mere Fædreland”) og den nye gruppe Teruel Existe, en gruppe der protesterer over centralregeringens negligering af det sydlige Aragonien.

 

Men selv om alle disse grupper havde stemt for, ville det mulige mandattal kun have været 170. Afgørende for, at der skulle være nogen som helst chance for at danne en PSOE/UP-regering, var, at det lykkedes at overtale venstrefløjen og selvstændighedsbevægelserne til ikke at bidrage til højrefløjens 152 mandater. Kun hvis kæden af potentielle støttepartier ikke blev brudt, og hvis ERC (13 mandater) og EH Bildu (5 mandater) lod være med at stemme, kunne Sánchez lige akkurat hale sig over målstregen. Derfor fokuserede højrefløjens kampagne på at gøre det så pinefuldt som muligt at afholde sig fra at stemme, især for ERC fra Catalonien.

 

Den 2. januar anbefalede ERC’s nationale ledelse en aftale med PSOE, der anerkendte den spansk/catalanske strid som en politisk konflikt, aftalte et dialogforum mellem lokal og centralregeringen og enedes om at sende resultatet af alle forhandlinger til afstemning i Catalonien. ERC var også positivt stemt på grund af den spanske rigsadvokats kontors beslutning om i Højesteret at argumentere for løsladelse af ERC-lederen Junqueras, efter at EU-Domstolen den 19. december havde afgjort, at han havde parlamentarisk immunitet fra den dag, han var blevet valgt som medlem af Europa-Parlamentet. På det grundlag lovede ERC at afholde sig fra at stemme i den anden afstemningsrunde. Samtidig viste en bindende urafstemning blandt EH Bildus medlemmer et flertal på 81,4 procent for at afstå fra at stemme.

 

Nu skruede højrefløjen op for blusset under det svageste led i kæden af PSOE/UP-støtter. PRC var de første, der gav efter, og den 2. januar trak de deres støtte tilbage, fordi resultater af forhandlinger om Cataloniens status ikke ville kunne komme til afstemning udelukkende i Catalonien. Den næste, der gik, var Ana Oramos, der er valgt for Coalición Canaria. Hun sagde, at hun ville trodse sin ledelses enstemmige beslutning om at undlade at stemme om Sánchez’ indsættelse og i stedet stemme imod “dem, der er begyndt at afvikle staten”.

 

Disse sejre bragte Tomás Guitarte, Teruel Existes eneste parlamentsmedlem, i højrefløjens sigtekorn. Hvis han kunne tvinges til at ændre ved sit partis støtte til Sánchez, ville regeringsdannelsen mislykkes. Guitarte blev mål for 8800 e-mails, der krævede, at han ændrede sin holdning, graffiti i hans hjemby, der udråbte ham som en ”separatistisk forræder” og følgende tweet fra Abascal: ”Hvis jeg boede i Teruel, ville jeg slå lejr uden for parlamentsbygningen, indtil Hr. Guitarte opgiver at forråde alle spaniere og i stedet handler sådan, at Teruel eksisterer for Spanien, og ikke bøjer sig for separatisterne.” Guitarte stod imidlertid fast og tog offentligt afstand fra højrefløjens korstog mod ham, der var så truende, at han var tvunget til ikke at sove i sit hjem og søge politibeskyttelse.

 

Det afgørende skud i højrefløjens krig kom den 3. januar, hvor Spaniens centrale valgkommission vedtog at suspendere den catalanske premierminister Quim Torra som medlem af det catalanske parlament. Formålet var at provokere så voldsom vrede i Catalonien, at det ville tvinge ERC til at bryde sin aftale med PSOE; især fordi det catalanske parti allerede var så meget under angreb fra JxCat og CUP for at skrive under på en aftale, der ikke nævnte retten til selvbestemmelse. Manøvren gik i vasken, da flertallet i det catalanske parlament, der er for uafhængighed, vedtog, at de stadig anerkendte Torra som parlamentsmedlem og premierminister.

 

Til slut løb alle højrefløjens manøvrer ud i sandet. En leder i dagbladet El Mundo, der opfordrede PSOEs parlamentsmedlemmer til at desertere, en særlig appel fra Inés Arrimades til PSOEs regionale ”baroner” om at kalde Sánchez til orden og den Katolske Biskop Konference, der offentliggjorde en ”Moralsk Orientering om den Aktuelle Situation i Spanien”, var alt sammen forgæves. At de seks parlamentsmedlemmer fra JxCat og de to fra CUP besluttede sig for at slå sig sammen med Vox, PP og Ciudadanos og stemme imod regeringsdannelsen, havde heller ikke nogen effekt, bortset fra – måske – at forvirre deres vælgere med hensyn til, hvilket alternativ de ville foreslå.

 

Juridiske tovtrækkerier

I den atmosfære bestræbte Sánchez sig i dagene efter sin indsættelse på at forsikre Spaniens økonomiske magthavere om, at hans kabinet ville være lydhør over for deres bekymringer og ville holde de fem UP-ministre i en stram snor. Nye udnævnelser af ulastelige teknokrater til ministre og et memorandum om enighed med UP om håndteringen af uenigheder inden for alliancen sendte et budskab om, at der var blevet lyttet til de højlydte bekymringer fra de store selskaber om ”populismens trussel mod de vedtagne økonomiske principper” (et citat fra den spanske arbejdsgiverforening, CEOE) og at personale og strukturer, der kunne garantere den økonomiske stabilitet, var på plads.

 

Derefter kom et angreb fra en anden institution – de overordnede juridiske instanser der er ansvarlige for fængslingen af de catalanske politiske fanger. Den 9. januar besluttede den spanske højesterets andetkammer under ledelse af den øverste dommer, Manuel Marchena, ikke at følge dommen fra EU-Domstolen, der afgjorde at den fængslede ERC-leder, Oriol Junqueras, havde parlamentarisk immunitet. EU-Domstolen havde afgjort, at Junqueras skulle løslades fra varetægtsfængslingen og have lov til at deltage i parlamentsmødet den 13. januar, og at hans immunitet kun kunne ophæves ved en afstemning i selve parlamentet. Idet de ignorerede denne afgørelse – med den begrundelse, at Junqueras ikke var fundet skyldig i nogen anklager, da han blev valgt, men at han nu var dømt – ”glemte” Marchena også, at hans domstol havde forpligtet sig til at følge alle EU-Domstolens afgørelser i den sag.

 

Højesteret udsatte også sin behandling af den catalanske præsident, Quim Torras, appelsag mod Valgkommissionens (JEC) dom fra den 3. januar, der afgjorde at han ikke længere var medlem af det catalanske parlament og derfor diskvalificeret som premierminister. JEC afgjorde det med stemmerne syv mod seks på baggrund af en dom mod Torra fra den catalanske højesteret (TSJC). Den instans havde fundet den catalanske premierminister skyldig i ikke at adlyde JEC under den seneste spanske valgkamp, da han tøvede med at få fjernet et banner til støtte for de catalanske politiske fanger og eksilerede fra den centrale regeringsbygning i Barcelona. Som et offentligt sted skulle bygningen have været ”neutral” under valgkampen.

 

Selv om Torra allerede havde appelleret denne dom til Højesteret, gjorde JEC brug af sin ret til at diskvalificere parlamentsmedlemmer, før der var faldet en endelig dom. Denne doms åbenlyst partiske karakter blev understreget af fordelingen af stemmerne mellem JECs syv konservative mod de seks progressive medlemmer, men ikke mindst ved, at den blev bekendtgjort, ikke af JEC selv, men af PP’s leder Casado.

 

JECs aktion mod Torra, og Højesterets afvisning af at skride ind over for den, blev mødt med afvisning fra den catalanske regering, flertallet i [det catalanske] parlament, der er for uafhængighed – ERC, tidligere premierminister Carles Puigdemonts JxCat og CUP – og parlamentsformanden Roger Torrent (ERC). Denne reaktion indledte en ny fase i konflikten mellem det spanske juridiske hierarki med støtte fra højrefløjspartierne og den catalanske uafhængighedsbevægelse, og det skruer op for blusset under den nybagte PSOE/UP-regering. Vil dens talsmænd blive ved med at tale om ”magtens tredeling” over for PPs ”juridiske korstog” mod den catalanske uafhængighedsbevægelse?

 

Angrebene fra det juridiske hierarki tog endnu et skridt den 10. januar, da højesteretsdommer Pablo Llarena, der er undersøgelsesdommer i sagen med de catalanske politiske og sociale ledere, appellerede til Europa-Parlamentet om at ophæve JxCat EU-parlamentarikerne Carles Puigdemonts og Toni Comíns immunitet. Denne henvendelse skal nu behandles af parlamentets juridiske underafdeling, og dens anbefalinger skal til afstemning i EU-Parlamentet. Den publicity, der vil komme ud af denne procedure, vil garantere, at spørgsmålet om catalansk uafhængighed – og det mere generelle spørgsmål om national selvbestemmelse i Europa – vil blive et endnu mere brændende politisk spørgsmål.

 

Catalonien er stadig det kritiske spørgsmål

Indsættelsesforhandlingerne op til den nye PSOE/UP-regering og dagene efter leverede en tydelig forsmag på, hvordan politikken i den spanske stat vil komme til at tage sig ud de kommende måneder. Den vil først og fremmest blive mærket af, hvor villige og hvor dygtige PSOE/UP er til at håndtere det catalanske spørgsmål, som PSOE hævder de er fast besluttet på at tage ud af retssalene og tilbage til den politiske sfære. Den handling, der især vil kunne bryde denne gordiske knude, ville være en amnesti til alle Cataloniens politiske fanger og fordrevne: Det ville blive hilst velkommen af det overvældende flertal af cataloniere (inklusive mange, der er imod uafhængighed) og ville samtidig skære benene væk under Marchenas’, Llarenas og højrefløjens korstog for at ”få skovlen under” den catalanske bevægelse.

 

Alle der overværede indsættelsen af Sánchez, ville tydeligt være blevet mindet om denne virkelighed af ERC-parlamentsmedlemmet Montserrat Bassas afsluttende politiske intervention. (Hun er søster til den fængslede tidligere socialminister Dolors Bassa). Bassa beskyldte PSOE for at være ”bødler” lige som PP og sagde: ”Personligt er jeg revnende ligeglad med, om Spanien kan regeres.” Ikke desto mindre – og fordi hendes søster og de andre fanger fra ERC har insisteret på, at dialog er den eneste vej frem – vil ERC tillade, at PSOE/UP-regeringen bliver dannet. Men nu er det PSOE, der har bolden.

 

PSOE’s talsmænd har gentagne gange nægtet, at der findes en ret til selvbestemmelse, og deres strategiske mål er at puste til uenighederne inden for den catalanske uafhængighedsbevægelse for at bane vej for en splittelse. Uenighederne blev bare mindre synlige på grund af Mariano Rajoys tidligere PP-regerings stejle fjendtlighed. De nylige aktioner fra JEC og Højesteret, og de catalanske uafhængighedspartiers reaktioner på dem, har for hundrede og syttende gang bekræftet, at denne indstilling kun øger opbakningen til uafhængigheden og fremmer enigheden blandt dens tilhængere.

 

I modsætning til det vil Sánchez prøve at vise, at hans regering anerkender det catalanske spørgsmål og vil være imødekommende over for Cataloniens behov ved at øge finansieringen af længe misligholdte områder som infrastrukturen og ved at udlicitere forskelle administrative områder til den catalanske regering. Budskabet vil være, at det nu er ”de gode” der er kommet til magten i Madrid, og at de catalanske partier, der stemmer imod et budget fra PSOE/UP med øgede bevillinger til Catalonien, ikke kan være seriøst interesserede i at forbedre livsbetingelserne for almindelige mennesker i Catalonien, men kun er interesseret i uafhængigheden for dens egen skyld.

 

PSOE drømmer om at fremprovokere en splittelse mellem ERC og JxCat (den regerende koalition i Catalonien) over sådan et spørgsmål og potentielt åbne døren for, at en ”progressiv koalition” kan vinde det næste catalanske valg. Imidlertid er den gruppe, der mest åbenlyst forfølger denne drøm, Catalunya en Comú (CeC), den venstrefløjskoalition i Catalonien, som UP er med i. CeC prøver uophørligt at presse ERC til at skifte samarbejdspartnere fra JxCat til Partit dels Socialistes de Catalunya (PSC, den catalanske udgave af PSOE) og til CeC, for derved at skabe en regeringskoalition på grundlag af ”sociale” frem for ”nationale” kriterier. Det ville drive JxCat og CUP i opposition og forhåbentlig fjerne den catalanske nationale befrielseskamp fra den aktuelle politiske dagsorden og videre til den behagelige Ønskeø, hvor der fantaseres om en spansk forfatningsreform.

 

I et radiointerview den 9. januar sagde Barcelonas borgmester og lederen af CeC, Ada Colau, at ”det nye stadie i den politiske dialog med mindre fokus på jura og med en avanceret og progressiv socialpolitik må afspejle sig i alle forvaltninger”. Men det brændende spørgsmål forblev ubesvaret: dialog med henblik på at opnå hvad? PSOE, der er lige så fast besluttet på den spanske stats enhed som højrefløjspartierne, vil prøve på at gøre en opgivelse af den nuværende catalanske kamp for retten til selvbestemmelse – i praksis hvis ikke i retorikken – til prisen for gennemførelsen af den ”avancerede og progressive socialpolitik”. Er CeC parat til at acceptere det?

 

PSOEs rolle blev gjort klar i en interview med PSCs parlamentsmedlem og antiseparatistiske kamphund, José Zaragoza, i Europa Press den 8. januar, hvor han bemærkede, at hvis det dialogforum, der skal etableres mellem PSOE/UP-regeringen og den catalanske regering mislykkes, vil det ikke være den spanske regerings skyld, men ”skyldes interne slagsmål i uafhængighedsbevægelsen”.

 

Det blev også klart i Zaragozas interview, at han formodede, at UP og CeC bare ville godtage et veto fra PSOE mod enhver form for catalansk selvbestemmelsesret trods deres principielle støtte til det (en støtte, Sánchez påstod, gav ham ”søvnløse nætter” under de fejlslagne forhandlinger med UP efter valget den 28. april).

 

UP i kort snor

En nagende bekymring for, at UP og Pablo Iglesias stadig kunne have for meget manøvrerum, fik Sánchez til umiddelbart efter indsættelsen at tage initiativ til at svække UPs position i sin regering. Først kom aftalen om, hvordan uenigheder mellem regeringspartnerne skulle løses. Aftalen gør næsten PSOE/UP-alliancen til ét enkelt parti, der er forpligtet til fælles stemmeafgivning i alle spørgsmål om regeringens politik og handlinger og i ”sager med betydelig indflydelse på den politiske scene eller i de regionale områder af statens politik”. Uenighed kan tillades på andre områder – hvor mange er der tilbage? – så længe de på forhånd er oplyst til den anden samarbejdspartner.

 

Det næste var Sánchez’ beslutning – måske fremprovokeret af Iglesias selv under UPs udnævnelse af ministre – om at tilføje en fjerde vicepremierminister til de tre, der var aftalt i den oprindelige PSOE/UP-aftale. Det træk, der gør Iglesias til blot én af fire vicepremierministre for Sánchez, forstærkede processen med udvanding og underordning af alliancens mere radikale partner.

 

Det blev yderligere forstærket ved en udvidelse af regeringen fra 17 til 23 ministre (det største i Europa) af hvilke kun fem er udnævnt af UP. Disse fem har fået ansvarsområder, der i tidligere regeringer var overladt til viceministre eller departementschefer. For eksempel har Alberto Garzón, der er føderal koordinator for Izquierda Unida (IU) og medlem af Spaniens Kommunistiske Parti (Partido Comunista de España – PCE), fået ministeriet for forbrugerspørgsmål, der oprindelig hørte under sundhedsministeriet. Ministeriet for lighed, der også hørte under sundhedsministeriet, er blevet skabt til UPs politiske ordfører, Irene Montoro. Ministeriet for universiteter er blevet udskilt fra videnskabs- og universitetsministeriet og vil blive besat af den velkendte sociolog Manuel Castells. UP fik beskæftigelsesministeriet til Yolanda Díaz, der er medlem af IU og PCE, men på bekostning af, at socialområdet og immigration blev flyttet til et nyt ministerium under PSOE’s ledelse.

 

Endelig er nogle af de områder, UP har profileret sig på, blevet underlagt PSOEs ministerier. Det omfatter den økologiske omlægning og rehabiliteringen af ofrene for den spanske borgerkrig fra 1936-39: Ethvert fremskridt på disse områder vil blive noteret som en sejr for PSOE.

 

Når man dertil lægger, at UP allerede har accepteret, at de ”statsbærende ministerier” (skat, udenrigspolitik, indenrigspolitik, forsvar og justits) hører til PSOE, bliver den politiske omkostning, UP må bære for at blive det femte hjul under PSOEs vogn, stadig mere tydelig.

 

Konklusion

Det er bare ikke den almindelige opfattelse eller stemning på Spaniens ”venstrefløj”, og det ses af den overvældende støtte, som både PSOE- og UP-medlemmer har givet til idéen om en fælles ”progressiv regering”. Ved indsættelsen af Sánchez/UP-regeringen er der et forsigtigt håb om, at livet for flertallet kunne blive bedre: at minimumslønnen kunne stige; at de værste sider af det nødlidende arbejdsmarked kan afbødes; at huslejestigningerne bremses; at der skabes flere jobmuligheder for unge mennesker; at kvinders rettigheder forsvares og udvides; at uddannelse bliver billigere; at PPs lov om begrænsning af ytringsfriheden bliver rullet tilbage; at demokratiske rettigheder som eutanasi [aktiv dødshjælp] bliver indført, og at der bliver indledt en seriøs kamp mod klimaforandringerne. Skatteindtægter til at betale for alt dette kunne øges ved, at Spaniens uanstændigt underbeskattede rige og de store selskaber bliver tvunget til at betale deres andel.

 

Det ser ud til, at der i sådan en stemning kunne forventes nogle gode, lange hvedebrødsdage for Sánchez’ regering, forudsat at den næste økonomiske nedtur bliver væk. Hvis det vigtigste kommende politiske slag i spansk politik handler om af få de rige til at betale mere i skat for at finansiere programmer, som også mange konservative vælgere ville få glæde af, vil PP, Vox og Ciudadanos komme på hårdt arbejde for at opretholde deres vælgerbase. De ville se sig selv i samme situation som den portugisiske højrefløj, der er blevet reduceret til kun at have en opbakning på 40 procent efter flere år med stadige forbedringer af levevilkårene for flertallet, gennemført af en regering af Socialistpartiet, der støttes, anspores og kritiseres udefra af Venstreblokken og det portugisiske kommunistparti.

 

Men Catalonien forsvinder aldrig. Sánchez’ regering skal have sit første budget igennem med den samme alliance, som gav den regeringsmagten, og resultatet vil først og fremmest afhænge af, om den kan gøre fremskridt i behandlingen af den catalanske bevægelses krav. I den omgang vil Sánchez ikke være i stand til at give indrømmelser, ERC vil kunne acceptere, uden yderligere at ophidse en højrefløj, der med Abascals ord ikke vil ”give jer noget helle, men vil bekæmpe jer i parlamentet, i retssalene og i gaderne”.

 

De umiddelbare udsigter er altså ikke, at man vender tilbage til fornuften og den politiske pragmatisme, som Sánchez opfordrer til, men en stadig mere intens konflikt med højrefløjen og det spanske etablissement. I den sammenhæng gør dannelsen af en PSOE/UP-regering en vedvarende social mobilisering absolut bydende nødvendig – for at forhindre PSOE selv i at vige tilbage fra selv beskedne, men reelle, reformer, der er indeholdt i regeringsplatformen, for at forhindre UP selv i blot at give efter for presset fra PSOE og for at holde truslen fra højre, der er en trussel mod alt progressivt, stangen.

 

13. januar 2020

 

Dick Nichols er Green Lefts Europa-korrespondent og har base i Barcelona.

 

Oversat fra Links International Journal of Socialist Renewal (Australien) af Poul Bjørn Berg