Dermed er det tid til at gøre status over et dramatisk forløb, men også til at huske bagtæppet og se med overordnede briller på resultaterne. Der er gode argumenter for at overveje et nej.
Et stort salgsnummer ved præsentationerne har været, at reallønnen var sikret. Man kan jo også mene, at det måtte være et absolut minimum, når man fornyede sine aftaler, at medlemmernes købekraft ikke blev forringet i den kommende periode.
Sikret realløn?
På tværs af områder kan man sige, at den generelle lønstigning ligger på op til 6,37 % over 3 år, eller lidt over 2 % om året. Udmøntningsprofilen er interessant, da år 1 indeholder de største lønstigninger på ca. 3 %.
Alt dette lyder jo umiddelbart fornuftigt, når Nationalbankens hovedscenarie er, at inflationen i år stiger med ca. 1,8 %. Så burde der jo være udsigt til en reallønsfremgang. Der er dog nok to væsentlige elementer som skal huskes i debatten, og som forhandlerne ikke rigtigt har prioriteret at sige.
Det ene er, at forudsigelserne er forbundet med stor usikkerhed - ikke mindst i en treårig periode. Foranlediget af USA’s og Israels angreb på Iran og den aktuelle politiske og økonomiske situation har Nationalbanken allerede nu advaret om en inflation på op til 4,5 %. Hvis dette bliver resultatet, ser vi pludselig frem til en betydelig reallønsnedgang.
Hvilken økonomisk ramme er god?
En anden væsentlig pointe er, hvad rammen egentlig var på det private område. På det private område regner man ikke i procenter, og derfor kan der ikke direkte beregnes en ”samlet økonomisk ramme”, som kan sammenlignes. Men med alle elementer lagt sammen, så rammer det offentlige en samlet ramme på ca. 9,2 % (herunder alle forbedringer for enkeltgrupper, barns tredje sygedag mm.). Til sammenligning var forliget på det private område et sted mellem 10 og 11 %. Ergo halter den offentlige lønudvikling stadigvæk efter den private.
En ny og individualiseret tilgang til rettigheder
Et stærkt ønske blandt mange medlemmer har været ønsket om en ”fritvalgsordning”, som man kender det på det private område. En fritvalgsordning bygger på ideen om, at medarbejdere får mulighed for at tilkøbe sig frihed. En slags opsparing, hvor man selv råder over, hvad man prioriterer – øget frihed, pension, løn e.l.
Problemet med ønsket er, at frivalgsordningen på det private faktisk aldrig har givet mulighed for at ”tilkøbe sig frihed”. Det er faktisk noget af det eneste, ordningen ikke kan bruges til.
Ordningen er en opsparingsordning, hvor allerede aftalte frihedsrettigheder (barns sygedage, seniordage, på visse områder 6. ferieuge mm.) kan betales fra ordningen, så man ikke oplever lønnedgang.
Kort sagt er det altså vejen mod en individualisering, hvor medarbejderen får stillet sin ”lønsum til rådighed” og så kan bruge den på at betale for de frihedsrettigheder, der kollektivt er tilkæmpet.
Det betyder jo logisk nok, at de medarbejdere, der f.eks. ikke afholder seniordage, de får en større udbetaling end de medarbejdere, der har seniordage og vælger at bruge kontoen til at dække det løntab, der svarer til dette. Det betyder de facto, at seniordage fremover betyder en lønnedgang, fremfor at være en kollektivt finansieret rettighed, hvor kollektivet betaler for, at den enkelte ikke skal opleve lønnedgang grundet livssituationen.
Et stort arbejdsgiverønske var, at barns sygdom – på lige fod med det private – også skulle være en del af den offentlige fritvalgsordning. Men netop grundet denne beskrevne dynamik, ville det jo klart medføre en kønsskævhed, samt dårligere vilkår for børnefamilier. Det lykkes at holde disse rettigheder ude. Derimod blev den 6. ferieuge (feriefridagene) en del af ordningen. Hvilket jo er med en klar forventning om, at når alternativet til afholdelse er udbetaling – så vil flere vælge at arbejde og få pengene, frem for at benytte muligheden for at afholde ferie. Dermed betyder dette et øget arbejdsudbud, mindre fritid. Det lykkedes dog, som betaling herfor, at få indskrevet en ekstra omsorgsdag, så frihedsrettigheden nu fremover er tilføjet én ekstra omsorgsdag for visse grupper.
Man må nok konstatere, at med denne type ordning, så har vi desværre nok set den sidste kollektive betalte frihedsrettighed. Ligesom på det private område. Fra nu af vil alle nye ideer, udvidelse af seniorordning, børneomsorgsdage mm., forventeligt blive en del af fritvalgsordningen og dermed genstand for individualiseret betaling.
Sejr i retten, selvbetaling i overenskomsten
En betydelig forstyrrelse i forhandlingerne var den meget omtalte ’deltidsdom’, der i starten af februar fastslog, at deltidsansatte havde ret til overarbejdsbetaling ved merarbejde, på lige fod med fuldtidsansatte.
Et kæmpe drama faldt dermed ned i forhandlingerne. Hvor f.eks. KL (de kommunale arbejdsgivere) alene kunne berette om ca. 4,9 millioner merarbejdstimer årligt, som fremover skulle have overarbejdsbetaling.
Sejren var ren, og fagbevægelsen ryddede bordet – takket være EU-lovgivning.
Men på det offentlige område har man jo valgt at acceptere en indbygget logik om en ”samlet ramme”, som skal finansiere OK-resultaterne. Samt at måle sig op mod de privatansatte via en reguleringsordning. Dette betyder, at når lønnen stiger hos det offentlige – f.eks. ved at deltidsansatte fremover skal have overarbejdsbetaling – så vil lønsummen stige, og så vil den generelle lønudvikling blive reguleret tilsvarende ned. Og når man har accepteret en samlet ramme, så skal dette jo så finansieres af de fuldtidsansatte.
Regnemaskinen påregner end ikke f.eks. den forventeligt voldsomme adfærdsregulering, der vil ske, når arbejdsgiverne ikke længere kan misbruge deltidsansatte som fleksibel arbejdskraft til normal timeløn, men faktisk skal honorere dem med overtidsbetaling. Så man påregner ikke, at flere deltidsansatte vil blive sat op i tid.
Dermed har man løst denne ’udfordring ift. rammen’, ved at skære i de 2 %, der er aftalt til initiativer eller lønudvikling i ”organisationsforhandlinger” på det regionale og kommunale område. De skal modregnes 60 % af den forventede lønfremskrivning som følge af denne sejr. Det betyder konkret, at omsorgs- og pædagogmedhjælpere i kommuner, som har mange deltidsansatte, ikke får 2 % til forhandling, men fratrækkes 0,78 %, som man allerede mener er givet ved den nye retspraksis fra dommen. På SOSU-området i kommunerne løber det op i svimlende 135 millioner, som denne faggruppe får i mindre lønudvikling, grundet dommen.
Dermed har man, kort sagt, forvandlet en 100% klar juridisk sejr til en 60 % selvbetalt sejr…
Gode argumenter for et nej
Uanset hvad, så er det nu op til medlemmerne at stemme om resultatet. Som det fremgår, er der masser af gode argumenter for et nej! Men selvfølgelig må stemmeafgivningen afhænge af styrkeforholdene i klassekampen - og i fagbevægelsen. Kan der mobiliseres til en kamp for et bedre resultat - og hvilke muligheder er der for solidaritet og opbakning, der kan give mulighed for sejr? Derfor er den vigtigste opfordring: At bruge anledningen til at snakke med kollegaerne, organisere noget, stille spørgsmål til den lokale fagforening osv. Bland jer i debatten og find fællesskab med andre aktive.
Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 6. april 2026
