Illustration: Svend Vestergaard Jensen

Det israelske apartheidsystems mange aspekter afsløres klarest i dets fængselspolitik. Mens israelere og udenlandske statsborgere – inklusiv bosættere og turister – er underlagt civil lovgivning, hører befolkningen på Vestbredden under den israelske hærs og militærets juridiske apparat.

I israelske militærdomstole er palæstinensere underlagt de allerstrengeste straffe. Politikken med administrativ tilbageholdelse, som stammer tilbage fra den britiske kolonitid, går typisk ud på ubestemt tilbageholdelse uden rettergang. Af de 9.623 palæstinensere, der blev fængslet af Israel i juli 2024, blev 4.781 tilbageholdt på denne måde.

Fængselssituationen kunne ikke gøre det mere tydeligt, at palæstinensere bor i en politistat, og med den nylige løsladelse af palæstinensiske fanger fra Vestbredden og Gaza har verden fået en dyster indsigt i de forhold, som så mange fængslede palæstinensere har lidt under.

Michael Presberg fra det britiske venstrefløjsmagasin Tribune har interviewet Amani Sarahneh, der er talsperson for Den Palæstinensiske Fangeforening, en NGO i Nablus, som forsøger at dokumentere behandlingen af ​​palæstinensiske fanger og støtter dem, der er blevet løsladt.

Interviewet måtte afkortes, da Sarahneh måtte gå på grund af nyheden om en fanges død. Men hendes budskab var klart: De allerede ekstreme niveauer af fysisk, medicinsk og seksuel tortur, der bruges mod palæstinensere, er kun stigende – og sådanne forhold vil kun føre til oprør.

Michael Presberg: Mit første spørgsmål drejer sig om, hvordan Den Palæstinensiske Fangeforening har kunnet udføre sit arbejde, siden krigen i Gaza begyndte, og hvor barske ændringer der har været, også i forhold til at indsamle informationer.

Amani Sarahneh: Indtil december 2023 var vi ikke i stand til at komme ind i det israelske fængselsvæsen; derfor kunne vi kun få glimt af livet inden for murene. Dette var ikke en politik, der kun gjaldt palæstinensiske grupper. Røde Kors blev også nægtet adgang.

Ikke desto mindre kunne vi se, at noget havde ændret sig. Den eneste information, vi modtager, er når en fange blev løsladt, men de løsladte fortalte foruroligende nyt om tortur og tæsk. Desuden bemærkede vi en ændring hos fangerne ved deres løsladelse. Mange fanger, der blev fængslet efter den 7. oktober 2023, var allerede kendt af os som tidligere fanger. Denne gang var anderledes: De er knuste som mennesker og viste tegn  ikke bare på sult, men også på fysisk og psykisk mishandling.

Men efter drabet på Thaer Abu Asab den 18. november 2024, som tiltrak sig opmærksomhed fra både internationale og israelske menneskerettigheds-grupper og medier, var vi i stand til at få adgang. Abu Asab, der havde afsonet 20 år af en 25-årig dom, blev tævet ihjel for at spørge sin vagt – et medlem af Kateib, en berygtet frivilligenhed i israelske militær – om der ville blive erklæret en våbenhvile i Gaza.

Abu Asab var den sjette person, der døde i fængselsvæsenet, efter at krigen i Gaza begyndte, men som ved de andre fanger var det umuligt at få noget vidnesbyrd ud af det lukkede fængselsvæsen. I dette tilfælde lykkedes det os at få erklæringer fra fanger i hans blok – som også var blevet slået af vagter – for at kaste lys over forholdene i det israelske fængsel.

Thaer Abu Asabs død tiltrak tilstrækkelig opmærksomhed på det israelske fængselsvæsen til at tillade besøg fra advokater. Når det er sagt, så er det stadig ikke nemt, da vores advokater selv bliver udsat for ydmygelse og overgreb fra fængselsmyndighederne.

Ikke desto mindre har vi været i stand til at indsamle erklæringer fra fanger inde i fængslerne og fra løsladte fanger. Vi sidder sammen med hver enkelt, ofte i timevis, for at diskutere deres behandling. Dette er vigtigt for os, da de israelske myndigheder jævnligt forsøger at rejse tvivl om vores fortælling.

Michael Presberg: Hvad er det for systemer, som palæstinensiske fanger holdes under?

Amani Sarahneh: Der er to systemer: Fangerne, der er underlagt den israelske fængselsmyndighed, og dem, der er underlagt den israelske besættelseshær. Med hensyn til den israelske fængselsmyndighed har de siden krigens begyndelse slækket på det, de kalder en minimal levestandard i fængslet.

Konsekvensen for fangernes liv har været dramatisk og spænder fra det, der kan virke banalt til det alvorlige. Fanger i myndighedens varetægt [hvor fangerne overvejende er fra Vestbredden] får konfiskeret al deres ejendom: tøj, tæpper – endda skeer – og de nægter dem fjernsyn, radio, bøger og endda adgang til Koranen.

På den mere ekstreme side er volden fra frivillige enheder steget dramatisk: Vi var vant til tortur i forbindelse med afhøringsprocessen, men ikke under den almindelige afsoning. Nu er der blevet brugt fysisk vold mod hver eneste fange, vi har interviewet.

Situationen er alvorlig overalt, men det er værst i Naqab [Negev]. Vi har modtaget erklæringer om, at fanger er blevet hårdt slået på overkroppen. De viser os brækkede ribben mærker efter slag på deres kønsorganer.

Også fanger med alvorlige sygdomme og ældre fanger er blevet udsat for tæsk. En af ​​vores sager vedrørte en mand i 50’erne, arresteret kort efter krigen, som blev ført fra Ramallah til fangelejren Gush Etzion og slået hele vejen.

At slå er blevet til en kunst i fængslet. Nogle gange udføres tæsk med det udtrykkelige formål at påføre varige handikap og helbredsproblemer; ofte går vagterne efter at dræbe fangerne.

Situationen i Gaza er værre. Fanger fra Gaza holdes under militær jurisdiktion og ikke under det civile politi. Fanger fra Gaza er ofte ‘forsvundet’ i stedet for formelt tilbageholdt. Dette er forbundet med israelsk lovgivning om ‘ulovlige kombattanter’, som blev indført i 2002 for at håndtere Hizbollah. Det var ikke designet til brug mod tusindvis af fanger i Gaza. På grund af denne lovs karakter har vi ikke data om, hvor mange fra Gaza der er blevet fængslet, vi har kun antagelser.

I lang tid havde vi ikke adgang til fanger tilbageholdt under denne lov, men vi fandt en mekanisme, som har givet os mulighed for at inspicere disse fængsler sammen med israelske organisationer, der arbejder for menneskerettigheder. Det er et meget grimt system, og jeg har svært ved at tale om det.

Michael Presberg: Hvordan er forholdene i de to systemer? Hvordan er de blevet forværret siden krigen mod Gaza begyndte?

Amani Sarahneh: Vi taler ikke om forværring, men derimod om en skærpelse af en allerede eksisterende politik. Prygl, seksuel vold og tortur er altid blevet brugt i det israelske fængselsvæsen. Når vi taler om denne praksis – som vi betragter som politisk – bør det gøres klart, at de ikke er nye.

En udvikling, vi har set, er nægtelse af medicinsk behandling. Tag for eksempel tilfældet med Arafat Hamdan, fra Beit Sera nær Ramallah. Han har været type 1-diabetiker siden sin ungdom og blev nægtet både mad og insulin i fængselsvæsenet. Da hans tilstand forværredes, bad de andre fanger om, at han blev flyttet til en klinik. En dag, hvor han i længere tid ikke var stået op, gik en af ​​de andre fanger hen for at tjekke ham. Han lå død i sin celle.

I det militære system er forholdene forfærdelige: 25 procent af de tilbageholdte i nogle fængsler har fnat. Jeg mødte en fange, som i koldt vejr var iført en iturevet skjorte. Skab havde udviklet sig til svulster hen over hans arme, og hans krop blødte. Hans advokat sagde, at han ikke kunne fortsætte med interviewet, men fangen græd, da han forlod ham og bad ham om at tage ham med.

Vi har hørt om tilfælde, hvor israelske fængselsmyndigheder med vilje har flyttet fanger med skab ind i blokke, der var skabsfri for at sprede sygdommen. Vi har mistet mindst fire fanger til skab. En ved navn Abu Zneid døde, den dag vi besøgte ham – han havde haft skab i flere måneder uden medicin. Hans hud var ved at skalle af hans krop, og dele af den var faldet ned i hans seng.

55 palæstinensiske fanger er blevet myrdet i israelske fængsler siden den 7. oktober. Dette er en rekord i den palæstinensiske fængselshistorie, De fleste af de tilbageholdte, som vi ser det, døde som følge af tortur.

Michael Presberg: Mange palæstinensiske fanger tilbageholdes uden rettergang – er deres forhold på nogen bedre?

Amani Sarahneh: I dette tilfælde er der ingen forskelsbehandling – fem af de døde er administrativt tilbageholdte. Mange administrativt tilbageholdte er børn [på tidspunktet for interviewet var 95 børn i administrativ tilbageholdelse ud over de anholdte og sårede – det højeste i besættelseshistorien]. Sult bruges mod dem for at gøre dem til informanter, på samme måde som det bruges mod de syge: Børnefanger informerer os om, at de falder i søvn og vågner sultne. De tilbydes medicinsk behandling eller mad, hvis de samarbejder, bekender eller på anden måde giver information.

Effekten på politisk deltagelse og ytringsfrihed har været lammende. 33 procent af Vestbreddens fanger er administrative fanger, hovedsageligt fra Hebron-regionen. Hvis du er aktiv i din landsby eller i en organisation – vi har set folk blive tilbageholdt for at donere penge til at finansiere en ambulance – vil du sandsynligvis blive arresteret for administrative anklager.

En fange stod for en langvarig kamp mod administrativ tilbageholdelse – den første fange i Palæstina, der gik i individuel sultestrejke for at protestere mod tilbageholdelse uden rettergang. De rejste anklager mod ham, i håb om at han ikke ville sultestrejke igen, men det gjorde han alligevel. Han døde af sult i isolation.

Michael Presberg: Du nævnte seksuel vold. Hvor udbredt er denne form for vold i det israelske fængselssystem?

Amani Sarahneh: Seksuel vold og overgreb mod både kvinder og mænd er steget dramatisk. Jeg kan ikke give nøjagtige tal, men det er udbredt. En af de fanger, vi interviewede, rapporterede om udbredt seksuel impotens og handicap som følge af tæsk med den udtrykkelige hensigt at forårsage varig seksuel skade. En journalist, vi kender, sagde, at der var sket noget med hans kønsdele. Dette er, efter vores mening, et udtryk for folkedrab.

I Gaza-systemet er mishandling chokerende. Soldater har urineret på fanger og har lejlighedsvis oversprøjtet dem med spildevand. Jeg har venner i Gaza med sønner, der har været igennem den slags ting. I en af ​​de mest alvorlige sager interviewede vores advokater en fange, som havde fået stukket en ildslukker ind i sin anus, som derefter blev tændt.

Men naturligvis vedrører den værste mishandling palæstinensiske kvinder. Vi har modtaget vidneudsagn fra kvinder, der blev truet med at blive voldtaget, og som er blevet udsat for kropsvisitering helt nøgne i fængslerne. Ofte bliver de under frohørene ikke stillet politiske spørgsmål, men man spørger dem, hvor mange mænd de har knaldet med, truer med at voldtage dem og vil høre om detaljer i den anholdtes seksuelle liv.

Kvinder bliver generelt taget til Ofer-fængslet, derefter til HaSharon, hvorfra de fordeles i hele det israelske fængselssystem. Når kvinder ankommer til HaSharon, bliver de alle beordret til at klæde sig af, og derefter scannes de med en kropsscanningsstav, der normalt bruges til påklædte fanger. De bliver så slået med denne stav. Jeg interviewede en kvinde, der besvimede, og som fortalte mig sin historie.

Særligt bekymrende er forholdene i Damon-fængslet i Haifa, hvor de er tilbageholdt i et fængsel bygget under det britiske mandat, som skulle rives ned, men som er fortsat for at kunne rumme det stigende antal fanger.

I september 2024 blev en ny fængselsleder indsat i Haifa. Han var fysisk meget aktiv over for kvinderne inde i fængslet. Hver uge er der en undertrykkende kampagne, hvor de vælger kvinder til at gå ind i tre rum til en strip-visitering, hvorefter de får lov til at klæde sig på igen og tvinges til at knæle i gården i seksuelt ydmygende stillinger, med hænder og ben lænket.

En af de kvindelige anholdte vidste, at hun ville blive løsladt dagen efter. Lederen bemærkede, at hun virkede glad, fjernede hendes hijab, lagde hovedet mellem hendes ben og truede med at voldtage hende.

Michael Presberg: Hvordan ser du tingene udvikle sig?

Amani Sarahneh: Når fanger holdes under sådanne forhold, vil det føre til oprør i fængslerne – vi betaler selvfølgelig prisen. Flere vil dø.

Michael Presberg er medlem af Labour. Artiklen er oversat fra Tribune af Anne Haarløv.