Scener, hvor enorme vandmasser strømmer gennem marker, bjerge, landeveje og bygader – værst i provinserne Baluchistan og Sindh, og i mindre grad i Khyber, Pakhtunkhwa og den sydlige del af Punjab – har været vist i alverdens medier i de sidste par uger, og retter fokus på det kollaps, som Pakistan gennemlever. Træer, hoteller og boliger – alt væltes rundt, som var det et jordskælv. Endnu mere rædselsvækkende var det at se, hvordan børn forgæves kæmpede for modstå vandmasserne.

Indtil nu har oversvømmelserne kostet ca. 1.400 mennesker livet, ødelagt omkring 220.000 huse, dræbt 800.000 husdyr og ødelagt afgrøder på et område på størrelse med Sjælland. 116 amter og 35 mio. mennesker (ca. 15 procent af landets befolkning) er blevet påvirket i varierende grad.

Katastrofen, som den daglig rapporteres af Det nationale Kriseberedskab (NOMA), har nået et sådant omfang, at den tæller blandt de værste og mest spektakulære klimakatastrofer i det sidste århundrede. Dette er ikke nyt for Pakistan, for også i 2010 var der flere lignende forfærdelige hændelser, som da en monsun af hidtil uset omfang i de nordvestlige områder gav oversvømmelser, der ødelagde bjergene og lavlandet. Forskellen på dengang og i dag, skrev NOAM den 26.08., består i, at den aktuelle monsun har givet nedbørsmængder, der ligger 2,86 gange over det nationale gennemsnit for de seneste 30 år, i nogle provinser op til fem gange det normale.

Situationen i de områder, der er ramt af oversvømmelse, er endnu værre. Her mangler der mad flere steder, og dér, hvor der er noget, slås folk for at få fat i de fødevarepakker, som bistands-organisationerne uddeler. Mennesker er så desperate, at de mister al værdighed og selvrespekt.

Bekymrende er det, at oversvømmelserne skete på et tidspunkt, hvor den politiske situation har været den mest kaotiske i flere år. Det hidtil regerende parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI) er nu i opposition som følge af det mistillidsvotum, der blev stillet for at få udskrevet valg – midt under katastrofen. For at gøre ondt værre, så er regeringen blevet tvunget til at skære ned på subsidierne til spiseolie, og samtidig hæve afgifterne på elektricitet, for at kunne leve op til IMF’s krav, inden en hjælpepakke udløses.

Manglende statslige initiativer eller hyppige distraktioner?

Eftersom ekstreme vejrforhold ikke er noget nyt for landene i det Globale Syd, kan og skal der rejses en kritik af de manglende forebyggende foranstaltninger, der skulle iværksættes for at mindske de alvorlige konsekvenser.

Lande som Pakistan kan kun gøre lidt for at modvirke de oversvømmelser, der skyldes monsunen. Ikke for at fritage de lokale myndigheder for deres ansvar, for alt lige fra den forældede kloakering og den utidssvarende vandbygningsinfrastrukturer til den skødesløse byplanlægning, salg af land- og skovarealer til militæret, og til fravær af faciliteter, der kan klare oversvømmelserne. Listen er lang med emner, der ikke får den nødvendige skærpede opmærksomhed. Hertil kommer manglende investeringer i infrastrukturen. Myndighederne er indifferente, når det gælder nødvendigheden af at etablere de styringsstrategier, der har vist sig effektive i vores naboland Kina.

Det er absolut afgørende at etablere en effektiv krisestab, der kan tage sig af oversvømmelserne med henblik på at forebygge og mindske skadernes omfang, men i sig selv vil dette også være en distraktion og en fælde. Dels fordi den pakistanske forvaltningskultur ikke vil være i stand til at tilvejebringe mekanismer, der kan forhindre oversvømmelserne i at udvikle sig til katastrofer. Og dels fordi det vil bidrage til at aflede opmærksomheden fra krisens mest fundamentale kræfter, dens årsager og virkninger. Endelig vil en krisestab være en fælde, der vil kunne blokere for alternative forslag.

Risikostyringen i forbindelse med oversvømmelserne kan sammenlignes med den distraktion, der hedder teknologiforblændelse, og som hævder, at kun den teknologiske udvikling kan frelse os fra de igangværende klimakriser. Der er ingen tvivl om de nye teknologiers evne og kapaciteter, men hvis teknologibaserede afværgeforanstaltninger opfattes som et instrument, der kan medvirke til at etablere en tilstand, hvor naturen atter er tilgængelig for udbytning, da vil vi øjeblikkelig blive konfronteret med den farlige dialektik, der involverer videnskabens kompleksitet på den ene side, og uvidenskabelige vildfarelser om uendelig vækst og forbrugerisme på den anden side.

Tag for eksemplerne teknologier om indfangning af CO2, der kan være yderst nyttige, når det gælder om at overvinde noget af det kaos, der skyldes den grænseløse vækst, men præcis hvordan? Spørgsmålet beror også her på, hvorvidt vi stræber efter business-as-usual og forventer, at CO2-indfangnings-teknologier kan opfylde målet, eller om vi skaber radikale ændringer i det økonomiske system og bruger disse teknologier som et hjælpemiddel i processen.

Det udtømte styringsbegreb

Ganske som teknologier til CO2-fangst, der ikke besvarer spørgsmålet om den overproduktion og hyperforbrugerisme, der driver CO2-udslippet i vejret, så kan en effektiv krisehåndtering af oversvømmelserne vise sig at være utilstrækkelig, når ekstrem monsunregn skal håndteres.

Monsunregnen og andre ekstreme vejrhændelser viser os, at vi befinder os i en økologisk krise, der udfordrer de økonomiske og politiske ressourcer, som statens kriseberedskab råder over.

De hidtidige klima- og miljøkriser har afsløret systemets indbyrdes destruktive modsætninger. Ikke alene tvang de den lineære vækstprogression til at holde pause, de udstillede også skrøbeligheden i de milliarddyre spekulative strukturer.

Det økonomiske systems evne og kapacitet til at kunne styre kriserne kunne for længst være udtømt, givet situationens alvor med den uendelige række af rystelser og chok. Men systemet har været solidt nok til at kunne absorbere disse påvirkninger og overleve, om end i såret tilstand, som det bl.a. har manifesteret sig med stramningerne efter finanskrisen i 2008, og den generøsitet, der fulgte med covid-krisen.

Ingen af de to begivenheder egner sig imidlertid til en situation, hvor der forekommer voldsomme klimabegivenheder eller økologiske kriser, da disse grundlæggende rejser tvivl om måden at forvalte på. Klimahændelser er grundlæggende af en anden beskaffenhed end økonomiske eller sundhedsmæssige kriser. Der er tale om kriser, der stiller krav om altomfattende og nye normer eller standarder. Kriser, der ikke længere kan håndteres indenfor den gældende normative tilstand, men kræver et gennemgribende eftersyn, og en total transformation af de nuværende rammer.

Sæsonbestemt sårbarhed

Hvis de økologiske krisers natur er sådan, at de udfordrer systemets ledelsesmæssige kapaciteter i sin helhed, hvad kan vi da forvente i et land som Pakistan, hvor der er tale om markante geografiske forhold, der påvirkes af de mest katastrofale klimaforandringer, og det til trods for, at Pakistan kun bidrager med under én procent, når det gælder om at bringe biosfæren i fare. Pakistans befolkning bærer byrderne fra forbrydelser, som de ikke har haft nogen andel i. Tilstrømningen af solidaritet og donationer fra stater, organisationer og enkeltpersoner fra hele verden er enestående, men det kan intet land leve af, for på et tidspunkt trækker vandet sig tilbage, og så bliver det atter hverdag, og så tørrer donationerne erfaringsmæssigt ud.

Mens monsunsæsonen drukner over en tredjedel af landet, så er vintrene i Punjabs storbyer, især i Lahore, præget af smog i flere måneder, en bizar blanding af tåge og giftig smog, der stammer fra opvarmning med trækul og totakts-scootere, og som gør det umuligt at trække vejret uden at beskadige luftvejssystemet. Hertil kommer de regelmæssige, fatale hedebølger, især i de sydlige provinser, Sindh og Baluchistan, der rummer nogle af klodens varmeste byer. Situationen er lige så slem i den nordlige del af landet, hvor mange gletchersøer smelter på grund af de høje temperaturer, efterfulgt af voldsom regn, som forårsager betydelige skader i denne bjergrige region.

Både Pakistan og nabolandene, Indien og Sri Lanka, er nogle af klodens mest sårbare områder; de har oversvømmelserne, hedebølgerne og smoggen til fælles. Måske er det værre for Indien og Sri Lanka, fordi begge har lange kyststrækninger. Andre lande i Asien, Afrika og Latinamerika befinder sig i samme situation. Det globale Syd rammes i dag af enorme trusler fra klimaforandringerne, der konstant forøver skader i et uopretteligt omfang.

Klimareparationer er ikke nok

Klimaforandringernes apokalyptiske manifestationer tvinger os til at gå om på den anden side af de kosmetiske forholdsregler, halvhjertede reformer og dårligt gennemtænkt økologi. Med et fast blik på den alarmerende situation i det globale Syd, da vil de internationale bestræbelser på klima-reparationer ikke ikke være tilstrækkelige, hvis ikke de ledsages af fuld eftergivelse af landenes gæld.

Det vil delvis hjælpe det globale Syd til at kunne klare kriserne, for klimakriserne kræver en langt dybere indgriben – et radikalt skifte i vores tilgang til mennesker, dyr, natur og alt det, der udgør planetens liv. Økofeminister i det globale Syd viser vejen og respekterer naturen som et hjem. En fremspirende symbiose mellem den arbejdende kapitals bevidsthed, og den kreative politiske handling er på vej. De oprindelige folk i Latinamerika og Afrika har erkendt grænserne for planetens liv. Vi er derfor nødt til at se på de tanker og handlinger, der har bragt os der, hvor vi befinder os i dag.

23. september 2022

Bilal Zahoor er redaktør af Folio Books, et uafhængigt forlag i Lahore, og medlem af Haqooq-e-Khalq, et anti-kapitalistisk græsrodspolitisk projekt. Han er desuden redaktør af Rethinking Pakistan. A 21st Century Perspective (Antern Press, 2020)

Oversat og bearbejdet fra New Politics af Arne Lund