content-picture.php

Mandag den 29. april vendte polske lærere tilbage efter at have strejket i flere uger for en lønforhøjelse på 30 procent. Regeringen truede med en særlov, som ville tillade studentereksamener uden lærere. Fra lærerne hed det, at de ikke ville skade eleverne, og den største fagforening truer med at genoptage strejken til september, hvis ikke regeringen imødekommer kravene.

af Philippe Alcoy

Kort før lærerne suspenderede deres strejke, så eksamener på gymnasierne kunne gennemføres, lavede Philippe Alcoy nedenstående interview med Dagmara Zawistowska-Toczek. Hun giver her et indblik i baggrunden for den historiske strejke og solidariteten fra forældre og elever.

 

Dagmara har undervist i folkeskolen i Gdansk i 19 år. Hun underviser på to skoler (30 konfrontationstimer plus 10-15 timers hjemmearbejde). Som hun forklarer, er hun ”overlærer”, den højeste grad i det polske skolesystem, og tjener omkring 776 euro [5800 kr.] om måneden (inklusive bonus og overtid). Som mange andre af de strejkende er Dagmara ikke medlem af en fagforening. Ud over sit lærerjob arbejder hun som redaktør om aftenen. Her svarer hun på en række spørgsmål om den landsdækkende strejke mod den ultra-konservative regering.

 

Du er lærer, og du har været i strejke siden mandag den 8. april, hvor en bred, landsdækkende mobilisering for løn og anstændighed blev lanceret. Kan du forklare, hvorfor I gik i strejke?

 

Ja, jeg har været i strejke siden den 8. april. Ifølge fagforeningerne er 74 procent af alle skoler påvirket af strejken – og jeg tror, at økonomiske spørgsmål er den vigtigste forklaring på lærerstrejken i Polen. Dertil kommer forklaringer, som har at gøre med udviklingen af den moderne verden og skolernes rolle.

 

Samtidig med at det er åbenlyst nødvendigt at modernisere skolerne, forbedre læreplanerne og indføre nye pædagogiske metoder, så har regeringen gennemført en reform, som ødelagde de fremskridt, der var gjort inden for de senere år. Vi ønsker at undervise folk, så de kan tilpasse sig den moderne udvikling. Vi ønsker ikke at hjernevaske dem, især ikke under så umenneskelige forhold – overfyldte klasseværelser, et rotationssystem på op til 18 timer, ideologiske læsebøger for 6-årige, overfyldte og anakronistiske læseplaner.

 

Så har vi politiske grunde – imod ideologiseringen af skolernes læseplaner og kampen for en sekulær skole. Og den sidste forklaring er vreden over ikke at blive hørt! Formanden for det polske Senat udtalte for nylig på kynisk vis, mens forberedelsen af strejken var i gang, at lærere skal arbejde ud fra kærligheden til ideer, ikke for penge (han tjener selv 20.000 om måneden)…

 

Løn, en bedre skole, politisk og religiøs frihed, vrede … det er forklaringerne på strejken!

 

Nogle ministre prøver at fremstille lærerne som privilegerede, for eksempel med henvisning til de lange sommerferier. Hvordan ser virkeligheden ud for jeres arbejds- og levevilkår?

 

Kampen om den offentlige opinion er netop nu i gang, og lærerne begynder at vinde den. Kun de regerende partiers tilhængere tror på deres løgne. Jeg tror, at flertallet af befolkningen i stigende grad er bevidste om løgnene om lærernes arbejds- og levevilkår.

 

Med hensyn til fridage: En polak har ret til mellem 20 og 26 dages ferie om året, afhængig af anciennitet, og op til fire dages ferie efter ansøgning. Lærere har kun deres ferie i juli og august – omkring seks uger, ikke to måneder, for den første bliver brugt til at lukke ned for skoleåret, og den sidste uge bliver brugt til eksamener og forberedelse af næste skoleår. Under vores ferie er indkvartering, billetter og guidede ture de dyreste på året. For eksempel ville jeg foretrække at tage til Rom eller Paris i marts eller oktober, hvor det er koldere og billigere.

 

Vi har også en to ugers ferie om vinteren, men vi skal tage vagter for at passe elever, som ikke har ferie, og vi arbejder tit som ledere på vinterlejre i løbet af disse to uger for at tjene penge. For eksempel tager jeg ingen steder hen, fordi jeg ikke har råd til skiferie hverken i Polen eller i udlandet.

 

De offentlige skoler i Polen mangler penge. Der er ikke papir eller toner i kopimaskinen, ingen scanner, intet internet, vi har ikke engang gamle computere eller smartboards, vi mangler undervisningsmateriale. Vi er tvunget til at tage ting med hjemmefra, vi køber ekstra ting af egen lomme eller beder forældre om at købe.

 

De sociale forhold er rystende. Regeringen har uddelegeret finansieringen af skolevæsenet til de lokale myndigheder. Efter at have lukket flere skoler må vi dække ikke seks, men otte klasser. Vi har 1200 elever på min skole i Gdansk. Skolelederens og økonomichefens kontorer er inddraget som klasselokaler, hvor der for eksempel kommer 25 teenagere. Skolerne må tages i brug fire gange deres kapacitet. Elever kommer i overfyldte grundskoler fra kl. 7.10 til 13.00 to dage om ugen, og de andre dage fra middag eller kl. 13 til 17 eller 18. Lærere arbejder ofte fra 7.10 til 18.00 med ”huller”, hvor de skal vikariere. Vi er alle sammen udmattede.

 

I de øverste klasser vil det blive endnu værre fra september, på grund af den destruktive reform, fordi de vil køre med to parallelle skoler i hver bygning (den tidligere tre-årige og den nye fireårige ungdomsuddannelse), så der vil ikke være 5 klasser på samme niveau som før, men 5 plus 5. Skolerne kan ikke udvides i det uendelige. Vi vil komme til at arbejde seks dage om ugen.

 

[Skolereformen, som blev vedtaget i 2016, gennemføres over en 3-årig periode fra skoleåret 2017/18. Reformen ændrer den tidligere struktur fra 6 (grundskole) + 3 (overbygning) + 3 (gymnasium) til 8 (grundskole) + 4/5 (gymnasium/ungdomsuddannelser), o.a.]

 

For tre år siden protesterede vi mod reformen, og der var en et-dages strejke. Så var der formelle og uformelle protester mod denne nye ideologiserede, anakronistiske og forkerte dagsorden. Ministeriet ignorerede protesterne fra journalister, universitetslærere, forældre og lærere. Ingen af os tænkte på højere løn, vi ønskede at stoppe ødelæggelsen af uddannelsessystemet. I dag er vi desperate og vrede – på grund af de lave lønninger, og fordi vi arbejder i usle skoler, som er indrettet til at bedrage og bogstaveligt talt torturere børn og unge.

 

Hvad siger elever og forældre til jeres strejke?

Vi var bange for, at forældrene ville være vrede på grund af presset om eksamen og kritikken af de “dovne lærere”. Men jeg har ændret opfattelse om forældrene som alle andre er jeg positivt overrasket. Måske får vi ikke en lønforhøjelse, og måske vil de stryge lønne for alle dagene i strejke, men de kan ikke tage den støtte, velvilje og forståelse, som vi har mødt fra tusinder af elever og forældre. De kommer med kager, frugt, mad og opmuntrende ord hver eneste dag. På husfacaderne skriver de slogans som ”Vi er med jer”. Elever og forældre organiserer demonstrationer næsten dagligt, og særligt i weekender, over hele landet. Deres taler er kloge og fulde af håb – vi hører, at de ønsker en skole, der åben for den offentlige mening og for folk med handicap, som et ministerdekret smed ud af skolerne i februar trods protester.

 

Vi lærere, som er vant til vrede, anklager og ydmygelse, er blevet overraskede og opmuntrede af omfanget og de forskellige former for støtte. Nu ved helt sikkert, at vi kæmper på vegne af eleverne og for deres langsigtede velfærd, selv om deres afsluttende eksamener er i fare. Den slags opbakning kvæler hysteriet på internettet og propagandaen fra det regeringskontrollerede fjernsyn.

 

Hvordan er reaktionerne fra dine kolleger?

 

Strejken var godt forberedt gennem lang tid, og utilfredsheden med den ødelæggende reform for tre år siden blev ved med at vokse. På mange skoler er der kun en enkelt eller få fagligt organiserede, men det lykkedes dem at inddrage uorganiserede lærere i afstemninger om strejken. Behovet for en strejke var enormt.

 

Men at så mange af os er i strejke er en overraskelse – på min skole er der kun tre ud af 90 lærere, som af forskellige grunde ikke strejker. Vi kritiserer dem ikke, vi respekterer alle beslutninger. Efter strejken skal vi arbejde sammen igen. Her under strejken kan vi også snakke sammen, lære hinanden at kende, være sammen. Vi holder os opdaterede på situationen på andre skoler, vi organiserer fælles børnepasning for vores børn. Fælles bekymringer, såsom at regeringen ikke ønsker at forhandle, og fælles glæder, som når polakker organiserer en indsamling til de fattigste lærere i strejke – det skaber et fællesskab.

 

Vi er ikke naive optimister. Vi ved, at pengemangel vil kunne knække os. Men i det mindste i øjeblikket betyder ordet ”solidaritet” i det 21. århundrede stadig noget. Skolesekretærer, rengøringsfolk, køkkenmedarbejdere er også i strejke! Det er en dyrebar erfaring for os. Trods usikkerheden og frygten, trods den kendsgerning, at regeringen ignorerer os og har organiseret eksamenerne, mister vi ikke håbet.

 

I sidste uge gik eleverne i grundskolen til eksamen, men med strejken var det tvivlsomt, om alle eksamener ville foregå normalt, om de kunne blive udskudt eller aflyst. Regeringen sagde imidlertid, at det hele gik fint takket være hjælp fra ”frivillige”. Mange af disse ”frivillige” er kendt som præster og nonner. Hvordan er det muligt?

 

Det er rigtigt, at Undervisningsministeriet ikke ville have reddet disse eksamener uden hjælp fra præster, nonner, brandfolk og skovridere. Vi var chokerede over den skamløse manipulation med reglerne. Det samme var forældre og elever.

 

I Polen vendte religionstimer tilbage til skolen, efter at konkordatet [aftale mellem den polske regering og Vatikanstaten, o.a.] blev underskrevet i 1993. Det er præster og nonner, der underviser. I øjeblikket er der to religionstimer om ugen i grundskolen – det samme som biologi, historie og kemi.

 

Få dage efter strejken, udstedte ministeriet hurtigt en ordre om, at alle (ikke kun lærere med særlige pædagogiske specialer) kunne fungere som censorer. Myndighederne efterspurgte frivillige fra kontorer, menigheder og andre institutioner.

 

Strejken begyndte med lønkrav, men mange strejkende taler også om ”kampen for anstændighed”. Hvad betyder det?

 

Lærergerningen, og vi som lærere, er blevet frataget vores værdighed i de senere år. Hvad betyder det? Værdighed betyder en holdning om respekt for mennesker, at man behandler dem som subjekter snarere end som objekter. Det betyder en holdning, hvor jeg ved, at jeg er en værdsat person, at jeg er i stand til at tænke, at jeg er nødvendig og vigtig for andre. Hver dag får næsten alle på min arbejdsplads taget denne værdighed fra sig.

 

Den nuværende konservative, fremmedfjendske og anti-intellektuelle regering krænker vores værdighed med en lang række beslutninger og propaganda. De skamløse løgne om vores indkomst bliver fortalt af ministre og journalister. De ignorerer vores strejke og udskyder forhandlinger for at afvise fagforeningens forslag og de bliver ved at gentage: Vi vil ikke give jer en lønforhøjelse, stop strejken, så vil vi tale med jer, arbejd mere, vi vil fyre en ud af fire lærere osv.

 

Vi bliver ikke taget alvorligt, de fornærmer os. Under strejken kæmper vi for vores værdighed, fordi vi har modet til at sige sandheden om vores situation, vi har viljen til sige ”nej”, og vi kæmper med et smil. Dette er vores genvundne værdighed, at være sammen, ikke at skamme sig, når man kigger sig i spejlet. Genvunden værdighed betyder selvrespekt, respekt for trufne beslutninger og respekt for fra mage forældre og elever, som vi ikke før var opmærksomme på.

 

 

Oversat og let forkortet fra Left East  af Åge Skovrind

single.php