Reservesoldater I den israelske hær IDF. Foto: Israel Defense Forces – CC BY 2.0, Wikimedia

Ingen kan angive præcise tal. Ingen politiske partier eller ledere opfordrer udtrykkeligt til det. Men alle, der har brugt tid på protester mod regeringen, eller som har fulgt de hebraisksprogede sociale medier i de seneste uger, ved, at det er sandt: Det bliver mere og mere legitimt at nægte at melde sig til militærtjeneste i Israel – og ikke kun blandt de radikale venstreorienterede.

I tiden op til krigen var snakken om at nægte – eller mere præcist at “ophøre med at melde sig frivilligt” til reserven – blevet et vigtigt element i de massive protester mod den israelske regerings domstolsreform. Da protesterne var på deres højeste i juli 2023, erklærede over 1.000 piloter og ansatte i luftvåbnet, at de ikke ville møde op til tjeneste, med mindre forslaget blev stoppet, hvilket førte til advarsler fra højtstående militære embedsmænd og chefen for Shin Bet om, at reformen bragte den nationale sikkerhed i fare.

Den israelske højrefløj hævder den dag i dag, at disse trusler om at nægte tjeneste ikke bare opmuntrede Hamas til at angribe Israel, men også at de svækkede hæren. Men i virkeligheden forsvandt alle truslerne op i luften den 7. oktober, hvor demonstranterne i massivt omfang og med stor entusiasme meldte sig frivilligt.

I 18 måneder har langt størstedelen af Israels jødiske befolkning bakket op om angrebet på Gaza. Men især efter at regeringen besluttede at bryde våbenhvilen i sidste måned, er der begyndt at vise sig sprækker.

I de seneste uger har medierne rapporteret om et markant fald i antallet af soldater, der møder op til reservetjeneste. Selv om de nøjagtige tal er en velbevaret hemmelighed, blev forsvarsminister Israel Katz i midten af marts informeret af hæren om, at fremmødeprocenten lå på 80 procent sammenlignet med omkring 120 procent umiddelbart efter 7. oktober. Ifølge Kan, Israels nationale tv-station, var dette tal et fupnummer: Det sande tal er tættere på 60 procent. Andre rapporter taler om fremmøde på 50 procent eller lavere, og nogle reserveenheder forsøger at rekruttere soldater via de sociale medier.

“Nægtelse kommer i bølger, og dette er den største bølge siden den første Libanon-krig i 1982,” sagde Ishai Menuchin, en af lederne af nægterbevægelsen Yesh Gvul (“Der er en grænse”), som blev grundlagt under den krig, til +972.

Ligesom værnepligten i de regulære styrker gælder ved 18 års alderen, er det obligatorisk for israelere at tjene i reservestyrkerne, når de indkaldes, indtil de fylder 40 år (selvom dette kan variere afhængigt af rang og enhed). I krigstid er hæren stærkt afhængig af disse styrker.

Ved krigens start oplyste hæren, at den havde rekrutteret omkring 295.000 reservister ud over de ca. 100.000 soldater i almindelig tjeneste. Hvis rapporterne om 50-60 procent fremmøde i reserven er korrekte, betyder det, at over 100.000 mennesker er holdt op med at møde op til reservetjeneste. “Det er et enormt tal,” bemærkede Menuchin. “Det betyder, at regeringen vil få problemer med at fortsætte krigen.”

“Den 7. oktober skabte oprindeligt en følelse af ‘Sammen vil vi vinde’, men den er nu forsvundet,” siger Tom Mehager. Han nægtede at gøre tjeneste under den anden intifada og står nu for en side på de sociale medier, hvor han lægger videoer op af tidligere militærnægtere, der forklarer deres beslutning. “For at angribe Gaza er det nok med tre fly – men når folk nægter, sætter det stadig røde linjer. Det tvinger systemet til at forstå grænserne for dets magt.”

“Dag efter dag ser jeg nægtererklæringer”
Størstedelen af dem, der nægter at lade sig hverve, ser ud til at være såkaldte “grå nægtere” – folk, der egentlig ikke har noget ideologisk imod krigen, men som snarere er blevet demoraliserede, trætte eller trætte af, at den trækker ud så længe. Ved siden af dem er der et lille, men voksende mindretal af reservister, som nægter af etiske grunde.

Ifølge Menuchin har Yesh Gvul været i kontakt med over 150 ideologiske militærnægtere siden oktober 2023, mens Ny Profil, en anden organisation, der støtter militærnægtere, har behandlet flere hundrede sådanne sager. Men hvor teenagere, der nægter at deltage i værnepligten af ideologiske årsager, idømmes fængselsstraffe på flere måneder, kender Menuchin kun til én reservist, der er blevet straffet for at nægte for nylig – en dom på to ugers prøvetid.

“De er bange for at sætte militærnægtere i fængsel, for hvis de gør det, kan det ødelægge modellen med ‘folkehæren’,” forklarer han. “Regeringen forstår dette, og derfor presser den ikke for hårdt på; den nøjes med, at hæren afskriver nogle få reservister, som om det vil løse problemet.”

Derfor synes Menuchin, at det er svært at vurdere det sande omfang af dette fænomen. “Under Libanon- krigen var vores vurdering, at for hver militærnægter, der kom i fængsel, var der yderligere 8-10 ideologiske militærnægtere”, siger han. “Så hvis 150 eller 160 mennesker har erklæret, at de ikke vil i hæren af ideologiske grunde, er det rimeligt at anslå, at der er mindst 1.500 ideologiske nægtere. Og det er kun toppen af isbjerget [eftersom der er langt flere ikke-ideologiske nægtere].”

Men ifølge Yuval Green – som nægtede at fortsætte sin tjeneste i Gaza efter at have nægtet at adlyde en ordre om at sætte ild til et palæstinensisk hjem, og som nu leder en antikrigsbevægelse ved navn “Soldater for gidslerne, hvor 220 reservister har skrevet under på deres afvisningserklæring – fortæller denne opdeling i to kategorier ikke hele historien.

“Der er flere og flere mennesker, som ikke nødvendigvis bekymrer sig om palæstinenserne, men som ikke længere har det godt med krigens mål,” forklarer han. “Jeg kalder det ‘grå-ideologisk afvisning’. Jeg har ingen mulighed for at vide, hvor mange der er, men jeg er sikker på, at det er mange.”

“Tidligere var folk, jeg kendte, virkelig vrede på mig [for at opfordre til at nægte]”, fortsatte Green. “Nu føler jeg mig meget mere forstået. Vi er blevet mere relevante. Medierne dækker os; vi blev inviteret til Kanal 13 og Kanal 11. Dag efter dag ser jeg erklæringer om at nægte tjeneste.”

De seneste eksempler er mange. I sidste uge offentliggjorde Haaretz en kronik af en mor til en soldat, som sagde: “Vores børn vil ikke kæmpe i en messiansk krig efter eget valg.” En anden kronik i samme avis af en anonym soldat erklærede: “Den nuværende krig i Gaza har til formål at købe politisk stabilitet med blod. Jeg vil ikke deltage i den.”

Andre er mindre eksplicitte, men resultatet er det samme. I et nyligt interview undlod den tidligere højesteretsdommer Ayala Procaccia at støtte nægtelse, men opfordrede til “civil ulydighed”. Den 10. april offentliggjorde næsten 1.000 reservister fra luftvåbnet et åbent brev, hvor de krævede en gidselaftale, der ville afslutte krigen. De fik kort efter følgeskab af hundredvis af reservister fra flåden og eliteefterretningstjenesten Enhed 8200. Premierminister Netanyahu svarede: “En nægtelse er en nægtelse – selv når det siges implicit og i et hvidvasket sprog.”

Regimets legitimitet er i fare

Yael Berda, der er sociolog ved Hebrew University og venstrefløjsaktivist, forklarede, at den faldende vilje til at møde op til reservetjeneste først og fremmest skyldes økonomiske bekymringer. Hun henviste til en nylig undersøgelse foretaget af den israelske arbejdsformidling, som viste, at 48 procent af reservisterne rapporterede om et betydeligt indkomsttab siden 7. oktober, og 41 procent sagde, at de var blevet fyret eller tvunget til at forlade deres job på grund af længere perioder i reserven.

Menuchin tillægger også økonomiske faktorer stor betydning, men giver en yderligere forklaring: “Israelerne vil ikke føle sig som tabere, og de er nu nået til et punkt, hvor de føler, at de bliver udnyttet. De ser andre blive undtaget, og de forventer, at hvis der sker dem noget, er der ingen, der vil støtte dem eller deres familier. Der er en følelse af forladthed: De ser gidslernes familier crowdfonde bare for at overleve. Bundlinjen er, at staten ikke rigtig er der, og det bliver klart for flere og flere israelere.

“Der er en masse fortvivlelse,” fortsatte Menuchin. “Folk ved ikke, hvor det er på vej hen. Man ser, hvordan folk skynder sig at få udenlandske pas – selv før den 7. oktober – og søger efter ‘bedre’ steder at emigrere til. Der er en voksende tilbagetrækning til bekymring for ens egen interessegruppe. Og frem for alt bliver gidslerne ikke bragt tilbage.”

Når det gælder ideologisk afvisning, identificerer Berda flere kategorier. “En type afvisning stammer fra ‘det, jeg så i Gaza’, men det er et mindretal,” forklarer hun. “En anden type er tab af tillid til ledelsen, især da regeringen ikke gjorde alt, hvad den kunne, for at få gidslerne tilbage. Der er en utålelig kløft mellem, hvad regeringen sagde, den gjorde, og hvad den faktisk gjorde. Og denne kløft får folk til at miste tilliden.”

En yderligere kategori, fortsatte Berda, er “afsky for offerdiskursen”, som fremmes af den religiøse højrefløj, der ledes af folk som Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich. “Det er en slags modreaktion på bosætternes fortælling, som siger, at det er godt at ofre sit liv for noget større,” forklarede Berda. “Folk reagerer på forestillingen om, at kollektivet er vigtigere end individet, ved at sige: ‘Statens mål er vigtige, men jeg har mit eget liv’.”

Berda bemærkede, at trusler om at nægte var en stor del af protesterne mod regeringen i 2023, men hævdede, at “nu, efter sammenbruddet af våbenhvilen, kan man sige, at hele protestbevægelsen er imod krigen på det grundlag, at det er Netanyahus krig . Det er helt sikkert noget nyt; der har aldrig været et sådant brud, hvor regimets legitimitet er i fare.

“I 1973 sagde de, at Golda [Meir] var inkompetent, at hun begik fejl, men ingen tvivlede på hendes loyalitet,” fortsatte Berda. “Under den første Libanon-krig var der tvivl om [Ariel] Sharons og [Menachem] Begins loyalitet, men det var marginalt. Nu, især i lyset af “Qatargate”-affæren [efterforskning af Sharons nærmeste rådgivere for at modtage bestikkelse for at fremme Qatars interesser i Israel, o.a.], er folk overbeviste om, at Netanyahu er villig til at ødelægge staten for sin personlige vindings skyld.”

Alligevel har bølgen af nægtelse og manglende fremmøde endnu ikke tvunget hæren i knæ. “Mange siger: ‘Der er regeringen, og der er staten’,” forklarede Berda. “Disse mennesker gør stadig tjeneste, fordi de klynger sig til staten og dens sikkerhedsinstitutioner – for hvis de ikke tror på dem, har de intet tilbage.

“Offentligheden forstår, at i det øjeblik tilliden til hæren brydes, er historien slut – og det er skræmmende,” fortsatte hun. “De er bange for at blive involveret i at få hæren ned med nakken, fordi det ville gøre dem medskyldige. Bibi tvinger israelerne ud i [hvad de ser som] et forfærdeligt valg. Uanset hvad du gør, vil du være medskyldig i en forbrydelse: enten folkemord eller afvikling af staten.”

11. april 2025

Meron Rapoport er redaktør af det hebraisk-sprogede nyhedsmedie Local Call, hvor artiklen først blev bragt.

Oversat fra +972 Magazine af Åge Skovrind