Illustration: Svend Vestergaard Jensen

Det følger den racistiske logik, som dikterer, at enhver jøde bør være zionist. Og det er den samme logik, når afstandstagen til zionisme bliver et tyndt slør over racistisk fjendskab mod jøder generelt.

Det nye er, at omfanget af dem, der bliver anklaget for antisemitisme er udvidet til at omfatte et bredt spektrum af venstreorienterede kritikere af staten Israel, hvis kritiske position har en lang politisk historie bag sig. I årtier har de anklaget israelske regeringer for deres koloniale racistiske handlinger over for palæstinenserne, og de har været overbevist om, at de delte denne kritik med israelske jøder på venstrefløjen. Denne udvidelse er sket sideløbende med, at den globale politiske scene er rykket stadigt kraftigere mod højre og det yderste højre.

Benjamin Netanyahu har været en foregangsmand i dette sceneskift. Den zionistiske premierminister har på mere end én måde spillet den rolle for det globale yderste højre i det hele taget. Især efter at han igen blev premierminister i 2009, hvorefter han satte rekord for varigheden af dette embede i staten Israel, eftersom han sad på posten i mere end 12 år indtil 2021, for så at vende tilbage i slutningen af 2022. Netanyahu har igennem alle disse år været en rollemodel for det globale yderste højre på grund af hans skamløse opportunisme, hans evne til at lyve uden at blinke, og til uden tøven at benytte sig af de mest nedrige politiske metoder imod hans israelske modstandere. Han har overbudt alle, når det gjaldt om zionistisk udelukkelse af modstandere, uanset politisk tilhørsforhold.

Netanyahu er blevet det globale yderste højres mest beundrede skikkelse, ikke kun som rollemodel, men på grund af hans utrættelige bestræbelser på at holde sine meningsfæller fri af anklagen for antisemitisme, og knytte prædikatet til dem, de hader. Det passede særdeles godt sammen med både det yderste højres opkomst internationalt og den udbredelse, som islamofobien fik. Baggrunden var en kombinationen af racistisk fjendskab mod indvandrere, der kom fra lande med muslimsk flertal, og ideologien bag ’krig mod terror’, som de forbryderiske angreb udført af Al-Qaeda og ISIS i det Globale Nord satte ekstra gang i.

I sin iver efter at adskille anklagen for antisemitisme fra den traditionelle antisemitisme på det yderste højre, for i stedet at hæfte den på enhver, der kritiserer zionismen, gik Netanyahu så vidt som til delvis at frikende Adolf Hitler selv for ansvaret for at udføre folkemord på de europæiske jøder, og i stedet overføre den til Amin al-Husseini [1895-1974, palæstinensisk nationalist og muslimsk religiøs leder, o.a.]. Det affødte protester og fordømmelse bandt alle Holocaust-historikere.

Netanyahus hensigt var ikke kun at forstærke  det racistiske fjendskab mod arabere og muslimer med afsæt i al-Husseinis omdømme. Det var den zionistiske propagandas yndlingsargument i mere end 80 år på grund af den skade, som al-Husseini forvoldte for den palæstinensiske sag ved at samarbejde med den tyske nazisme og den italienske fascisme under Anden Verdenskrig. Netanyahus hensigt var også at frikende det antisemitiske europæiske yderste højre ved at holde det fri af identifikationen med Hitler.

Og på den måde blev Netanyahu det optimale påskud for lederne af det globale yderste højre til at skjule deres antisemitisme, hvor himmelråbende tydelig den end er. Fra Viktor Orban, den ungarske premierminister, hvis had til jøder ikke er nogen hemmelighed, til Donald Trump, der tror på, at det er amerikanske jøders pligt at være ubetinget loyale over for staten Israel og dens regering, til Vladimir Putin, en anden rollemodel for det globale yderste højre, til Marine Le Pen, der er ivrig efter at skjule den antisemitisme, der historisk er uløseligt knyttet til den bevægelse, som hun står i spidsen for – en lang række af det globale yderste højres mest fremtrædende skikkelser, der er blevet bedste venner med Netanyahu og hans zionistiske yderste højre-regering, der ligner dem så meget. De slår alle i konkurrencen om at støtte hans regering, fordi det er en billig måde til at skjule deres antisemitiske fortid og nutid på. Her spiller det en afgørende rolle, at antallet af europæiske jøder er faldet stort siden nazisternes folkemord, mens indvandrere fra det Globale Syd er blevet det yderste højres nye foretrukne syndebuk i det globale Nord.

Meget sigende i relation til alt dette er den udmelding, som Amichai  Chikli, en af Netanyahus ministre og medlem af Likud-partiet, kom med, om at hele den israelske regering glædede sig over Le Pens sejr i første runde af det franske parlamentsvalg. Chikli er minister for ’diaspora-anliggender og bekæmpelse af antisemitisme’!

Hvad der er endnu værre, er, at de politiske ’centrum’-partier har besluttet sig for at drage nytte af instrumentaliseringen af anklagen for antisemitisme til højrefløjens formål i deres kamp imod deres opponenter på venstrefløjen. Det var det, der skete i den ondskabsfulde kampagne, der blev ført i UK af de Konservative og af højrefløjen i Labour for at udstødevælte Jeremy  Corbyn, og den tilsvarende kampagne imod Jean-Luc Mélenchon i Frankrig fra ’centrum-højre’, anført af den nuværende præsident Macron, og af venstresidens højrefløj, det vil sige ’centrum-venstre’.

Ved at deltage i disse bagvaskelseskampagner uden på samme tid at rette skytset mod det yderste højre og på den måde udstille deres hykleri vedrørende antisemitisme, bidrog ’centrum’-kræfterne til at skærme det yderste højre af og give deres påstand om uskyld i forhold til antisemitisme et skær af troværdighed. De prioriterede altså dette hensyn højere end at fordømme racismen mod sorte og muslimer og fremmedhadet i almindelighed, som det yderste højre ikke bilder nogen ind, at de ønsker at komme til livs, men som de er stolte af, og som er et centralt argument i alt, hvad de foretager sig. Og sådan gik det til, at det politiske ’centrum’, fra højre til venstre, endte med at deltage i fælles demonstrationer imod antisemitisme sammen med det antisemitiske yderste højre, som det skete i Frankrig i kølvandet på Hamas-operationen i Gaza-striben.

Konklusionen på alt dette er, at ved at gøre anklagen om antisemitisme til det ultimative onde, indtil det punkt, hvor alle andre aspekter af racisme bagatelliseres, og acceptere, at ’jøderne’ repræsenteres af en zionistisk regering, anført af et parti af fascistisk oprindelse, og hvori ’nynazistiske’ ministre og jødiske fundamentalister deltager, har man bragt den ’jødiske stat’ tættere på at være ’barbariets arkitekter’ af en model i stil med det, man kender fra ’Islamisk Stat’. Når ’centrumkræfterne” har antaget denne holdning, har de i høj grad bidraget til, og bliver ved med at gøre det, at styrke det globale yderste højre, ligesom de optræder som halehæng i andre henseender, især med racistisk fjendskab over for indvandrere.

4. juli 2024

Gilbert Achcar voksede op i Libanon. Han er professor ved Developmental Studies and the School of Oriental and African Studies (SOAS) i London. Han har været fast bidragyder til Fjerde Internationales presse I en årrække, og er forfatter af adskillige bøger om internationale forhold, med særlig vægt på Mellemøsten.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen