MURCIA, Spanien. En ny venstrebevægelse er vokset frem i Spanien. I begyndelsen af året lancerede den venstreorienterede profil Pablo Iglesias Turrión, sammen med andre kendte figurer fra Spaniens radikale venstrefløj og de sociale bevægelser, den nye organisation Podemos (Vi Kan).

af Rodolfo García

Izquierda Anticapitalista (Antikapitalistisk Venstre), hvor Fjerde Internationalens spanske sektion arbejder, var med til at grundlægge bevægelsen. Podemos er ikke et politisk parti, men et redskab for venstrefløjens og de sociale bevægelsers enhed og sammensmeltning med los Indignados (”De Vrede” – betegnelsen for den brede bevægelse af protester mod den herskende elite, som voksede frem fra foråret 2011, blandt andet med besættelse af Puerta del Sol i Madrid, red) gennem en direkte demokratisk proces. Den politiske retning er tydeligt socialistisk, med krav om nationalisering af bankerne og energiselskaberne, forsvar for arbejdere, kvinders og indvandreres rettigheder osv. Man forsvarer også folks ret til selvbestemmelse. Programmet skal udvikles gennem diskussioner på nettet og gennem ”Podemos-kredse”, som skal udgøre organisationens lokale afdelinger. Der er allerede dannet 200 af disse lokale komiteer.

Jeg var med til det første møde for Podemos i Murcia, som blev holdt i universitetets store aula. Der var fuldt hus, halvdelen af de interesserede fik ikke plads. Trækplasteret var Pablo Iglesias Turrión. Deltagerne var trætte, men entusiatiske. Trætte af at i praksis leve med et topartisystem, hvor magten skifter mellem Partido Popular (Francos arvtagere med en gang fernis) og det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español. Trætte af, at hver gang de vil kæmpe, må de høre ”venstre-enhed, kammerater!”. Generalstrejke? ”Nej, kammerat, venstre-enhed”.
Men entusiastiske, eftersom protestbevægelserne vokser og organiserer sig. Senest den 22. marts, da den såkaldte ”Værdighedsmarch” samlede op mod 2 millioner mennesker i Madrid. Podemos er en fortysættelse af 15M-bevægelsen, også kaldet los Indignados. 15M-bevægelsen er en folkelig bevægelse, som udsprang af massedemonstrationer over hele Spanien den 15. maj.

Bragt i den svenske ugeavis Internationalen. Læs mere om Podemos på organisationens hjemmeside her!

Podemos opstiller til EU-Parlamentsvalget den 25. maj og har netop afsluttet en åben online-opstilling af kandidater. Det bliver Pablo Iglesias Turrión, som bliver spidskandidat for listen, som ifølge meningsmålinger har chance for at vinde et af de 54 mandater, der kæmpes om i Spanien. De lokale komiteer holder deres første landsdækkende møde den 12. april.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com