Læsetid: 17 minutter

For størstedelen af venstrefløjen har neoliberalismen siden 1980’erne været et udtryk brugt for at identificere den moderne kapitalismes karakter. Neoliberalisme er blevet defineret som privatisering af offentlig ejendom og tjenester, deregulering, fri markedshandel og globalisering. Siden den økonomiske krise i 2008 og sammenbruddet af den neoliberale model har nogle venstreorienterede såvel som liberale analytikere hævdet, at dette koncept ikke er tilstrækkeligt til at definere den globale kapitalismes aktuelle karakter (note 1). Det forklarer ikke statsmodellen for de nye fremadstormende økonomier, og heller ikke den seneste vækst i autoritær statsmagt i de vestlige lande.

 

I sin nye bog, State Capitalism: How the Return of Statism Transformed the World, hævder Joshua Kurlantzick hævder, at ”en ny æra af statskapitalisme” er i fremgang overalt i verden (s. 3, 7). Han tilbyder nogle vigtige fakta og analyser om den globale økonomis retning, opregner de funktioner, der er nye i denne nye type statskapitalisme, og argumenterer for, at den er mere modstandsdygtig over for kapitalistiske kriser. Selvom hans udgangspunkt er som medlem af den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations, kan han give socialistiske læsere et indblik i den globale kapitalismes nuværende retning.

 

1. Hvad er den “nye type statskapitalisme”? Hvordan adskiller den sig fra tidligere former for statens intervention eller fra det 20. århundredes former for statskapitalisme, der eksisterede i Sovjetunionen, det maoistiske Kina, udviklingen i den Østasiatiske model eller vestlige velfærdsstater og blandingsøkonomier?

 

Kurlantzick definerer statskapitalisme som statsligt ejerskab eller betydelig statslig indflydelse over mere end en tredjedel af de 500 største virksomheder (efter indtægter) i et land. Dette statslige ejerskab eller kontrol er ikke begrænset til sektorer som energi, forsvar og kommunikation. Det er ikke isolering fra verdensmarkedet, men er åbent for global handel og teknologisk innovation. Det anvender også moderne ledelse, akkurat som andre multinationale selskaber, og fyrer ledere, der ikke skaber profit.

 

Ifølge Kurlantzicks definition er Kina det mest fremtrædende statskapitalistiske land i verden. I rækkefølge fra de mest til de mindst effektive falder følgende stater imidlertid i denne kategori: Singapore, Norge, Malaysia, Thailand, Tyrkiet, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Kina, Sydafrika, Brasilien, Indonesien, Indien, Vietnam, Argentina, Kazakhstan, Venezuela, Rusland, Saudi-Arabien, Iran, Uzbekistan, Egypten, Algeriet.

 

Kurlantzick hævder, at selv om stater har blandet sig i deres økonomier i århundreder, er statsindgreb blevet langt mere omfattende på verdensplan i de seneste to årtier. Denne intervention er ikke begrænset til statsudgifter og arbejdsprojekter, beskyttelse af indenlandske industrier (gennem told og subsidier) og kontrol af strategiske industrier. Det er ikke en nødsituation som f.eks. hjælpepakken i 2008 til konkursramte firmaer i USA og statsligt ejerskab af General Motors. Det er heller ikke rettet mod at skabe uafhængighed gennem selvforsyning eller skabelse af en ren statsejet økonomi. I stedet kombinerer denne nye statskapitalisme strategier for offentlige virksomheder med aspekter af frimarkedsstrategier kendt fra multinationale virksomheder. ”Således kan det have en bedre chance for at overleve på langt sigt sammenlignet med strategier anvendt af det maoistiske Kina, Sovjetunionen og endda en mere demokratisk statskapitalisme i det 20. århundrede som Frankrig” (s. 22).

 

Denne statskapitalisme er heller ikke monolitisk, men forstås bedre som et bredt spektrum (s. 7). Med Norge som undtagelsen inkluderer det som oftest de mest autoritære og pseudodemokratiske stater. Inden for dette spektrum koncentrerer Kurlantzick sig om Kina og de nye økonomier.

 

2. Hvilke faktorer har dannet grundlag for denne nye type statskapitalisme siden slutningen af 1990’erne?

Forfatteren skønner, at de to vigtigste faktorer er den asiatiske finansielle krise i 1997 og den finansielle og økonomiske krise i 2008.

 

I 1990’erne eksperimenterede de tidligere stater i det kollapsede Sovjetunionen med implementering af den såkaldte Washington Konsensus (foreslået af økonomen John Williamson for Latinamerika i 1980’erne). Det samme gjorde Indien samt afrikanske og latinamerikanske lande, der havde fulgt den centralt planlagte model for en uafhængig selvforsyning. Modellen Washington Konsensus havde til formål at reducere regeringsinterventioner og statsudgifter samt fremme private ind- og udenlandske investeringer såvel som handelsliberalisering. Men ifølge Joseph Stiglitz mislykkedes strategien, og den forventede vækst udeblev i de fleste nationer (s. 54).

 

Kurlantzick anerkender, at den neoliberale model i 1990erne i Afrika, Latinamerika, Sydasien og Østasien pressede folk ud i fattigdom, øgede arbejdsløsheden for størstedelen af de arbejdende befolkningsgrupper i nye lande og førte til stigende spekulation og bobler, som igen førte til den asiatiske finansielle krise i 1997: ”I modsætning hertil overlevede Malaysia og Kina, som forhindrede IMFs rådgivning og holdt deres valutaer bundne og beskyttede, og mange af deres banker og store virksomheder i statslige hænder, kom gennem krisen langt stærkere end Thailand eller Indonesien” (p 75). De stod ikke over for en stigning i fattigdom, kapitalflugt og spekulation. Deres gæld steg, men deres økonomier voksede. Kurlantzick konkluderer: ”Moralen ved den asiatiske finansielle krise i 1997 var, at kun lande, der ikke havde overgivet sig til de liberale økonomiske reformer, havde overlevet uden en omgang kraftige smerter” (s. 75).

 

Ved at følge modellen for statsintervention reddede den amerikanske regering også banker og virksomheder efter den økonomiske og finansielle krise i 2008, der var “for store til at kollapse.” Vestlige observatører begyndte at argumentere for, at en mere centraliseret model, som praktiseres i Kina eller Singapore, muligvis kunne undgå den kortsigtede profitjagt, der skabte det sammensurium af spekulative derivater og boliglån, der udløste finanskrisen 2008-2009.

 

Kurlantzick hævder, at hurtig økonomisk beslutningstagning af de kinesiske magthavere, som ikke behøvede at forholde sig til lovgivning, domstole eller frie medier, virkede mere effektivt. Han citerer også Thomas Friedman, en af de stærkeste fortalere for neoliberalisme, og roser processen for økonomisk beslutningstagning i Kina: ”Et parti-autokrati har bestemt sine ulemper. Men når den ledes af en rimelig oplyst gruppe mennesker som i Kina i dag, kan det også have store fordele. Et parti kan bare indføre de politisk vanskelige, men kritisk vigtige politikker, der er nødvendige for at bevæge et land fremad” (s. 77). Selv John Williamson, forfatteren til Washington Konsensus, spurgte: “Er Beijing Konsensus nu blevet dominerende?” og argumenterer for, at “Kinas økonomiske strategi var blevet langt mere effektiv” (s. 77).

 

I 2011 afskaffede Indien nogle af de neoliberale reformer fra de tidlige 1990ere og begyndelsen af 2000erne. Narendra Modi, guvernør i Gujarat og leder af den ekstreme nationalistiske BJP blev præsident i 2014, og en væsentlig årsag til hans fremgang var budskaberne om en tilbagevenden til mere statslig intervention.

 

I Rusland skabte den udprægede fattigdom, som størstedelen af befolkningen oplevede efter indførelsen af neoliberale foranstaltninger i 1990’erne, betingelsen for Vladimir Putins magtovertagelse i 2000. Putin kunne også delvist tilskrive sin støtte fra synspunkter om mere statsejerskab og kontrol som grundlag for at “genrejse Rusland.”

 

I Brasilien og Sydafrika førte den stigende fattigdom, efter indførelsen af de neoliberale foranstaltninger i 1990erne, til flere statslige interventionistiske regeringer som Lula da Silva i Brasilien i 2003 og Jacob Zuma i Sydafrika i 2009.

 

I kølvandet på den økonomiske og finansielle krise i 2008 skærpede Kina sit fokus på statsligt ejerskab og intervention. Det kinesiske kommunistiske parti var stærkt afhængig af nationalisme som en samlende ideologi. Xi Jinping, der blev formand for partiet i 2013, lancerede en maoistisk kampagne mod neoliberalisme og liberalt demokrati (s. 82). Kina fik også en vigtig rolle som långiver af kapital på et tidspunkt, hvor den økonomiske krise i 2008 førte til et pludseligt fald i de internationale kapitalstrømme til udviklingslande.

 

3. Hvordan har denne nye type statskapitalisme vist sig at være “mere levedygtig” i Kina?

Det vigtigste punkt, lyder argumentet i denne bog, er, at den nye statskapitalisme, især som den praktiseres i Kina og Singapore, kan klare sig bedre end neoliberalisme med hensyn til produktivitet, rentabilitet, beskæftigelse og effektivitet. Den er også mere modstandsdygtig over for økonomiske kriser. Kinas udvikling siden slutningen af 1990erne bruges som bevis på dette.

 

Kurlantzick forklarer, at Kina var i stand til at afværge et økonomisk sammenbrud i 2013 og et aktiemarkedskollaps i 2015. I 2015 voksede produktionen af varer og tjenester med 6 pct. (s. 18), og dets statsejede firmaer repræsenterede stadig 89 af 500 virksomheder i Fortunes årlige opgørelse i 2015 af største omsætning (s. 96). Efter hans mening er nøglen til succes med statskapitalisme, som den blev praktiseret i Kina, følgende:

 

1. Fuldt ejerskab eller ejerskab af en majoritetsandel, alternativt kontrol ved at partiet eller hæren udnævner bestyrelse og administrerende direktører for strategiske industrier såsom energi, kommunikation, transport, produktion af biler og bildele, al tung industri og bankvirksomhed.

2. Skattelettelser, lave eller ingen renter på lån og ingen husleje for statsejede virksomheder, hvis de opretholder standarderne for rentabilitet og effektivitet. Lukker virksomheder, der ikke giver profit og straffer deres ledere.

3. Tillader den private sektor at komme ind i brancher, der ikke betragtes som strategiske, såsom let industri eller servicesektoren. I mange tilfælde er det kun på papiret, at virksomheder er private, men reelt datterselskaber af statslige virksomheder. Selv private virksomheder er meget afhængige af staten for skattelettelser, lån, regeringskontrakter og har hær- og partimedlemmer i deres bestyrelser.

4. Introduktion af internationale teknologier ved at give udenlandske multinationale selskaber mulighed for at deltage i partnerskaber, der hjælper kinesiske partnere med at blive mere teknologisk avancerede. Opkøbe vestlige virksomheder og bruge deres patenter eller stjæle patenter.
5. Finansiering af forskning og udvikling gennem samarbejde mellem universiteter, industri og stat.
6. Kontrol af eksport af kapital og krav om at almindelige mennesker deponerer deres opsparing i statsbanker, som igen bruger kontanterne til at investere i infrastruktur, produktion og som startkapital til nye investeringsideer, der muligvis kan være rentable for staten over en lang årrække, men som måske ikke modtager privat kapitalistisk finansiering på den korte bane.

7. Brug af stordriftsfordele til at konkurrere med andre store virksomheder på verdensplan, især inden for bilfremstilling og luftfart.
8. Ingen stor afhængighed på udvinding af naturressourcer (s. 104-105).

9. Minimale statslige velfærdsydelser.

 

Altså “det, der gør Kina konkurrencedygtigt nu, er ikke længere kun billig arbejdskraft, men teknologi, kvalificeret arbejdskraft, effektivitet og præcisionsfremstilling.” Kina konkurrerer med USA inden for kunstig intelligens, selvkørende biler og luftfartsindustrien (s. 106). Det vil snart være den største økonomi på sigt målt på bruttonationalprodukt (s. 17). Det øger også sit militære budget og opbygger sin indflydelse i andre lande gennem lån, investeringer og opbygningsprojekter af infrastruktur.

 

Ifølge Kurlantzick har den kinesiske regering også været i stand til at skabe opbakning hos 80 procent af middelklassen i byerne, der i øjeblikket støtter staten, fordi de er tilfredse med at se, at størstedelen af de store fortjenester går til infrastrukturudvikling og produktion, og dermed giver kapitalistisk udvikling og beskæftigelse. Befolkningen i landdistrikterne er imidlertid meget utilfredse og organiserer titusinder af protester om året (s. 30, 188). Kinas indkomstulighed er ikke højere end USA, men ligger på samme niveau (s. 181).

 

Generelt mener Kurlantzic, at “denne nye type statskapitalisme – med de fejl, der nu engang er – har vist sig at være mere robust, kompleks og mangesidet end mange tidligere udfordringer for den frie markedsøkonomiske model … på grund af dens tilpasningsevne i dag, fordi den har kombineret traditionel statsøkonomisk planlægning med elementer af konkurrence på det frie marked… Moderne statskapitalisme har ægte styrker, som tidligere udfordringer med fri markedsøkonomi ikke indeholdt ” (s. 22).

 

4. Hvad er farerne ved denne nye type statskapitalisme?

De væsentligste farer, hævder Kurlantzick, skyldes, at koncentrationen og centraliseringen af kapital i staternes hænder ville give stater mulighed for at true demokratiet, bruge statslige virksomheder til at ødelægge arbejds- og miljøregler og starte deciderede væbnede konflikter mod andre stater.

 

For eksempel nævner han Ruslands stop af gas til Ukraine, da Ukraine forsøgte at tiltræde EU, eller Kinas militære handlinger og brug af statslige virksomheder til at oprette olierigge i det sydlige og østkinesiske hav og gøre krav på øer og økonomiske zoner (s. 204-207). Mens han ikke nævner Kinas ”One Belt, One Road-projekt”, diskuterer forfatteren måderne, hvorpå Kinas opbygning af infrastruktur til lande i Asien, Afrika, Latinamerika med lån fra sine statslige virksomheder giver Kina mulighed for praktisk at eje disse lande og lukke dem ned, hvis de udfordrer. (s. 213). Endvidere påpeger han, at fra 2016 var de største modtagere af kinesiske oversøiske investeringer Australien, U.S., Canada, Storbritannien og Brasilien.

 

Kurlantzick påpeger også, at ”realiteterne sætter spørgsmålstegn ved teorien om, at økonomisk frihed og velstand vil bringe politisk frihed. Faktisk kan den kinesiske regering muligvis overleve på ubestemt tid uden at åbne sit politiske system” (s. 187). Generelt konkluderer han, ”et land kan have relativt effektiv statskapitalistisk økonomi og en vis grad af politisk frihed, eller det kan have reel politisk frihed og kun en vis grad af økonomisk effektivitet. Men det kan ikke have begge dele (s. 134).

 

Hans argumenter om koncentrationen af penge og magt, der giver ledere og stater mulighed for at købe, forfølge eller undertrykke kritikere, eller handle som imperialistiske magter og starte krige, er også sandt om kapitalmarkedets frie marked. Han indrømmer, at vestlige liberale demokratiske stater også har brugt deres kapital til at krænke arbejdskraft, miljø og menneskerettigheder. Han har også skrevet en bog om den amerikanske krig i Laos og CIAs rolle. Generelt er Kurlantzick imidlertid langt mindre kritisk over for den vestlige kapitalisme (s. 219). Han behandler ikke fremkomsten af autoritær statsmagt i Vesten og specifikt ikke i USA i denne bog. I en anden bog, Democracy in Retreat (2014), har han behandlet demokratiets globale tilbagegang, men med fokus på nye økonomier.

 

5. Hvad mangler i bogen?

Forfatteren har tilsyneladende den opfattelse, at politik kan eksistere uafhængigt af økonomien og forhindre koncentration og centralisering af kapital i at føre til autoritære samfund. Derfor argumenterer han for, at hvis vi kun havde frie valg og uafhængige politiske institutioner og medier, kunne vi gøre statskapitalismen demokratisk. Med undtagelse af Norge og Brasilien under Lula og Rousseff, som dog led af store korruptionsproblemer, er eksemplerne på demokratisk statskapitalisme, som han tilbyder, ikke så demokratiske: Indonesien og Singapore (s. 151). Faktisk behandler han ikke måderne, som selve kapitalens logik modvirker ægte demokrati.

 

Selvom Kurlantzick implicit indrømmer, at kapitalismen bevæger sig i retning af koncentration og centralisering af kapital i færre hænder, lider hans opfattelse af en manglende marxistisk forståelse af økonomi. For Marx er kapitalens logik akkumulering af kapital som et mål i sig selv. Det er resultatet af den kapitalistiske produktionsmåde: Arbejdskraft, der ikke kun er fremmedgjort fra sine produkter, men fra sine processer, fra andre mennesker og fra det menneskelige potentiale for fri og bevidst aktivitet. (note 2) Uanset om kapital ejes privat eller af staten, er dens logik den samme. Det fører til kriser og krige.

 

Marx hævder, at den kapitalistiske akkumulation forudsiger, at produktionsmidlerne inden for forskellige kapitalistiske stater, der opererer inden for verdensmarkedet, kunne koncentreres i hænderne på en enkelt kapitalist eller et enkelt kapitalistisk selskab for at øge udbytningsraten af merværdi fra arbejdskraften. (note 3) Ikke desto mindre argumenterede han for, at kapitalismens egen tendens til koncentration og centralisering af kapital på færre hænder fører til kriser, hovedsageligt i form af tendensen til et fald i profit.

 

Denne krisetendens, som Marx argumenterede for, kunne periodisk, men ikke helt overvindes gennem udligningsfaktorer såsom at øge udnyttelsesgraden af arbejdskraft (herunder brug af slavearbejde), formindske værdien af produktionsmidlerne eller de direkte destruktive virkninger af krig. (note 4)

Kurlantzick ser ikke kriser som indbyggede i den kapitalistiske produktionsmåde, men mener, at større statsindgreb, hvis ikke isoleret fra verdenshandelen og teknologisk innovation, stort set kan afværge kriser.

 

Derfor adresserer han ikke det faktum, at Kinas vækst fortsat i høj grad er afhængig af den høje udbytning af arbejdskraft, herunder brugen af slavearbejde i fængsler. (Bemærk, at der findes en million uighur-muslimer i koncentrationslejre i Xinxiang.) Han tager heller ikke højde for de måder, hvorpå Kinas “effektive” kapitalisme ødelægger menneskeliv og natur.

Kurlantzic ville også have draget fordel af at konsultere forskellige marxistiske teorier om statskapitalisme som dem, der er udviklet af Raya Dunayevskaya, C.L.R. James og Tony Cliff, som, selvom de ikke er ens og beskæftiger sig med en anden periode, stadig tilbyder vigtige spørgsmål, som vi skal overveje ved analyse af nutidens statskapitalisme. (note 5)

 

6. Læren for socialister

På trods af Kurlantzicks mangel på kritik af kapitalismen, skal hans vurdering af de nye træk ved statskkapitalisme i dag medtages i en socialistisk analyse. Han mener, at disse nye funktioner kan give mulighed for en mere robust kapitalisme. Faktisk, som mange andre, hævder han, at nyliberalismens æra er afsluttet. Denne nye type statskapitalisme er fremtidens bølge. Den er ikke demokratisk, men er effektiv og kan give vækst. Den har ikke de fleste af de sociale fordele, som velfærdsstaterne har tilbudt, men garanterer, at størstedelen af overskuddet går tilbage til produktionen af infrastruktur og mere avanceret teknologi for staten og ikke privat gevinst.

 

Det er netop, hvordan Marx definerede akkumuleringen af kapital: En stigende del af overskuddet går tilbage til produktion af produktionsmidler på bekostning af menneskeheden og naturen. Effektiv kapitalisme handler om produktion for produktionens skyld. (note 6)

Denne “effektivitet” testes faktisk nu, da Kina står over for spredningen af en ny coronavirus i epidemiske forhold. På trods af sin nuværende årlige vækstrate på 6 pct. har Kina ikke et fungerende primært sundhedssystem. Spredningen af virussen kunne være undgået, hvis man ikke havde haft en autoritær kapitalistisk praksis. Den kinesiske regerings nuværende karantæne af 56 millioner mennesker i Hubei-provinsen, kan også få katastrofale følger. (note 7)

 

Enten skaber vi et humanistisk alternativ til kapitalisme – privat og stat – ellers er vi dømt til at leve under denne nye “effektive” statskapitalisme.

 

Joshua Kurlantzick, State Capitalism: How the Return of Statism Transformed the World. Oxford University Press, 2016.

 

Oversat fra newpol.org af Rasmus Keis Neerbek

 

Noter:

 

1. Bill Dunn, “Against Neoliberalism as a Concept,” Capital & Class (Vol. 41, Issue 3, Oct. 2017), 435-454; “State Capitalism’s Global Reach: New Masters of the Universe,” The Economist, January 21, 2012; Jamil Khader, “Trump’s Popularity and the Rise of Authoritarian Capitalism,” Truthout,March 23, 2016.

 

2. Marx om fremmedgjort arbejde: https://www.marxists.org/dansk/marx/44-okfil/1-frmarb.htm

 

3. Karl Marx, Kapitalen (Rhodos, 1. bog bd. 4 s. 884): Centralisationen vil i en given erhvervsgren have nået sin yderste grænse, når alle de kapitaler, der er anbragt i denne gren, er smeltet sammen til en enkeltkapital. I et givet samfund ville denne grænse først blive nået i det øjeblik, hvor den samlede samfundsmæssige kapital ville blive forenet hos enten en enkelt kapitalist eller et enkelt kapitalistselskab. http://www.marxister.dk/vis.php?id=455&forf=1

 

4. Michael Roberts, The Long Depression (Chicago: Haymarket Press, 2016); Edward L. Tapia, “The Tendency for the Rate of Profit to Decline—and Why It Matters,” New Politics, Summer 2019; Andrew Kliman, The Failure of Capitalist Production: Underlying Causes of the Great Depression (London: Pluto Press, 2011).

 

5. Raya Dunayevskaya, The Marxist-Humanist Theory of State Capitalism (Detroit: News & Letters, 1992); C.L.R. James, Raya Dunayevskaya and Grace Lee Boggs, State Capitalism and World Revolution (Charles H. Kerr, 2013 [1950]); Tony Cliff, State Capitalism in Russia (London: Pluto Press, 1974).

 

6. Marx hævder, at en større del af profitten som stammer fra udbytningen af arbejderne, vil gå til køb eller produktion af produktionsmidlerne (maskiner og bygninger) på bekostning af løn, men også for at kunne øge udbytningen. Hovedparten af merværdien går til at øge produktiviteten for at skabe yderligere merværdi som et mål i sig selv. Det er logikken i kapitalen. Kapitalen (Rhodos) 1. bog bd. 3 kapitel 15.

 

7. Steven Lee Meyers and Chris Buckley. “Novel Virus Tests China’s Authoritarian Bargain,” New York Times, January 27, 2020; Sui-Lee Wee. “Feeble Health System in China Strains to Combat Deadly Virus,” New York Times. January 28, 2020; Li Yuan. “China’s Rifts Laid Bare by Outbreak,” New York Times, Jan. 29, 2020; Li Yuan. “In China, Virus Spurred Rush of Blame Shifting,” New York Times, Feb. 4, 2020.